Retur til Europarl-portal

Choisissez la langue de votre document :

BETÆNKNING     *
PDF 297kWORD 91k
26. februar 2004
PE 329.360 A5-0119/2004
om forslag til Rådets afgørelse om undertegnelse af en aftale om politisk dialog og samarbejde mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Det Andinske Fællesskab og dets medlemslande Republikken Bolivia, Republikken Colombia, Republikken Ecuador, Republikken Peru og Den Bolivariske Republik Venezuela på den anden side
(KOM(2003) 695 – C5‑0657/2003 – 2003/0268(CNS))
Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik
Ordfører: José Ignacio Salafranca Sánchez-Neyra
Cons97
PROTOKOLSIDE
 FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS LOVGIVNINGSMÆSSIGE BESLUTNING
 BEGRUNDELSE
 UDTALELSE FRA UDVALGET OM UDVIKLING OG SAMARBEJDE
 UDTALELSE FRA UDVALGET OM INDUSTRIPOLITIK, EKSTERNE ØKONOMISKE FORBINDELSER, FORSKNING OG ENERGI

PROTOKOLSIDE

Med skrivelse af 22. december 2003 Rådet i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 300, stk. 3, Parlamentet forslag til Rådets afgørelse om undertegnelse af en aftale om politisk dialog og samarbejde mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Det Andinske Fællesskab og dets medlemslande, Republikken Bolivia, Republikken Colombia, Republikken Ecuador, Republikken Peru og Den Bolivariske Republik Venezuela på den anden side (KOM(2003) 695 – 2003/0268(CNS)).

På mødet den 12. januar 2004 meddelte Parlamentets formand, at dette forslag var henvist til Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik som korresponderende udvalg og til Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi som rådgivende udvalg (C5‑0657/2003).

På mødet den 26. november 2003 havde Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik valgt José Ignacio Salafranca Sánchez-Neyra som ordfører.

På møder den 21. januar og 19. februar 2004 behandlede udvalget forslaget til Rådets afgørelse og udkastet til betænkning.

På sidstnævnte møde vedtog udvalget enstemmigt forslaget til lovgivningsmæssig beslutning.

Til stede under afstemningen var: Elmar Brok (formand), Baroness Nicholson of Winterbourne (første næstformand), Geoffrey Van Orden (anden næstformand) og Christos Zacharakis (tredje næstformand), José Ignacio Salafranca Sánchez-Neyra (ordfører), Per-Arne Arvidsson, Ole Andreasen, Bastiaan Belder, Michael Cashman (for Richard Howitt), John Walls Cushnahan, Véronique De Keyser, Gianfranco Dell'Alba (for Emma Bonino, i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 153, stk. 2), Rosa M. Díez González, Andrew Nicholas Duff (for Joan Vallvé), Hélène Flautre (for Per Gahrton), José María Gil-Robles Gil-Delgado (for Armin Laschet, i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 153, stk. 2), Alfred Gomolka, Giorgos Katiforis (for Alexandros Baltas), Catherine Lalumière, Jules Maaten (for Bob van den Bos), Minerva Melpomeni Malliori (for Hannes Swoboda, i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 153, stk. 2), Cecilia Malmström, Helmuth Markov (for André Brie, i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 153, stk. 2), Emilio Menéndez del Valle, Hans Modrow (for Pedro Marset Campos), Raimon Obiols i Germà, Arie M. Oostlander, Jacques F. Poos, Jannis Sakellariou, Jürgen Schröder, Elisabeth Schroedter, Ioannis Souladakis, The Earl of Stockton (for David Sumberg), Charles Tannock, Paavo Väyrynen, Demetrio Volcic, Peder Wachtmeister (for Michael Gahler, i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 153, stk. 2), Karl von Wogau og Jan Marinus Wiersma.

Udtalelserne fra Udvalget om Udvikling og Samarbejde og Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi er vedføjet denne betænkning.

Betænkningen indgivet den 26. februar 2004.


FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS LOVGIVNINGSMÆSSIGE BESLUTNING

om forslag til Rådets afgørelse om undertegnelse af en aftale om politisk dialog og samarbejde mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Det Andinske Fællesskab og dets medlemslande Republikken Bolivia, Republikken Colombia, Republikken Ecuador, Republikken Peru og Den Bolivariske Republik Venezuela på den anden side

(KOM(2003) 695 – C5‑0657/2003 – 2003/0268(CNS))

(Høringsprocedure)

Europa-Parlamentet,

–   der henviser til forslag til Rådets afgørelse (KOM(2003) 695)(1),

–   der henviser til EF-traktatens artikel 181 sammenholdt med dens artikel 300, stk. 2, første afsnit, første punktum,

–   der har fået forslaget forelagt af Rådet, jf. EF-traktatens artikel 300, stk. 3 (C5‑0657/2003),

–   der henviser til forretningsordenens artikel 67 og artikel 97, stk. 7,

–   der henviser til betænkning fra Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik og udtalelser fra Udvalget om Udvikling og Samarbejde og Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi (A5‑0119/2004),

1.   godkender indgåelsen af aftalen;

2.   pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter og til Det Andinske Fællesskab og dets medlemslande, Republikken Bolivia, Republikken Colombia, Republikken Ecuador, Republikken Peru og Den Bolivariske Republik Venezuela.

(1)Endnu ikke offentliggjort i EUT.


