Retur til Europarl-portal

Choisissez la langue de votre document :

 Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Vedtagne tekster
Torsdag den 7. september 2000 - Strasbourg Endelig udgave
Kloning af mennesker
B5-0710, 0751, 0753 og 0764/2000

Europa-Parlamentets beslutning om kloning af mennesker

Europa-Parlamentet,

-  der henviser til Det Forenede Kongeriges regerings forslag om at tillade anvendelsen af embryoner, skabt på grundlag af erstattede cellekerner (såkaldt terapeutisk kloning), inden for medicinsk forskning,

-  der henviser til sine beslutninger af 16. marts 1989 om de etiske og retlige problemer i forbindelse med genteknik(1) og om kunstig befrugtning "in vivo” og "in vitro”(2) , af 28. oktober 1993 om kloning af det menneskelige embryo(3) , af 12. marts 1997 om kloning(4) , af 15. januar 1998 om kloning af mennesker(5) og af 30. marts 2000(6) ,

-  der henviser til Europarådets konvention om beskyttelse af menneskerettigheder og menneskers værdighed ved anvendelse af biologi og medicin - konvention om menneskerettigheder og biomedicin - og sin beslutning af 20. september 1996 om dette emne(7) samt tillægsprotokollen hertil, der forbyder kloning af mennesker,

-  der henviser til henstilling 1046 fra Europarådets Parlamentariske Forsamling om brug af menneskelige embryoner,

-  der henviser til Fællesskabets femte rammeprogram for forskning og dets særprogrammer,

-  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/44/EF af 6. juli 1998 om retlig beskyttelse af bioteknologiske opfindelser(8) ,

A.  der henviser til, at menneskelig værdighed og den deraf følgende værdi af hvert menneske er medlemsstaternes hovedmål som anført i mange moderne forfatninger,

B.  der henviser til, at det utvivlsomt er nødvendigt at se den medicinske forskning på grundlag af den større viden om de menneskelige gener i forhold til de rent etiske og sociale begrænsninger,

C.  der henviser til, at der er andre metoder end kloning af embryoner til helbredelse af alvorlige sygdomme, f.eks. hvor man tager stamceller fra voksne eller fra nyfødtes navlestreng, og andre eksterne sygdomsårsager, der kræver forskning,

D.  der henviser til , at det i det femte rammeprogram og Rådets beslutning 1999/167/EF af 25. januar 1999 om et særprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration inden for livskvalitet og forvaltning af bioressourcer (1998 - 2002) hedder: "programmet yder heller ikke støtte til forskning, der tager sigte på at skabe identiske individer gennem kloning, hverken ved deling af embryoner eller ved overførsel af cellekerner”,

E.  der henviser til, at det er forbudt at anvende fællesskabsmidler, direkte eller indirekte, til en sådan forskning,

F.  der henviser til, at det i ovennævnte direktiv 98/44/EF hedder, at der inden for Fællesskabet er almindelig enighed om, at genetiske indgreb i menneskets kønsceller og kloning af mennesker strider mod sædelighed eller offentlig orden,

G.  der henviser til, at en ny semantisk strategi forsøger at svække den moralske betydning af kloning af mennesker,

H.  der henviser til, at der ikke kan skelnes mellem kloning til terapeutiske formål og reproduktiv kloning, og at enhver lempelse af det nuværende forbud vil medføre et pres for yderligere udvikling inden for produktion og anvendelse af embryoner,

I.  der henviser til, at kloning af mennesker defineres som skabelse af menneskelige embryoner, der har samme genetiske sammensætning som et andet menneske, dødt eller levende, på et hvilket som helst stade af deres udvikling uden nogen mulig skelnen, for så vidt angår den anvendte metode,

J.  der henviser til, at Det Forenede Kongeriges regerings forslag kræver samtykke fra medlemmerne af Det Forenede Kongeriges parlaments to kamre, og at de frit kan afgive deres stemme efter egen overbevisning i forbindelse med denne sag,

