Europa-Parlamentet,

-  der henviser til forslag til beslutning af 26. februar 2001 af Maurizio Turco m.fl. om skamfering af kvinders kønsorganer (B5-0686/2000/ændr. ), undertegnet af 317 medlemmer af Europa-Parlamentet,

-  der henviser til artikel 2, 3 og 5 i verdenserklæringen om menneskerettigheder af 1948,

-  der henviser til artikel 2, 3 og 26 i FN's internationale konvention af 1966 om borgerlige og politiske rettigheder,

-  der henviser til artikel 2, 3 og 12 i FN's internationale konvention af 1966 om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder,

-  der henviser til den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder af 4. november 1950,

-  der særligt henviser til artikel 5, litra a), i konventionen af 1979 om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder,

-  der henviser til artikel 2, stk. 1, artikel 19, stk. 1, artikel 24, stk. 3, og artikel 34 og 39 i konventionen om barnets rettigheder, vedtaget den 20. november 1989 af FN's Generalforsamling,

-  der henviser til artikel 1 og 2, litra f), artikel 5 og 10, litra c), artikel 12 og 16 i henstilling nr. 19, vedtaget i 1992 af FN's komité vedrørende afskaffelse af diskrimination imod kvinder,

-  der henviser til erklæringen og handlingsprogrammet fra verdenskonferencen om menneskerettigheder i Wien i juni 1993,

-  der henviser til FN's Generalforsamlings erklæring om afskaffelse af vold mod kvinder, vedtaget i december 1993, som er det første internationale instrument om menneskerettigheder, der udelukkende omhandler vold mod kvinder,

-  der henviser til rapporterne fra FN's særlige ordfører om vold mod kvinder, Radhika Coomaraswamy,

-  der henviser til erklæringen og handlingsprogrammet fra den internationale konference om befolkning og udvikling (Cairo, 13. september 1994),

-  der henviser til erklæringen og handlingsprogrammet fra den fjerde internationale kvindekonference (Beijing, 15. september 1995),

-  der henviser til sin beslutning af 15. juni 1995 om den fjerde internationale kvindekonference i Beijing - Ligestilling, udvikling og fred(1) ,

-  der henviser til sin beslutning af 15. juni 2000 om resultatet af FN's generalforsamlings særlige samling den 5.-9. juni 2000 - Ligestilling mellem kønnene, udvikling og fred i det 21. århundrede(2) ,

-  der henviser til AVS-EU-partnerskabsaftalen (Cotonou-aftalen) underskrevet den 23. juni 2000 og den vedhæftede finansprotokol,

-  der henviser til sin beslutning af 18. maj 2000 om opfølgningen af Beijing-handlingsplanen (2000/2020(INI)) (3) ,

-  der henviser til sin beslutning af 13. marts 1997 om krænkelse af kvinders rettigheder(4) ,

-  der henviser til sin beslutning af 16. september 1997 om behovet for en europæisk kampagne til bekæmpelse af accepten af vold mod kvinder(5) ,

-  der henviser til den valgfrie protokol til konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder, vedtaget den 12. marts 1999 af FN's Kommission for Kvinders Status,

-  der henviser til Europarådets resolution af 12. april 1999 om skamfering af kvinders kønsorganer,

-  der henviser til sin holdning af 16. april 1999 om ændret forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om vedtagelse af Fællesskabets handlingsprogram (Daphne-programmet) (2000-2004) om foranstaltninger til forebyggelse af vold mod børn, unge og kvinder (KOM(1999) 82 - C4-0099/1999 - 1998/0192(COD) ) (6) ,

-  der henviser til sin holdning af 15. november 2000 om Fællesskabets rammeprogram for ligestilling mellem mænd og kvinder(KOM(2000) 335 - C5-0386/2000 - 2000/0143(CNS) )(7) ,

-  der henviser til sin afgørelse af 14. december 2000 om at opføre "Skamfering af kvinders kønsorganer” på konto B5-802 på 2001-budgettet/Daphne-programmet(8) ,

-  der henviser til ekspertgruppens henstillinger om skamfering af kvinders kønsorganer under Daphne-programmet/skamfering af kvinders kønsorganer fra november 1998(9) ,

-  der henviser til rapporten om skamfering af kvinders kønsorganer, vedtaget den 3. maj 2001 af Europarådets Parlamentariske Forsamling(10) ,