BEGRUNDELSE

1.   Status over aftalen inden for rammerne af den biregionale strategiske associering i indeværende valgperiode.

Valgperioden, der nærmer sig sin afslutning, har været kendetegnet ved en vis uoverensstemmelse mellem Europa-Kommissionens og Europa-Parlamentets visioner for forbindelserne mellem EU og Latinamerika. Det har været sparsomt med initiativer, oplæg og strategiske visioner fra Europa-Kommissionen, der kan måle sig med dem, der i årtier var ledende for nævnte forbindelser, og den har stort set kun forvaltet de strategiske oplæg, som de tidligere kommissioner har udarbejdet (f.eks. afslutningen af associeringsaftalen mellem EU og Chile). Faktisk har Kommissionen ikke i løbet af indeværende periode taget et eneste nyskabende og vidtrækkende initiativ, og i stedet for at være initiativtager er den nærmest blevet en hindring for den biregionale strategiske associering og har fjernet sig fra Europa-Parlamentet, der fortsat burde have været dens traditionelle allierede i forbindelse med planlægningen af EU's politik for subkontinentet. Hvordan kan man ellers forklare de nedskæringer, som Kommissionen år efter år har foretaget i sine budgetinitiativer for Latinamerika, og som Europa-Parlamentet kun efter en stor indsats har formået at rette op på igen? Hvordan kan den ellers retfærdiggøre sin hyppige anvendelse af de uindfriede forpligtelser, når den ved opgørelsen af EU's årlige budget berøver Latinamerika de midler, der så møjsommeligt er blevet afsat på budgettet, ikke så meget fordi modtagerne ikke er i stand til at udnytte dem, som på grund af demotivation og mangel på spændende, strategiske idéer og projekter til et område som ofte udsættes for nedskæringer og vilkårlig behandling til fordel for andre interesser og områder. Forslaget fra Europa-Parlamentet, der har medbestemmelsesret på budgetområdet, om at iværksætte en biregional solidaritetsfond har end ikke været genstand for en nøjere undersøgelse, siden det blev forelagt i november 2001. Og til trods for at det er et instrument til udnyttelse af ressourcerne, der ikke modsvares af ekstra budgetomkostninger, og som kunne skabe en multiplikatoreffekt, der i det mindste delvist kunne erstatte den nedgang i den officielle udviklingsbistand, der er set i Latinamerika siden 2000, for ikke at tale om dens mulige bidrag til forebyggelse og overvindelse af kriser som dem, Bolivia, Ecuador, Mexico og Argentina har lidt under i de seneste år, bevirker, at det fortjeneren seriøs behandling. Hvad angår Kommissionens initiativer på lovgivningsområdet, har den heller ikke søgt at opnå harmoni med Parlamentet, men har i stedet være tilbøjelig til at dele Rådets anskuelser, som det både var tilfældet med Pakistans optagelse i GSP-narkotikaordningen, til trods for advarslerne fra de andinske og mellemamerikanske lande og fra Europa-Parlamentet selv, og med dets overlegne holdning til Europa-Parlamentets og ikke mindst de latinamerikanske modtagerlandes forslag – der allerede blev forelagt i 2001 – om at udarbejde en særlig forordning om Fællesskabets samarbejde med de latinamerikanske lande, hvilket er udtryk for åbenbar foragt for Europa-Parlamentets rolle som medlovgiver på et område, der er underlagt medbestemmelsesret. Inden for området udviklingssamarbejde har der været samme tendens: Selvom Europa-Kommissionen og medlemsstaterne fortsat er det latinamerikanske kontinents vigtigste donorer af officiel udviklingsbistand (hvilket til og med år 2000 udgjorde 45 % af bistanden), er denne udviklingsbistand faldet drastisk (den er eksempelvis faldet med 29 % fra 2,58 mia. USD i 1981 til 1,82 mia. ved udgangen af 2000). På den anden side er der intet gjort for så vidt muligt at tilgodese en tilnærmelse til den ressourcetildeling, der f.eks., og for så vidt angår Cotonou-aftalen vedrørende AVS-landene, er afsat på budgettet med 13,5 mia. EUR i perioden frem til 2005. Det sker i en situation, hvor fattigdommen i Latinamerika (en daglig indtægt på højst to dollars) i følge ECLA, den økonomiske kommission for Latinamerika, nåede op på 43 % i 2001, og den ekstreme fattigdom (højst en dollar om dagen) nåede op på 18,6 %, mens tallene for koncentrationen af rigdommen og faldet i den stabile beskæftigelse til gengæld forværredes. Denne tendens er blevet særlig tydelig i nogle af de initiativer, der i sin tid blev præsenteret med pomp og pragt som et af de store bidrag til det andet topmøde, f.eks. EU's program for stipendier til Latinamerika (ALBAN), som i sit første år knapt nok bevilligede 300 af de 800 annoncerede stipendier, hvoraf 80 % ydermere blev givet til de ni mest udviklede lande og kun 20 % til de øvrige relativt mindre udviklede lande.

2.   Den nye aftale om politisk dialog og samarbejde mellem Det Europæiske Fællesskab og Det Andinske Fællesskab som forberedelse til den fremtidige associeringsaftale

Styrkelsen af forbindelserne mellem Det Europæiske Fællesskab og Andeslandene er også blevet unødigt forsinket i indeværende periode. Modsat de ønsker, som Europa-Parlamentet gav udtryk for i sin beslutning af 15. november 2001, og til trods for indsatsen fra nævnte institution, det siddende formandskab, visse af Rådets delegationer og de presserende krav fra de andinske partnere blev det på det andet topmøde mellem Den Europæiske Union og Latinamerika og de vestindiske stater, der blev afholdt i Madrid den 17. maj 2002, forkastet at forelægge forhandlingsdirektiver med henblik på at afslutte associeringsaftalen mellem EU og Det Andinske Fællesskab og associeringsaftalen mellem EU og Mellemamerika på mellemlang sigt. På grund af Europa-Kommissionens og nogle af Rådets delegationers helt afvisende holdning til nævnte ønske var det eneste kompromis, det var muligt at opnå, et forhandlingsinitiativ for de to aftaler om politisk dialog og samarbejde samt en beslutning om en styrkelse på området handel, investeringer og økonomiske forbindelser. Opfyldelsen af målene i disse aftaler og styrkelsen af samarbejdet burde skabe grundlaget for, at der på basis af resultaterne af Doha-arbejdsprogrammet, som vi har forpligtet os til at afslutte senest med udgangen af 2004, kan forhandles om gennemførlige og gensidigt forpligtende associeringsaftaler mellem henholdsvis EU og Mellemamerika og EU og Det Andinske Fællesskab, herunder frihandelsområder. Det var det eneste mulige kompromis, der er omtalt i stk. 17 i den politiske erklæring fra Madrid, der samlede de 33 forpligtelser, som deltagerne i det andet topmøde påtog sig på det politiske og økonomiske område og i forbindelse med samarbejdet på det kulturelle, uddannelsesmæssige, videnskabelige, teknologiske, sociale og menneskelige område.


