BETÆNKNING om papirløse indvandrerkvinder i Den Europæiske Union

20.12.2013 - (2013/2115(INI))

Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling
Ordfører: Norica Nicolai

Procedure : 2013/2115(INI)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb :  
A7-0001/2014
Indgivne tekster :
A7-0001/2014
Vedtagne tekster :

FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING

om papirløse indvandrerkvinder i Den Europæiske Union

(2013/2115(INI))

Europa-Parlamentet,

–   der henviser til De Forenede Nationers konvention om barnets rettigheder, særlig artikel 24 og 28,

–   der henviser til FN's konvention fra 1979 om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder (CEDAW),

–   der henviser til rapport af 23. juli 2013 fra FN’s generalsekretær til FN’s Generalforsamling med titlen ”Violence Against Women Migrant Workers”,

–   der henviser til artikel 12 i FN's internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder,

–   der henviser til generel henstilling nr. 26 af 5. december 2008 fra FN's Komité om Bekæmpelse af Diskrimination af Kvinder om kvindelige vandrende arbejdstagere,

–   der henviser til FN’s internationale konvention om beskyttelse af vandrende arbejdstageres og deres familiemedlemmers rettigheder,

–   der henviser til generel bemærkning nr. 2 fra FN's Komité om Vandrende Arbejdstagere om rettigheder for vandrende arbejdstagere i en irregulær situation og medlemmer af deres familier,

–   der henviser til den europæiske menneskerettighedskonvention,

–   der henviser til Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet,

–   der henviser til Den Internationale Arbejdsorganisations (ILO) konvention om ordentlige arbejdsforhold for husarbejdere,

–   der henviser til fortolkningen af artikel 13 og 17 i den europæiske socialpagt fra Den Europæiske Komité for Sociale Rettigheder,

–   der henviser til artikel 79, 153 og 168 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

–   der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, særlig artikel 1, 14, 31, 35 og 47,

–   der henviser til "Stockholmprogrammet - Et åbent og sikkert Europa i borgernes tjeneste og til deres beskyttelse"[1],

–   der henviser til Rådets direktiv 2002/90/EF af 28. november 2002 om definition af hjælp til ulovlig indrejse og transit samt ulovligt ophold[2],

–   der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/52/EF af 18. juni 2009 om minimumsstandarder for sanktioner og foranstaltninger over for arbejdsgivere, der beskæftiger tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold[3],

–   der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16. december 2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold[4],

–   der henviser til Rådets direktiv 2004/81/EF af 29. april 2004 om udstedelse af opholdstilladelser til tredjelandsstatsborgere, der har været ofre for menneskehandel, eller som er indrejst som led i ulovlig indvandring, og som samarbejder med de kompetente myndigheder[5],

–   der henviser til rapport fra 2011 fra Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder med titlen "Fundamental Rights of Migrants in an Irregular Situation in the European Union",

–   der henviser til 2012-retningslinjerne fra Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder med titlen ”Apprehension of migrants in an irregular situation – fundamental rights considerations”,

–   der henviser til det europæiske forskningsprojekt Clandestino og projektet om overgangsperioder for papirløse arbejdstagere, der begge er finansieret under det sjette rammeprogram for forskning og teknologisk udvikling,

–   der henviser til Kommissionens meddelelse af 17. juni 2013 med titlen "Den fjerde årsrapport om indvandring og asyl (2012)" (COM(2013)0422),

–   der henviser til sin beslutning af 8. marts 2011 om begrænsning af uligheder på sundhedsområdet i EU[6],

–   der henviser til sin beslutning af 4. juli 2013 med titlen "Krisens konsekvenser for sårbare gruppers adgang til pleje"[7],

–   der henviser til forretningsordenens artikel 48,

–   der henviser til betænkning fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling og udtalelse fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender (A7-0001/2014),

A. der henviser til, at begrebet "papirløs indvandrer" er defineret som en tredjelandsstatsborger, hvis tilstedeværelse på en medlemsstats område ikke opfylder eller ikke længere opfylder de betingelser for indrejse, der er fastsat i artikel 5 i Schengengrænsekodeksen, eller andre betingelser for indrejse, ophold eller bopæl i den pågældende medlemsstat[8], og som, hvis han/hun opdages af indvandringsmyndighederne, vil blive gjort til genstand for en afgørelse om tilbagesendelse eller for en udvisning;

B.  der henviser til, at de komplekse omstændigheder, der opstår på grund af krige og forværres af verdensomspændende humanitære kriser, bidrager til stigningen i flygtningestrømmene, som indbefatter et stort antal papirløse kvinder og børn;

C. der henviser til, at en medlemsstat har ret til at fastlægge sin egen indvandringspolitik; der dog henviser til, at indvandreres grundlæggende rettigheder skal beskyttes og sikres i overensstemmelse med EU-retten og folkeretten, som medlemsstaterne er bundet af;

D. der henviser til, at papirløse indvandrere ofte mangler økonomiske ressourcer, hvilket bringer dem i fare for underernæring og helbredssvækkelse og betyder, at de er nødt til at søge uacceptable løsninger for at sikre deres underhold; der desuden henviser til, at kvinder ofte ledsages af børn, som de er nødt til tage sig af, hvilket virker som et ekstra incitament i deres søgen efter mulige måder at klare sig på og overleve;

