TALE af Europa-Parlamentets formand Nicole FONTAINE til Det Europæiske Råd den 13. oktober 2000 Biarritz
Hr. rådsformand, min dame og mine herrer stats- og regeringschefer, hr. kommissionsformand, mine damer og herrer ministre,
De voldsomme historiske begivenheder, som vi er vidne til i øjeblikket, giver Deres møde mellem Den Europæiske Unions stats- og regeringschefer en stor intensitet.
Derfor vil jeg gerne, inden jeg kommer ind på de spørgsmål, der er i centrum for Deres drøftelser: charteret om de grundlæggende rettigheder og regeringskonferencens prioritet, sige nogle ord om den måde, hvorpå Europa-Parlamentet reagerer på de modsatte begivenheder, som fortsætter i Jugoslavien og Mellemøsten.
FØRST MED HENSYN TIL JUGOSLAVIEN
Forbundsrepublikken Jugoslavien kan nu, hvor der igen er indført demokrati i landet, genfinde sin plads i den europæiske familie. Det glæder vi os meget over.
Uanset de vanskeligheder, som fortsat består, og som frihedens sejr ikke kunne fjerne i et drag - jeg tænker bl.a. på Montenegro og Kosovo - er vejen nu åben for, at de vulkanske Balkanlande, som i så tragisk grad har tynget hele Europas skæbne i halvandet hundrede år, endelig bliver et fredeligt område.
Jeg kan forsikre Dem om, at Europa-Parlamentet har værdsat alle de initiativer, som Rådet har taget i de sidste dage.
Allerede sidste torsdag tilkendegav Parlamentet i Strasbourg vor støtte til den modige befolkning, som netop havde taget sin skæbne i egen hånd.
Vort Parlament havde håbet på, at sanktionerne ville blive ophævet, og det sørgede De for allerede mandag i Luxembourg med al den hast, som var nødvendig for, at den serbiske nation kunne genvinde sin tillid til EU.
De modtager her i morgen, efter indbydelse fra Rådets formand, Jacques CHIRAC, Vojislav KOSTUNICA, der er den person, som sammen med en hel befolkning fredeligt har gjort en ende på det sidste europæiske diktatur, der var tilbage på kontinentet, og således har fjernet det sidste spor efter Jalta-konferencen.
Jeg kan forsikre Dem om, at Parlamentet under udøvelsen af sine funktioner, de være sig budgetmæssige eller politiske, vil støtte den indsats, som skal til for at genopbygge dette smertensområde, bidrage til enighed mellem de forskellige etniske samfund, og - hvorfor ikke - en dag forberede dets medlemskab af EU.
Da der er tale om krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, og selv om Europa-Parlamentet er fuldt ud klar over, at det, der er det mest presserende i den nye og sårbare periode, som Serbien oplever, er at styrke et skrøbeligt demokrati, som har behov for enighed, er det vigtigt, at Slobodan MILOSEVIC og de, der har hjulpet ham med at planlægge og gennemføre disse forbrydelser, senere kommer til at stå til regning for deres handlinger.
MELLEMØSTEN
De dramatiske begivenheder, som finder sted i dette øjeblik i Mellemøsten, foranlediger mig til at sige, at Europa-Parlamentet nærer et stærkt ønske om, at EU yder et afgørende bidrag til bekæmpelse af den eskalerende vold og til genoptagelse af forhandlingerne og til retablering af en atmosfære af tillid mellem konfliktens parter.
På hver side bestræber fortalere for dialog sig på at bekæmpe hadet og nærer et brændende ønske om fred. Avraham BURG, Knessets formand, og Ahmed QURIE (ABU ALA), formand for Det Palæstinensiske Lovgivningsråd, gav os et strålende bevis herpå, da de var kommet til Parlamentet den 5. september 2000 i Strasbourg for at udtale sig sammen.