Det andet topmøde betød således ikke et kvalitativt løft, da der ikke blev fastsat en startdato for den direkte forhandling af en associeringsaftale, der kunne betyde starten på en ny etape for forbindelserne mellem EU og Det Andinske Fællesskab. Som forudsigeligt benyttede Andeslandenes præsidenter deres møde den 18. maj i Madrid til at komme med et dobbelt signal. På den ene side om en klar frustration, da de var meget bekymrede over de protektionistiske tendenser på handelsområdet, og de understregede behovet for at udbygge og fremskynde aftalerne med EU om politisk, økonomisk og handelsmæssig associering med Det Andinske Fællesskab og andre regionale, integrerede associeringer. På den anden side om diversificering, da de ønskede en meget hurtig vedtagelse af Den Andinske Toldpræferenceprotokol i USA's kongres med henvisningen til præsident Bushs opfordring, som et klart tegn på den fælles forpligtelse til bekæmpelse af narkotika og terrorisme. Der var således ikke langt fra ord til konkret handling, der på den ene side endte med, at EU og størstedelen af Andeslandene i G22-gruppen stod over for hinanden i de frugtesløse forhandlinger i Cancun. På den anden side er den endnu ikke gennemførte styrkelse af forbindelserne mellem EU og Det Andinske Fællesskab blevet særlig interessant i takt med, at indsatsen for at oprette det såkaldte Amerikanske Frihandelsområde (FTAA) er blevet styrket. På den ene side, fordi der ikke kan herske tvivl om den interesse, Andeslandene har i at oprette et frihandelsområde på den sydlige halvkugle (uanset om det bliver i 2005, som det er blevet proklameret, såfremt de nuværende uoverensstemmelser om landbrugsstøtte, intellektuel ejendomsret og den sociale komponent i et sådan område bliver løst). På den anden side fordi det kunne være til skade for de andinske partnere, hvis initiativet kørte fast, i den forstand, at mange af disse lande ville se sig tvunget til at indgå bilaterale handelsaftaler med USA, som aldrig har lagt skjult på sin forkærlighed for denne løsning frem for nævnte initiativ, og de ville i så fald stå i en klart dårligere forhandlingsposition. Sådan er vi nødt til at fortolke den parallelle forhandlingsproces, der blev indledt den 18. november sidste år af USA, da det meddelte, at det havde indledt bilaterale forhandlinger med fire Andeslande (Colombia, Ecuador, Peru og Bolivia) og Panama.

På denne baggrund må der forventes et umiddelbart, fremsynet udspil fra Kommissionen og Rådet med henblik på at fastsætte en startdato for forhandlingerne, senest i forbindelse med det tredje topmøde i Mexico, af de to associeringsaftaler med henholdsvis Det Andinske Fællesskab og Mellemamerika i lighed med de aftaler, der er indgået med Mexico og Chile, og den, der forhandles med Mercosur, som optakt til en senere undertegnelse af en global interregional aftale, der gør det muligt at oprette et euro-latinamerikansk frihandelsområde som modvægt til FTAA senest i 2010, sådan som Europa-Parlamentet anmodede om i sin tidligere nævnte beslutning af 15. november 2001.

Imidlertid fokuserer den nye aftale om politisk dialog og samarbejde alene på disse to områder, om end den ønsker at gå længere end rammeaftalen om samarbejde fra 1993 og Rom-erklæringen fra 1996, men den indeholder til gengæld ikke nogen handelskomponent. Som erklæret af Kommissionen er de to hovedmål med aftalen: a) at styrke forbindelserne mellem EU og Det Andinske Fællesskab gennem en udvikling af den politiske dialog og en styrkelse af samarbejdet, og b) at skabe grundlaget for, at der på grundlag af resultaterne af Doha-arbejdsprogrammet kan forhandles om en "gennemførlig og gensidig fordelagtig" associeringsaftale, herunder en frihandelsaftale. På det politiske område er den nye aftales omtrent eneste fortjeneste, at den politiske dialog, der hidtil har været baseret på den uformelle ordning, Rom-erklæringen af 1996, institutionaliseres. Praksis vil dog vise, i hvilket omfang den reelt bliver styrket. Klausulen om respekt for de demokratiske principper, menneskerettighederne og retsstatsprincipperne er på ny et væsentligt element i aftalen, sådan som det i øvrigt allerede var tilfældet i aftalen fra 1993. Dagsordenen for den politiske dialog er blevet udvidet væsentligt, og dialogens mekanismer forudser afholdelse af topmøder på stats- og regeringschefsplan (når det er relevant, og begge parter har givet deres tilslutning hertil), på ministerplan, på embedsmandsplan og på arbejdsplan. Hvad angår det parlamentariske område, indeholder artikel 52, stk. 4, en ikke særlig fantasifuld ansporing til Europa-Parlamentet og til Parlandino om "at nedsætte et tværparlamentarisk udvalg […] i lighed med tidligere praksis", som om de regelmæssige, bilaterale møder, som de to parlamenter har afholdt inden for rammerne af de interparlamentariske konferencer siden 1974 ikke var mere end nok til at følge op på den nye aftales begrænsede virkninger. Som bekendt var forslaget fra Europa-Parlamentet og den sidste af nævnte konferencer vedrørende det andet topmøde meget mere dybdegående og vedrører nedsættelsen af en transatlantisk euro-latinamerikansk forsamling (jf. stk. 9 og følgende i Europa-Parlamentets beslutning af 15. november 2001). På det politiske område er det mest nyskabende i den nye aftale forslaget om samarbejde på udenrigs- og sikkerhedsområdet, idet det eneste instrument, der forudses, dog er en eventuel koordinering af holdninger og vedtagelse af fælles initiativer i de relevante internationale fora. På samarbejdsområdet konsolideres og udvides aftalen til at omfatte samarbejde på nye områder, der allerede var forudsat i rammeaftalen fra 1993. Den nye aftale indeholder således bestemmelser om samarbejde om menneskerettigheder, demokrati, god regeringsførelse, konfliktforebyggelse, modernisering af statsadministrationen og den offentlige forvaltning, regional integration, regionalt samarbejde, handelssamarbejde, samarbejde om tjenesteydelser, intellektuel ejendomsret, offentlige indkøb, konkurrencepolitik, toldsamarbejde osv. Særlig nævnes bør bestemmelserne om samarbejde om bekæmpelse af narkotika, hvidvaskning af penge og dermed forbunden organiseret kriminalitet samt migration. På Den Europæiske Unions opfordring indeholder den nye aftales artikel 50 bestemmelser om samarbejde om bekæmpelse af terrorisme. Generelt anser vi de spørgsmål og områder, der er indeholdt i forslaget til en ny aftale, for relevante, og de bør genoptages og udvides på passende vis i den kommende associeringsaftale, der skal indeholde en frihandelsaftale og forhandles inden for de bedst mulige frister.