E.  der henviser til, at papirløse indvandrere på grund af deres retsstilling ofte nægtes adgang til anstændige boliger, grundlæggende og akut lægehjælp og uddannelse; der henviser til, at deres papirløse retlige status forhindrer dem i at opnå beskyttelse mod beskæftigelsesmæssig udnyttelse på arbejdspladsen og mod fysisk og mental overlast; der henviser til, at denne retlige status ikke giver dem mulighed for at gå til domstolene;

F.  der henviser til, at papirløse indvandrerkvinder og deres uforsørgede børn er særligt sårbare over for de risici, der opstår som følge af deres retlige status, idet de i højere grad end mænd er udsat for risikoen for at lide fysisk, seksuel og mental overlast, dårlige arbejdsvilkår, arbejdsgiveres udnyttelse af deres arbejdskraft og dobbeltdiskrimination på grundlag af både race og køn;

G. der henviser til, at papirløse indvandrerkvinder kan være særligt sårbare over for menneskehandlere og følgelig kan blive ofre for menneskehandel;

H. der henviser til, at papirløse indvandrere har begrænset adgang til socialt boligbyggeri og fortsat er afhængige af det private boligmarked; der henviser til, at papirløse indvandrerkvinder er i særlig fare for at blive udsat for misbrug i form af fysiske eller seksuelle overgreb fra private boligudlejeres side;

I.   der henviser til, at papirløse indvandrerkvinder har større risiko for at blive ofre for vold og misbrug, herunder seksuelt misbrug, og risikerer at blive ofre for seksuel udnyttelse og for menneskehandel generelt; der henviser til, at offentlige krisecentre for kvinder er underlagt kravet om en retlig form for identifikation eller opholdstilladelse, og til, at ofre derfor ikke har andet valg end at forblive i en situation, hvor de lider overlast, eller flygte og stå uden tag over hovedet; der henviser til, at disse kvinder risikerer at blive udvist, hvis de kontakter politiet;

J.   der henviser til, at kønsstereotyper er mere forankrede i indvandrersamfund, og at indvandrerkvinder oftere er ofre for forskellige former for vold mod kvinder, navnlig tvangsægteskaber, kvindelig kønslemlæstelse, såkaldte æresforbrydelser, mishandling i nære forhold, sexchikane på arbejdspladsen eller endda menneskehandel og seksuel udnyttelse;

K. der henviser til, at der er store forskelle mellem medlemsstaterne hvad angår illegale indvandreres adgang til sundhedstjenester og de betingelser, der pålægges udbyderne af sundhedstjenester med hensyn til indberetning eller ej af papirløse indvandrere;

L.  der henviser til, at papirløse kvinders presserende behov for sundhedspleje i løbet af deres liv bringer dem i uforholdsmæssig stor fare for at modtage ekstremt høje regninger for hospitalspleje i lande, hvor de ikke har ret til sundhedspleje med tilskud; der henviser til, at frygten for at modtage sådanne regninger fører til, at en række papirløse kvinder føder hjemme uden sundhedsfaglig bistand;

M. der henviser til, at adgang til de mest grundlæggende sundhedstjenester, f.eks. akut lægehjælp, er uhyre begrænset, hvis ikke umulig at opnå, for papirløse indvandrere på grund af identifikationskravet, store udgifter til behandling og frygten for at blive opdaget og indberettet til myndighederne; der henviser til, at papirløse indvandrerkvinder er særligt udsatte i denne henseende, idet de ikke tilbydes kønsspecifikke sundhedstjenester såsom graviditets-, fødsels- og efterfødselstjenester; der henviser til, at nogle papirløse indvandrere ikke en gang er bekendt med deres sundhedsmæssige rettigheder i destinationslandet;

N. der henviser til, at frygten for at blive opdaget og indberettet til myndighederne forhindrer papirløse indvandrerkvinder i at søge hjælp i voldelige situationer, selv hos ngo'er, der specialiserer sig i retshjælp til indvandrere; der henviser til, at disse indvandrere derfor reelt er berøvet muligheden for at kende deres rettigheder og få dem sikret; der henviser til, at det af samme årsager er vanskeligt for civilsamfundsorganisationer at tilbyde hjælp og støtte;

O. der henviser til, at prostitutionsmarkederne og -industrien i Europa i vid udstrækning næres af indvandrerkvinders og -pigers sårbarhed, og til, at mange kvinder i prostitution er papirløse, hvilket forøger det misbrug og den sårbarhed, der allerede en fast bestanddel af prostitutionsindustrien;

P.  der henviser til, at indvandrerbørn, herunder piger, fra papirløse familier forhindres i at gå i skole på grund af frygten for opdagelse og umuligheden af at kunne forelægge de til tilmelding fornødne dokumenter; der henviser til, at papirløse teenagepiger oplever betydelige barrierer i forbindelse med adgangen til højere/videregående uddannelser og erhvervsuddannelser;

Q. der henviser til, at den stigende efterspørgsel efter arbejdstagere i husholdnings- og plejesektorerne tiltrækker et stort antal indvandrerkvinder, hvoraf mange er papirløse; der henviser til, at papirløse kvinder, der arbejder i denne sektor, er mest sårbare over for lav løn, mental overlast, tilbageholdelse af løn og pas og sommetider endda fysisk overlast fra arbejdsgivernes side; der henviser til, at papirløse kvinder sjældent indgiver klager til domstolene;

