Europa-Parlamentet,

–  der henviser til FN's havretskonvention (UNCLOS), som blev indgået den 10. december 1982 og har været i kraft siden den 16. november 1994,

–  der henviser til FN's kommission om afgrænsning af kontinentalsoklen,

–  der henviser til FN's rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC) og konventionen om biologisk mangfoldighed (CBD),

–  der henviser til FN's erklæring af 13. september 2007 om oprindelige folks rettigheder,

–  der henviser til erklæringen om oprettelse af Det Arktiske Råd (AC), som blev undertegnet den 19. september 1996,

–  der henviser til traktaten om Den Europæiske Union, traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde, særlig til fjerde del heraf, og aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS),

–  der henviser til erklæringen om samarbejde i den euro-arktiske Barentsregion, som blev undertegnet i Kirkenes den 11. januar 1993,

–  der henviser til Kommissionens meddelelse af 20. november 2008 om Den Europæiske Union og den arktiske region (KOM(2008)0763),

–  der henviser til sin beslutning af 9. oktober 2008 om arktisk forvaltning(1),

–  der henviser til Rådets konklusioner om arktiske spørgsmål af 8. december 2009(2) og om Den Europæiske Union og den arktiske region af 8. december 2008(3),

–  der henviser til Ilulissat-erklæringen vedtaget på konferencen om Det Nordlige Ishav, 28. maj 2008,

–  der henviser til traktaten af 9. februar 1920 mellem Norge, Amerikas Forenede Stater, Danmark, Frankrig, Italien, Japan, Nederlandene, Storbritannien, Irland, British Overseas Dominions og Sverige om Spitsbergen/Svalbard,

–  der henviser til politikken for den nordlige dimension og partnerskaberne inden for disse rammer samt til EU's og Ruslands fælles rum,

–  der henviser til partnerskabsaftalen mellem EU og Grønland for perioden 2007-2012,

–  der henviser til EU's femte, sjette og syvende rammeprogrammer for forskning og teknologisk udvikling,

–  der henviser til Den Internationale Arbejdsorganisations konvention nr. 169, vedtaget den 27. juni 1989,

–  der henviser til den nordiske konvention om samerne af november 2005,

–  der henviser til FN's generalforsamlings erklæring 61/295 af 13. september 2007 om oprindelige folks rettigheder,

–  der henviser til FN's Menneskerettighedsråds resolutioner 6/12 af 28. september 2007, 6/36 af 14. december 2007, 9/7 af 24. september 2008, 12/13 af 1. oktober 2009 og 15/7 af 5. oktober 2010,

–  der henviser til Finlands strategi for den arktiske region, vedtaget den 4. juni 2010,

–  der henviser til udtalelse fra det svenske parlaments udenrigsudvalg om Kommissionens meddelelse (KOM(2008)0763)(4),

–  der henviser til den fælles danske og grønlandske strategi for Arktis i en brydningstid, vedtaget i maj 2008,

–  der henviser til den norske regerings strategi for Arktis af 2007 og opfølgningen heraf af marts 2009,

–  der henviser til Nordregio-rapporten 2009:2, »Strong, Specific and Promising - Towards a Vision for the Northern Sparsely Populated Areas in 2020«,

–  der henviser til Nordisk Ministerråds arktiske samarbejdsprogram for 2009-2011, programmet fra Det Euro-Arktiske Barentsråd (BEAC) og programmet fra Det Arktiske Råds formandskab,

–  der henviser til Canadas nordlige strategi af august 2009 og den opfølgende erklæring om Canadas arktiske udenrigspolitik af 20. august 2010,

–  der henviser til den canadiske lov om ændring af lov af august 2009 om forebyggelse af forurening af arktiske farvande,

–  der henviser til »Basics of the state policy of the Russian Federation in the Arctic for the period till 2020 and for a further perspective«, som blev vedtaget den 18. september 2008, og Ruslands nationale sikkerhedsstrategi indtil 2020 af maj 2009,

–  der henviser til de amerikanske præsidentdirektiver om national sikkerhed af 9. januar 2009,

–  der henviser til De Forenede Staters lov af 2010 om ansvarlig udvikling af arktisk energi,

–  der henviser til De Forenede Staters lov af 2009 om forskning i og forebyggelse af olieudslip i Arktis,

–  der henviser til De Forenede Staters lov af 2009 om gennemførelse af vurdering af skibsfarten i Arktis,

–  der henviser til Monaco-erklæringen fra november 2008,

–  der henviser til den sluterklæring, der blev vedtaget under det første parlamentariske forum for den nordlige dimension i Bruxelles den 26. september 2009,

–  der henviser til sluterklæringen af 15. september 2010 fra den 9. konference for parlamentarikere fra den arktiske region,

–  der henviser til NATO's nye strategiske koncept, som blev godkendt af stats- og regeringscheferne på topmødet i Lissabon i november 2010, og dets betydning i forhold til sikkerhedsudsigterne i den arktiske region, især de militære aspekter i Arktis,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 48,

–  der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget (A7-0377/2010),

A.  der påpeger, at Kommissionens meddelelse udgør et formelt første skridt hen imod at efterkomme Parlamentets opfordring til udformning af en EU-politik for Arktis, og at Rådets konklusioner om arktiske spørgsmål bør anerkendes som et yderligere skridt i fastlæggelsen af en EU-politik for Arktis,

B.  der henviser til, at Europa-Parlamentet har været en aktiv deltager i arbejdet i det stående udvalg for arktiske parlamentarikere gennem sin Delegation for Forbindelserne med Schweiz, Island og Norge i en periode på omkring to årtier, der kulminerede med værtskabet for hele konferencen for arktiske parlamentarikere i Bruxelles i september 2010,