3.   Konklusioner

1)   Indgåelsen af den politiske samarbejdsaftale mellem EU og Det Andinske Fællesskab, der blev besluttet på det andet topmøde i Madrid, som til at begynde med højst kunne give forhåbninger om en bearbejdelse og ajourføring af de nuværende bestemmelser, som regulerer de bilaterale forbindelser mellem de to regioner, rammeaftalen om samarbejde fra 1993 og den politiske erklæring fra 1996, er nu først og fremmest blevet til en overgangs- og forberedelsesperiode for en associeringsaftale, som indeholder en gradvis og gensidig liberalisering af samhandelen, hvilket er et ønske for de andinske partnere, og som samtidig er i overensstemmelse med EU's politiske, økonomiske og sociale interesser i bred forstand.

2)   Det tredje topmøde i Mexico i maj 2004 bør i det mindste udmærke sig ved, at der kommer en reaktion på de seneste begivenheder i forbindelse med forhandlingerne i Cancun, og at der fastsættes en startdato for forhandlingerne af de to associeringsaftaler med henholdsvis Det Andinske Fællesskab og de mellemamerikanske lande i lighed med de aftaler, der er indgået med Mexico og Chile, og den, der forhandles med Mercosur, som optakt til en senere undertegnelse af en global interregional aftale, der gør det muligt at oprette et euro-latinamerikansk frihandelsområde senest i 2010.

3)   Nævnte aftaler bør overveje en gennemførlig og gensidig fordelagtig associeringsmodel, der indebærer et reelt politisk og økonomisk udviklingspartnerskab og indeholder en frihandelsaftale med begge regioner, og hvor der i særdeleshed ikke står noget, hverken udtrykkeligt eller stiltiende, som gør forhandlingen af aftalen betinget af afslutningen af forhandlingsrunden i Verdenshandelsorganisationen, med forbehold af at de resultater af Doha-arbejdsprogrammet, der er forenelige med det endelige mål med associeringsaftalen mellem henholdsvis EU og Det Andinske Fællesskab og mellem EU og Mellemamerika, til sin tid indarbejdes heri.

4)   Migration skal være et grundlæggende parameter i forbindelse med vedtagelsen af de samarbejdsprogrammer, der er forudsat i disse og kommende aftaler, idet der skal tages særlig hensyn til problematikken omkring de mest sårbare befolkningsgrupper som kvinder, børn og den oprindelige befolkning i overensstemmelse med de gældende internationale regler.

5)   Bestemmelserne i den nye aftale skal understøttes af tilstrækkelige ressourcer og skal under alle omstændigheder være et supplement til aktiviteterne i den biregionale solidaritetsfond, som Europa-Parlamentet anmodede om i sin beslutning af 15. november 2001 og bidrage væsentligt til den finansielle solidaritetsmekanisme, der skal sikre et demokratisk styre og bidrage til den fattigdomslempelse, der foreslås i Guayaquil-erklæringen fra juli 2002, inden for rammerne af det andet møde for de sydamerikanske præsidenter, og som blev gentaget i Cusco-konsensussen fra maj 2003 af stats- og regeringscheferne fra landene i Den Permanente Mekanisme til Høring og Politisk Samråd under det 27. topmøde i Rio-gruppen.

6)   I overensstemmelse med den tidligere anbefaling om at udvide den politiske og parlamentariske dialog til de sociale sektorer, erhvervsvirksomhederne og fagforeningerne og til det akademiske og videnskabelige samfund, støttes forslaget om at nedsætte det rådgivende udvalg, der er omtalt i aftalens artikel 52, som skal bistå det blandede udvalg til at fremme dialogen med civilsamfundet. Samtidig opfordres parterne til i medfør af aftalens artikel 43, som "anerkender det organiserede civilsamfunds rolle i og potentielle bidrag til samarbejdsprocessen", ligesom der er enighed om "at befordre en effektiv dialog med det organiserede civilsamfund", at udarbejde formler for deres deltagelse i formuleringen af strategier for samarbejde mellem de to områder.

7)   Indtil de to nye aftaler med Andeslandene og de mellemamerikanske lande træder i kraft, bør de handelsfaciliteter, de har inden for GSP-narkotikaordningen, fastholdes midlertidigt.


UDTALELSE FRA UDVALGET OM UDVIKLING OG SAMARBEJDE

3.februar 2004

til Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik

om undertegnelse af en aftale om politisk dialog og samarbejde mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Det Andinske Fællesskab og dets medlemslande Republikken Bolivia, Republikken Colombia, Republikken Ecuador, Republikken Peru og Den Bolivariske Republik Venezuela på den anden side

(KOM(2003) 695 – C5-0657/2003 – 2003/0268(CNS))

Rådgivende ordfører: Hans Modrow

PROCEDURE

På mødet den 2. december 2003 valgte Udvalget om Udvikling og Samarbejde Hans Modrow til rådgivende ordfører.

På mødet den 13. januar 2004 behandlede udvalget udkastet til udtalelse.