R.  der henviser til, at papirløse indvandrerkvinder i ansættelsesforhold stort set ingen midler har til at kræve rimelige arbejdsvilkår og lønninger som følge af deres økonomiske og sociale isolation, manglende kendskab til deres grundlæggende rettigheder og frygt for udvisning;

S.  der henviser til, at papirløse indvandrere befinder sig i et juridisk tomrum[9] og derfor ikke er beskyttet mod vilkårlig tilbageholdelse og/eller yderligere frihedsberøvelse;

T.  der henviser til, at papirløse indvandrerkvinder er særligt udsatte hvad angår fysisk, mental og seksuel overlast på tilbageholdelsestidspunktet og i centrene for frihedsberøvelse;

Henstillinger

1.  minder om, at behovet for at beskytte papirløse indvandreres grundlæggende rettigheder gentagne gange er understreget af internationale organisationer, f.eks. Europarådets Parlamentariske Forsamling, og i FN's internationale menneskerettighedsinstrumenter og EU-retten; henviser i denne forbindelse til Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet, som forbyder forskelsbehandling på grundlag af seksuel orientering, kønsidentitet, indvandrer- og flygtningestatus eller anden status;

2.  opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til udtrykkeligt at anerkende, at papirløse indvandrerkvinder er en særlig udsat social gruppe hvad angår menneskehandel, diskrimination og udnyttelse på arbejdsmarkedet;

3.  gør opmærksom på, at immigrationspolitik og forvaltningen af indvandrerstrømme, hvad enten de er lovlige eller ulovlige, er EU-medlemsstaternes fælles ansvar;

4.  fremhæver, at lesbiske, biseksuelle og transseksuelle indvandrere uden papirer er udsat for dobbelt diskrimination, og at deres skrøbelige situation som papirløse udlændinge forværrer denne komplicerede situation;

5.  understreger, at ulovlig indvandring er et meget aktuelt problem, og at der er behov for en fælles retlig ramme for indvandringspolitikken for at beskytte indvandrere og potentielle ofre, navnlig kvinder og børn, som er sårbare over for forskellige former for organiseret kriminalitet i forbindelse med indvandring og menneskehandel; understreger desuden, at ulovlig indvandring kan begrænses ved hjælp af en fælles retlig ramme;

6.  fordømmer den omstændighed, at mange indvandrerkvinder vildledes i deres hjemlande med løfter om ansættelseskontrakter i industrilandene, og at nogle endog bortføres for at blive udnyttet seksuelt af den organiserede kriminalitet og netværk af menneskehandlere; opfordrer medlemsstaterne til at øge deres indsats for at bekæmpe denne udnyttelse og umenneskelige praksis;

7.  opfordrer medlemsstaterne til at anvende direktivet om hjælp til ulovlig indrejse på en måde, som ikke begrænser muligheden for, at papirløse indvandrere kan leje boliger på det frie marked, således at risikoen for udnyttelse og misbrug mindskes;

8.  minder om den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 8 om respekt for en persons fysiske integritet og opfordrer derfor medlemsstaterne til for de mest sårbare papirløse indvandreres vedkommende at ophæve kravet om fremlæggelse af dokumentation for at få adgang til offentlige krisecentre og til navnlig at tage hensyn til de særlige behov hos gravide kvinder, kvinder, der har små børn, og kvinder med omsorgsansvar for andre personer;

9.  insisterer på, at der skal tages hensyn til, at personer med særlige behov er specielt sårbare, f.eks. børn og teenagere, ældre, personer med handicap, analfabeter eller lavtuddannede, medlemmer af mindretal, indvandrere, der forfølges i deres hjemland på grund af tro, seksuel orientering eller fysiske karaktertræk etc., og kvinder, der er ofre for kønsbaseret vold;

10. påpeger, at retten til sundhed er en grundlæggende menneskerettighed, og opfordrer derfor medlemsstaterne til at adskille sundhedspolitikker fra indvandringskontrol og således undgå at pålægge udbydere af sundhedstjenester en forpligtelse til at indberette papirløse indvandrere; opfordrer også medlemsstaterne til at sikre passende pleje og bistand gearet til kønsspecifikke behov; opfordrer ligeledes medlemsstaterne til at sørge for særlig uddannelse i kønsproblematikker for embedsmænd, der har med papirløse indvandrerkvinder at gøre, og til at afholde sig fra at kræve, at skoler indberetter skoletilmelding af børn af papirløse indvandrere;

11. tilskynder medlemsstaterne til at yde ordentlig psykologisk, sundhedsmæssig og juridisk bistand til papirløse kvinder;

12. minder om, at rettighederne i direktivet om ofre ikke afhænger af ofrenes opholdsstatus[10]; opfordrer derfor indtrængende medlemsstaterne til at adskille retsforfølgning af vold mod papirløse indvandrerkvinder fra indvandringskontrol, således at ofrene i sikkerhed kan anmelde forbrydelser;

13. fordømmer alle former for vold mod, handel med og misbrug og diskrimination af papirløse kvinder; fremhæver behovet for at give adgang til relevante tilbud om hjælp i sådanne situationer, uden at kvinderne behøver at frygte, at dette straks vil føre til foranstaltninger med henblik på at bringe deres ophold til ophør;

