Retur til Europarl-portal

Choisissez la langue de votre document :

BETÆNKNING     
PDF 67kWP 81k
23. april 1997
PE 217.532/endel. A4-0162/97
om formuleringen af Den Europæiske Unions sikkerhedspolitik
Udvalget om Udenrigs-, Sikkerheds- og Forsvarsanliggender
Ordfører: Leo Tindemans
Med skrivelse af 23. marts 1995 anmodede Udvalget om Udenrigs-, Sikkerheds- og Forsvarsanliggender om tilladelse til at udarbejde en betænkning om formuleringen af Den Europæiske Unions sikkerhedspolitik: WEU, OSCE, NATO.
 A. FORSLAG TIL BESLUTNING
 B. BEGRUNDELSE
 UDTALELSE

 Med skrivelse af 23. marts 1995 anmodede Udvalget om Udenrigs-, Sikkerheds- og Forsvarsanliggender om tilladelse til at udarbejde en betænkning om formuleringen af Den Europæiske Unions sikkerhedspolitik: WEU, OSCE, NATO.

På mødet den 27. juni 1995 meddelte Europa-Parlamentets formand, at Formandskonferencen havde givet Udvalget om Udenrigs-, Sikkerheds- og Forsvarsanliggender tilladelse til at afgive betænkning om dette spørgsmål, og på mødet den 20. september 1996 blev Udvalget om Institutionelle Spørgsmål udpeget som rådgivende udvalg.

På mødet den 22. juni 1996 valgte Udvalget om Udenrigs-, Sikkerheds- og Forsvarsanliggender Leo Tindemans til ordfører.

På møder den 24. juni, 9. september og 18. november 1996 samt den 4. februar, 27. februar, 10. marts, 20. marts og 21. april 1997 behandlede det udkastet til betænkning.

Desuden behandlede Underudvalget om Sikkerhed og Nedrustning betænkningen på møder den 28. september og 20. november 1995, den 24. april, 2. juli, 3. oktober og 26. november 1996 samt den 26. februar og 19. marts 1997.

På mødet den 21. april 1997 vedtog Udvalget om Udenrigs-, Sikkerheds- og Forsvarsanliggender forslaget til beslutning med 33 stemmer mod 6, medens 7 hverken stemte for eller imod.

I afstemningen deltog: Carrère d'Encausse (2. næstformand og fungerende formand), Cushnahan (3. næstformand), Tindemans (ordfører), Aelvoet, Alavanos, Barón Crespo, Bertens, Burenstam Linder, Carnero González, Cars, Daskalaki, De Melo, Donner, Dupuis, Ebner (for Bernard-Reymond jf. forretningsordenens artikel 138, stk. 2), Fabra Vallés (for Bianco), Ferrer (for Graziani), Frischenschlager (for André-Léonard), Garcia Arias (for Avgerinos), Gahrton, Gomolka, Habsburg, Hänsch, Hoff, Kellett-Bowman (for Galeote Quecedo jf. forretningsordenens artikel 138, stk. 2), Kittelman (for Kristoffersen), Konrad (for Poettering), Lambrias, Lenz, Lindqvist (for La Malfa), Linser, Malone (for Balfe), Oostlander, Pack (for Rinsche), Piha, Rosado Fernandes (for Caccavale), Roubatis, Salafranca Sánchez-Neyra, Schröder (Stenzel), E. Schroedter (for Cohn Bendit), Swoboda (for Candal), Terròn I Cusi (for Coates), Theorin, Titley, Truscott og Wiersma.

Udtalelsen fra Udvalget om Institutionelle Spørgsmål er vedføjet denne betænkning.

Betænkningen indgivet den 23. april 1997.

Fristen for ændringsforslag til denne betænkning vil fremgå af forslaget til dagsorden for den mødeperiode, hvor den skal behandles.


 A. FORSLAG TIL BESLUTNING

Beslutning om formuleringen af Den Europæiske Unions sikkerhedspolitik

Europa-Parlamentet,

- der henviser til forretningsordenens artikel 148,

- der henviser til sin beslutning af 18. maj 1995 om gennemførelsen af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (november 1993 - december 1994)(1),

- der henviser til sin beslutning af 18. juli 1996 om fremskridt ved iværksættelsen af den fælles udenrigspolitik (januar - december 1995)(2),

- der henviser til sin beslutning af 14. juni 1995 om oprettelse af et EU-analysecenter for aktiv forebyggelse af kriser(3),

- der henviser til sin beslutning af 13. marts 1996 om i) udtalelse fra Europa-Parlamentet om indkaldelse af regeringskonferencen og ii) evaluering af Refleksionsgruppens arbejde og præcisering af Europa-Parlamentets politiske prioriteringer i forbindelse med regeringskonferencen(4),

- der henviser til sin beslutning af 16. januar 1997 om den generelle ramme for et udkast til revision af traktaterne(5),

- der henviser til betænkning fra Udvalget om Udenrigs-, Sikkerheds- og Forsvarsanliggender og til udtalelse fra Udvalget om Institutionelle Spørgsmål (A4-0162/97),

der mener, at EU bør være i stand til at bidrage til at bevare stabiliteten på det europæiske kontinent og de tilgrænsende områder, herunder også Østersøregionen og Middelhavsområdet, Det Nære og Det Mellemste Østen samt Sortehavet, og bidrage til opretholdelse af den internationale fred og sikkerhed i overensstemmelse med principperne i De Forenede Nationers pagt og målsætningerne for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP),

B. der henviser til, at Den Europæiske Union endnu ikke har gjort brug af alle EU-traktatens muligheder for at udvikle en egentlig fælles sikkerhedspolitik, og samtidig er af den opfattelse, at regeringskonferencen kunne definere aktionsområdet for en sådan politik klarere,

C. der mener, at den nuværende fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik bør give mulighed for gennemførelse af en virkelig fælles udenrigspolitik, hvor EU taler med én stemme i internationale organisationer, og at EU's synlighed og politiske ansvar bør styrkes i forhold til dens faktiske politiske og økonomiske vægt i verden,

D. der mener, at den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik bør koncentreres om at udvikle kapacitet på områder, der vil gøre det muligt for EU at forebygge og løse konflikter med fredelige midler,

E. der henviser til, at der, medens der fortsat er uoverensstemmelser mellem medlemsstaterne med hensyn til nødvendigheden af at integrere WEU i EU's struktur, er enighed mellem alle medlemsstaterne om nødvendigheden af, at Unionen får de nødvendige beføjelser og midler til at gennemføre fredsbevarende og fredsskabende opgaver,

F. der henviser til, at traktaten rent faktisk burde definere begrebet fælles sikkerhed som Unionens evne til at forebygge og imødegå trusler mod Unionens fælles værdier, grundlæggende interesser, territoriale integritet og uafhængighed samt at bidrage til at bevare freden og styrke den internationale sikkerhed ved at fremme den gensidige politiske solidaritet og herunder solidariteten på det finansielle område,

G. der ikke desto mindre mener, at sikkerhedsaspektet også indebærer, at Unionen, når det er nødvendigt, kan deltage i de fælles operationer, der er besluttet inden for rammerne af FN og OSCE, eller endog kan handle uafhængigt for at beskytte sine interesser og værdier og for at varetage sit internationale ansvar, navnlig for så vidt angår Petersberg-opgaver, der er overdraget WEU eventuelt i samarbejde med NATO,