-  der henviser til Rådets, Europa-Parlamentets og Kommissionens fælles proklamation af Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder i forbindelse med Det Europæiske Råds møde i Nice den 8. december 2000,

-  der henviser til de synspunkter, som Europa-Parlamentet gentagne gange har givet udtryk for i spørgsmålet om de internationale menneskerettigheder,

-  der henviser til EU- traktatens artikel 6 og 7 om respekt for menneskerettighederne - generelle principper - og EF-traktatens artikel 12 og 13 om forbud mod forskelsbehandling,

-  der henviser til forretningsordenens artikel 48,

-  der henviser til betænkning fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Lige Muligheder og udtalelser fra Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender og Udvalget om Udvikling og Samarbejde (A5-0285/2001 ),

A.  der henviser til, at ifølge oplysninger fra WHO er 130 mio. kvinder verden over blevet udsat for skamfering af deres kønsorganer, og at 2 mio. kvinder hvert år udsættes for denne praksis,

B.  der henviser til, at det ifølge WHO og forskellige ngo'er og undersøgelser, trods vanskelighederne ved at foretage præcise skøn på grund af manglen på officielle oplysninger, anslås, at denne praksis finder sted i mindst 25 afrikanske lande, i visse asiatiske lande (Indonesien, Malaysia) og i Mellemøsten (Yemen, De Forenede Arabiske Emirater, Egypten); der endvidere henviser til, at det er konstateret, at skamfering af kvinders kønsorganer også praktiseres blandt indvandrere fra disse lande i USA, Canada, Australien, New Zealand og Europa (ifølge nogle kilder nærmer antallet af ofre sig 60.000 og antallet af kvinder i risikosituation 20.000),

C.  der henviser til, at omkring halvdelen af de 25-30 afrikanske lande, hvor skamfering af kvinders kønsorganer praktiseres, har vedtaget forskellige love, der helt eller delvis fordømmer denne praksis, men som ikke bliver håndhævet,

D.  der henviser til, at skamfering af kvinders kønsorganer kan antage forskellige grader, fra klitoridectomi (hel eller delvis fjernelse af klitoris) og excision (fjernelse af klitoris og de små skamlæber), som udgør cirka 85% af de former for skamfering af kvinders kønsorganer, der finder sted, til den mest yderliggående form infibulation (fuldstændig fjernelse af klitoris og de små skamlæber samt indersiden af de store skamlæber, hvorefter vulva sys sammen, således at der kun efterlades en meget lille skedeåbning),

E.  der henviser til, at skamfering af kvinders kønsorganer fører til uoprettelig helbredsskade for de kvinder og piger, som udsættes for denne praksis, og at den endog kan medføre døden; brugen af primitive instrumenter og manglende antiseptiske forholdsregler har sekundære skadevirkninger, herunder smerter ved seksuelt samvær og fødsler, uoprettelig beskadigelse af organerne og andre komplikationer, som f.eks. blødninger, chok, infektioner, smitte med aidsvirus, stivkrampe og godartede svulster samt alvorlige komplikationer i forbindelse med graviditet og fødsel,

F.  der henviser til, at enhver skamfering af kvinders kønsorganer, uanset omfanget, er en krænkelse af kvinden og et overgreb mod hendes grundlæggende rettigheder, konkret retten til personlig og fysisk integritet og psykisk sundhed samt hendes seksuelle og reproduktive rettigheder, og at denne krænkelse under ingen omstændigheder kan retfærdiggøres ud fra hensynet til kulturelle traditioner af forskellig art eller initiationsceremonier,

G.  der henviser til, at menneskerettighedernes universelle og udelelige karakter, som anerkendes og bekræftes i alle internationale traktater herom og i særdeleshed om kvinders rettigheder, anfægtes af den radikale kulturrelativisme, der i sin mest ekstreme form betragter kulturen som det eneste grundlag for moralsk legitimation; der henviser til, at kvinders og pigers rettigheder trues i kulturens, traditionernes og sædvanens, ja endog den religiøse ekstremismes navn, der som oftest tildeler kvinden en social position eller status, som er ringere end mandens,

H.  der henviser til, at den seksuelle skamfering, som piger udsættes for, bør fordømmes kategorisk som en klar overtrædelse af de internationale og nationale bestemmelser om beskyttelse af børn og deres rettigheder,