14. kræver, at ILO-konvention nr. 29 om tvungen arbejdskraft gennemføres; kræver, at der tages højde for den særlige situation, som kvinder, der er involveret i tvangsarbejde – ikke kun tvungen prostitution, men alle former for ufrivilligt arbejde, herunder også husligt arbejde – befinder sig i, og at de berørte papirløse indvandrerkvinder ydes beskyttelse;

15. opfordrer medlemsstaterne til at tage de nødvendige skridt til at forhindre udbredelsen af prostitution og tvangsarbejde blandt indvandrerkvinder;

16. opfordrer medlemsstaterne til at sikre korrekt gennemførelse af sikkerhedsklausulen i artikel 6 i direktivet om sanktioner over for arbejdsgivere, i henhold til hvilken medlemsstaterne skal indføre ordninger, der gør det muligt for papirløse vandrende arbejdstagere at gøre krav gældende mod deres arbejdsgiver for udestående løn; opfordrer medlemsstaterne, ngo'er og alle andre civilsamfundsorganisationer, der tager sig af papirløse indvandrere, til at føre informationskampagner for at oplyse papirløse indvandrere om denne ret;

17. opfordrer medlemsstaterne til at sætte en stopper for diskriminerende praksisser, til at bekæmpe sort arbejde og udnyttelse af arbejdstagere, blandt andet ved hjælp af arbejdstilsyn, og til at anerkende papirløse kvinder som ofre og give dem adgang til basale sundhedstjenester;

18. opfordrer medlemsstaterne til at oprette passende træningskurser for deres politistyrker og andre statslige tjenester, der kan blive pålagt at tage sig af papirløse indvandrerkvinder, vedrørende kønsbaseret vold og seksuel udnyttelse, som disse kvinder kan blive ofre for;

19. henstiller på det kraftigste, at Kommissionen som led i en fremtidig revision af direktivet om sanktioner over for arbejdsgivere skaber mulighed for etablering af ordninger, der gør det muligt for illegale indvandrere at indbringe anonyme, formelle klager mod en arbejdsgiver, der misbruger sin stilling;

20. opfordrer indtrængende alle medlemsstater til at ratificere Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet (Istanbulkonventionen) og til at anvende dens bestemmelser korrekt, i særdeleshed artikel 59, hvoraf det klart fremgår, at parterne bør træffe de nødvendige foranstaltninger til i tilfælde af et ægteskabs opløsning at suspendere udvisningsprocedurer for og/eller give en selvstændig opholdstilladelse til de indvandrerkvinder, hvis opholdsstatus afhænger af deres ægtefælle;

21. opfordrer medlemsstaterne til at ratificere FN’s internationale konvention om beskyttelse af vandrende arbejdstageres og deres familiemedlemmers rettigheder, anerkende vandrende arbejdstageres menneskerettigheder og fremme deres adgang til klage og domstolsprøvelse samt til humane og lovlige arbejds- og levevilkår;

22. henstiller, at medlemsstaterne forsøger at finde frem til måder, hvorpå de kan anerkende værdien af det arbejde, der udføres af kvinder, som til trods for, at de er papirløse, yder værdifulde tjenester og bidrager til værtssamfundets funktion;

23. opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at alle indvandrerkvinder, herunder papirløse indvandrerkvinder, som har været ofre for misbrug og kønsbaseret vold, inklusive indvandrerkvinder, der udnyttes i prostitutionsindustrien, ydes beskyttelse og bistand og anses for at have særlige grunde til at blive givet asyl eller opholdstilladelse af humanitære årsager;

24. opfordrer medlemsstaterne til på effektiv vis at gennemføre generel bemærkning nr. 2 fra FN's Komité om Vandrende Arbejdstagere om rettigheder for vandrende arbejdstagere i en irregulær situation og medlemmer af deres familier, navnlig med hensyn til at sikre, at papirløse kvindelige arbejdstagere beskyttes mod vold og udnyttelse;

25. opfordrer medlemsstaterne til at gennemføre tilbagesendelsesdirektivet fuldt ud og til at udstede en attest om udsættelsen af udsendelse som fastsat i direktivet for at undgå situationer, hvor de berørte befinder sig i et juridisk tomrum;

26. understreger betydningen af, at der indsamles data om papirløse kvinders konkrete erfaringer, og fremhæver kraftigt, at der for at bidrage til fastlæggelsen og forvaltningen af sammenhængende offentlige politikker er behov for pålidelige, præcise, rettidige og sammenlignelige data for papirløse kvinders kønsrelaterede sårbarheder og for deres manglende adgang til klage og domstolsprøvelse og til tjenesteydelser i Den Europæiske Union;

27. opfordrer Kommissionen til i forbindelse med evalueringen af tilbagesendelsesdirektivet at revidere det med henblik på at styrke beskyttelsen af frihedsberøvede indvandreres grundlæggende rettigheder;

28. understreger, at opsporingsaspekterne af immigrationshåndhævelsespolitikkerne aldrig må undergrave den menneskelige værdighed og de grundlæggende rettigheder eller udsætte kvinder for en øget risiko for vold og misbrug; opfordrer derfor Kommissionen til at ændre tilbagesendelsesdirektivet med henblik på at sikre respekt for illegale indvandreres, særligt gravide kvinders og børns, menneskerettigheder;

