Tale
af Europa-Parlamentets formand
José María GIL-ROBLES,
til Det Europæiske Råd
mandag den 15. juni 1998
i Cardiff
Den faktisk holdte tale
Hr. formand!
Det Europæiske Råds møde, der indledes i dag, er et af de sidste i rækken af betydningsfulde arrangementer under det nuværende britiske formandskab, som utvivlsomt vil få en plads i den europæiske integrations historie på grund af tre begivenheder, der er særlig relevante for vor fælles fremtid. Jeg tænker her på gennemførelsen af den fælles valuta, på indledningen af forhandlingerne om optagelse af nye medlemsstater og ganske særligt på vedtagelsen af og befolkningens efterfølgende ratifikation af fredsaftalen i Nordirland. Det sidste er ganske vist et spørgsmål, der ligger uden for EU-institutionernes kompetence, men som skaber bekymringer og vækker forhåbninger hos alle Unionens borgere og er i tråd med det mål for fredelig sameksistens, som Unionen bygger på.
Europa-Parlamentet, som med overbevisning har støttet de bestræbelser, der er blevet gjort for at nå frem til denne aftale, og som inden for sine muligheders rammer har bidraget hertil via Fællesskabets program for fred og forsoning, glæder sig oprigtigt over det opnåede resultat. Jeg vil derfor gerne benytte lejligheden til atter at lykønske to af de personer, som har ydet det største bidrag til det heldige udfald af forhandlingerne, og som er til stede her i salen, nemlig premierminister Tony Blair og premierminister Bertie Ahern.
Hr. formand!
I de seneste måneder har Den Europæiske Union gjort betydelige fremskridt på flere fronter samtidigt. I nogle tilfælde som med hensyn til selve Amsterdam-traktaten mangler disse fremskridt endnu at blive ført ud i livet. Der er blevet truffet afgørende politiske beslutninger om udvidelse af Unionen, og i løbet af få måneder vil den fælles valuta allerede være en realitet, hvilket vil få konsekvenser af afgørende betydning ikke blot på det økonomiske, men også på det politiske område.
Efter at kursen for Unionens monetære politik allerede er afstukket, og der er udformet en strategi for gradvis optagelse af de central- og østeuropæiske lande og Cypern, er øjeblikket nu kommet, hvor vi må udstyre os med de nødvendige midler til at gå i gang med en kæmpemæssig opgave. Derfor er det absolut nødvendigt, at reformerne af landbrugs- og strukturpolitikken samt førtiltrædelsesforanstaltningerne og de fremtidige finansielle dispositioner, den såkaldte Agenda 2000, afsluttes med succes.
Europa-Parlamentet erkender, at disse reformer er nødvendige, og håber, at de kan vedtages før det kommende valg til Europa-Parlamentet, hvis Amsterdam-traktaten træder i kraft til tiden. Vi anser det for absolut nødvendigt, at Unionens nye finansielle rammer skal gøre det muligt for os at dække omkostningerne ved udvidelsen uden fare for hverken vore solidaritets- og samhørighedspolitikkers kontinuitet eller for de mekanismer, som Unionen har skabt for at sikre sine borgeres velfærd, hvilket er to særlige kendetegn for den europæiske integrationsproces. Uden dem ville vor sameksistens være meget vanskeligere. Den solidaritet, som har gjort det muligt for os at åbne døren til euroen for næsten alle Unionens stater, bør fortsat være til stede i de kommende faser i opbygningen af Europa, fordi den er et element af afgørende betydning i denne proces.
For så vidt angår metode, mener vi, at forslagene i Agenda 2000 bør behandles som et samlet hele. Politisk ville det være meningsløst at forsøge at splitte dem op. Det drejer sig om indbyrdes afhængige spørgsmål, som kun kan drøftes samlet. For Europa-Parlamentet ville det praktisk taget være umuligt at forestille sig en adskilt lovgivningsmæssig behandling. Derfor har vi allerede indført en arbejdsmetode, der uanset de forskellige og komplekse lovgivningsmæssige procedurer, som finder anvendelse på de forskellige forslag, vil give os mulighed for at gennemføre en samlet førstebehandling i efteråret 1998, efterfulgt af en samlet procedure med Rådet og en anden og sidste behandling en bloque, som bør kunne være afsluttet i marts 1999.