H. der henviser til, at Den Europæiske Union på nuværende tidspunkt ikke råder over en tilfredsstillende analyse- og evalueringskapacitet, og at dette indvirker negativt på bestræbelserne på at føre en effektiv fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, medens medlemsstaterne og WEU er i besiddelse af informationskapacitet og diplomatiske net, som bør stilles til rådighed for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik,

I. der mener, at formuleringen af den fælles sikkerhedspolitik er en vigtig fase i forbindelse med udformningen på lang sigt af en fælles forsvarspolitik, som med tiden vil kunne føre til et fælles forsvar,

EN SIKKERHEDSPOLITIK FOR DEN EUROPÆISKE UNION

erindrer om, at Det Europæiske Råd i Lissabon udpegede fire områder under sikkerhedsdimensionen, hvor der kan iværksættes fælles aktioner, nemlig:

- CSCE-processen (efter topmødet i Budapest OSCE)

- politikken vedrørende nedrustning og våbenkontrol i Europa, herunder tillidsskabende foranstaltninger

- spørgsmål vedrørende ikke-spredning af kernevåben

- de økonomiske aspekter af sikkerheden, herunder navnlig kontrol med overførsel af militær teknologi til tredjelande og kontrol med våbeneksport;

2. mener, at de således definerede områder, som er væsentlige elementer i en EU- sikkerhedspolitik, bør udvides til at omfatte alle nedenfor anførte aspekter;

3. foreslår derfor, at begrebet sikkerhed gøres til genstand for en definition, hvor man bør skelne mellem ekstern sikkerhed, som henhører under Den Europæiske Unions aktion udadtil, således som det fremgår af Maastricht-traktatens artikel C, og sikkerheden indadtil, som især henhører under tredje søjle:

1. Den Europæiske Unions sikkerhed udadtil omfatter spørgsmål vedrørende:

a) Unionens og dens medlemsstaters territoriale integritet og beskyttelsen af dens borgere,

b) oprustningskontrol, både for så vidt angår klassiske og nukleare våben, herunder også spørgsmålene om spredning og kvantitative begrænsning, restriktiv anvendelse af eller forbud mod anvendelse af våben,

c) tilstedeværelsen af grænseproblemer, uløste mindretalsproblemer eller intern etnisk rivalisering, som risikerer at brede sig til og i sidste instans true Den Europæiske Unions medlemsstater, samt den politisk urolige og ustabile situation visse tredjelande, der er naboer til Den Europæiske Union,

d) de meget store skævheder mellem de rige og fattige lande med alle de følger, som dette indebærer især for migrantstrømmene,

e) miljøbeskyttelse, for så vidt miljømæssige ubalancer udgør en trussel mod freden, herunder de trusler, som eksistensen af forældede atomkraftværker, nukleart affald og deponeret radioaktivt materiale indebærer,

2. Den Europæiske Unions sikkerhed indadtil omfatter spørgsmål vedrørende:

a) truslerne fra terrorisme, aktiviteter i forbindelse med organiseret kriminalitet såsom f.eks. våbenhandel, narkohandel, hvidvaskning af penge og prostitution,

b) den økonomiske og sociale krise i de europæiske samfund, som medfører en svækkelse af den sociale konsensus, idet den folkelige utilfredshed rettes mod udlændinge, hvilket skaber reaktioner i form af racisme og fremmedhad;

4. konstaterer derfor, at sikkerheden kan garanteres

a) eksternt gennem de klassiske diplomatiske eller forebyggende instrumenter eller gennem tillidsskabende foranstaltninger på det militære område samt gennem økonomisk bistand, udviklingsbistand, gennemførelse af fredsbevarende eller fredsskabende opgaver og alle former for mellemstatsligt samarbejde, både bilateralt og multilateralt, og desuden gennem fremme af demokrati og pluralisme i medierne og

b) internt gennem økonomiske og sociale foranstaltninger og navnlig foranstaltninger på kulturog uddannelsesområdet med henblik på at bekæmpe alle former for fordomme i form af racisme og fremmedhad, samt foranstaltninger, der skal gennemføres inden for den tredje søjle;

5. insisterer kraftigt på, at medlemsstaterne skal udnytte regeringskonferencen til at intensivere debatten om europæisk sikkerhed og nå frem til en aftale, der kan give Den Europæiske Union de nødvendige instrumenter til iværksættelsen af en troværdig sikkerhedspolitik i overensstemmelse med EU-traktatens ånd og bogstav;

6. anmoder derfor Kommissionen og Rådet om hurtigt at foretage en undersøgelse af, om det kan lade sig gøre at oprette et europæisk korps bestående af militære og civile enheder, som særligt har til opgave at gennemføre fredsbevarende og fredsskabende opgaver;

7. mener, at bekræftelsen af den naturlige solidaritet mellem medlemsstaterne i sig selv udgør et vigtigt sikkerhedselement, idet der opstår synergi med de sikkerhedsgarantier, der gives af WEU og NATO, og som de EU-medlemsstater, der ikke er medlemmer af disse organisationer, allerede indirekte nyder godt af;

8. er af den opfattelse, at indføjelsen af en økonomisk sikkerhedsklausul i traktaterne vil gøre Den Europæiske Union handlingsdygtig, når dens kommunikationsveje og forsyningssikkerhed er truet;

9. fastslår endelig, at EU inden for rammerne af en fælles sikkerhedspolitik bør kunne bidrage til fred og en stabil retsorden i verden og først og fremmest i områderne ved dens lande- og kystgrænser, og at EU's medlemsstaters væbnede styrker ville kunne stilles til rådighed i forbindelse med et mandat fra FN eller OSCE, indledningsvis i forbindelse med Petersberg-opgaver;

10. anmoder derfor regeringskonferencen om som en bekræftelse af den fælles sikkerhedspolitik at fastsætte bestemmelser om

a) indskrivelse i traktaterne af en klausul om politisk solidaritet og tilføjelse af princippet om EU's og dens medlemsstaters grænsers ukrænkelighed som elementer af den naturlige solidaritet mellem Unionens medlemsstater;

b) indføjelse i traktaterne af Petersberg-opgaver, der burde udformes som fælles aktioner, jf. artikel J.3 i TEU, og som alle Unionens medlemsstater burde deltage i praktisk og/eller finansielt som udtryk for deres naturlige solidaritet; disse fælles aktioner bør vedtages med kvalificeret flertal med forbehold af en eller flere medlemsstaters ret til konstruktivt at afholde sig fra at stemme;

c) oprettelse, som det allerede anmodede om i sin beslutning af 14. juni 1995 og igen i beslutningen af 16. januar 1997, af et analysecenter, et tidligt varslingssystem og politisk planlægning under Rådets og Kommissionens ansvar i fællesskab og med støtte fra WEU - med det formål på et tidligt stadium at stille oplysninger til rådighed, således at man kan finde frem til krisestederne og fastlægge Unionens holdninger og fælles aktioner på sikkerhedsområdet;

11. kræver med henblik på formuleringen af den fælles sikkerhedspolitik og iværksættelsen af Petersberg-opgaver, at det nuværende samarbejde mellem EU og WEU gradvis styrkes;

12. ønsker, at Den Vesteuropæiske Unions strukturer styrkes, uden at dette fører til overlapning med NATO;