På mødet den 20. januar 2004 vedtog det enstemmigt nedenstående konklusioner.

Til stede under afstemningen var: Margrietus J. van den Berg (mødeformand), Marieke Sanders-ten Holte (næstformand), Anders Wijkman (næstformand), Hans Modrow (rådgivende ordfører), Niall Andrews (for Isabelle Caullery), Jean-Pierre Bebear, John Bowis, John Alexander Corrie, Nirj Deva, Colette Flesch, Michael Gahler (for Karsten Knolle), Karin Junker, Bashir Khanbhai (for Luigi Cesaro), Glenys Kinnock, Miguel Angel Martínez Martínez, Linda McAvan, Ulla Margrethe Sandbæk, Karin Scheele (for Wolfgang Kreissl-Dörfler), Maj Britt Theorin og Jürgen Zimmerling.

KORT BEGRUNDELSE

Dette udkast til aftale omfatter den politiske dialog og samarbejdet, men ikke handel. Der er tale om en simpel rammeaftale, som skal erstatte samarbejdsrammeaftalen fra 1993. Europa-Parlamentets gentagne krav om en associeringsaftale er dermed ikke imødekommet. I henhold til EF-traktatens artikel 300 bliver Europa-Parlamentet kun hørt om dette forslag.

Det er imidlertid beklageligt, at sigtet med aftalen navnlig er at forberede den styringspolitiske ramme for en frihandelsaftale, uden at omfatte en sammenhængende økonomisk og social udviklingsstrategi, navnlig til bekæmpelse af fattigdommen. Centralt behandles spørgsmål, hvis videre behandling blev afvist på WTO's seneste møde i Cancún, og som går i retning af i vid udstrækning at ophæve nationale suverænitetsrettigheder inden for økonomisk styring og udvikling. Forslaget til aftale tager i utilstrækkeligt omfang hensyn til, at der i alle de berørte lander føres en forbitret kamp for bevarelse af den nationale dispositionsret over energikilder og råstoffer og udnyttelsen af disse af befolkningsflertallet; denne kamp har allerede ført til flere alvorlige manifestationer af social og politisk utilfredshed og har bragt styringen af landene i fare. En aftale om samarbejde med Andes-regionen baseret på partnerskab burde kunne bidrage til at afspænding af den eksplosive politiske og sociale situation i regionen.

I betragtning af de bidrag, landene i det Andinske Fællesskab skal yde forud for en senere associerings- eller frihandelsaftale, opfordres EU til ligeledes at træffe de nødvendige foranstaltninger til at muliggøre frihandelsforbindelser til gensidig fordel, f.eks. fjernelse af landbrugsstøtte. Således behandles f.eks. også i artikel 3, stk. 2, de foranstaltninger, der skal træffes i hele Latinamerika mod våbenhandel, narkotikahandel og handel med kemiske prækursorer, men ikke tilsvarende foranstaltninger i Europa, der er lige så nødvendige. Det savnes navnlig, at EU udviser forståelse for nødvendigheden af selektive beskyttelsesforanstaltninger til fordel for Andes-landenes nationale industri og landbrug og accepterer sådanne foranstaltninger. Man behandler heller ikke landenes gæld, der medfører et løbende tab af ressourcer, og mulige initiativer fra EU med sigte på eftergivelse af gæld.

De fem berørte lande klassificeres i udviklingsprogrammet under De Forenede Nationer (UNDP) for så vidt angår deres udvikling som tærskellande, idet der dog er store forskelle mellem de enkelte lande. Colombia og Venezuela ligger, hvad udvikling angår, forrest, Bolivia sidst. Denne klassificering som "tærskellande" skjuler dog det forhold, at størstedelen af befolkningen som hidtil lever i ekstrem fattigdom. Således må 26,5% af befolkningen i Colombia klare sig for under 2 dollar om dagen; i Peru er det 32%, i Venezuela 34,3%, i Bolivia 41,4% og i Ecuador endog 52,3%. Forskellen i velstand er størst i Colombia: i 1996 stod de fattigste 10% af befolkningen for 1,1% af forbruget, mens de rigeste 10% af befolkningen stod for 46,1% af forbruget.

Adgangen til sundhedspleje er begrænset og meget forskellig alt efter befolkningsgruppe. Selv om de fem lande, denne aftale omfatter, de seneste ti år har opnået betragtelige fremskridt, hvad angår fald i spædbørnsdødeligheden, ligger denne stadig meget højt i Bolivia. Hiv/aids synes mere udbredt her end i andre dele af verden; der vil imidlertid kræves pålidelige statistikker for at kunne vurdere dette fænomens sande udbredelse.

Den grundlæggende uddannelse kan med over 95% af de 15-24-årige, der kan læse og skrive, betragtes som tilfredsstillende.

Samfundene i disse lande er derudover præget af konflikter, krig og vold, der er et udtryk for mangler i demokratiets udvikling og i mulighederne for at deltage i det civile samfund, etnisk diskriminering, tilspidsning af landbrugsspørgsmålet og problematikken vedrørende narkotikahandel og -dyrkning. Navnlig de laveste befolkningslag, og især autoktone befolkningsgrupper lider under dette. Således har borgerkrigen i Colombia i de seneste 15 år ført til fordrivelse af over 2 mio. mennesker og skabt enorme humanitære behov. Der er behov for større bestræbelser på at overvinde de væbnede konflikter med politiske midler og skabe en fred med social retfærdighed. I den forbindelse må der også juridisk og politisk sikres vellykket civil genintegrering af tidligere deltagere i kamphandlinger, hvilket samtidig kræver konsekvent strafforfølgelse af krænkelser af menneskerettighederne og stop for straffrihed for forbrydelser, der er begået eller støttet af repræsentanter for de statslige organer.

Der er også opstået humanitære nødsituationer på grund af naturkatastrofer, som f.eks. vulkanudbrud, der er hyppige i området. Såvel hvad angår naturkatastrofer, som hvad angår disses konsekvenser og indre konflikter, bør der lægges vægt på forebyggende foranstaltninger.