1.  mener, at menneskerettigheder og respekt for menneskets værdighed og menneskelivet må være det vedvarende mål for politiske lovgivningsaktiviteter;

2.  henviser til, at "terapeutisk kloning”, som indebærer fremstilling af menneskelige embryoner alene i forskningsøjemed, er et grundlæggende etisk dilemma, uigenkaldeligt overskrider en grænse for forskningsnormer og er i modstrid med den generelle politik, Den Europæiske Union har vedtaget;

3.  opfordrer Det Forenede Kongeriges regering til at tage sin holding vedrørende kloning af det menneskelige embryon op til fornyet overvejelse og henstiller til sine ærede kolleger, medlemmerne af Det Forenede Kongeriges parlament, at stemme efter egen overbevisning og forkaste forslaget om at tillade forskning, der anvender embryoner, skabt ved overførsel af cellekerner, når det forelægges;

4.  gentager sin opfordring til alle medlemsstater om at vedtage bindende lovgivning, der forbyder al forskning i en hvilken som helst form for menneskelig kloning på dets område, og indføre straffebestemmelser i tilfælde af overtrædelse;

5.  opfordrer indtrængende til den størst mulige politiske, lovgivningsmæssige, videnskabelige og økonomiske indsats med henblik på terapier, der bruger stamceller fra voksne;

6.  gentager sin støtte til bioteknologisk videnskabelig medicinsk forskning, forudsat at denne forskning ses i forhold til rent etiske og sociale begrænsninger;

7.  gentager sit krav om kunstige befrugtningsmetoder, som ikke frembringer et overskydende antal embryoner, således at man ungår at frembringe overflødige embryoner;

8.  anmoder de kompetente myndigheder i medlemsstaterne og EU om at sørge for, at det endnu en gang bekræftes, at patentering og kloning er udelukket på områder, der vedrører mennesket, og at vedtage lovbestemmelser herom;

9.  opfordrer Kommissionen til at garantere fuld overholdelse af det femte rammeprogram og alle dets særprogrammer og understreger, at den bedste måde til gennemførelse af denne beslutning er at sikre, at intet forskningsinstitut, der på nogen måde er involveret i kloning af menneskelige embryoner, får penge fra EU-budgettet til noget af sit arbejde;

10.  gentager sin understregning af, at der bør være et generelt og specifikt forbud inden for De Forenede Nationer mod kloning af mennesker på alle skabelses- og udviklingstrin;

11.  mener, at ethvert midlertidigt udvalg, der er nedsat af Parlamentet til at undersøge de etiske og juridiske aspekter ved den nye udvikling inden for området humangenetik, bør tage sit udgangspunkt i de holdninger, som Parlamentet allerede har givet udtryk for i beslutninger; udvalget bør undersøge de spørgsmål, som Parlamentet endnu ikke har taget klar stilling til; dets beføjelser, sammensætning og kommissorium fastlægges efter forslag fra Formandskonferencen, uden at de beføjelser, der er tillagt det stående udvalg med ansvar for spørgsmål vedrørende kontrol med og anvendelse af fællesskabsretten om disse anliggender, på nogen måde begrænses;

12.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer, medlemmerne af Det Forenede Kongeriges parlament og De Forenede Nationers generalsekretær.

(1)EFT C 96 af 17.4.1989, s. 165.
(2)EFT C 96 af 17.4.1989, s. 171.
(3)EFT C 315 af 22.11.1993, s. 224.
(4)EFT C 115 af 14.4.1997, s. 92.
(5)EFT C 34 af 2.2.1998, s. 164.
(6)Vedtagne tekster, punkt 9.
(7)EFT C 320 af 20.9.1996, s. 268.
(8)EFT L 213 af 30.7.1998, s. 13.

Seneste opdatering: 19. maj 2004Juridisk meddelelse