REGIONALE ASPEKTER AF DEN FÆLLES SIKKERHED

Forbindelserne med landene øst for Unionens grænser

13. bemærker, at OSCE er et meget vigtigt element i den paneuropæiske sikkerhed som dialogforum og instrument for forebyggende diplomati, og ønsker en styrkelse af denne organisation under forudsætning af, at dette ikke svækker de sikkerhedsstrukturer, som størstedelen af Unionens medlemsstater deltager i;

14. bemærker ligeledes, at Europarådet bør spille en væsentlig rolle i forbindelse med fremme af demokrati og respekten for menneskerettighederne, som begge er væsentlige elementer for sikkerheden i Europa;

15. betoner om den positive rolle, som stabilitetspagten i Europa spiller som en forebyggende diplomatisk indsats fra EU's side i relation til de central- og østeuropæiske lande og dermed som et element i en sikkerhedspolitik for Den Europæiske Union;

16. bemærker sig de central- og østeuropæiske landes ønske om at blive integreret i de vestlige sikkerhedsstrukturer begyndende med NATO og mener, at dette er et spørgsmål, som udelukkende de berørte suveræne stater og Den Atlantiske Alliances medlemsstater skal træffe afgørelse om;

17. understreger desuden, at en udvidelse af Den Atlantiske Alliance ikke må betyde en ny deling på det europæiske kontinent og heller ikke må føre til, at der skabes grupperinger blandt de centralog østeuropæiske lande, men at målet er at udbrede stabiliteten mod øst og styrke demokratiet dér;

18. er imidlertid bekendt med den frygt, som Rusland har givet udtryk for, ved udsigten til de gamle Warszawapagt-landes medlemskab af NATO, og understreger, at denne frygt ville kunne afdramatiseres, hvis der sideløbende med NATO's udvidelse etableredes et strategisk sikkerhedspartnerskab mellem De Forenede Stater, EU, Rusland og andre interesserede SNGlande;

19. er af den opfattelse, at dette strategiske sikkerhedspartnerskab bør præcisere partnernes rettigheder og forpligtelser, og at der blandt disse forpligtelser bør indføjes princippet om de europæiske staters territoriale integritet og deres grænsers ukrænkelighed;

Forbindelserne med Balkan

20. bemærker, at Balkan stadig udgør det mest ustabile område i Europa, hvorfor det er vigtigt at fremme de i dette område beliggende landes tilnærmelse til de europæiske strukturer;

21. forpligter følgelig Den Europæiske Union til at støtte de demokratiske kræfter i disse lande, dele sine værdier med dem ved at tilbyde dem samarbejdsperspektiver, hjælpe dem såvel økonomisk som finansielt med henblik på at bidrage til deres stabilitet samt fremme det regionale samarbejde i dette område;

Forbindelserne med Østersølandene

22. henleder opmærksomheden på sin beslutning af 14. juli 1995 om en unionsapproach til Østersøregionen(6);

23. fremhæver, at Østersøen med de seneste og de fremtidige tiltrædelser af EU i stadig højere grad vil få status af et indhav, der bør udvikle sig til et område med samarbejde mellem alle landene ved Østersøen, herunder Rusland og dets eksklave Kaliningrad;

24. opfordrer derfor Rådet til inden for rammerne af FUSP at anvende alle de forhåndenværende instrumenter til at begrænse de spændinger, der stadig kan opstå, og til at genoplive rundbordsdialogen om Østersøen, der blev etableret i forbindelse med forhandlingerne om stabilitetspagten i Europa, og omdanne den til et regelmæssigt forum for dialog med de Østersølande, der ikke er medlemmer af EU;

Forbindelserne med landene i Middelhavsområdet , Sortehavsområdet samt landene i Det Nære og Det Mellemste Østen

25. understreger Middelhavets betydning for EU's sikkerhed, sådan som det blev fastslået på Barcelona-konferencen, og påpeger, at de sydlige Middelhavslande trods de associeringsaftaler, de har undertegnet med EU, er sårbare over for politisk ustabilitet, terrorisme og krænkelse af menneskerettighederne på grund af den økonomiske ubalance og den konfliktfyldte fredsproces i Mellemøsten;

26. er af den opfattelse, at der i Middelhavsområdet bør indføres sikkerhedsstrukturer som supplement til EU's politik med Euro-Middelhavspartnerskabsaftaler;

27. bekræfter, at uoverensstemmelserne mellem Middelhavsstaterne bør løses i overensstemmelse med international ret og De Forenede Nationers resolutioner og om fornødent med inddragelse af Den Internationale Domstol;

28. understreger nødvendigheden af at sikre komplementaritet og gennemsigtighed i dialogen mellem EU og landene i Middelhavsområdet i forhold til den dialog, der sideløbende er indledt af andre internationale organisationer (WEU, NATO og OSCE);

29. fastslår, at en sikkerhedspolitik i Middelhavsområdet først og fremmest bør koncentreres om forbedring af de økonomiske og sociale forhold i Middelhavslandene generelt, men i særlig grad i de sydligste Middelhavslande, samt om kontrol med migrantstrømmene og mekanismerne for ulovlig transport af krigsmateriel;

30. understreger betydningen af Sortehavet for europæisk sikkerhed, da dette hav bl.a. støder op til Transkaukasien, og anmoder følgelig Den Europæiske Union om i højere grad at gøre sig gældende i Sortehavets økonomiske samarbejdsområde;

31. noterer sig desuden betydningen af det Nære og det Mellemste Østen for sikkerheden i verden, bl.a. på grund af de gigantiske olieforekomster, og forpligter Rådet til at udvikle FUSP over for landene i dette område;

32. fremsætter desuden ønske om, at Den Europæiske Union kommer til at spille en mere aktiv rolle i fredsprocessen i Mellemøsten, en proces, som den siden Venedig-erklæringen i 1980 har givet betydelige politiske impulser til;

Andre betragtninger

33. mener, at det af hensyn til sammenhængen i og udviklingen af FUSP ville være nyttigt, hvis der efter behov kunne indkaldes til fælles rådsmøder mellem medlemsstaternes udenrigsministre og forsvarsministre, navnlig når der vil blive tale om at give WEU instrukser om at gennemføre Petersberg-opgaver;

34. bekræfter, at en fælles sikkerhedspolitik ikke i sig selv kan beskytte Den Europæiske Union mod trusler af enhver art, og at det er uomgængeligt nødvendigt, at Unionen tager fat på forsvarsspørgsmålet;

35. mener, at en bredere definition af en fælles sikkerhedspolitik i Europa bør omfatte øget vægt på spørgsmål såsom nedrustning, konfliktforebyggelse og tillidsskabelse;

36. minder om, at i henhold til traktaten om Den Europæiske Union omfatter FUSP udformningen på lang sigt af en fælles forsvarspolitik, som med tiden vil kunne føre til et fælles forsvar;

37. foreslår derfor, at medlemsstaterne benytter skæringsdagen 1998, der fremgår af artikel XII i WEU-traktaten, til at indkalde til en konference af Messina-typen, hvor der navnlig skal forhandles om

a) indholdet i en fælles forsvarspolitik,

b) følgerne af WEU's integration i EU, navnlig i forbindelse med den gensidige bistand, som Unionens medlemsstater så vil skulle yde hinanden i tilfælde af aggressioner eller trussel om aggressioner mod en af staterne, og de følger, som dette også ville have for Den Atlantiske Alliance; og

c) de institutionelle tilpasninger, som vil blive nødvendige for at opnå disse mål;

38. mener, at Den Europæiske Union dels i højere grad bør afpasse sine nuværende strukturer efter udviklingen inden for sikkerheds- og - på et senere stadium - forsvarsområdet, dels bør etablere tættere forbindelser til de organisationer, som er politisk aktive på dette område;

39. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Kommissionen, Rådet og regeringskonferencen, WEU, NATO, OSCE og FN samt parlamenterne i medlemsstaterne og i de lande, der ansøger om EU-medlemskab.