Den Europæiske Union og dennes medlemsstater er hoveddonorer i regionen. Det regionale vejledende program og de fem nationale vejledende programmer blev vedtaget i maj 2002 for perioden 2002-2006. Den Europæiske Union planlægger i denne periode at yde finansiel støtte på 420 mio. €. Samarbejdet sigter hovedsagelig mod bekæmpelse af fattigdom, styrkelse af den offentlige administration, kampen mod narkotika og støtte til regional integration. Af de i alt 420 mio. er 30 mio. afsat til den offentlige administration og 50 mio. til det økonomiske samarbejde. Den samlede støtte til bekæmpelse af narkotika beløber sig til 100 mio. €. Der bør over EU-samarbejdsprogrammer ydes større støtte til kommunernes projekter til frivillig begrænsning af dyrkning af narkotika for at hindre de sprøjtninger med kemiske og biologiske bekæmpelsesmidler, der støttes af USA, og som har ødelæggende følger for mennesker og miljø.

I konklusionerne vurderer ordføreren i princippet udkastet til aftale som positivt, men kritiserer ovenanførte svagheder, navnlig på baggrund af Europa-Parlamentets krav om indgåelse af en associeringsaftale. Derudover er det beklageligt, at Kommissionen og Rådet ikke har valgt et samlet koncept for udviklingssamarbejdet med Sydamerika.

FORSLAG

Udvalget om Udvikling og Samarbejde opfordrer Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik, som er korresponderende udvalg, til at indarbejde følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:

1.   støtter i princippet indholdet i udkastet til aftale om den politiske dialog, men beklager, at Europa-Parlamentets krav om udformning af en associeringsaftale, baseret på et intensiveret partnersamarbejde om en bæredygtig, integral udviklingsstrategi og intensivering af den økonomiske, sociale og kulturelle integration i de berørte samfund, ikke er blevet fulgt; opfordrer de stats- og regeringschefer, som deltager i topmødet i Mexico i foråret 2004, til at gå ind for en associeringsaftale, som er i overensstemmelse med Europa-Parlamentets ønsker;

2.   beklager, at Kommissionen og Rådet ikke har valgt et samlet koncept for udviklingssamarbejdet med Sydamerika; opfordrer Kommissionen og Rådet til at støtte integrationen på det sydamerikanske kontinent i overensstemmelse med landenes egne konstruktive bestræbelser;

3.   beklager den manglende omtale af parlamenterne og det civile samfund under mekanismerne i den politiske dialog efter artikel 4 i udkastet til aftale og opfordrer Rådet og Kommissionen til at inddrage disse under den videre proces til gennemførelse af aftalen;

4.   opfordrer Kommissionen til inden for rammerne af Den Europæiske Unions politik vedrørende udviklingssamarbejde at integrere det civile samfund, der er uafhængigt af magten, inklusive fagforbundene, stærkere i gennemførelsen af de nationale vejledende programmer for også på denne måde at bidrage til overholdelse af menneskerettighederne og styrkelse af demokratiet;

5.   understreger betydningen af den politiske dialog mellem EU og Andes-regionen og betoner, at forebyggelse og politisk løsning af konflikter i regionen, nedskæring af de militære udgifter og overholdelse af menneskerettighederne må spille en større rolle i denne forbindelse;

6.   mener, at definitionen i artikel 3, stk. 2, er for begrænset, og at den politiske dialog må omfatte geopolitiske og militære spørgsmål, inklusive spørgsmålet om tredjestaters militære tilstedeværelse i området;

7.   anser det for nødvendigt at understrege, at EU's samarbejde med landene i Det Andinske Fællesskab om narkotikabekæmpelse ikke følger strategien med kemisk sprøjtning og militarisering, men sigter mod økonomisk og socialt bæredygtige alternative programmer for småbønderne, der inkluderer kommunernes fælles bestræbelser på frivilligt at stoppe dyrkningen af narkotika; understreger i denne sammenhæng nødvendigheden af i videst muligt omfang at udvide udvalget af varer, som er omfattet af den generelle toldpræferenceordning, der er blevet indført for at åbne det europæiske marked for varer fra tredjelande og er af særlig betydning for samhandelen mellem EU og Det Andinske Fællesskab, med henblik på at styrke denne ordning som et afgørende element i kampen mod fremstillingen af euforiserende stoffer;

8.   understreger, at der i Andes-landene - selv om disse ud fra et udviklingssynspunkt karakteriseres som tærskellande - fortsat er betragtelige problemer med den sociale samhørighed og fordelingen af ressourcerne, og at en stor del af befolkningen stadig lever i ekstrem fattigdom; beklager, at dette spørgsmål om social retfærdighed ikke behandles i aftalen; opfordrer i denne forbindelse Rådet og Kommissionen til at fortsætte bestræbelserne på gældseftergivelse til disse lande for dermed at frigøre midler til fattigdomsbekæmpelse;

9.   beklager, at det i aftalen behandlede samarbejde om turisme har et for ensidigt økonomisk sigte, og at aspekter som kulturel udveksling og forståelse mellem folkene ikke træder stærkere i forgrunden;

10.   glæder sig over, at udkastet til aftale behandler den autoktone befolknings særlige behov og det forhold, at disse samfund er særlig hårdt ramt af fattigdom; erindrer om, at de seneste begivenheder i Bolivia i første række skyldes, at store dele af det bolivianske samfund, som f.eks. Aymara- og Quechua-indianerne, er udelukket fra det politiske og økonomiske liv; glæder sig navnlig over, at parterne er blevet enige om at lade de oprindelige folks særlige situation indgå som et gennemgående element i udformningen af samarbejdspolitikken og over henvisningen til vigtigheden af at oprette og udbygge partnerskaber med de oprindelige folk som led i fattigdomsudryddelse, bæredygtig forvaltning af naturressourcerne og respekt for menneskerettighederne og demokratiet.