C.  der henviser til, at Danmark, Finland og Sverige er arktiske lande, og at både Finland og Sverige ligger delvis inden for polarcirklen; der henviser til, at samerne er EU's eneste oprindelige folk, og at de lever i de arktiske områder i Finland og Sverige samt Norge og Rusland,

D.  der betoner, at Islands ansøgning om tiltrædelse af EU vil øge behovet for, at EU tager hensyn til den arktiske region i et geopolitisk perspektiv,

E.  der henviser til, at Norge, som er en pålidelig partner, er associeret med EU igennem EØS-aftalen,

F.  der konstaterer, at EU længe har været engageret i Arktis gennem sin involvering i politikken for den nordlige dimension med Rusland, Norge og Island, herunder denne politiks arktiske vindue, i Barentssamarbejdet og navnlig i Det Euro-Arktiske Barentsråd, via følgerne af de strategiske partnerskaber med Canada, De Forenede Stater og Rusland samt sin deltagelse som aktiv ad hoc-observatør i Det Arktiske Råd,

G.  der understreger, at den gradvise udformning af en EU-politik for Arktis bør baseres på anerkendelse af de eksisterende internationale, multilaterale og bilaterale retlige rammer som f.eks. det omfattende regelsæt, der er fastsat i UNCLOS, og flere andre sektorbestemte, bilaterale og multilaterale aftaler, der allerede regulerer visse spørgsmål af betydning for Arktis,

H.  der henviser til, at EU og dets medlemsstater yder et stort bidrag til forskningen i Arktis, og at EU-programmer, herunder det nuværende syvende rammeprogram, støtter større forskningsprojekter i regionen,

I.  der henviser til, at det anslås, at ca. en femtedel af verdens uopdagede kulbrinteforekomster findes i den arktiske region, selv om mere omfattende undersøgelser er nødvendige for mere præcist at fastlægge, hvor meget gas og olie der er i regionen, og hvor økonomisk levedygtigt det ville være at udnytte disse reserver,

J.  der henviser til, at der også er en stor global interesse for andre arktiske vedvarende og ikke-vedvarende ressourcer såsom mineraler, skove, fisk og uberørte landskaber for turisme,

K.  der konstaterer, at den stigende interesse for den arktiske region blandt andre aktører uden for Arktis som f.eks. Kina - illustreret ved, at Kina har givet sin første isbryder i opdrag - deres allokering af finansiering til polarforskning og ikke mindst Sydkoreas, Kinas, Italiens, EU's, Japans og Singapores ansøgninger om status som faste observatører i Det Arktiske Råd viser en ny geopolitisk vurdering af Arktis, og at dette foregår i stor udstrækning,

L.  der henviser til, at det nyligt etablerede selvstyre i Grønland hvad angår relevante politiske områder, herunder miljølovgivning og ressourcer og den seneste opdatering af partnerskabsaftalen mellem EU og Grønland har ført til en øget interesse for efterforskning efter og udvinding af ressourcer i Grønland og på dets kontinentalsokkel,

M.  der fremhæver, at virkningerne af klimaændringer, der navnlig har deres oprindelse uden for Arktis, og globaliseringen af verdensøkonomien vil påvirke regionen, og at navnlig havisens tilbagetrækning og muligheden for nye ressourcer og mulig brug af nye teknologier sandsynligvis vil få uforudseelige miljømæssige virkninger i andre dele af verden og føre til øget skibsfart, navnlig mellem Europa, Asien og Nordamerika, udforskning og udvinding af naturressourcer, dvs. gas, olie og andre mineraler, men også andre naturressourcer som fisk, og udnyttelse af marine genetiske ressourcer, øget minedrift og skovning og øget turisme og forskning, samt at disse virkninger vil indebære nye udfordringer, men også nye muligheder i Arktis og i andre områder,

N.  der henviser til, at klimaændringer styres ved at overvåge, afbøde og tilpasse; der henviser til, at fremme af bæredygtig udvikling i brugen af naturressourcer og i opbygningen af ny infrastruktur forvaltes af strategiske planlægningsprocesser,

EU og Arktis

1.  minder om, at tre af EU's medlemsstater, nemlig Danmark, Finland og Sverige, er arktiske lande; erkender, at EU endnu ikke har nogen kystlinje langs Det Nordlige Ishav; bekræfter EU's og andre tredjelandes legitime interesse som aktører i kraft af deres rettigheder og forpligtelser i henhold til folkeretten, deres forpligtelser i forhold til miljø- og klimapolitikken og andre politikker og deres finansiering, forskningsaktiviteter og økonomiske interesser, herunder skibsfart og udnyttelse af naturressourcerne; minder desuden om, at EU har store arktiske landområder i Finland og Sverige, der er beboet af samerne, som er den eneste oprindelige befolkningsgruppe i Europa;

2.  tager hensyn til, at EU gennem sine nordlige medlemsstater og kandidatlande er påvirket af og har indflydelse på arktisk politik, og anerkender det igangværende arbejde i flere partnerskaber i den nordlige dimension, en fælles politik for EU sammen med Rusland, Norge og Island;

3.  understreger, at visse politikområder, der er relevante for Arktis, er områder, hvor Unionen har enekompetence, som f.eks. bevarelsen af havets biologiske ressourcer under den fælles fiskeripolitik, mens kompetencen på andre politikområder delvis deles med medlemsstaterne;

4.  understreger, at EU er forpligtet til at udforme sine politiske reaktioner i Arktis på grundlag af den bedst tilgængelige videnskabelige viden og forståelse af de processer, der påvirker Arktis, og at EU derfor allerede gør en betydelig forskningsindsats for at generere solid videnskabelig dokumentation til støtte for politikudformning;