Jeg har tillid til, at vi kan nå frem til en aftale med Rådet om denne fremgangsmåde. Det er det, vi har arbejdet hen imod. Parlamentet vil således kunne opfylde sin rolle som medansvarlig for lovgivningen og på afgørende måde bidrage til, at reformerne bliver en succes.
Den første optagelse af nye medlemsstater kan vanskeligt finde sted før afslutningen af Parlamentets kommende valgperiode. Vi har derfor tid nok til at vedtage hele den lovgivning, der er nødvendig for at muliggøre nye udvidelser, og til at få tilstrækkelige data til at beregne, hvilken procentdel af Fællesskabets BNP der faktisk er nødvendigt til at dække omkostningerne ved disse udvidelser. Dette er afhængigt af så variable faktorer som Unions vækstrate, landbrugsreformens udfald eller af, i hvilket omfang og hvor hurtigt selve udvidelsen sker.
Hr. formand!
Efter at have taget det historiske skridt til en omfattende monetær Union, har vi nu en forpligtelse til at omsætte denne succes i arbejdspladser. I modstrid med visse dystre forudsigelse viser de seneste tal, som er blevet offentliggjort i adskillige medlemsstater, at den økonomiske sanering, der er blevet gennemført for at opfylde konvergenskriterierne, skaber beskæftigelse. Det er vigtigt at konsolidere denne første tendens.
Europa-Parlamentet mener, at vedtagelsen af de forskellige nationale beskæftigelsesplaner afspejler den fælles vilje, der blev givet udtryk for i Luxembourg, til at gøre fremskridt på et område, der er af betydning for alle. Det bliver nødvendigt at afhjælpe visse mangler som f.eks. manglen på en systematisk sammenhæng mellem de forskellige fællesskabsinstrumenter og -programmer eller manglen på konkrete indikatorer for beskæftigelsespolitikken, men det er vigtigt, at planerne træder i kraft hurtigst muligt, således at der kan foretages en første evaluering af dem under det østrigske formandskab.
Påbegyndelsen af den tredje fase i Den Økonomiske og Monetære Union gør det endnu mere nødvendigt at koordinere medlemsstaternes økonomiske politikker og nå til enighed om de overordnede retningslinjer for disse. I betragtning af de overordnede retningslinjers stigende betydning bør disse fastlægges på en så gennemsigtig måde som muligt med forudgående høring af Europa-Parlamentet. Det er også vigtigt ikke at tage indholdet ud af dem, for i modsat fald svækker vi det vigtigste instrument til koordinering af medlemsstaternes økonomiske politik.
Ærede medlemmer af Det Europæiske Råd!
Jeg glæder mig over, at det britiske formandskab på dagsordenen for dette møde har opført en første drøftelse af en institutionel reform, som Parlamentet og adskillige medlemsstater mener, det er absolut nødvendigt at gennemføre. Et andet positivt tegn er den fælles skrivelse, som præsident Chirac og forbundskansler Kohl har underskrevet, hvori de ud over udtrykkeligt at erkende nødvendigheden af at gennemføre denne reform før den kommende udvidelse også foreslår, at der fastsættes en tidsplan for den.
Metoden og tidsplanen er efter vor opfattelse to væsentlige spørgsmål. Europa-Parlamentet opfordrede allerede i sin beslutning af 19. november 1997 Kommissionen til at udarbejde et første forslag til reform. Vi mener, at Kommissionen er den mest velegnede institution til at udføre det første samlede forberedelsesarbejde, som ikke blot er et katalog over mulige alternativer. Det ville være godt, hvis Det Europæiske Råd nu kunne bekræfte denne opgave og fastsatte en frist, som gør det muligt for os at disponere over det første udkast på Det Europæiske Råds møde i december i år.