(1)EFT C 151 af 19.6.1995, s. 223.
(2)EFT C 261 af 9.9.1996, s. 154.
(3)EFT C 166 af 3.7.1995, s. 59.
(4)EFT C 96 af 1.4.1996, s. 77.
(5)Protokol fra mødet den 16. januar 1997, s. 5.
(6)EFT C 249 af 25. 9. 1995, s. 215.


 B. BEGRUNDELSE

I. INDLEDNING

1. Europa udgør et skæbnefællesskab. Fra erklæringen af 9. maj 1950 frem til Maastricht-traktaten er denne påstand ikke på noget tidspunkt blevet dementeret. Paris-traktaten om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab anvendte udtrykket en "fremtidig fælles skæbne", mens der i Rom-traktaten om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab taltes om en "stadig snævrere sammenslutning mellem de europæiske folk". Den europæiske fælles akt bebudede omdannelsen af alle de indbyrdes forbindelser mellem medlemsstaterne til en "europæisk sammenslutning", og endelig blev der med Maastricht-traktaten markeret en ny fase med oprettelsen af Den Europæiske Union. Ifølge denne traktat er det Unionens mål at "styrke sin identitet i internationale sammenhænge, især gennem iværksættelsen af en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, herunder udformningen på lang sigt af en fælles forsvarspolitik, som med tiden vil kunne føre til et fælles forsvar".

Det kan ikke erindres ofte nok, at tilvejebringelse og konsolidering af fred og sikkerhed altid har stået i centrum for de overvejelser, Europas grundlæggere har gjort sig. Man kan citere EKSFtraktaten, hvis formål var at forhindre krigens tilbagevenden ikke blot i medlemsstaterne, men i hele Europa, og man kan ligeledes henvise til Rom-traktatens præambel, der fastsætter nogle principper - fred, velfærd og beskæftigelse - der udgør væsentlige elementer i en sikkerhedspolitik.

Maastricht-traktaten tjener samme perspektiv, idet den udgør en politisk prøve på medlemsstaternes vilje til at gå fremad, hvis mest synlige tegn vil være overgangen til den fælles mønt i 1999. Parallelt hermed giver skæringsdatoen 1998, der er indeholdt i den ændrede Bruxelles-traktat om Den Vesteuropæiske Union, anledning til at gøre sig overvejelser om en sikkerhedspolitik (og på længere sigt en forsvarspolitik) for Den Europæiske Union til støtte for Unionens udenrigspolitik, der gennemføres i overensstemmelse med traktatens bestemmelser om FUSP.

I øjeblikket er medlemsstaterne i færd med at revidere traktaterne: Regeringskonferencen, der er indkaldt til formålet, forventes at afslutte sit arbejde i forbindelse med Det Europæiske Råds møde i Amsterdam i juni i år. Hvad angår den anden søjle, har regeringskonferencen ønsket dels at sikre, at FUSP kommer til at fungere bedre, dels at gøre fremskridt - men hvilken slags fremskridt? - på det sikkerheds- og forsvarspolitiske område. På dette punkt er de vigtigste bidrag det finsk-svenske memorandum af 25. april 1996 om en udbygget rolle til Den Europæiske Union i forbindelse med krisestyring, det fransk-tyske sikkerheds- og forsvarskoncept, der blev vedtaget i Nürnberg den 9. december 1996, og det forslag, som seks lande (Tyskland, Belgien, Spanien, Frankrig, Italien og Luxembourg) har fremsat om gradvis at integrere WEU i Den Europæiske Union. Samtidig viser disse dokumenter, at der foreligger en række begrebsmæssige forskelle på det forsvarspolitiske område, hvor EU-medlemsstaterne fortsat har meget divergerende opfattelser.

3. Udvalget om Udenrigs-, Sikkerheds- og Forsvarsanliggender ønsker at skabe større klarhed over sagen og at tilnærme synspunkterne til hinanden, og udvalget har derfor valgt ikke - som oprindelig planlagt - at udarbejde en samlet betænkning om en sikkerheds- og forsvarspolitik for Den Europæiske Union, men indledningsvis at fokusere på de sikkerhedsmæssige aspekter af FUSP, mens forsvarspolitikken, der er nævnt i artikel J.4 i TEU, vil blive behandlet i en senere betænkning i lyset af regeringskonferencens resultater.

II. EN SIKKERHEDSPOLITIK FOR DEN EUROPÆISKE UNION

4. I artikel J.1 i traktaten om Den Europæiske Union opstilles der fem mål for FUSP, der sammen fungerer som en referenceramme for en fælles sikkerhedspolitik:

- beskyttelse af Unionens fælles værdier, grundlæggende interesser og uafhængighed

- styrkelse af Unionens og dens medlemsstaters sikkerhed i alle henseender

- bevarelse af freden og styrkelse af den internationale sikkerhed i overensstemmelse med principperne i De Forenede Nationers pagt samt principperne i Helsingfors-slutakten og målene i Paris-charteret

- fremme af det internationale samarbejde

- udvikling og befæstelse af demokratiet og retsstatsprincippet samt respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder.

Det er muligt at nå en række af disse mål ved at benytte de instrumenter, der står til rådighed under den første søjle (aftaler med tredjelande, udviklingsbistand ...), og ved at satse på fælles aktioner, jf. artikel J.3 i TEU, og diplomatiske initiativer. Artikel J.1 viser, at Den Europæiske Unions sikkerhed i høj grad kan tilgodeses med ikke-militære virkemidler.

Til tider er en militær løsning imidlertid den eneste udvej - det gælder navnlig, når alle diplomatiske muligheder er udtømt, og de europæiske stater kun kan gribe til væbnet magt for at beskytte deres grundlæggende interesser og værdier; det tidligere Jugoslavien er et relevant eksempel. Man kan ikke føre en troværdig udenrigspolitik, hvis visse valgmuligheder på forhånd afskrives: På det sikkerhedspolitiske område bør Den Europæiske Union have mulighed for at benytte væbnet magt på egen hånd eller som led i kollektive operationer, der vedtages navnlig i FN's eller OSCE's regi, med det formål f.eks. at gennemføre opgaver af Petersberg-typen. Gennemførelsen af disse opgaver kan overdrages WEU, eventuelt i samarbejde med NATO.

5. Den Europæiske Union er allerede i færd med at iværksætte en sikkerhedspolitik. På sit møde i Lissabon (26.-27. juni 1992) pegede Det Europæiske Råd på fire sikkerhedspolitiske områder, der kan gøres til genstand for fælles aktioner:

- CSCE-processen (CSCE blev til OSCE efter topmødet i Budapest)

- politikken vedrørende nedrustning og våbenkontrol i Europa, herunder tillidsskabende foranstaltninger

- spørgsmål vedrørende ikke-spredning af kernevåben

- de økonomiske aspekter af sikkerheden, herunder navnlig kontrol med overførsel af militær teknologi til tredjelande og kontrol med våbeneksport.

6. Disse områder er uundværlige elementer ved udformningen af en sikkerhedspolitik. Bortset fra OSCE-processen har de imidlertid alle i større eller mindre grad relation til militære spørgsmål, selv om sikkerhed ellers netop er et overordnet begreb, der indbefatter militære forhold, men rækker langt videre.