5.  understreger - på baggrund af behovet for at beskytte det skrøbelige miljø i Arktis - betydningen af generel stabilitet og fred i regionen; understreger, at EU bør føre en politik, der sikrer, at foranstaltninger til løsning af miljøproblemer tager hensyn til de interesser, som indbyggerne i den arktiske region, herunder de oprindelige befolkninger, forfægter, når det gælder beskyttelse og udvikling af regionen; understreger ligheden i indfaldsvinkel, analyse og prioriteringer mellem Kommissionens meddelelse og politiske dokumenter fra de arktiske lande; understreger behovet for at føre en politik, der respekterer interessen for bæredygtig forvaltning og anvendelse af landbaserede og marine, vedvarende og ikke vedvarende naturressourcer i den arktiske region, som til gengæld udgør vigtige ressourcer for Europa og er en vigtig indtægtskilde for indbyggerne i regionen;

6.  fremhæver, at Islands fremtidige tiltrædelse af EU ville medføre, at EU får en arktisk kystlinje, men konstaterer samtidig, at Islands status som kandidatland understreger behovet for en koordineret politik for Arktis på EU-plan og udgør en strategisk mulighed for, at EU kan påtage sig en mere aktiv rolle og bidrage til multilateral styring i Arktis; mener, at Islands tiltrædelse af EU yderligere ville konsolidere EU's tilstedeværelse i Det Arktiske Råd;

7.  understreger vigtigheden af at interagere med arktiske samfund og støtte kapacitetsopbygningsprogrammer for at forbedre livskvaliteten hos oprindelige og lokale samfund i regionen og få mere forståelse for levevilkår og kulturer i disse samfund; opfordrer EU til at fremme en stærkere dialog med de oprindelige folk og de lokale arktiske indbyggere;

8. understreger behovet for en forenet, koordineret EU-politik for Arktis, hvor både EU's prioriteter og potentielle udfordringer samt en strategi er klart udformet;
Nye internationale transportruter

9.  understreger, at det er af væsentlig betydning navnlig for EU og medlemsstaternes økonomier, at de nye internationale handelsruter ad søvejen i den arktiske region er sikre, da disse lande kontrollerer 40 % af den internationale kommercielle skibsfart; glæder sig over arbejdet i Den Internationale Søfartsorganisation (IMO) med en obligatorisk skibsfartskodeks for polare områder og arbejdet i Det Arktiske Råds arbejdsgrupper, navnlig arbejdsgruppen om eftersøgnings- og redningsaktioner (SAR); understreger, at EU og dets medlemsstater aktivt bør opretholde havenes frihed og retten til fri passage gennem internationale vandveje;

10.  understreger betydningen af at udvikle nye jernbane- og transportkorridorer i Det Euro-arktiske Barentstransportområde (BEATA) for at lette det voksende behov for international handel, minedrift og anden økonomisk udvikling, samt flyforbindelser i de nordligste regioner; henleder i den forbindelse opmærksomheden på det nye partnerskab vedrørende transport og logistik under den nordlige dimension;

11.  foreslår, at vigtige ikke-arktiske søfartsnationer, der benytter Det Nordlige Ishav, bør indgå i resultaterne af Det Arktiske Råds initiativ om eftersøgnings- og redningsarbejde; anbefaler derfor, at Kommissionen og Rådet sammen med Det Europæiske Agentur for Søfartssikkerhed (EMSA) koordinerer EU's og medlemsstaternes politikker på dette særlige område i IMO, Det Arktiske Råd og andre organisationer;

12.  påpeger, at på trods af bestræbelserne for at indføre en obligatorisk skibsfartskodeks for polare områder kan en hurtigere løsning på spørgsmålet om sikkerheden i arktisk skibsfart findes gennem koordinering og harmonisering af national lovgivning, og opfordrer til, at EMSA i fuldt omfang beskæftiger sig med spørgsmålet om arktisk skibsfart;

13.  glæder sig over andre samarbejdsinitiativer om sikker skibsfart i Arktis og om bedre adgang til de forskellige nordlige søruter; understreger, at dette ikke blot vedrører kommerciel trafik, men også en stor og stigende mængde turistfartøjer med turister fra EU-landene; opfordrer til mere forskning vedrørende klimaforandringernes indvirkning på arktiske navigations- og skibsruter; efterlyser også en analyse af, hvilke virkninger den øgede skibsfart og den øgede handelsvirksomhed, herunder offshoreaktiviteter, vil få for miljøet og indbyggerne i Arktis;

14.  opfordrer landene i regionen til at sikre, at alle nuværende transportveje - og dem, der kan opstå i fremtiden - er åbne for international skibsfart, og til at afstå fra at indføre ensidige vilkårlige byrder, det være sig af økonomisk eller administrativ art, der kan hindre skibsfart i Arktis, bortset fra internationalt aftalte foranstaltninger til at øge sikkerheden eller beskytte miljøet;

Naturressourcer

15.  er klar over behovet for ressourcer til verdens voksende befolkning og anerkender både den øgede interesse for dem og de arktiske landes suveræne rettigheder i henhold til international lov; henstiller, at alle berørte parter tager skridt til at sikre de højest mulige sikkerheds- og miljøstandarder samt sociale standarder i forbindelse med efterforskning efter og udnyttelse af naturressourcerne;

16.  understreger, at vurderinger af virkninger på miljøet (VVM) samt strategiske og sociale konsekvensanalyser vil være centrale redskaber i forvaltningen af konkrete projekter og programmer i Arktis; henleder opmærksomheden på direktiv 2001/42/EF(5) om strategisk miljøvurdering (SMV) og på, at Finland, Sverige og Norge har ratificeret UNECE-konventionen om VVM på tværs af landegrænserne (Espoo-konventionen), som vil give et godt grundlag for aktiv fremme af VVM-procedurer i Arktis; henviser i denne forbindelse også til Bergen-erklæringen fra ministermødet i OSPAR-Kommissionen den 23. og 24. september 2010;