I.  henviser til, at skamfering af kvinders kønsorganer udgør en krænkelse af kvinders og børns rettigheder, som er indskrevet i en række internationale konventioner, og at det er strafbart i henhold til medlemsstaternes lovgivning og i strid med principperne i EU's charter om grundlæggende rettigheder;

J.  der henviser til, at vold mod kvinder har rod i sociale strukturer, som er baseret på ulighed mellem kønnene og ubalance i magt-, dominans- og kontrolforholdene, og hvor det sociale og familiemæssige pres bevirker, at en grundlæggende ret som respekten for den personlige integritet krænkes,

K.  der henviser til, at skamfering af kvinders kønsorganer øger den diskrimination, som kvinder og piger i forvejen udsættes for i de samfund, hvor det praktiseres,

L.  der understreger den afgørende rolle, som uddannelse og oplysning spiller i bestræbelserne på at bekæmpe denne praksis, og der navnlig anerkender betydningen af at overbevise folk om, at de kan opgive visse former for praksis uden dermed at give afkald på væsentlige aspekter af deres egen kultur,

M.  der henviser til, at det i artikel 2, litra f), i FN' s konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder kræves af alle de deltagende stater, at de træffer alle passende foranstaltninger, for at ændre eller afskaffe eksisterende love, bestemmelser, skikke og praksis, som medfører diskriminering imod kvinder,

N.  der henviser til, at det i artikel 5, litra a), i konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder bestemmes, at de deltagende stater skal tage alle passende forholdsregler "for at ændre mænds og kvinders sociale og kulturelle adfærdsmønstre med henblik på at opnå afskaffelse af fordomme, sædvaner og al anden adfærd, som hviler på den opfattelse, at det ene køn er mere eller mindre værd end det andet, eller på fastlåste kønsroller”,

O.  der henviser til, at Wien-erklæringen og -handlingsprogrammet fra juni 1993 for første gang fastlægger, at kvinders grundlæggende rettigheder er en umistelig, fuldgyldig og uadskillelig del af menneskerettighederne, og at alle former for vold, navnlig de former som er et resultat af kulturelle fordomme, ikke kan forenes med menneskets værdighed og værdi,

P.  der henviser til, at erklæringen om afskaffelse af vold imod kvinder, vedtaget af De Forenede Nationers Generalforsamling i december 1993, for første gang indeholder en officiel FN-fortolkning af kønsbaseret vold, nemlig enhver form for kønsbaseret vold, som påfører eller kan påføre kvinder fysiske, seksuelle eller psykiske skader eller lidelser, herunder trussel om sådanne handlinger, tvang eller vilkårlige frihedsberøvelser, uanset om det er i det offentlige eller i det private liv,

Q.  der henviser til, at artikel 2 i denne erklæring klart fastlægger, at vold imod kvinder omfatter men er ikke begrænset til alle former for fysisk, seksuel og psykisk vold, der begås inden for familien, herunder især skamfering af kønsorganer og andre traditionsbundne ritualer, som er skadelige for kvinder,

R.  der henviser til, at artikel 4 i denne erklæring fastlægger, at staterne bør fordømme vold imod kvinder og ikke påberåbe sig hensyn til sædvane, tradition eller religion for at unddrage sig forpligtelsen til at afskaffe volden,

S.  der henviser til artikel 2, stk. 1, i FN's konvention af 1989 om barnets rettigheder, hvori det fastsættes, at "deltagerstaterne skal respektere og sikre de rettigheder, der er fastsat i denne konvention, for ethvert barn inden for deres jurisdiktion, uden forskelsbehandling af nogen art og uden hensyn til (barnets) køn (…)""; der henviser til, at artikel 24, stk. 3, fastlægger, at "deltagerstaterne skal tage alle effektive og passende forholdsregler med henblik på afskaffelse af traditionsbundne ritualer, som er skadelige for børns sundhed”,

T.  der henviser til, at handlingsplatformen fra verdenskonferencen om befolkning og udvikling, der afholdtes i 1994 i Cairo, indeholder henstillinger til staterne om at afskaffe skamfering af kvinders kønsorganer og beskytte kvinder og piger mod denne praksis,