11.   opfordrer Den Europæiske Union til at insistere på, at Colombias regering skal overholde de tilsagn, som den afgav på den internationale konference i London i 2003 om bestræbelserne på at finde en løsning på konflikten i landet og at gennemføre af henstillingerne fra FN's højkommissær for menneskerettigheder og beskyttelsen af menneskerettighedsforkæmpere;

12.   er bekymret over Cacarica-samfundets sikkerhed i Colombia;

13.   opfordrer de kontraherende parter til at intensivere samarbejdet på området naturkatastrofer i udkastet til aftale - som et supplement til ECHO's arbejde inden for humanitær bistand og DIPECHO's arbejde inden for katastrofehjælp - for at være bedre rustet mod katastrofer som vulkanens El Reventadors udbrud i november 2002;

14.   mener, for så vidt angår udkastets artikel 49, stk. 3, om illegal indvandring, at udviklingsbistanden under ingen omstændigheder må kombineres med en forpligtelse til at acceptere tilbagesendte illegale immigranter;

15.   opfordrer Kommissionen til at overveje, hvilke foranstaltninger der er mest hensigtsmæssige med henblik på at sikre, at de enorme finansielle midler, som udgøres af overførsler fra immigranter med bopæl og arbejde på Den Europæiske Unions område, kommer udviklingen i hjemlandene til gode og ikke rammes af urimelige former for bankpraksis;

16.   opfordrer Rådet og Kommissionen til at udnytte EU's muligheder for at støtte freds- og forsoningsprocesserne i regionen og egnede politiske, juridiske og sociale foranstaltninger til genintegrering af tidligere deltagere i de væbnede kampe i det civile liv, men at kræve konsekvent strafferetlig forfølgelse af menneskerettighedsforbrydelser som forudsætning for forsoning og styrkelse af demokratiet;

17.   tilskynder Rådet og Kommissionen til at øge presset på alle niveauer og at gøre brug af alle de til rådighed stående midler for at kræve løsladelse af den tidligere kandidat til præsidentvalget i Colombia, Ingrid Betancourt, som har været i FARC's (Colombias Væbnede Revolutionære Styrker) varetægt siden den 23. februar 2002 i åbenlys strid med retsstaten og princippet om demokratisk alsidighed;

18.   glæder sig over det i udkastets artikel 50 anførte mål om bekæmpelse af terrorisme, men advarer mod mulig misbrug af begrebet "terroristgrupper", der kan bruges mod den politiske opposition eller mod faglige organisationer, og konstaterer, at sikring af de grundlæggende politiske og sociale rettigheder og retsvæsenets uafhængighed samt sikring af de demokratiske principper forbliver et ufravigeligt krav.


UDTALELSE FRA UDVALGET OM INDUSTRIPOLITIK, EKSTERNE ØKONOMISKE FORBINDELSER, FORSKNING OG ENERGI

18.februar 2004

til Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik

om forslag til Rådets afgørelse om indgåelse af en aftale om politisk dialog og samarbejde mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Det Andinske Fællesskab og dets medlemslande Republikken Bolivia, Republikken Colombia, Republikken Ecuador, Republikken Peru og Den Bolivariske Republik Venezuela på den anden side

(KOM(2003) 695 – C5-0657/2003 – 2003/0268(CNS))

Rådgivende ordfører: Ana Miranda de Lage

PROCEDURE

På mødet den 16. december 2003 valgte Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi Ana Miranda de Lage til rådgivende ordfører.

På møder den 20. og 26. januar samt den 18. februar 2004 behandlede udvalget udkastet til udtalelse.

På sidstnævnte møde vedtog det nedenstående konklusioner (for: 35; imod: 2).

Til stede under afstemningen var: Luis Berenguer Fuster (formand), Peter Michael Mombaur (næstformand), Jaime Valdivielso de Cué (næstformand), Ana Miranda de Lage (rådgivende ordfører), Gordon J. Adam (for Imelda Mary Read), Per-Arne Arvidsson (for Bashir Khanbhai), Sir Robert Atkins, Guido Bodrato, Felipe Camisón Asensio (for Concepció Ferrer), Marie-Françoise Duthu (for Claude Turmes, jf. forretningsordenens artikel 153, stk. 2), Giles Bryan Chichester, Nicholas Clegg, Francesco Fiori (for Paolo Pastorelli), Neena Gill (for Gary Titley), Michel Hansenne, Hans Karlsson, Bernd Lange (for Norbert Glante), Rolf Linkohr, Eryl Margaret McNally, Erika Mann, Hans-Peter Martin, Elizabeth Montfort, Bill Newton Dunn (for Willy C.E.H. De Clercq), Angelika Niebler, Giuseppe Nisticò (for Umberto Scapagnini), Seán Ó Neachtain, Reino Paasilinna, Fernando Pérez Royo (for Harlem Désir, jf. forretningsordenens artikel 153, stk. 2), Elly Plooij-van Gorsel, Godelieve Quisthoudt-Rowohl, Alexander Radwan (for Paul Rübig), Konrad K. Schwaiger, Esko Olavi Seppänen, W.G. van Velzen, Alejo Vidal-Quadras Roca, Myrsini Zorba og Olga Zrihen Zaari.

Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi opfordrer Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik, som er korresponderende udvalg, til at indarbejde følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:

BEGRUNDELSE

Aftalen om politisk dialog og samarbejde mellem Den Europæiske Union og Andespagt-landene, som er genstand for denne betænkning, betyder et kvalitativt spring fremad for forbindelserne mellem de to parter, som i dag hviler på to grundpiller, nemlig rammesamarbejdsaftalen, som blev undertegnet i 1993 og trådte i kraft i 1998, og GSP-narkotikaordningen, som giver yderligere toldmæssige fordele ud over dem, der er omfattet af den almindelige ordning, med det formål at fremme udskiftningen af coca-afgrøderne og øge udvalget af landbrugsprodukter til eksport.