På det nuværende stade kan man forsøge at indkredse de væsentlige elementer i en fælles sikkerhedspolitik, hvor der må sondres mellem ekstern sikkerhed og intern sikkerhed:

1. Eksternt:

a) Det vigtigste formål med sikkerhedspolitikken er at sikre Unionens territoriale integritet og at beskytte borgerne: Dette kræver, at man satser både på militære virkemidler, der først og fremmest må være af defensiv art, og på diplomatiske virkemidler (aftaler m.m.).

b) Sikkerhedspolitik er også et spørgsmål om rustningskontrol i forhold til både klassiske våben og atomvåben, ligesom det er relevant at beskæftige sig med spredningsproblematikken (atomvåben, ballistiske våben, udbredelsen af visse militære teknologier) og spørgsmål vedrørende den kvantitative våbenkontrol (som f.eks. CFE-traktaten), begrænset anvendelse (tillidsskabende foranstaltninger) eller forbud (f.eks. mod personelminer).

c) Grænseproblemer, uløste mindretalsproblemer og interetnisk rivalisering, der risikerer at brede sig ud over en enkelt stats grænser, kan udgøre en trussel mod Europas sikkerhed generelt. Med det formål at imødegå sådanne problemer tog Den Europæiske Union initiativ til en fælles aktion, der førte til indgåelsen af den europæiske stabilitetspagt, som blev vedtaget i Paris den 21. marts 1995. I denne forbindelse spiller institutioner som OSCE og Europarådet i øvrigt også en vigtig rolle. Desuden kan tilføjes den politisk urolige og ustabile situation i visse lande, der grænser op til EU, som f.eks. aktuelt i Albanien.

d) Alt for iøjnefaldende uligheder mellem rige og fattige lande indvirker på emigrationsmønstrene og udgør således også en trussel mod den europæiske sikkerhed. Almindeligvis fokuserer man her på Nord-Syd-kløften eller kløften mellem den nordlige og den sydlige side af Middelhavet.

e) Miljøbeskyttelse er ligeledes en sikkerhedspolitisk faktor. En atomkatastrofe i én stat (forårsaget af nedslidthed eller utilstrækkelighed sikkerhed i kernekraftværkerne f.eks.) kan få destabiliserende følger for en nabostat, og dette princip gælder også naturkatastrofer såsom tørke, oversvømmelser eller drivhuseffekten, der i værste fald kan bevirke folkevandringer. Desuden må man huske på, at vand i det 21. århundrede som følge af det demografiske pres vil blive en meget vigtig faktor på samme måde, som olien har været det i dette århundrede.

2. Internt vedrører sikkerhedspolitikken følgende spørgsmål:

a) De europæiske samfund kan føle sig truet af terrorisme, organiseret kriminalitet og alle mulige former for smugling (våben, narkotika, hvidvaskning af penge, prostitution), og bekæmpelsen af disse problemer må foregå på flere fronter. For terrorismens vedkommende må der skelnes mellem intern terrorisme (f.eks. Rote Armee Fraktion eller De Røde Brigader) og ekstern terrorisme (som i sin tid PLO), der forsvinder af sig selv, så snart der er fundet en politisk løsning på det problem, man ønskede at skabe opmærksomhed omkring. Bekæmpelsen af de øvrige nævnte trusler kræver dels direkte afværgeforanstaltninger, dels foranstaltninger af økonomisk og social art, hvilket indebærer, at de berørte stater må samarbejde inden for rammerne af både den første og den tredje søjle.

b) Den økonomiske og sociale krise i vore lande medvirker til at undergrave den generelle konsensus i samfundet, hvilket kan bevirke, at udlændinge bliver gjort til syndebuk - dette er en trussel mod både den individuelle og den kollektive sikkerhed. Spørgsmålet vil ikke blive drøftet yderligere i denne betænkning.

7. Det må understreges, at et medlemskab af Den Europæiske Union i sig selv er en sikkerhedsfremmende faktor: Unionen bygger på dialog og samarbejde som et alternativ til den historiske konfrontation mellem staterne. I forhold til tredjelande følger Den Europæiske Union den samme fremgangsmåde. Landene i Central- og Østeuropa var ikke i tvivl om Den Europæiske Unions sikkerhedspolitiske betydning, da de søgte om medlemskab: Faktisk var deres første reaktion efter Jerntæppets fald at søge om medlemskab af NATO. Den Atlantiske Alliance, der ikke nærede ønske om at genoplive konfrontationen med et Rusland i forandring, tilbød dem et "Partnerskab for Fred". Derefter vendte de central- og østeuropæiske lande sig til Den Europæiske Union - ikke blot for at opnå større økonomisk velstand, men først og fremmest for at finde den frihed og den sikkerhed, de målbevidst stræbte efter, inden for rammerne af et stort mellemstatsligt samarbejde.

Sikkerhedsanliggender er et fast punkt på dagsordenen i Den Europæiske Union. Det fremgår af de aftaler, Unionen har indgået i de seneste år med de central- og østeuropæiske lande (Europaaftaler), med staterne i SNG (partnerskabs- og samarbejdsaftaler) og med staterne i Middelhavsområdet (Euro-Middelhavsaftaler). I overensstemmelse med de beslutninger, der blev taget på Lissabon-topmødet, forsøger Den Europæiske Union at skabe større sikkerhed i forholdet til sine nærmeste naboer.

Det bemærkes ligeledes, at Den Europæiske Unions femten medlemsstater den 15. juli 1996 fremsatte en vigtig erklæring som reaktion på Imia-krisen i januar 1996, hvor Rådet for første gang henviste til den "naturlige solidaritet", der knytter medlemsstaterne sammen. En sådan erklæring viser, at Den Europæiske Union er andet og mere end en økonomisk union. Det var uden tvivl vigtigt at understrege dette.

8. Elleve medlemsstater i Den Europæiske Union er desuden medlemmer af NATO, ligesom ti lande er medlemmer af WEU (med de sikkerhedsgarantier, der er inkorporeret i artikel 5 i Washingtontraktaten og artikel V i den ændrede Bruxelles-traktat), og for Unionen som helhed er dette faktum en meget vigtig sikkerhedspolitisk faktor, som indvirker gunstigt på den "naturlige solidaritet" og omvendt. De medlemsstater i Unionen, der ikke er medlemmer af disse militære organisationer, nyder således allerede indirekte godt af de sikkerhedspolitiske garantier, som et egentligt medlemskab indebærer.

III. SIKKERHEDSPOLITIKKENS REGIONALE ASPEKTER

9. Sikkerhed er et udeleligt fænomen. Den Europæiske Union kan ikke leve i fred, hvis krigen raser ved Unionens grænser, eftersom det ikke er muligt at forudse følgerne af en konflikt, der ikke afgrænses hurtigt. Det viste sig i forbindelse med den jugoslaviske krise, og i øjeblikket er alle iagttagere klar over, at krisen i Albanien kan få direkte indvirkning på visse medlemsstater i Den Europæiske Union og i sidste instans på hele Unionen. Det er en konsekvens af den indbyrdes afhængighed.