17.  opfordrer staterne i regionen til at løse eventuelle nuværende eller fremtidige konflikter om adgangen til naturressourcer i Arktis igennem konstruktiv dialog, eventuelt inden for Det Arktiske Råd, som udgør et hensigtsmæssigt forum for en sådan diskussion; understreger den rolle, som FN's Kommission for Kontinentalsoklens Grænser (CLCS) spiller med hensyn til at finde løsninger på konflikter mellem arktiske stater om afgrænsning af deres eksklusive økonomiske zoner;

18.  bemærker navnlig de arktiske staters ansvar for at sikre, at olieselskaber, der planlægger at engagere sig i offshore olieboring inden for deres respektive søgrænser, benytter den nødvendige sikkerhedsteknologi og ekspertise og har de nødvendige økonomiske ressourcer til at forebygge og reagere på boreplatformskatastrofer og olieudslip; bemærker, at ekstreme vejrforhold og Arktis' ekstreme økologiske skrøbelighed gør det nødvendigt for relevante olieselskaber at udvikle særlig ekspertise inden for forebyggelse og håndtering af olieudslip i regionen;

19.  glæder sig over den nye grænsedragningsaftale(6) mellem Norge og Rusland, navnlig den udtrykte vilje til at indlede et tættere samarbejde vedrørende den fælles ressourceforvaltning, og den fortsatte fælles forvaltning af fiskebestandene i Barentshavet, bl.a. når det gælder bæredygtighed; betragter navnlig det bilaterale samarbejde mellem Norge og Rusland som et godt eksempel på fælles anvendelse af de mest avancerede tekniske standarder inden for miljøbeskyttelse i forbindelse med prospektering efter olie og gas i Barentshavet; påpeger navnlig betydningen af den omstridte udvikling af nye teknologier udviklet specielt til det arktiske miljø, såsom teknologien til installation under havbunden;

20.  er bevidst om de forskellige fortolkninger af Svalbardtraktaten med hensyn til dens anvendelse på kontinentalsoklen og havområderne ved Svalbard og ville i betragtning af den relativt gode tilgængelighed af ressourcer i kontinentalsoklen bifalde en aftale om den retlige status af kontinentalsoklen, der anerkender de juridiske rettigheder og pligter for staterne ved kontinentalsoklen; er overbevist om, at eventuelle tvister vil blive behandlet på en konstruktiv måde;

21.  minder om EU's stilling som en væsentlig aftager af naturressourcerne i Arktis og om involveringen af europæiske økonomiske aktører; anmoder Kommissionen om yderligere at fremme samarbejde og teknologioverførsel for at sikre de højeste standarder og passende administrative procedurer, tilvejebringe et sundt videnskabeligt grundlag for den fremtidige udvikling og de fremtidige forvaltningsbehov omkring arktiske ressourcer, som f.eks. fiskeriet, minedrift og turisme, og udnytte EU's reguleringskompetencer fuldt ud i denne forbindelse; da den økonomiske virksomhed i Arktis vil stige, opfordres EU til at fremme principperne om bæredygtig udvikling i denne henseende;

22.  insisterer på, at før der åbnes op for nyt kommercielt fiskeri i Arktis, skal der udføres pålidelige og forebyggende videnskabelige vurderinger af fiskebestande for at fastsætte de fangstmængder, der vil bevare de bestandene af de arter, der drives fangst på, og ikke føre til nedbrydning af andre arter eller alvorlig skade på havmiljøet, og at alt fiskeri på det åbne hav skal reguleres af en regional fiskeriforvaltningsorganisation, der respekterer videnskabelig rådgivning og har et robust kontrol- og overvågningsprogram for at sikre overholdelse af forvaltningsforanstaltninger, samtidig med at fiskeri inden for eksklusive økonomiske zoner (EEZ) skal opfylde de samme normer;

23.  mener, at etablering og håndhævelse af beskyttede havområder af tilstrækkelig størrelse og mangfoldighed er et vigtigt redskab i bevarelsen af havmiljøet;

Klimaændringernes og forureningens følger for Arktis

24.  erkender, at EU som andre udviklede områder i verden bidrager væsentligt til klimaændringerne og dermed bærer et særligt ansvar og må spille en førende rolle i bekæmpelsen af klimaændringerne;

25.  erkender, at den bedste beskyttelse for Arktis er en langsigtet og ambitiøs global klimaaftale, men erkender, at den hurtige opvarmning af Arktis gør det nødvendigt også at arbejde på eventuelle yderligere kortsigtede foranstaltninger for at begrænse opvarmningen af Arktis;

26.  anser Arktis for et følsomt område, hvor virkningerne af klimaændringerne er særlig synlige, med alvorlige følgevirkninger for andre regioner i verden; støtter derfor Rådets konklusioner om øget samarbejde med UNFCCC og SAON (Sustaining Arctic Observing Networks) og indsatsen for at virkeliggøre SIOS (Svalbard Integrated Observation System) og de arktiske dele af EMSO (European Multidisciplinary Seafloor Observatory - Europæisk tværfagligt havbundsobservatorium), da disse initiativer sikrer et enestående europæisk bidrag til forståelse af ændringer af klimaet og miljøet i den arktiske region;

27.  erkender, at emissioner af kønrøg fra EU og andre områder på den nordlige halvkugle i uforholdsmæssig høj grad bidrager til opvarmningen af Arktis, og understreger behovet for, at emissioner af kønrøg medtages i ECE's og EU's relevante regelsæt som f.eks. konventionen om grænseoverskridende forurening over store afstande og direktivet om nationale emissionslofter;