29. minder om, at medlemsstaterne i henhold til tilbagesendelsesdirektivet er forpligtet til at behandle tredjelandsstatsborgere i centre for frihedsberøvede "humant og værdigt" med fuld respekt for deres grundlæggende rettigheder; beklager dybt rapporterne om vold mod kvinder i centre for frihedsberøvede; opfordrer derfor medlemsstaterne til at undersøge enhver klage over fysisk overlast rettet mod frihedsberøvede personer;

30. opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at tage hensyn til ethvert tegn på, at papirløse indvandrerkvinder udsættes for tvang eller umenneskelig behandling;

31. opfordrer medlemsstaterne til at styrke deres samarbejde med ngo'er og civilsamfundsorganisationer, der beskæftiger sig med dette spørgsmål, for at finde alternativer til centre for frihedsberøvede og arbejde hen imod at sikre, at papirløse indvandrerkvinder ikke behøver at være bange for at interagere med de mennesker, som burde yde dem bistand;

32. opfordrer Kommissionen til at sikre, at de standarder, der er fastlagt i FN’s konvention om barnets rettigheder fortsat sættes i centrum for alle foranstaltninger vedrørende børns rettigheder, og opfordrer derfor medlemsstaterne til helt og hurtigt at ophøre med at frihedsberøve børn på grundlag af deres indvandrerstatus, til at beskytte børn mod overgreb inden for rammerne af indvandrerpolitikker og -procedurer og til at vedtage alternativer til frihedsberøvelse, som giver børn mulighed for at blive sammen med deres familiemedlemmer og/eller værger;

33. opfordrer Unionen og dens medlemsstater til at skabe muligheder for finansiel støtte til organisationer, der tilbyder juridisk, humanitær og social assistance til papirløse indvandrerkvinder, samt til at udvide anvendelsesområdet for Den Europæiske Socialfond og Den Europæiske Integrationsfond til at omfatte alle indvandrere, uanset deres opholdsstatus;

34. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til gennem mere omfattende og integreret forskning at udbedre manglerne hvad angår pålidelige data og eksisterende viden om antallet af papirløse personer og deres situation i EU, til at gøre Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene (Eurofound) opmærksom på papirløse kvinders situation og til i højere grad at tage hensyn til kvinder i denne kategori i forbindelse med gennemførelsen af inklusionsmålene i Europa 2020-strategien;

35. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at udarbejde EU-dækkende informationskampagner for at oplyse papirløse indvandrerkvinder om deres rettigheder;

36. kræver, at der i forbindelse med indsatsen for at forhindre migration ved at yde udviklingsbistand til migranternes oprindelseslande sættes fokus på kvinders uddannelse og rettigheder;

37. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at stille et tilstrækkeligt antal kvindelige kontaktmedarbejdere, omsorgsmedarbejdere, funktionærer, bisiddere og andet personale til rådighed; slår til lyd for disse foranstaltninger af hensyn til respekten for andre religioner og kulturer og behovet for beskyttelse mod diskrimination;

38. pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen.

  • [1]  EUT C 115 af 4.5.2010, s. 1.
  • [2]  EFT L 328 af 5.12.2002, s. 17.
  • [3]  EUT L 168 af 30.6.2009, s. 24.
  • [4]  EUT L 348 af 24.12.2008, s. 98.
  • [5]  EUT L 261 af 6.8.2004, s. 19.
  • [6]  EUT C 199 E af 7.7.2012, s. 25.
  • [7]  Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0328.
  • [8]  Artikel 3 i direktiv 2008/115/EF.
  • [9]  En situation, hvor papirløse indvandrere tilbageholdes og identificeres af indvandringsmyndighederne og gøres til genstand for en afgørelse om udsendelse, som derefter udsættes, men hvor de pågældende indvandrere ikke er i besiddelse af nogen dokumentation for udsættelsen af afgørelsen om udsendelse.
  • [10]  Betragtning 10 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/29/EU om minimumsstandarder for ofre for kriminalitet med hensyn til rettigheder, støtte og beskyttelse.

BAGGRUND FOR FORSLAGET

En "papirløs indvandrer" er defineret som en tredjelandsstatsborger, hvis ophold i Unionen på det pågældende tidspunkt er ulovligt, og som således ikke er i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse. Indvandreren har enten opnået ulovlig adgang til Unionen, opholdt sig længere på det pågældende område end perioden fastsat i dennes visum eller fået sin ansøgning om asyl afvist. Papirløse indvandrere befinder sig således i et juridisk tomrum, hvor de er tilbageholdt og identificeret af indvandringsmyndighederne, og hvor der er udstedt en afgørelse om udsendelse, men hvor afgørelsen ikke er effektueret eller er udsat, og hvor myndighederne ikke har udstedt en formel attest til dokumentation af afgørelsen om udsættelse til indvandreren. I disse tilfælde risikerer indvandreren at blive arresteret og tilbageholdt igen og har ikke adgang til sine rettigheder. Papirløse indvandrere har som følge af deres retlige status begrænset eller ingen adgang til de grundlæggende tjenester i værtslandet. Adgang til akut lægehjælp eller underskrivelse af boligpapirer eller tilmelding til undervisning kræver kontrakter med gyldig identifikation og/eller dokumentation for opholdstilladelse, og papirløse indvandrere kan ikke fremlægge den nødvendige identifikation. Derudover er der frygten for at blive indberettet af udbyderen af den pågældende tjeneste til indvandringsmyndighederne. Der er forskellige krav til indberetning i medlemsstaterne alt efter den tjeneste, der ydes, og selv om professorer eller læger ikke nødvendigvis er forpligtet i henhold til lovgivningen til at indberette ulovlige indvandrere, er der ingen garanti for, at de ikke vil gøre det. Det siger sig selv, at anmeldelse til politiet af forbrydelser eller udnyttelse fra arbejdsgivers side er umulig.