U.  der henviser til, at opfølgningskonferencen efter Cairo, og især artikel 42 i nøgleaktionerne vedrørende den videre gennemførelse af handlingsprogrammet fra verdenskonferencen om befolkning og udvikling, fastsatte, at regeringerne skal fremme og beskytte pigers og unge kvinders menneskerettigheder, som omfatter økonomiske og sociale rettigheder samt frihed for tvang, forskelsbehandling og vold, herunder skadelig praksis og seksuel udnyttelse; regeringerne skal tage hele deres lovgivning op til revision og ændre og ophæve de love, som medfører forskelsbehandling af piger og unge kvinder,

V.  der henviser til, at Beijing-erklæringen og -platformen fra 1995 retter kraftige henstillinger til regeringerne med opfordring om at vedtage og håndhæve lovgivning, som gør det strafbart at udsætte kvinder for voldelige handlinger, herunder skamfering af kvinders kønsorganer, og om på det kraftigste at støtte den indsats, som de ikke-statslige organisationer og fællesskabsorganisationer gør for at afskaffe denne praksis,

W.  der henviser til, at Beijing-platformen opfordrer staterne til at tage alle passende forholdsregler, navnlig på uddannelsesområdet, for at ændre mænds og kvinders sociale og kulturelle adfærdsmønstre med henblik på afskaffelse af fordomme og sædvaner og al anden adfærd, som hviler på den opfattelse, at det ene køn er mere eller mindre værd end det andet, eller på fastlåste kønsroller,

X.  der henviser til, at AVS-EU-partnerskabsaftalen (Cotonou-aftalen) bygger på sådanne universelle principper og indeholder bestemmelser mod skamfering af kvinders kønsorganer (artikel 9 om aftalens væsentlige elementer, herunder respekten for alle menneskerettigheder, og artikel 25 og 31 om henholdsvis social udvikling og kønsaspektet),

Y.  der henviser til, at Europarådets Parlamentariske Forsamlings rapport af 3. maj 2001 kræver et forbud mod skamfering af kvinders kønsorganer og betragter dette fænomen som en umenneskelig og nedværdigende behandling i overensstemmelse med artikel 3 i den europæiske menneskerettighedskonvention; minder om, at beskyttelsen af kultur og traditioner ikke går forud for respekten for de grundlæggende rettigheder eller kan hindre forbud mod praksis, som nærmer sig tortur,

Z.  der henviser til, at Kommissionen og Rådet inden for rammerne af en europæisk fælles indvandrings- og asylpolitik bør tage hensyn til risikoen for skamfering af kvinders kønsorganer ved afslag på asylansøgninger,

AA.  henviser til, at medlemsstaterne nu råder over en fælles juridisk ramme, der gør det muligt at udforme en effektiv politik til bekæmpelse af diskrimination og indføre en fælles asylordning samt en ny indvandringspolitik (EF-traktatens artikel 13 og afsnit IV);

1.  tager på det kraftigste afstand fra skamfering af kvinders kønsorganer som en krænkelse af de grundlæggende menneskerettigheder;

2.  anmoder Den Europæiske Union og medlemsstaterne om ud fra hensynet til menneskerettighederne, den personlige integritet, samvittighedsfriheden og retten til sundhed at samarbejde om harmonisering af den eksisterende lovgivning og, såfremt den eksisterende lovgivning ikke viser sig hensigtsmæssig, om udarbejdelse af en særlig lovgivning på området;

3.  modsætter sig, at området på nogen måde gøres til et lægeligt anliggende, da dette kun vil føre til, at skamfering af kvinders kønsorganer retfærdiggøres, og at denne praksis bliver acceptabel i Den Europæiske Union;

4.  bekræfter, at skamfering af kvinders kønsorganer både i sig selv og på grund af følgevirkningerne udgør et alvorligt problem for samfundet som helhed; for at medlemmerne af de berørte samfund eller grupper kan overbevises om, at det er nødvendigt at afskaffe denne praksis, bør de foranstaltninger, der træffes, imidlertid baseres på inddragelse af og samarbejde med de pågældende samfund og tilpasses disses virkelighed;

5.  bekræfter, at de grunde, mange samfund giver for at opretholde traditionelle ritualer, som udgør en sundhedsrisiko for kvinder og piger, hverken er videnskabeligt begrundet eller har oprindelse i eller kan retfærdiggøres af religionen;

6.  opfordrer Rådet, Kommissionen og medlemsstaterne til at gennemføre en grundig undersøgelse for at fastslå omfanget af dette fænomen i medlemsstaterne;