28.  glæder sig over forbuddet mod anvendelse og transport af svær brændselsolie på skibe, der besejler det antarktiske område; dette forbud er vedtaget af IMO's Komité til Beskyttelse af Havmiljøet (MEPC) og træder i kraft den 1. august 2011; understreger, at et tilsvarende forbud kunne være hensigtsmæssigt i de arktiske farvande for at begrænse faren for miljøet i tilfælde af ulykker;

29.  støtter øget samarbejde med arktiske og ikke-arktiske stater om udvikling af »Sustaining Arctic Observing Network« (SAON) og opfordrer Det Europæiske Miljøagentur til at fortsætte sit værdifulde arbejde og til at fremme samarbejdet gennem Det Europæiske Miljøoplysnings- og Miljøovervågningsnet ved hjælp af de vejledende principper i det fælles miljøinformationssystem (SEIS);

30.  understreger den vigtige rolle, som EU og de cirkumpolare nationer bør spille med hensyn til at begrænse den forurening i den arktiske region, der skyldes transport over lange afstande, f.eks. skibsfart; betoner i denne forbindelse, hvor vigtigt det er, at EU's lovgivning, som f.eks. forordning (EF) nr. 1907/2006(7), gennemføres; påpeger, at klimaændringerne i Arktis vil få alvorlige virkninger for kystområderne i Europa og andre steder og for erhvervsgrene i Europa, der er afhængige af klimaet, som f.eks. landbrug og fiskeri, vedvarende energi, rensdyravl, jagt, turisme og transport;

Bæredygtig socioøkonomisk udvikling

31.  erkender, at følgerne af den smeltende is og mildere temperaturer ikke blot fordriver de oprindelige befolkningsgrupper og dermed truer den oprindelige levemåde, men også skaber muligheder for økonomisk udvikling i den arktiske region; erkender, at indbyggerne og regeringerne i den arktiske region med suveræne rettigheder og forpligtelser ønsker fortsat at forfølge en bæredygtig økonomisk udvikling, samtidig med at de traditionelle kilder til de oprindelige folks livsgrundlag og de arktiske økosystemers meget følsomme beskaffenhed beskyttes, og der tages hensyn til indbyggernes erfaring med at anvende og udvikle regionens forskellige ressourcer på en bæredygtig måde; anbefaler, at der anvendes økosystembaserede forvaltningsprincipper for at sammenkæde økologisk videnskabelig viden med sociale værdier og behov;

32.  understreger, at det er vigtigt, at EU sammen med repræsentanter for regionerne i området drøfter strukturfondenes betydning for udvikling og samarbejde, således at man kan møde de fremtidige globale udfordringer for fremskridt og udnytte områdets udviklingspotentiale;

33.  mener, at der er behov for en inklusiv proces med bistand fra det nationale niveau og EU-niveauet for at identificere hver lokalitets særlige potentiale og udvikle passende bosættelsesstrategier, hvor der tages hensyn til regionale forskelle; mener, at partnerskaber og dialog mellem de berørte myndighedsniveauer sikrer, at politikkerne kan gennemføres på det mest effektive niveau;

34.  noterer sig den særlige stilling, som de oprindelige befolkninger i Arktis indtager, og anerkender deres rettigheder og understreger navnlig den juridiske og politiske situation for de oprindelige befolkninger i de arktiske stater og i deres repræsentation i Det Arktiske Råd; opfordrer til, at de oprindelige folk i højere grad inddrages i politikudformningen; understreger behovet for at vedtage særlige foranstaltninger med henblik på at sikre oprindelige folks kultur, sprog og jordrettigheder som fastsat i ILO-konvention 169; opfordrer til en regelmæssig dialog mellem de oprindelige folks repræsentanter og EU-institutionerne og opfordrer desuden EU til at tage hensyn til de særlige behov i tyndt befolkede randområder i henseende til regional udvikling, eksistensgrundlag og uddannelse; understreger betydningen af at støtte aktiviteter, der fremmer de oprindelige folkeslags kultur, sprog og sædvaner;

35.  konstaterer, at oprindelige folkeslags økonomier i vid udstrækning er afhængige af bæredygtig anvendelse af naturressourcer, og at begrænsning af klimaændringer og virkningerne heraf og oprindelige folkeslags ret til et ikke-forurenet naturligt miljø derfor også er et menneskerettighedsspørgsmål;

36.  glæder sig over det arbejde, der udføres af FN's særlige ordfører om situationen med hensyn til menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder for oprindelige folk og af FN's ekspertmekanisme vedrørende oprindelige folks rettigheder;

37.  glæder sig over, at ekspertmekanismen med held har færdiggjort sin statusrapport om oprindelige folk og deres ret til at deltage i beslutningsprocessen;

38.  opfordrer de arktiske medlemsstater til at indlede forhandlinger, som skal føre til en ny ratificeret nordisk samekonvention;

39.  opfordrer indtrængende EU til aktivt at fremme kultur- og sprogrettigheder for den finsk-ugriske befolkning, der bor i det nordlige Rusland;

40.  noterer sig den seneste juridiske udvikling omkring EU's forbud mod sælprodukter, navnlig sagen om annullering af forordning (EF) nr. 1007/2009(8) (Sag T-18/10, Inuit Tapiriit Kanatami mod Parlamentet og Rådet), der verserer ved Retten; noterer sig, at Canada og Norge har anmodet om en høringsprocedure inden for rammerne af Verdenshandelsorganisationen (WTO); udtrykker håbet om, at uoverensstemmelser mellem parterne kan overvindes efter afgørelserne fra De Europæiske Fællesskabers Domstol og resultatet af WTO-procedurerne;