Som sædvanlig er situationen for papirløse indvandrerkvinder værre end for mandlige indvandrere, eftersom de udsættes for dobbelt diskrimination på grund af deres køn og deres juridiske status (eller endog tredobbelt diskrimination, hvis deres race tælles med). Indvandrerkvinder er generelt mere sårbare over for at lide fysisk overlast, men papirløse indvandrerkvinder er endnu mere sårbare, idet deres retlige status sætter dem i en situation, hvor de ikke kan kontakte politiet eller hospitaler eller krisecentre for at modtage hjælp, og den misbrugende part er klar over dette og udnytter situationen. Der har f.eks. været tilfælde, hvor skruppelløse boligudlejere har udnyttet papirløse indvandrerkvinders sårbarhed og misbrugt dem fysisk og seksuelt til gengæld for et sted at bo. Papirløse indvandrerkvinder, som oplever denne situation, kan ikke få adgang til krisecentre for kvinder. De fleste offentlige krisecentre for kvinder kræver fremlæggelse af en eller anden form for identifikation for at modtage den pågældende person, så ofrene står tilbage med det frygtelige valg mellem fortsat at blive misbrugt eller at stå uden tag over hovedet.

Derudover kan papirløse indvandrerkvinder ikke få adgang til kønsspecifikke sundhedstjenester, f.eks. graviditets- og efterfødselstjenester. Og endnu værre er det, at disse kvinder ofte er bange for at kontakte de ngo'er og civilsamfundsorganisationer, som rent faktisk kan hjælpe dem, og det er endvidere vanskeligt for ngo'erne at kontakte de pågældende kvinder.

De henstillinger, der er foreslået i betænkningen, omhandler tre vigtige punkter. For det første opfordres medlemsstaterne til at adskille indvandrings- og sundhedspolitikker fra sundhed og uddannelse og retsforfølgning af forbrydelser imod papirløse indvandrere. Adgang til grundlæggende sundhedstjenester, uddannelse og beskyttelse af fysisk integritet er grundlæggende rettigheder, og papirløse indvandrere er berettiget til disse tjenester til trods for deres opholdsmæssige eller retlige status. Derfor bør indvandrere have adgang til disse grundlæggende tjenester og endvidere kunne indberette forbrydere til politiet uden at frygte tilbageholdelse og udvisning.

For det andet henstilles der til, at Kommissionen efter de kommende revisioner af direktivet om sanktioner over for arbejdsgivere og tilbagesendelsesdirektivet styrker beskyttelsen af papirløse indvandreres og navnlig papirløse indvandrerkvinders grundlæggende rettigheder. Direktivet om sanktioner over for arbejdsgivere indeholder en beskyttelsesklausul i artikel 6 med et krav til medlemsstaterne om at etablere ordninger, hvorved papirløse indvandrere enten kan gøre krav gældende mod deres arbejdsgiver vedrørende udestående løn eller anmode medlemsstatens kompetente myndighed om at anlægge søgsmål til inddrivelse af udestående løn. Ifølge flere undersøgelser er denne beskyttelsesklausul ikke gennemført fuldt ud i medlemsstaterne. Derudover er papirløse indvandrere ikke klar over, at de har denne rettighed. I betænkningen opfordres medlemsstaterne og de civilsamfundsorganisationer, der er involveret i dette spørgsmål, til at etablere kampagner til oplysning af papirløse indvandrere om, at de har mulighed for at anlægge søgsmål, når deres arbejdsgivere har tilbageholdt løn. Betænkningen indeholder endvidere en henstilling til etablering af en ny ordning, hvorved papirløse indvandrere kan indgive formelle og anonyme klager over en arbejdsgiver, der misbruger sin stilling, via civilsamfundsorganisationer eller fagforeninger, afhængigt af lovgivningen i hver enkelt medlemsstat. Derudover bør medlemsstaternes forpligtelse til fuldt ud at gennemføre kravet om at udstede en officiel udsættelse af udsendelse styrkes for at undgå, at nogle papirløse indvandrere oplever en situation med juridisk tomrum.

For det tredje omhandler henstillingerne i betænkningen situationen i forbindelse med centre for frihedsberøvede. Indvandrerne tilbageholdes ofte under uanstændige forhold, hvor de risikerer psykiske traumer. Papirløse indvandrerkvinder misbruges ofte fysisk på tidspunktet for og under tilbageholdelsen. I betænkningen opfordres medlemsstaterne til at foretage en gennemgribende undersøgelse af enhver klage fra tilbageholdte indvandrere over fysisk misbrug og i samarbejde med ngo'erne finde mere humane alternativer til de fængselslignende centre for frihedsberøvede. Betænkningen slutter med en opfordring til Kommissionen og medlemsstaterne til at yde større støtte til de ngo'er og civilsamfundsorganisationer, som arbejder med papirløse indvandrere.