Selv om topmødet i Madrid i maj 2001 ikke kunne tilslutte sig mandatet til forhandling om en associeringsaftale, hvilket gav anledning til stor skuffelse i de nævnte lande, åbnede det dog en dør med beslutningen om at fremme en ny type forbindelser, hvis principper og mål klart sammenfattes I artikel 2, stk. 2, i den tekst, der behandles. Det fastsættes, at aftalens mål er "at skabe grundlaget for, at der på grundlag af resultaterne af Doha-arbejdsprogrammet kan forhandles om en gennemførlig og gensidigt fordelagtig associeringsaftale mellem parterne, herunder en frihandelsaftale." Det langsigtede mål bevares således, om end på længere sigt.

Aftalen skal således bidrage til at skabe gunstige betingelser for indgåelse af en associeringsaftale. Til dette formå foreslås nye og nødvendige instrumenter, der på den ene side skal uddybe den regionale integrationsproces og på den anden side befæste forbindelser mellem parterne.

EU er den næst vigtigste handelspartner for landene i det samlede latinamerikanske område, selv om handelsstrømmene i øjeblikket stadig er meget beskedne. De repræsenterer for nuværende kun 6% af vores eksport og 5% af importen. Opdelt efter regioner tegnede Andespagt-landene sig for 0,8% af importen og 0,7% af importen i 2000 (Kilde: Eurostat), og opdelt efter produkter tegnede olien sig for 19% af eksporten, kul for 11% og frugt og grøntsager for 12%.

Aftalen tilsigter, som allerede påpeget, at styrke den regionale integrationsproces og befæste retsstaten ved hjælp af forskellige instrumenter. Det må ikke glemmes, at mange af disse lande er ved at komme til kræfter igen efter alvorlige og langvarige konflikter, og hvad angår Andeslandene, oplever Colombia, som sandsynligvis er gruppens rigeste land, meget alvorlige vanskeligheder, hvorfor mindskelse af fattigdommen og genetablering af den politiske dialog bør prioriteres.

På mellemlang sigt synes de regionale integrationsprocesser at være det bedste grundlag for vækst. Som det kan udledes af tallene ovenfor, er asymmetrien mellem økonomierne, selv om den er meget stor, ikke uoverstigelig, således som det har vist sig i tilfældet Chile. Konsolideringen af integrationen og en toldunion i området vil være en vigtig impuls for såvel bilaterale som multilaterale associeringsaftaler.

De mellemamerikanske lande overvejer rent faktisk bilaterale aftaler, f.eks. med USA, på linje med de allerede eksisterende aftaler med Chile.

Dette kan få politisk indflydelse på EU's nuværende holdning og medvirke til, at det endelig mål om en associering, kan nås inden for en rimelig frist.

Hvad angår de samarbejdsområder, der har mere direkte forbindelse med dette udvalg, skal især fremhæves handelssamarbejde, konkurrencepolitik, industrisamarbejde og udvikling af små og mellemstore virksomheder, som er omhandlet i artikel 11-21, og videnskabeligt og teknologisk samarbejde, som er omhandlet i artikel 36.

Tilbage står det altid prekære spørgsmål om de økonomiske midler til gennemførelse af aftalens mål, da der ikke findes en særlig finansieringsoversigt. Såvel EIB som Verdensbanken har gennem de sidste ti år ydet kreditter til virksomheder og offentlige projekter. Hvis projektet er regional integration, bør man ud over projekter vedrørende uddannelse, sundhedsvæsen og ny teknologi prioritere projekter af regional karakter, som f.eks. forbedring af infrastrukturer og offentlige tjenesteydelser, veje og energi.

KONKLUSIONER

1.   Indgåelsen af en ny aftale om politisk dialog og samarbejde mellem Det Europæiske Fællesskab og Det Andinske Fællesskab er et værdifuldt instrument til at forberede skabelse af en kommende associering mellem parterne, som vil supplere de nuværende associeringer mellem de nævnte lande samt Chile og Mexico, indtil frihandelszonen mellem EU og Latinamerika i 2010 bliver endeligt gennemført.

2.   Det tredje topmøde mellem EU og Latinamerika og Vestindien, som afholdes i Guadalajara, Mexico, i maj 2004, er en oplagt mulighed for at uddybe forbindelserne til vores forhandlingspartnere og at vedtage en tidsplan for forhandlingerne om en associeringsaftale, i overensstemmelse med artikel 2, stk. 1, i aftalen om politisk dialog og samarbejde mellem EU og dets medlemsstater og Det Andinske Fællesskab og dets medlemsstater.

3.   Europa-Parlamentets Udvalg om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi glæder sig over Rådets forordning af 15. december 2003 (EF) 2211/2003 om forlængelse af GSP-narkotikaordningen indtil den 31. december 2005, og anmoder om, at ingen af de nuværende deltagerlande udelukkes, end ikke selvom de fraviger de parametre, der medførte optagelsen i ordningen. Udelukkelse fra ordningen ville omgående medføre ubalance i eksportkapaciteten for det eller de lande, som på grund af deres gode opførsel udelukkes, hvilket ville begunstige det eller de lande, der er mindre omhyggelige eller har sværere ved at opfylde deres aftaler i kampen mod narkotikahandlen.

4.   Kommissionens Generaldirektorat for Handel anmodes om at kommentere datoerne som følge af forsinkelserne af forhandlingerne i Doha-Udviklingsrunden. Målet med den nye aftale er at konsolidere forholdet mellem EU og Andes-landene. Tilføjelsen af konditionalitetsklausulen og udvidelsen af den politiske dialog er to centrale elementer i aftalen. Men der er endnu hverken civil ro eller mangel på konflikter i regionen. Fattigdommen øges fortsat, hvilket også er en trussel mod demokratiet. En tættere forbindelse mellem regionerne samt øget fred og sikkerhed i Andesregionen vil forbedre investeringsstrømmen og fremme en mere alsidig produktion. Opretholdelsen af små og mellemstore virksomheders lånemuligheder kan tillige medvirke til social stabilisering på grund af den øgede beskæftigelse, der afledes af denne type erhvervsinitiativer.

5.   Det anbefales, at beslutningen om indgåelse af en frihandelsaftale imellem EU og Andes-landene ikke gøres betinget af, at Verdenshandelsorganisationens forhandlingsrunde afsluttes først.

Seneste opdatering: 15. marts 2004Juridisk meddelelse