41.  er klar over den stigende interesse for udnyttelse af ressourcerne; peger i den forbindelse på behovet for brede og altomfattende økosystembaserede tilgange, der med størst sandsynlighed vil være i stand til at tackle de mange udfordringer, Arktis står over for med hensyn til klimaændringer, skibsfart, miljørisici og forurenende stoffer, fiskeri og andre menneskelige aktiviteter, i overensstemmelse med EU's integrerede havpolitik eller Norges integrerede forvaltningsplan for Barentshavet og havområderne ud for Lofoten; henstiller til medlemsstaterne at støtte Det Arktiske Råds reviderede retningslinjer for offshore olie- og gasaktiviteter fra 2009;

Regulering

42.  anerkender de institutioner og den brede ramme af international ret og internationale konventioner, der regulerer områder af betydning for Arktis, som f.eks. UNCLOS (herunder de grundlæggende principper om fri sejlads og uskadelig passage), IMO, OSPAR-konventionen(9), Kommissionen for Fiskeriet i det Nordøstlige Atlanterhav (NEAFC), CITES-konventionen(10) og Stockholm-konventionen samt de talrige bilaterale aftaler og rammer ud over de nationale ordninger, der gælder i de arktiske lande; drager dermed den konklusion, at den arktiske region ikke skal betragtes som et retligt tomrum, men som et område med veludviklede styringsværktøjer; påpeger dog, at disse regler på grund af udfordringerne fra klimaændringer og stigende økonomisk udvikling skal videreudvikles, styrkes og gennemføres af alle berørte parter;

43.  understreger, at selv om staterne spiller en central rolle i forvaltningen af Arktis, har andre aktører - som f.eks. internationale organisationer, oprindelige folk og lokalbefolkningen samt regionale og lokale myndigheder - også vigtige funktioner; påpeger, at det er vigtigt at øge tilliden mellem aktører med legitime interesser i regionen gennem en participativ tilgang og anvendelse af dialog som et middel til at udvikle en fælles vision for Arktis;

44.  mener, at det indtryk, som nogle observatører har vakt om et såkaldt arktisk kapløb, ikke bidrager til på en konstruktiv måde at fremme forståelse og samarbejde i regionen; påpeger, at de arktiske lande ved flere lejligheder har erklæret, at de agter at løse og i nogle tilfælde har arbejdet på at løse eventuelle interessekonflikter i overensstemmelse med folkerettens principper;

45.  anerkender Det Arktiske Råds væsentlige rolle som det vigtigste regionale samarbejdsforum i hele den arktiske region; minder om, at ud over EU-medlemsstaterne Danmark, Sverige, Finland og kandidatlandet Island, som er medlemmer af Arktisk Råd, er EU-medlemsstaterne Tyskland, Frankrig, Det Forenede Kongerige, Nederlandene, Spanien og Polen aktive permanente observatører; bekræfter sin forpligtelse til ikke at støtte nogen aftaler, der udelukker nogen af de arktiske EU-medlemsstater, kandidatlande eller arktiske EØS/EFTA-lande; anerkender det konkrete arbejde, der udføres i Det Arktiske Råds arbejdsgrupper, og hvori observatørerne inddrages, og opfordrer Kommissionen og EU's organer til fortsat aktivt at engagere sig i alle relevante arbejdsgrupper, når det er muligt; går ind for, at Det Arktiske Råds juridiske og økonomiske grundlag styrkes;

46.  erkender, at de udfordringer, Arktis står over for, er globale, og at alle relevante aktører derfor bør inddrages;

47.  glæder sig over resultaterne af de større rapporter, som arbejdsgrupper under Det Arktiske Råd i de senere år har udarbejdet om olie og gas i Arktis, opvarmningens konsekvenser og behovet for beredskabsforanstaltninger;

48.  glæder sig over graden af politisk organisering af oprindelige folks interesser i samernes parlamenter og derpå Samernes Råd i Nordeuropa og samarbejdet mellem flere organisationer for oprindelige folk på et cirkumpolart grundlag og anerkender Det Arktiske Råds enestående rolle med hensyn til inddragelse af oprindelige folk; anerkender de oprindelige folks rettigheder til Arktis som fastsat i FN's erklæring om oprindelige folks rettigheder og opfordrer Kommissionen til at gøre brug af det europæiske initiativ for demokrati og menneskerettigheder (EIDHR) med henblik på at styrke de arktiske oprindelige folks indflydelse og stilling;

49.  glæder sig over det brede samarbejde om spørgsmål som f.eks. beskyttelse af det arktiske havmiljø (PAME-arbejdsgruppen), ikke blot på regionalt plan, men bilateralt og internationalt; opfatter i denne forbindelse det arbejde, der udføres i Det Arktiske Råd omkring eftersøgnings- og redningsaktioner, som et første skridt hen imod mekanismer, hvor der også kan træffes bindende afgørelser;

50.  glæder sig over Det Arktiske Råds vedvarende vurdering af rækkevidden og strukturen af rådets arbejde og nærer tillid til, at rådet fortsat vil udvide grundlaget for beslutningsprocesserne, således at de kommer til at omfatte aktører uden for Arktis;

51.  giver udtryk for håbet om, at Det Arktiske Råd vil videreudvikle sit vigtige arbejde og udvide grundlaget for beslutningsprocesserne, således at de kommer til at omfatte andre arktiske aktører, der er i færd med at opgradere deres tilstedeværelse i den arktiske region, og dermed inddrager deres viden og kapacitet og tager hensyn til deres legitime interesser i henhold til folkeretten, samtidig med at den klart større betydning af de tilgrænsende staters interesser bør fremhæves; glæder sig over den interne procedure i Det Arktiske Råd med hensyn til en revision af observatørernes status og den mulige fremtidige rækkevidde af rådets opgaver;