UDTALELSE fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender (27.11.2013)

til Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling

om papirløse indvandrerkvinder i Den Europæiske Union
(2013/2115(INI))

Ordfører for udtalelse: Martin Kastler

FORSLAG

Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender opfordrer Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende forslag i det beslutningsforslag, det vedtager:

1.   konstaterer, at den irregulære status for papirløse kvinder overalt i Europa gør det praktisk talt umuligt at få overholdt deres grundlæggende menneskerettigheder, herunder deres rettigheder til uddannelse og sundhed, hvilket gør disse kvinder særligt udsatte for alle former for udnyttelse, lave lønninger, ustabile arbejdsforhold og social udelukkelse; mener, at den bedste metode til varig forbedring af deres situation er at få dem indlemmet i de juridisk etablerede systemer, eftersom deres irregulære situation afskærer dem fra social sikring og andre beskæftigelsesmæssige fordele; konstaterer, at de kan være endnu dårligere stillet på grund af analfabetisme og sproglige og tilpasningsmæssige barrierer;

2.   opfordrer medlemsstaterne til at træffe følgende foranstaltninger: sætte en stopper for forskelsbehandling; bekæmpe sort arbejde og udnyttelse af arbejdstagere, blandt andet ved hjælp af arbejdstilsyn; anerkende papirløse kvinder som ofre og give dem adgang til basale sundhedstjenester, beskæftigelse og uddannelse; give dem mulighed for at få adgang til retssystemet og til fortrolig rådgivning i krisesituationer uden frygt for, at dette resulterer i foranstaltninger for at bringe deres ophold til ophør, sikre, at også den europæiske platform mod fattigdom og social udstødelse samt netværk af eksisterende bistandsorganisationer, kirker og civilsamfundsorganisationer inddrages i denne indsats, og om nødvendigt indføre særlige former for databeskyttelse for disse kvinder;

3.   opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til udtrykkeligt at anerkende, at papirløse indvandrerkvinder er en særlig udsat social gruppe, hvad angår menneskehandel, diskrimination og udnyttelse på arbejdsmarkedet;

4.   opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at sætte fokus på papirløse indvandrerkvinders arbejdsforhold som et afgørende skridt i retning af at indkredse og erkende de problemer, som disse kvinder er udsat for på arbejdsmarkedet, og for at sikre, at deres grundlæggende rettigheder respekteres;

5.   tilskynder medlemsstaterne til aktivt at arbejde for at øge papirløse personers muligheder for at opnå lovlig status for at lette deres adgang til arbejdsmarkedet og forbedre deres sociale inklusion i samfundet;

6.   fremhæver, at netop papirløse kvinder ofte er ofre for usikre, isolerede, sundhedsfarlige eller urimelige arbejdsforhold, meget ofte er ansat under deres uddannelsesniveau, i nogle tilfælde udsættes for misbrug og vold og på grund af en ekstrem afhængighed af deres arbejdsgivere er forhindret i at gøre deres grundlæggende og arbejdsmæssige rettigheder gældende; opfordrer medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter til at hjælpe med til, at papirløse kvinder indlemmes i de lovfæstede systemer, hvorved de får mulighed for bedre at udøve deres rettigheder – herunder gennem anvendelse af EU-direktiv 2009/52/EF om minimumsstandarder for sanktioner og foranstaltninger over for arbejdsgivere, der beskæftiger tredjelandsborgere med ulovligt ophold – idet arbejdslovgivningen og de kollektive overenskomster overholdes;

7.   kræver, at ILO-konvention nr. 29 om tvungen arbejdskraft gennemføres; kræver, at man tager højde for den særlige situation, som kvinder, der er involveret i tvangsarbejde – ikke kun tvungen prostitution, men alle former for ufrivilligt arbejde, herunder også husligt arbejde – befinder sig i, og at de berørte papirløse indvandrerkvinder ydes beskyttelse;

8.   understreger, at det er nødvendigt, at Kommissionen og medlemsstaterne styrker arbejdstilsynet for at bekæmpe udnyttelsen af papirløse kvindelige vandrende arbejdstagere og krænkelser af deres grundlæggende menneskerettigheder;

9.   opfordrer til, at der oprettes særlige former for databeskyttelse for papirløse kvinder, herunder ofre for menneskehandel, der i sådanne situationer henvender sig til hospitaler, læger, myndigheder og ngo'er i deres søgen efter hjælp eller retningslinjer, til kvindehuse, krisecentre, rådgivningskontorer eller sjælesørgere, og for beskyttelse af medarbejdere i disse institutioner, som kommer i besiddelse af viden om ulovligt ophold; mener, at der bør ydes hjælp og støtte i henhold til direktiv 2011/36/EU om forebyggelse og bekæmpelse af menneskehandel og beskyttelse af ofrene herfor, og opfordrer til, at dette direktiv gennemføres i alle medlemsstater; understreger nødvendigheden af, at kvinder med irregulær eller uklar opholdsstatus har mulighed for at få adgang til sundhedspleje uden risiko for udvisning;