Jeg kan forsikre Dem om, at det var et meget stort øjeblik i vort Parlaments tilværelse, og de modige åbninger fra begge sider, bl.a. vedrørende Jerusalems helligdommes status, der er et nøglepunkt i forhandlingen, viste, at freden da var inden for rækkevidde.
Jeg vil gerne her hylde det franske formandskabs intense bestræbelser, både i Paris i de sidste dage og på stedet, med SOLANA's og MORATINOS's besøg i landene i området.
Jo før vor Union får en virkelig fælles udenrigspolitik og etablerer en fælles forsvars- og interventionsstyrke, jo før bliver den troværdig og kommer til at spille den rolle, som tilkommer den, med hensyn til dette områdes fremtid.
Men rent umiddelbart ved vi - hvad enten der er tale om Balkanlandene eller Mellemøsten - at freden vil kræve en solidaritetsindsats af et særligt omfang.
Vi værdsætter Romano PRODI's tilsagn, og jeg kan love Dem, at Europa-Parlamentet, i sin egenskab af budgetmyndighed sammen med Rådet, vil påtage sig sin fulde del i forbindelse med dette forehavende.
Men det er ikke tilstrækkeligt at flytte bistandsdominobrikkerne: at fratage den ene det, som er nødvendigt for at hjælpe den anden. Der bør mere beslutsomt indledes en revision af de finansielle overslag inden for foranstaltningerne udadtil. Thi, for at være effektivt må EU's bidrag være tilpasset behovene. Jeg er næsten fristet til at sige, at exceptionelle omstændigheder kræver exceptionelle afgørelser. Jeg tillader mig at rette denne appel til Dem.
SPANIEN
Endelig vil jeg gerne, eftersom Deres møde afholdes ved porten til Spanien, her på ny over for stats- og regeringscheferne i EU, til Dem, præsident AZNAR, sige, i hvor høj grad Europa-Parlamentet er solidarisk med alle dem i Deres land, som fordømmer den blinde vold, der vil påtvinge demokratiet terrorens lov.
Som John HUME, en af den irske fredsproces' fædre, udtalte inden for rammerne af vor nylige debat om terrorisme: vold bevirker kun en forværring af uenigheden. At foregive at handle til fordel for menneskerettighederne og dræbe, det er at fornægte retten til liv. Der må sættes en fuldstændig stopper for volden, ellers bliver der ingen dialog.
Hr. AZNAR, vi er fuldt solidariske med det spanske folk, som tror på fredens og demokratiets styrke.
CHARTERET OM GRUNDLÆGGENDE RETTIGHEDER
Med hensyn til de centrale punkter på dagsordenen tillad mig da for det første at omtale EU- charteret om grundlæggende rettigheder. Jeg ved, at De kommer til at drøfte dette udførligt med professor BRAIBANT, hr. Inigo MENDEZ DE VIGO og hr. JANNSON på lørdag.
I dag vil jeg blot sige Dem, i hvor høj grad vort Parlament glæder sig over den brede konsensus, som der lader til at være vedrørende charterets indhold. Udvalget har været i stand til at bevise sin effektivitet ved hjælp af en participativ metode, der kunne tjene som reference med henblik på den fremtidige udarbejdelse af en europæisk forfatning og selv inden for rammerne af revisionen af traktaterne.
Men med hensyn til indholdet får charteret først fuld virkning, hvis det bliver integreret i traktaten. Hvis jeg henviser til væsentlige nylige positionstagninger, vinder denne tanke frem. Hvis charteret ikke bliver inkorporeret straks i traktaten, forekommer en henvisning hertil i artikel 6 mig at kunne forene synspunkter, som jeg ved endnu divergerer.
De skal vide, at enhver anden løsning udelukkende af deklarativ art ikke ville være velset blandt borgerne, og den ville svække billedet af Unionen som vogter af anerkendte og respekterede grundlæggende rettigheder med retskraft på hele EU's territorium.
Jeg tilføjer, at revisionen af artikel 6 og 7 bør opfylde de samme krav og om nødvendigt lette den præventive agtpågivenhed, således som foreslået af vismændene i deres beretning. Set ud fra dette synspunkt forekommer Kommissionens nylige forslag mig at være interessant.