52.  er af den opfattelse, at et styrket Arktisk Råd bør spille en førende rolle i samarbejdet om Arktis, og er derfor positiv over for en politisk og administrativ styrkelse af Det Arktiske Råds kapacitet, f.eks. via det permanente sekretariat, der drøftes i øjeblikket, en mere ligelig fordeling af udgifterne, hyppigere ministermøder og et årligt arktisk topmøde på højeste plan som foreslået af udenrigsministeren i EU-medlemsstaten Finland, der også er medlem af Det Arktiske Råd; er desuden positiv over for større inddragelse af parlamentarikerne i Arktis for at understrege den parlamentariske dimension og sikre, at relevante aktører uden for Arktis inddrages heri; insisterer desuden på, at fortsatte møder på højt plan mellem en indre eksklusiv kerne af stater blot vil undergrave hele Det Arktiske Råds status og rolle; ønsker, at Det Arktiske Råd bevarer sin åbne og inklusive tilgang og dermed forbliver åbent for alle interessenter;

53.  betragter den nordlige dimension som et knudepunkt for regionalt samarbejde i Nordeuropa; konstaterer, at de fire partnere, nemlig EU, Island, Norge og Den Russiske Føderation, samt Det Arktiske Råd, Det Euro-arktiske Barentsråd, Østersørådet, Nordisk Ministerråd, Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling (EBRD), Den Europæiske Investeringsbank (EIB), Den Nordiske Investeringsbank (NIB) og Verdensbanken (IBRD) deltager i den nordlige dimension, og at både Canada og De Forenede Stater har observatørstatus i den nordlige dimension; fremhæver behovet for nøje sammenhæng mellem politikken omkring den nordlige dimension og EU's nye arktiske politik; noterer sig den nordlige dimensions arktiske vindue; understreger de værdifulde erfaringer, som partnerskaber inden for den nordlige dimension har bidraget med, navnlig det nye partnerskab vedrørende transport og logistik inden for den nordlige dimension og dette partnerskabs fordele for samarbejdet i Arktis;

54.  bekræfter sin støtte til forslaget om, at EU skal have fast observatørstatus i Det Arktiske Råd; konstaterer, at EU's medlemsstater er involveret i Det Arktiske Råds arbejde via forskellige internationale organisationer (som f.eks. IMO, Ospar, Kommissionen for Fiskeriet i det Nordøstlige Atlanterhav og Stockholm-konventionen), og understreger behovet for sammenhæng i alle EU's politikker over for Arktis; anmoder Kommissionen om at holde Parlamentet behørigt underrettet om møder og arbejde i Det Arktiske Råd og dets arbejdsgrupper; understreger samtidig, at EU og dets medlemsstater allerede nu deltager, enten som medlemmer eller observatører, i andre internationale organisationer med relevans for Arktis, som f.eks. IMO, Ospar, Kommissionen for Fiskeriet i det Nordøstlige Atlanterhav og Stockholm-konventionen, og at de derfor på en mere sammenhængende måde bør fokusere på arbejdet i disse organisationer; understreger i denne forbindelse navnlig behovet for sammenhæng i alle EU-politikker i relation til Arktis; opfordrer Det Arktiske Råd til også at inddrage civilsamfundet og ikke-statslige organisationer i højere grad som ad hoc-observatører;

55.  betragter Det Euro-arktiske Barentsråd (BEAC) som et vigtigt centrum for samarbejdet mellem Danmark, Finland, Norge, Rusland, Sverige og Europa-Kommissionen; noterer sig Barentsrådets arbejde inden for sundhedsmæssige og sociale spørgsmål, uddannelse og forskning, energi, kultur og turisme; noterer sig, at Arbejdsgruppen om Oprindelige Folk (WGIP) har en rådgivende rolle inden for Barentsrådet;

Konklusioner og henstillinger

56.  anmoder Kommissionen om at omdanne den eksisterende tværtjenstlige gruppe til en permanent struktur på tværs af tjenestegrenene med henblik på at sikre en sammenhængende, koordineret og integreret tilgang til centrale politikområder med relevans for Arktis, som f.eks. miljø, energi, transport og fiskeri; henstiller, at den fælles ledelse af denne struktur overdrages til Tjenesten for EU's Optræden Udadtil og Generaldirektoratet for Maritime Anliggender, hvor sidstnævnte fungerer som tværsektoriel koordinator i Kommissionen; henstiller desuden, at der tilsvarende oprettes en arktisk enhed i Tjenesten for EU's Optræden Udadtil;

57.  kræver, at Kommissionen i forbindelse med forhandlinger om bilaterale aftaler tager hensyn til, at det følsomme økosystem i Arktis skal beskyttes, at den arktiske befolknings og herunder de oprindelige befolkningsgruppers interesser skal sikres, og at naturressourcerne i Arktis skal udnyttes på en bæredygtig måde, og opfordrer Kommissionen til at handle ud fra disse principper i forbindelse med alle aktiviteter;

58.  bemærker, at videnskabelige data tydeligt viser, at det arktiske økosystem i øjeblikket gennemgår enorme klimarelaterede ændringer, og at denne situation gør det påkrævet, at der i forbindelse med enhver fremtidig udvikling i Arktis anvendes en forebyggende og videnskabeligt holdbar fremgangsmåde; opfordrer til, at der gennemføres yderligere videnskabelige undersøgelser inden for rammerne af en multilateral aftale, der skal indgås for at præge den internationale forståelse af det arktiske økosystem og beslutningstagning herom, inden der iværksættes nye betydningsfulde udviklinger;