7.  anmoder Kommissionen om med det formål at afskaffe skamfering af kvinders kønsorganer i Den Europæiske Union at udarbejde en integreret strategi, som ikke nøjes med at fordømme disse handlinger, men som også indfører såvel juridiske og administrative, som forebyggende, opdragende og sociale mekanismer, som gør det muligt for de kvinder, der udsættes eller kan blive udsat herfor, at opnå reel beskyttelse;

8.  anmoder om, at denne integrerede strategi følges op af uddannelsesprogrammer samt nationale og internationale oplysningskampagner;

9.  anmoder Kommissionen om at gennemføre en bevidstgørelseskampagne rettet mod lovgivere/parlamenter i de pågældende lande med henblik på at maksimere virkningen af den eksisterende lovgivning og, hvis den ikke eksisterer, at bistå med formulering og vedtagelse af en sådan lovgivning;

10.  henstiller til Den Europæiske Union og medlemsstaterne, at de forfølger, fordømmer og straffer skamfering af kvinders kønsorganer og iværksætter en helhedsstrategi, der tager hensyn til de forskriftsmæssige, sundhedsmæssige og sociale aspekter samt til indvandrergruppernes integration;

11.  henstiller i den forbindelse til medlemsstaterne:

12.  opfordrer Rådet til efter høring af Parlamentet at vedtage foranstaltninger til bekæmpelse af dette fænomen i henhold til traktatens artikel 13 som led i bekæmpelsen af forskelsbehandling på grund af køn og af vold mod kvinder og piger;

13.  anmoder om, at de foranstaltninger, der træffes, sikrer specialiseret støtte til og revalidering af voldsramte kvinder; anmoder ligeledes om, at personalet inden for retsvæsen og politi uddannes til at behandle problemer i forbindelse med vold imod kvinder;

14.  ønsker, at Kommissionen og Rådet - ved overførslen til fællesskabsbestemmelserne af indvandrings- og asylpolitikkerne, som fastsat i Amsterdam-traktatens afsnit IV - sammen med medlemsstaterne træffer foranstaltninger vedrørende udstedelse af opholdstilladelser og beskyttelse af ofre for denne praksis, og at de anerkender retten til asyl for kvinder og piger, der er i fare for at blive udsat for skamfering af deres kønsorganer;

15.  ønsker, at der træffes alle fornødne foranstaltninger med henblik på, at punktet "adgang til asylprocedurer for kvinder, der risikerer at blive udsat for skamfering af kønsorganerne” opføres som et prioriteret emne på dagsordenen for FN's generalforsamling i 2002;

16.  ser positivt på den betydelige indsats fra mange internationale og nationale ikke-statslige organisationer (ngo'er), forskningsinstitutioner, det europæiske netværk til forebyggelse af skamfering af kvinders kønsorganer i Europa og engagerede enkeltpersoner, som bl.a. med finansiering fra FN-organer og Daphne-programmet gennemfører forskellige projekter med det formål at bevidstgøre om samt forebygge og afskaffe skamfering af kvinders kønsorganer; etablering af netværk mellem ngo'er og organisationer i lokalsamfundene på nationalt, regionalt og internationalt plan er uden tvivl af afgørende betydning for succes med såvel afskaffelsen af skamfering af kvinders kønsorganer som med udvekslingen af informationer og erfaringer samt gennemførelsen af en fælles indsats;

17.  anmoder om, at skamfering af kvinders kønsorganer, der er en meget alvorlig krænkelse af de grundlæggende rettigheder, indgår som en fuldt integreret del af Unionens udviklingspolitik under henvisning til vedtagelsen af Rådets forordning (EF) nr. 2836/98 af 22. december 1998 på baggrund af navnlig sluterklæringen og handlingsplatformen fra den fjerde verdenskvindekonference i Beijing i 1995; understreger, at forebyggelse af skamfering af kvinders kønsorganer bør være et prioriteret område i samarbejdsprogrammer om sundhed og seksuelle og reproduktive rettigheder;

18.  opfordrer Kommissionen og Rådet til fuldt ud at medtage en strategi mod skamfering af kvinders kønsorganer i landestrategierne for samarbejde med tredjelande;

19.  opfordrer Kommissionen og Rådet til at rejse spørgsmålet om en strategi mod skamfering af kvinders kønsorganer i deres drøftelser med de pågældende AVS-stater om disses udviklingssamarbejdsprogrammer (de nationale indikativprogrammer) ifølge Cotonou-aftalen;