10. I forhold til landene ved Unionens østlige grænser gælder det om at understrege, hvilken vigtig rolle OSCE spiller som forum for den paneuropæiske dialog og som en kanal for forebyggende diplomati. Organisationens nederlag i det tidligere Jugoslavien, Tjetjenien og Nagorno-Karabakh må ikke ganske overskygge de succeser, man har oplevet andetsteds: Det seneste eksempel er det bidrag, OSCE har ydet gennem GONZALES-missionen til at fremme den demokratiske proces i Serbien.

Den europæiske stabilitetspagt er et godt eksempel på forebyggende diplomati, eftersom pagten har givet anledning til, at der er indgået en traktat mellem Ungarn og Slovakiet og en anden traktat mellem Ungarn og Rumænien. Den europæiske stabilitetspagt har været et uundværligt led i Unionens tiltrædelsesstrategi over for de central- og østeuropæiske lande.

Man må heller ikke glemme den vigtige rolle, som Europarådet har spillet for at fremme demokrati og menneskerettigheder, der er væsentlige elementer i europæisk sikkerhed.

Det er fortsat et ømtåleligt spørgsmål, hvordan man integrerer de central- og østeuropæiske lande

- eller i hvert fald indledningsvis visse af disse lande - i de vestlige sikkerhedspolitiske strukturer, altså i WEU og NATO. Det er indlysende, at status som medlem af WEU er forbeholdt medlemmer af Den Europæiske Union, som bliver medlemmer af NATO. Den afgørende faktor er derfor spørgsmålet om de central- og østeuropæiske landes tiltrædelse af NATO. For Den Atlantiske Alliance, der skal tage stilling til sagen i juli 1997, må denne udvidelse ikke bevirke, at der skabes en ny opdeling af det europæiske kontinent: Det gælder om at lade stabiliteten brede sig østpå og om at styrke demokratiet der. Ikke desto mindre rejser der sig en række spørgsmål i forbindelse med denne udvidelse: Hvordan tager man højde for de forbehold, Rusland har taget? Hvilke garantier kan man tilbyde de central- og østeuropæiske lande, der ikke kommer med i den første bølge af tiltrædelser? Hvordan beroliger man lande som Ukraine, Moldova og Hviderusland, der ser NATO nærme sig deres grænser?

Der er indledt forhandlinger med Rusland. Det forventes, at der vil blive indgået en aftale mellem NATO og Rusland den 27. maj 1997 i Paris, at der oprettes en fælles brigade med deltagelse af NATO og Rusland. Det er helt sikkert, at de vestlige lande og Rusland har en fælles interesse i at nå til enighed: Hvis der etableres et strategisk og sikkerhedspolitisk partnerskab mellem Europa, USA og Rusland, vil dette partnerskab medvirke til at afdramatisere NATO's udvidelse, og andre SNG-stater bør have adgang til at deltage. Som led i dette partnerskab må man præcisere, hvilke rettigheder og forpligtelser partnerne har, navnlig med hensyn til at respektere medlemsstaternes territoriale integritet og grænsernes ukrænkelighed.

NATO's udvidelse østpå er et eksempel på, at sikkerhedspolitik og forsvarspolitik vanskeligt lader sig adskille. Ligesom NATO i den kolde krigs tid var et forsvarsinstrument, der garanterede medlemmernes sikkerhed, er NATO i dag et instrument, der garanterer kollektiv sikkerhed, også for gamle fjender, som ikke nødvendigvis er medlemmer af organisationen.

11. I forhold til Balkan-området bør Den Europæiske Union søge at tilgodese to vigtige mål: for det første at stabilisere dette område (efter det tidligere Jugoslavien er det Albaniens tur til at blive ramt af en krise) med det formål at forbedre mulighederne for en fremtidig tilnærmelse til de europæiske strukturer og for det andet at formidle Unionens demokratiske værdier ved at støtte de demokratiske kræfter i disse lande og ved at fremme regionalt samarbejde inden for området og med nabostaterne.

12. I forhold til Østersøområdet bør Den Europæiske Union tage til efterretning, at Østersøen i stadig højere grad vil få karakter af et indre hav, et "mare nostrum", når Polen og de baltiske lande bliver medlem af Unionen. Det er nødvendigt at gøre Østersøen til en samarbejdszone ved at udbygge partnerskabet med Rusland, herunder Kaliningrad-regionen. I forbindelse med forhandlingerne om den europæiske stabilitetspagt blev der etableret en baltisk rundbordskonference, som kunne genoplives inden for rammerne af OSCE, eftersom pagten er deponeret hos denne organisation. Som optakt til de baltiske staters tiltrædelse bør Den Europæiske Union bestræbe sig på at sikre, at disse lande giver deres russiske mindretal en status, der lever op til Europarådets standarder.

13. Endelig må det konstateres, at Middelhavsområdet har vital betydning for Europas sikkerhed. I dette område er der talrige reelle eller potentielle arnesteder for konflikter. Det er nødvendigt at løse uoverensstemmelserne ad forhandlingsvejen efter folkerettens principper og i overensstemmelse med de relevante resolutioner fra FN's Sikkerhedsråd - om nødvendigt må konflikter forelægges for Den Internationale Domstol. Visse lande i området er i øvrigt plaget enten af politisk ustabilitet, terrorisme eller krænkelse af menneskerettighederne. Endelig giver den aktuelle blokering af fredsprocessen i Mellemøsten anledning til bekymring.

Landene i Middelhavsområdet har en ung befolkning, som har behov for at opleve både økonomisk udvikling og personlige udfoldelsesmuligheder. Strategien med EuroMiddelhavsaftaler, der kombineres med MEDA-programmet, er en nødvendig forudsætning for at søge at forbedre de økonomiske og sociale forhold i Middelhavslandene. Det er ligeledes påkrævet at samarbejde med Middelhavslandene om at styre emigrationen, således at dette fænomen ikke giver anledning til alt for vidtgående forstyrrelser i modtagerlandene. Endelig ville det være hensigtsmæssigt at oprette sikkerhedspolitiske samarbejdsorganer som et supplement til Euro-Middelhavsaftalerne. Det bemærkes, at OSCE, NATO og WEU hver især fører dialog med Middelhavslandene.

14. Der er en nær forbindelse mellem sikkerheden i Middelhavsområdet og i de tilgrænsende områder, det være sig Sortehavsområdet, hvor Den Europæiske Union bør engagere sig mere aktivt gennem det økonomiske samarbejdsområde omkring Sortehavet (uden at glemme Kaukasus-området, som grænser op hertil), eller det Nære og Mellemste Østen, som spiller en central rolle for verdensfreden: Uanset om man tænker på fredsprocessen i Mellemøsten, der i øjeblikket er inde i en problematisk fase, eller på hele området med Iran, Irak og den arabiske halvø, hvor der er rige olieforekomster. Også her er det vigtigt, at Den Europæiske Union viser mere initiativ.

IV. FORSLAG TIL REGERINGSKONFERENCEN OG ENDELIGE BEMÆRKNINGER

15. En fælles sikkerhedspolitik for Den Europæiske Union indebærer rettigheder og forpligtelser for medlemsstaterne: Retten til solidaritet betyder samtidig, at hver enkelt medlem skal vise sig solidarisk over for de andre medlemmer i krisesituationer.