59.  understreger, at EU og dens medlemsstater er store bidragydere, når det gælder forskning med relevans for Arktis, regionalt samarbejde og udvikling af teknologi, som er relevant inden for og uden for regionen, og anmoder Kommissionen om at undersøge mulighederne for at udvikle initiativer for medfinansiering og medprogrammering i polarområderne med henblik på at muliggøre et smidigere og mere effektivt samarbejde mellem sagkyndige fra de berørte lande; opfordrer EU til at fremme samarbejdet med USA, Canada, Norge, Island, Grønland og Rusland inden for tværfaglig arktisk forskning og derigennem oprette koordinerede finansieringsordninger; opfordrer desuden Kommissionen til at skabe muligheder for, at man kan samarbejde direkte med de arktiske medlemsstater, de oprindelige folks organisationer og arktiske forskningsinstitutioner, således at EU kan underrettes om relevante spørgsmål, vigtige forskningsemner og spørgsmål, der vedrører dem, der bor og arbejder i Arktis, og fremtidige forskningsaktiviteter kan udvikles;

60.  er af den opfattelse, at EU bør videreudvikle sin kapacitet, og opfordrer Kommissionen til at undersøge og aflægge beretning om oprettelse og videreførelse af EU-aktiviteter i Arktis, som f.eks. fælles multilaterale programmer for finansiering af forskning i polarområder, som skal lette samarbejdet og mindske bureaukratiet, og fælles projekter for forskersamfundet; opfordrer Kommissionen til som en højt prioriteret opgave at undersøge spørgsmålet om oprettelse af et EU-center for information om Arktis i form af et fælles, netværksbaseret foretagende og derved tage hensyn til passende forslag; noterer sig forslaget fra Laplands universitet i denne forbindelse; mener, at et sådant center både bør kunne give EU mulighed for på permanent basis at nå ud til de vigtigste aktører, der er relevante for Arktis, og bør kunne kanalisere informationer og tjenester om Arktis til EU's institutioner og interessenter i EU;

61.  understreger, at det er vigtigt - for objektivt at bestemme de forandringsprocesser, der sker i det naturlige miljø i Arktis, og deres tempo - at internationale forskerhold får ubegrænsede muligheder for at bedrive forskning i dette særlig følsomme område af kloden; påpeger, at EU styrker sin tilstedeværelse og sit engagement navnlig i den europæiske del af Arktis ved at opbygge en fælles forskningsinfrastruktur og øge antallet af forskningsprogrammer, der gennemføres i Arktis; støtter navnlig forskerhold bestående af videnskabsfolk fra mange forskellige områder og repræsenterende alle berørte lande; glæder sig over, at forskningen ofte præges af et godt og åbent samarbejde, og er af den opfattelse, at denne forskning bør være åben og gøres tilgængelig for hele det internationale samfund, da dette er til gavn for hele det internationale samfund;

62.  understreger, at EU's mål om europæisk territorialt samarbejde har indebåret en klar europæisk merværdi, navnlig de grænseoverskridende samarbejdsprogrammer Kolarctic og Karelia og samarbejdsprogrammet for Østersøområdet, som omfatter Barentsregionen; opfordrer Kommissionen til at undersøge, hvordan et program for de nordlige randområder, der er forstærket på passende vis, kan få en tilsvarende virkning på en arktisk strategi i den næste programmeringsperiode;

63.  opfordrer Kommissionen til at støtte indsatsen for hurtigt og effektivt at oprette SIOS- og EMSO-observatorierne, der på en enestående måde kan bidrage til en bedre forståelse og bedre beskyttelse af det arktiske miljø;

64.  anmoder Kommissionen om at fremsætte forslag om, hvordan Galileo-projektet eller projekter som global miljø- og sikkerhedsovervågning, der kunne indvirke på Arktis, kan udvikles med henblik på at muliggøre sikrere og hurtigere navigering i arktiske farvande og dermed investere i navnlig Nordøstpassagens sikkerhed og adgangen hertil, bidrage til, at man bedre kan forudse isens bevægelser og bedre kan kortlægge den arktiske havbund og forstå de vigtigste geodynamiske processer i området, der har central betydning for jordens geodynamik og for vandcirkulationen i polarområderne, og med henblik på at øge vor viden om enestående økosystemer;

65.  opfordrer alle regeringer i det arktiske område og navnlig Ruslands regering til at vedtage og godkende De Forenede Nationers erklæring om oprindelige folks rettigheder, der blev vedtaget af Generalforsamlingen den 13. september 2007;

66.  opfordrer medlemsstaterne til at ratificere alle centrale aftaler om oprindelige folks rettigheder som f.eks. ILO's konvention 169;

67.  opfordrer EU og dens medlemsstater til som led i det igangværende arbejde inden for IMO om en obligatorisk kodeks for skibsfarten i polare områder at foreslå, at sodemissioner og svær brændselsolie reguleres specifikt; hvis disse forhandlinger ikke bærer frugt, opfordres Kommissionen til at fremsætte forslag om regler for skibe, der anløber EU-havne før eller efter sejladser gennem arktiske farvande, med henblik på at indføre en streng ordning, der begrænser sodemissioner og anvendelse og transport af svær brændselsolie;

o
o   o

68.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, medlemsstaternes regeringer og parlamenter og de arktiske landes regeringer og parlamenter.

(1) EUT C 9 E af 15.1.2010, s. 41. (2) Rådets (udenrigsanliggender) 2985. møde. (3) Rådets 2914. møde. (4) 2009/10:UU4. (5) EFT L 197 af 21.7.2001, s. 30. (6) Undertegnet den 15. september 2010. (7) EUT L 136 af 29.5.2007, s. 3. (8) EUT L 286 af 31.10.2009, s. 36. (9) Konventionen om beskyttelse af havmiljøet i det nordøstlige Atlanterhav. (10) Konventionen om international handel med udryddelsestruede vilde dyr og planter.