20.  opfordrer de lande, hvor der praktiseres skamfering af kvinders kønsorganer, og navnlig de berørte AVS-lande, til i henhold til Cotonou-aftalen øjeblikkeligt at vedtage love - hvis de ikke allerede har gjort det - der fordømmer denne praksis, og til ligeledes at vedtage regler og procedurer, som sikrer håndhævelse af disse love;

21.  minder om Cotonou-aftalens artikel 9, 25 og 31 og opfordrer Kommissionen og Rådet til at fremskynde deres indsats for at gennemføre programmer, der omhandler skamfering af kvinders kønsorganer;

22.  henstiller til, at de nuværende spredte budgetmæssige ressourcer, der er afsat til bekæmpelse af skamfering af kvinders kønsorganer i tredjelande, konsolideres under en særlig budgetpost, eller som en tydeligt identificerbar og særskilt del af en eksisterende budgetpost, og at der som minimum afsættes 10 millioner euro årligt fra og med budgettet for 2002;

23.  mener, at skamfering af kvinders kønsorganer udgør et så alvorligt angreb på kvinders rettigheder i forhold til menneskerettighedsbestemmelserne i EU's udviklingssamarbejdsprogrammer, at Kommissionen skal være parat til at gøre disse bestemmelser gældende, hvis de pågældende regeringer ikke er villige til at medtage bekæmpelsen af skamfering af kvinders kønsorganer som et samarbejdsområde;

24.  anmoder om, at bistanden til de lande, der har taget lovgivningsmæssige og administrative skridt til at forbyde og iværksætte sanktioner mod skamfering af kvinders kønsorganer, styrkes, og at der de steder, hvor skamfering er sædvane, ydes støtte til undervisnings- og sundhedsprogrammer med henblik på at forebygge og bekæmpe denne praksis; henstiller indtrængende til de pågældende regeringer at forbyde skamfering af kvinders kønsorganer og anmoder Kommissionen om at samarbejde snævert med de ngo'er, lokale initiativer og religiøse ledere, som arbejder for at afskaffe denne praksis;

25.  fremhæver, at den mellem- og langsigtede ændring må komme fra de pågældende lande, og at international udviklingsbistand, herunder EF's udviklingsprogrammer, har en vigtig supplerende rolle at spille;

26.  mener, at menneskerettighedsklausulen bør anvendes, således at bekæmpelse af skamfering af kvinders kønsorganer gøres til en prioriteret aktion i forbindelserne med tredjelande, især de lande, som har privilegerede forbindelser med EU som led i Cotonou-aftalen, og at der bør lægges pres på disse lande, for at de vedtager de fornødne lovgivningsmæssige, administrative, retslige og forebyggende foranstaltninger med henblik på afskaffelse af denne praksis;

27.  insisterer på, at Den Europæiske Union skal gøre sin indflydelse gældende i FN, for at de mange stater, som har taget forbehold over for konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder, opfylder de forpligtelser, som er indeholdt i konventionen, og at de, når det ikke strider mod visse sædvaner, skikke eller national lovgivning, trækker forbeholdene tilbage, idet de er fuldstændig uforenelige med konventionens ånd og formål og derfor uacceptable;

28.  anmoder Den Europæiske Union, og dermed samtlige institutioner og medlemsstater, om energisk og konsekvent at forsvare de europæiske værdier, som er baseret på menneskerettigheder, retsstaten og demokratiet; understreger, at ingen kulturel eller religiøs praksis kan stride mod disse principper, som er grundlæggende for vort demokrati;

29.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes og AVS-landenes regeringer.

(1) EFT C 166 af 3.7.1995, s. 92. (2) EFT C 67 af 1.3.2001, s. 289. (3) EFT C 59 af 23.2.2001, s. 258. (4) EFT C 115 af 14.4.1997, s. 172. (5) EFT C 304 af 6.10.1997, s. 55. (6) EFT C 219 af 30.7.1999, s. 497. (7) EFT C 223 af 8.8.2001, s. 149. (8) EFT L 56 af 26.2.2001, s. 1008. (9) Det Internationale Center for Reproduktiv Sundhed (Gent). (10) Europarådet: Skamfering af kvindelige kønsorganer, Dok 9076 af 3.5.2001.