Derfor vil det være hensigtsmæssigt, at regeringskonferencen tager højde for følgende punkter ved udarbejdelsen af den endelige version af traktaten:

a) Den Europæiske Union bør indsætte en klausul om politisk solidaritet i traktaten for at fastslå, at der hersker naturlig solidaritet mellem medlemsstaterne; som et udtryk for skæbnefællesskabet mellem medlemsstaterne er det i øvrigt nødvendigt at inkorporere princippet om grænsernes integritet i traktaten for så vidt angår både Unionens og de enkelte medlemsstaters grænser, eftersom dette princip i øjeblikket ikke har karakter af en klausul om gensidig bistand med bindende virkning for alle parter, således som det er tilfældet for medlemsstaterne i WEU og NATO.

b) Opgaver af Petersberg-typen bør nævnes i artikel J.4 i TEU for at konkretisere Den Europæiske Unions internationale forpligtelser. Det bør fastslås, at alle medlemsstater skal deltage praktisk og/eller økonomisk i opgaver af Petersberg-typen, der bør udformes som fælles aktioner, altså som et udtryk for naturlig solidaritet.

c) Traktatens bestemmelser om FUSP må udbygges med en artikel, der skaber grundlag for oprettelse af et analyse- og evalueringscenter for Den Europæiske Union, der skal henhøre under Rådets og Kommissionens myndighed i fællesskab og modtage støtte fra WEU, således at man kan opspore potentielle brændpunkter og om muligt gribe til forebyggende foranstaltninger.

d) En klausul om økonomisk sikkerhed vil betyde, at Den Europæiske Union endelig kan skride til handling, hvis Unionens kommunikationskanaler og forsyningslinjer trues. Vesteuropa importerer 57% af sit olieforbrug, 37% af sit kulforbrug og 30% af sit gasforbrug, og på denne baggrund vil en sådan klausul have stor betydning.

16. Som led i de nye opgaver, der har trængt sig på som følge af den nye geo-politiske situation, bør Kommissionen og Rådet snarest foretage en feasibility-undersøgelse med henblik på oprettelsen af et europæisk korps sammensat af militære og civile enheder, der som særlig opgave skal have at udføre fredsbevarende- og skabende aktioner. De Forenede Stater og Storbritannien råder allerede over strukturer af denne art, og Frankrig er i færd med at undersøge muligheden heraf. Sådanne blandede civile og militære enheder ville kunne spille en væsentlig rolle bl.a. under genopbygningen af et land, sådan som man har kunnet se det i Bosnien-Hercegovina, hvor IFOR i mange tilfælde med hjælp fra NGO'er eller civile har bidraget til at genoprette basale infrastrukturer såsom vand, elektricitet og i nogle tilfælde også broer og veje.

17. Alle disse nye opgaver bestemmelser forudsætter, at det igangværende samarbejde mellem Den Europæiske Union og WEU gradvis udbygges. Det gælder mulighederne for at gennemføre analyser som nævnt ovenfor - WEU råder allerede over faciliteter, som kan stilles til rådighed for FUSP. Det gælder også WEU's planlægningsenhed, WEU's situationscenter og organisationens satellitcenter i Torrejon, der kan udnytte billeder fra observationssatellitter af SPOT-typen og andre satellitter.

Forudsætningen for at skabe større konsekvens i FUSP og for at sikre en videreudbygning af dette samarbejde er desuden, at der om nødvendigt gennemføres fælles samlinger i Rådet med udenrigsministrene og forsvarsministrene fra medlemsstaterne - navnlig i situationer, hvor WEU skal udføre opgaver af Petersberg-typen - eftersom disse ministre har sæde i begge organisationer.

Endelig er det påkrævet at styrke samarbejdet mellem Parlamentet og WEU's Parlamentariske Forsamling, så længe de to organisationer udvikler sig parallelt, eftersom de hver især har deres egne specifikke opgaver i forbindelse med udviklingen af FUSP, herunder udformningen på lang sigt af en fælles forsvarspolitik, som med tiden vil kunne føre til et fælles forsvar som nævnt i artikel J.4 i TEU.

18. Det er korrekt, at en fælles sikkerhedspolitik ikke i sig selv kan beskytte Den Europæiske Union mod alle trusler. Den dag kommer, hvor Den Europæiske Union vil blive tvunget til at tage stilling til spørgsmålet om forsvarspolitikken. Medlemsstaterne kunne benytte skæringsdatoen 1998, jf. artikel XII i WEU-traktaten, til at sammenkalde en "Messina-lignende" konference med det formål at drøfte:

a) indholdet af en fælles forsvarspolitik

b) følgerne af at inkorporere WEU i Den Europæiske Union, navnlig hvad angår den gensidige bistand, som medlemsstaterne i givet fald må yde hinanden ved angreb eller trusler om angreb på en af staterne, samt følgerne for Den Atlantiske Alliance

c) de institutionelle justeringer, som bliver nødvendige for at nå disse mål.

19. Alle disse spørgsmål vil blive behandlet i en senere betænkning fra Udvalget om Udenrigs-, Sikkerheds- og Forsvarsanliggender. Parlamentet, der repræsenterer befolkningerne i Den Europæiske Union, kan ikke holde sig uden for en debat, som har afgørende betydning for Unionens fremtid. Det er ligeledes klart, at de nationale parlamenter, som skal ratificere traktaterne, og WEU's Parlamentariske Forsamling, der har sine helt egne beføjelser på dette område, må bidrage til denne debat, som er af interesse for alle unionsborgere. I mellemtiden vil udformningen af en fælles sikkerhedspolitik sætte medlemsstaterne i stand til at vurdere, hvilke muligheder der ligger i en fælles suverænitetsudøvelse på dette område, ligesom de samtidig kan vurdere, hvor grænserne går. En sådan udvikling kan bane vejen for en mere ambitiøs politik, der giver Den Europæiske Union mulighed for at gøre sig gældende gennem FUSP og at tage et ansvar for fremtiden i samarbejde med sine allierede og naboer.


 UDTALELSE

(forretningsordenens artikel 147)

til Udvalget om Udenrigs-, Sikkerheds- og Forsvarsanliggender

om en sikkerheds- og forsvarspolitik for Den Europæiske Union

Udvalget om Institutionelle Spørgsmål

Ordfører: Andrea Manzella

PROCEDURE

På mødet den 25. september 1996 valgte Udvalget om Institutionelle Spørgsmål Andrea Manzella til ordfører.

På møder den 20. november 1996 og den 18. marts og 21. april 1997 behandlede det udkastet til udtalelse.

På sidstnævnte møde vedtog det nedenstående konklusioner med 13 stemmer mod 1, medens 1 hverken stemte for eller imod.

I afstemningen deltog: De Giovanni (formand), Berthu (næstformand), Lucas Pires (næstformand), Barros Moura, Caligaris, Corbett, Donnelly B., Fabre-Aubrespy (for Bonde), Gutiérrez Díaz (for Puerta), Hager (for Vanhecke), Herzog, Izquierdo Rojo, Medina Ortega (for Morán jf. forretningsordenens artikel 138, stk. 2), Méndez de Vigo, Neyts, Salafranca, Schäfer, Schwaiger (for Brok), Spaak og Tsatsos.

GENERELLE BEMÆRKNINGER

Udvalget om Institutionelle Spørgsmål er blevet opfordret til at sende en udtalelse til Udvalget om Udenrigs-, Sikkerheds- og Forsvarsanliggender om de institutionelle aspekter i udkast til betænkning af Tindemans om en sikkerheds- og forsvarspolitik for Den Europæiske Union.

Af det forberedende arbejde, der er gået forud for udarbejdelsen af Tindemans' udkast til betænkning, fremgår det, at det har ført til en velovervejet beslutning om at begrænse betænkningen til kun at behandle aspekterne vedrørende den "fælles sikkerhed". Betænkningen omhandler således ikke spørgsmål vedrørende forsvarspolitik.