UDVIDET SAMARBEJDE
Med hensyn til det udvidede samarbejde er Parlamentet åbent over for en opblødning og en udvidelse heraf med henblik på en naturlig "udvidet integration". Men vi har altid sagt, at vi ønskede at undgå risikoen for, at dette samarbejde fører til en fragmentering af beføjelserne, juridisk forvirring, en forplumring af Unionens image, medens EU tværtimod har behov for større synlighed både på internt plan og for endelig at spille den rolle på den internationale scene, som reelt tilkommer det.
Med erfaringen med euroen, den tidligere erfaring med Schengen-området, den nuværende erfaring med de delte roller mellem Kommissionen og den højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik ser man tydeligt, at en ubehersket forøgelse af blandet samarbejde mellem staterne, som marginaliserer EU-institutionerne, navnlig Kommissionen og Parlamentet, ville bære kimen til de risici, som jeg netop har omtalt, og ville munde ud i en ikke-vedgået tilbagevenden til metoden med mellemstatsligt samarbejde.
Et sådant tilbageskridt ville ikke blive accepteret af Parlamentet. Det forslag, som i øjeblikket ligger på forhandlingsbordet, ville gøre det muligt at fjerne disse risici, forudsat at Parlamentets rolle styrkes.
"RESTERNE" FRA AMSTERDAM
Da der er tale om tre væsentlige spørgsmål, der ikke blev løst med Amsterdam-traktaten, og der som en prioritet er blevet betroet regeringskonferencen, ville Parlamentet naturligvis ikke kunne forstå, at de endnu en gang udskydes. Det drejer sig om EU-institutionernes varige beståen og deres troværdighed.
Den første prioritet i denne henseende vedrører naturligvis udvidelsen af kvalificerede flertalsafstemninger og den naturlige forbindelse til den fælles beslutningsprocedure. Jeg ved udmærket godt, at man omtaler fremskridt på ca. fyrre områder. Det er ikke ubetydeligt, men det er ikke antallet, som betyder noget. Det, der betyder noget, er fremtidsvisionen af det, vi ønsker, at EU skal blive og vedblive med at være fremover, når det bliver udvidet.
I så henseende bevirker samspillet mellem det indre markeds to grundlæggende regler, dvs. princippet om fri bevægelighed og afbalanceret konkurrence, at før eller side vil alle spørgsmål med tilknytning til erhvervslivet på den ene eller den anden måde blive nødvendige for, at det indre marked fungerer godt, herunder de spørgsmål, som i dag synes at være blokeret som f.eks. socialpolitik og samhørighed, skatter og afgifter, udenrigshandel, retlige og indre anliggender. Vi må ikke tage fejl af, at disse fire områder er væsentlige.
Det forekommer Europa-Parlamentet, at tidspunktet er inde til at tage et skridt af almen betydning, ikke blot et modigt og ambitiøst skridt, men simpelt hen et realistisk skridt. Det er det, europæerne forventer. Det kræver de af Dem fra alle sider, og det er på grundlag heraf, at borgerne vil bedømme regeringskonferencens resultater.
Til slut vil jeg insistere på den historiske interesse af denne reform, der, som De gentagne gange har sagt, hr. formand, ikke må være begrænset til at minimumsaftale.
Uanset hvor væsentlige og alvorlige de internationale politiske begivenheder i Mellemøsten og Jugoslavien er, kan de ikke afvende Det Europæiske Råds uformelle møde i Biarritz fra dets hovedsagelige mål: at tilpasse EU-institutionerne med henblik på et udvidet EU.
De må vide, at Europa-Parlamentet vil lægge vægt på resultaterne. Biarritz bør udsende et signal om et politisk spring, som jeg nu opfordrer Dem til at foretage.
Jeg takker Dem for Deres opmærksomhed.
© Europa-Parlamentet: 13/10/2000
|