Forespørgsel/spørgsmål fra parlamentsmedlemmer - E-2455/2007Forespørgsel/spørgsmål fra parlamentsmedlemmer
E-2455/2007

Kondensspor fra fly, som ikke længere udelukkende indeholder vand, men som skaber vedvarende mælkeagtige slør, eventuelt pga. forekomsten af barium, aluminium og jern

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2455/07
af Erik Meijer (GUE/NGL)
til Kommissionen

1. Er Kommissionen klar over, at medlemmer af offentligheden i Canada og USA siden 1999 har klaget over den stadig større forekomst i luften af en ny type kondensspor fra fly, som nogle gange varer ved i timevis, og som spreder sig langt mere end tidligere og skaber mælkeagtige slør, som kaldes »luftformørkelse«. Og er Kommissionen klar over, at folks opmærksomhed navnlig er blevet henledt på denne nye type kondensspor, fordi den er så forskellig fra den korte, blyantstynde hvide kondensstribe, som har været et velkendt syn, lige siden jetmotorerne blev taget i brug? Sidstnævnte forbliver synlig i højst 20 minutter og kan kun produceres, hvis damp kondenserer på støvpartikler, der skyldes lave temperaturer og høj fugtighed.

2. Er Kommissionen klar over, at undersøgelser fra disse klagere, piloters iagttagelser og erklæringer fra regeringsorganer i stadig stigende grad indikerer, at det, der sker, er, at flyene sender små partikler af barium, aluminium og jern ud i tør luft, hvilket er et fænomen, som i den offentlige debat i Amerika er blevet kendt som chemtrails?

3. Til forskel fra contrails (jetstriber/kondensstriber) er chemtrails ikke et uundgåeligt biprodukt af moderne luftfart. Ved Kommissionen derfor, hvad der er formålet ved at sende disse jordafledte stoffer kunstigt ud i jordens atmosfære? Hjælper det med til at skabe regn, gavner det telekommunikation eller bekæmper det klimaændringer?

4. I hvilket omfang anvendes luftformørkelse og chemtrails nu også i luftrummet over Europa, idet vi må huske, at mange mennesker her også er overbevist om, at fænomenet bliver stadig mere almindeligt? Folk bliver bekymret over, at man indtil videre ikke ved særligt meget om det, og der er ikke nogen offentlige informationer om emnet. Hvem igangsætter denne oversprøjtning, og hvordan finansieres den?

5. Kender Kommissionen, ud over de tilsigtede fordele ved at udlede stoffer i luften, til eventuelle ulemper, det kan have for miljøet, folkesundheden, luftfarten og TV-­modtagelse?

6. Hvad gøres der for at forhindre de enkelte europæiske stater eller virksomheder i at træffe unilaterale foranstaltninger, hvis grænseoverskridende indvirkning er uønsket af andre stater eller borgerorganisationer? Finder der allerede en koordinering sted med henblik herpå? Spiller EU en rolle i denne situation, eller forudser Kommissionen at spille en rolle i fremtiden, og hvilke målsætninger har Kommissionen i denne henseende?

EFT C 45 af 16/02/2008