10. fordømmer alle former for vold mod, handel med, misbrug og diskrimination af papirløse kvinder; understreger, at der er behov for at sikre adgang til relevante tilbud om hjælp i sådanne situationer uden frygt for, at dette direkte resulterer i foranstaltninger med henblik på at bringe deres ophold til ophør;

11. kræver, at Kommissionen og medlemsstaterne stiller et tilstrækkeligt antal kvindelige kontaktmedarbejdere, omsorgsmedarbejdere, funktionærer, bisiddere og andet personale til rådighed; slår til lyd for disse foranstaltninger af hensyn til respekten for andre religioner og kulturer og behovet for beskyttelse imod diskrimination

12. understreger, at papirløse kvinder er sårbare over for misbrug, og at hindringerne for, at de indleder eller medvirker ved retssager, ofte har rod i frygten for, at deres sikkerhed ikke er garanteret, eller skyldes mangel på krisecentre og proceduremæssige hindringer; opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at sådanne kvinder har mulighed for at indberette eventuelt misbrug, de har været udsat for, og at de bliver beskyttet mod enhver form for repressalier; mener, at der også bør indføres foranstaltninger med henblik på at hjælpe sådanne sårbare kvinder, herunder tilvejebringelse af krisecentre; opfordrer derfor medlemsstaterne til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at opspore denne form for misbrug og sikre adgang til klage og domstolsprøvelse;

13. gør især opmærksom på situationen for papirløse kvinder, der er gravide eller har børn, understreger, at disse kvinder har brug for særlig beskyttelse og har krav på lægehjælp samt ret til at få en fødselsattest på deres barn i henhold til artikel 7 i FN's konvention om barnets rettigheder; understreger, at de skal have adgang til passende sundhedspleje og til fødselsregistreringsmyndigheden uden at måtte frygte, at dette fører direkte til foranstaltninger med henblik på at bringe deres ophold til ophør; kræver særlige former for databeskyttelse for kvinder, der i sådanne situationer henvender sig til læger, klinikker og fødselsregistreringsmyndigheder;

14. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til gennem intensiveret og integreret forskning og forskningsnetværker at udbedre manglerne, hvad angår pålidelige data og forhåndenværende viden om antallet af papirløse personer og deres situation i Europa, til at gøre Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene (Eurofound) opmærksom på papirløse kvinders situation og til i højere grad at tage hensyn til kvinder i denne kategori i forbindelse med gennemførelsen af inklusionsmålene i Europa 2020-strategien;

15. opfordrer medlemsstaterne til at give børn af kvinder med irregulær eller uklar opholdsstatus adgang til uddannelsessystemet uden risiko for, at dette vil føre til retsforfølgelse og/eller udvisning;

16. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at mindske de beskæftigelsesmæssige uligheder mellem vandrende arbejdstagere og EU-arbejdstagere ved at tilbyde sekundær uddannelse og erhvervsuddannelse, således at kvinder, og især indvandrerkvinder, kan opnå nye færdigheder, således at de ikke er begrænset til kun at kunne få lavtlønsjob;

17. kræver, at der i forbindelse med indsatsen for at forhindre migration ved at yde udviklingsbistand til migranternes oprindelseslande sættes fokus på kvinders uddannelse og rettigheder;

18. opfordrer til, at udtalelsen fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender til Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling om kønsaspekterne i EU-rammen for de nationale strategier for romaernes integration tages i betragtning i denne sammenhæng.

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse

26.11.2013

 

 

 

Resultat af den endelige afstemning

+:

–:

0:

30

5

2

Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer

Heinz K. Becker, Phil Bennion, Pervenche Berès, Vilija Blinkevičiūtė, Alejandro Cercas, Derek Roland Clark, Minodora Cliveti, Emer Costello, Frédéric Daerden, Sari Essayah, Richard Falbr, Nadja Hirsch, Stephen Hughes, Ádám Kósa, Jean Lambert, Patrick Le Hyaric, Verónica Lope Fontagné, Olle Ludvigsson, Csaba Őry, Konstantinos Poupakis, Sylvana Rapti, Elisabeth Schroedter, Nicole Sinclaire, Jutta Steinruck, Ruža Tomašić, Traian Ungureanu

Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere

Georges Bach, Jürgen Creutzmann, Liisa Jaakonsaari, Jelko Kacin, Martin Kastler, Anthea McIntyre, Birgit Sippel, Csaba Sógor

Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere, jf. art. 187, stk. 2

Jolanta Emilia Hibner, Sławomir Nitras, Maurice Ponga

RESULTAT AF DEN ENDELIGE AFSTEMNING I UDVALGET

Dato for vedtagelse

16.12.2013

 

 

 

Resultat af den endelige afstemning

+:

–:

0:

11

0

5

Til stede ved den endelige afstemning - medlemmer

Edit Bauer, Iratxe García Pérez, Mikael Gustafsson, Lívia Járóka, Constance Le Grip, Astrid Lulling, Elisabeth Morin-Chartier, Norica Nicolai, Britta Thomsen, Anna Záborská

Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere

Izaskun Bilbao Barandica, Doris Pack, Rui Tavares, Angelika Werthmann

Til stede ved den endelige afstemning - stedfortrædere, jf. art. 187, stk. 2

Biljana Borzan, Hans-Peter Mayer