Som det er udtrykt i traktaten om Den Europæiske Union, betyder dette, at betænkningen således drejer sig om afsnit V- bestemmelser om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik fra artikel J til artikel J.11 med undtagelse af artikel J.4. Som bekendt er artikel J den bestemmelse, der indeholder definitionen af en "fælles forsvarspolitik", som med tiden vil kunne føre til et "fælles forsvar".

Denne begrænsning kan ved første øjekast give anledning til nogen forbavselse, fordi definitionen af en "fælles forsvarspolitik" ud fra traktatens logik og indhold kun er en af procedurerne til gennemførelse af Unionens "fælles sikkerhedspolitik". Denne omfatter følgende: "rådføring" (artikel J.2, stk. 1 og 3), den "fælles holdning" (artikel J.2, stk. 2), den "fælles aktion" (artikel J.3) og endelig det "fælles forsvar" (artikel J.4), dvs. lige fra det mindst til det mest effektive.

Det forekommer således ikke begrebsmæssigt muligt at behandle Unionens sikkerhedspolitik adskilt fra en af dens væsentlige bestanddele, nemlig den fælles forsvarspolitiks videre udvikling.

Som bekræftelse på denne logiske vanskelighed er betænkningen således tvunget til at gå ind på forsvarsområdet, dels når den behandler problemet vedrørende militæralliancerne, dels når der er tale om spørgsmålet om EU-WEU.

Med henblik på behandlingen og den efterfølgende beslutning i Parlamentet vil en grundig definition og en institutionel fastlæggelse udelukkende af begrebet "sikkerhedspolitik" - uden at nævne forsvarsspørgsmål og militæralliancer - være en udmærket fremgangsmåde. Herved kan der redegøres for det, man kunne kalde Unionens "væsentligste sikkerhedsaspekter". Den omfatter alle de elementære garantier, der gør det muligt for Unionen at være og fremstå som et retssystem, som eksisterer og udvikler sig under frie forhold og samtidig at "styrke sin identitet i internationale sammenhænge" (EU-traktatens artikel B, der ikke tilfældigt umiddelbart efter fortsætter som følger: "især gennem iværksættelsen af en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik").

Hvis man følger denne fremgangsmåde, er det også muligt, således som Tindemans anbefaler det, at nå frem til en definition af begrebet Unionens sikkerhed, som kan forelægges regeringskonferencen. Under hensyntagen til de i artikel J.1, stk. 2, fastlagte "mål" kunne dette begreb defineres som Unionens evne til at forebygge og imødegå truslerne mod Unionens fælles værdier, grundlæggende interesser, territoriale integritet og uafhængighed og bidrage til bevarelsen af freden og styrkelsen af den internationale sikkerhed.

Denne definition af sikkerhed omfatter dels nødvendigheden af, at EU sørger for at være i stand til at analysere situationer med henblik på at forebygge kriser, både de såkaldt Petersberg-opgaver, og følgelig spørgsmålet om forbindelserne mellem WEU og EU.

Med andre ord er det muligt gennem en særskilt overvejelse om begrebet fælles sikkerhed at adskille dels spørgsmålet om analysecenteret, dels de fredsbevarende missioner og styrkelsen af den internationale sikkerhed, kendt under betegnelsen Petersberg-opgaver, fra forsvarssektoren i snæver forstand.

Denne adskillelse har den meget vigtige konsekvens, at disse spørgsmål ikke er undergivet princippet om enstemmighed, jf. artikel J.4, stk. 3, men hører ind under ordningen i artikel J.3 (fælles aktioner), idet det yderligere er muligt at træffe afgørelse med kvalificeret flertal med forbehold af, at en eller flere medlemsstater har ret til konstruktivt at undlade at stemme.

I forbindelse med disse spørgsmål er det presserende nødvendigt at se på spørgsmålet om forbindelserne mellem EU og WEU, også med henblik på udløbstidspunktet i 1998, der snarere skal behandles i forbindelse med sikkerhed end forsvar.

I overensstemmelse med disse retningslinjer vil det imidlertid være hensigtsmæssigt at holde ethvert spørgsmål, der er tæt knyttet til forsvaret, f.eks. spørgsmålet om de militære alliancer og udvidelsen af NATO, ude fra beslutningen, idet disse spørgsmål kan behandles fuldstændigt i et mere hensigtsmæssigt forum.

I betragtning af ovennævnte redegørelse, som følger den samme tankegang som i Tindemansbetænkningen, opfordrer Udvalget om Institutionelle Spørgsmål Udvalget om Udenrigs-, Sikkerhedsog Forsvarsanliggender til at optage følgende ændringsforslag i sin betænkning:

KONKLUSIONER

Ændringsforslag 1

Punkt C

C. der henviser til, at traktaten rent faktisk burde definere begrebet fælles sikkerhed som Unionens evne til at forebygge og imødegå trusler mod Unionens fælles værdier, grundlæggende interesser, territoriale integritet og uafhængighed samt at bidrage til at bevare freden og styrke den internationale sikkerhed ved at fremme den gensidige politiske solidaritet og herunder solidariteten på det finansielle område;

Ændringsforslag 2

Punkt 9, litra b)

b) indføjelse i traktaterne af Petersberg-opgaver, der burde udformes som fælles aktioner, jf. artikel J.3 i TEU, som udtryk for den naturlige solidaritet mellem Unionens stater og vedtaget med kvalificeret flertal med forbehold af en eller flere medlemsstaters ret til konstruktivt at afholde sig fra at stemme;

Ændringsforslag 3

Punkt 9, litra c)

c) oprettelse under Kommissionen af en struktur for politisk planlægning og tidlig varsling, som fungerer i nært samarbejde med Rådets Generalsekretariat - med det formål på et tidligt stadium at stille oplysninger til rådighed, således at man kan udpege de krisetruede områder og fastlægge Unionens holdninger og fælles aktioner på sikkerhedsområdet;

Ændringsforslag 4

Punkt 9, litra d)

d) tilføjelse til traktaten af en EU-WEU-protokol, hvori fastlægges: 1) tidsplanen for WEU's integration i EU, 2) de logiske faser af denne integration alt efter målet for den fælles sikkerhed, 3) udviklingen i forbindelserne mellem de nationale parlamenter, WEU-Forsamlingen og EuropaParlamentet med hensyn til opgaverne vedrørende præventivt samråd og efterfølgende kontrol inden for området, 4) situationen vedrørende de EU-medlemsstater, der endnu ikke har fuldt medlemskab af WEU, i de tilfælde, hvor EU anvender WEU til gennemførelse af Petersbergopgaver;

Ændringsforslag 5

Punkt 13, 14 og 15

(udgår)

Ændringsforslag 6

Punkt 23

23. bemærker, at det er nødvendigt, at traktaten bedre definerer Rådets centrale institutionelle rolle i forbindelse med fastsættelsen af sikkerhedspolitikkens generelle og strategiske principper og retningslinjer; hvad angår Petersberg-opgaver, anvender Rådet (udenrigsministre og forsvarsministre i fællesskab) WEU som instrument og Kommissionens støtte og arbejder specifikt med de overordnede retningslinjer for hver enkelt fælles aktion og den dertil hørende overvågning af sikkerhedsaktionernes enhed, kohærens og effektivitet;

Seneste opdatering: 23. april 1999Juridisk meddelelse