Parlamentet går hundrede procent ind for de overvejelser om at gøre Unionen mere vedkommende for borgerne, som der gives udtryk for i skrivelsen fra Chirac og Kohl, men mener ikke, at det er nok at anvende nærhedsprincippet korrekt. Det er også vigtigt at gøre borgerne til aktive deltagere i de store beslutninger om Unionens fremtid.
Det kommende valg til Europa-Parlamentet er en glimrende lejlighed for borgerne til at give udtryk for, hvilken type reform de ønsker. Vi har derfor til hensigt at forelægge konkrete retningslinjer for vore medborgere før udløbet af indeværende valgperiode. Denne praksis vil utvivlsomt bidrage til at øge nærheden til borgerne og til at styrke Unionens anseelse.
Vi anser det for væsentligt, at borgerne i det næste valg til Europa-Parlamentet kan give udtryk for deres opfattelse af den kommende reform. Når Europa-Parlamentet således i overensstemmelse med den nye ordning, der blev vedtaget i Amsterdam, skal udtrykke tillid eller mistillid til den kandidat, der foreslås til posten som formand for Kommissionen, vil Parlamentet kunne gøre det på grundlag af de fremtidsperspektiver, som borgerne foretrækker.
Med dette formål for øje skal vælgerne have rådighed over det nævnte forberedende arbejde fra Kommissionen og over en første evaluering foretaget af Europa-Parlamentet i samarbejde med de nationale parlamenter. Hvis Kommissionen af den ene eller den anden grund ikke skulle være i stand til at gennemføre den opgave, som Parlamentet har pålagt den, bør Parlamentet vælge enhver anden form for metode, der giver mulighed for at nå frem til et lignende resultat, og som ikke er et udslag af enkeltstående initiativer.
Med Den Monetære Union og Agenda 2000 på rette spor, kan Unionen efter det kommende valg til Europa-Parlamentet koncentrere sig om at tage nye vigtige skridt på det institutionelle område ved at indkalde til en ny regeringskonference, når først arbejdet med overvejelser om og forberedelse af reformen er kommet tilstrækkelig langt.
Det er vigtigt hurtigst muligt at fuldføre den opgave, der ikke blev afsluttet i Amsterdam, for at få den effektive og borgernære Union, som vi alle ønsker. Europa-Parlamentet er enig med præsident Chirac og forbundskansler Kohl i, at det er nødvendigt med en betragtelig forbedring af den måde, Rådet fungerer på.
Lad mig til sidst give udtryk for, at Parlamentet også støtter et andet punkt i ovennævnte skrivelse, hvoraf det fremgår, at der er behov for en større integration med hensyn til den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Krisen i Kosovo er atter en gang et eksempel på, at Den Europæiske Union endnu ikke er i stand til at optræde med fuld selvstændighed og effektivitet i så alvorlige situationer, der opstår i vor umiddelbare nærhed.
Parlamentet opfordrede i sin beslutning af 12. marts 1998 forskellige internationale instanser, heriblandt Den Europæiske Union selv, til at iværksætte forberedelser til at sende en fredsbevarende styrke til området og anmodede ligeledes Rådet til at vedtage en fælles aktion. Denne fremgangsmåde, som blev indført med Maastricht-traktaten, er ikke blevet anvendt i dette tilfælde. Det er måske ved sådanne lejligheder - sådan som det skete i tilfældet Bosnien-Hercegovina - at borgerne tydeligere får en fornemmelse af Unionens manglende effektivitet i spørgsmål, der i deres øjne er af yderst følsom karakter, fordi der er tale om hverken mere eller mindre end folkemord.
* * *
Hr. formand!
De opgaver, som Den Europæiske Union vil stå over for i de kommende måneder, er ikke blot vigtige, men også følsomme og komplicerede. Det drejer sig kort sagt om med kendsgerninger at bevise, at en ny udvidelse ikke vil være til skade hverken for en udbygning af vor integration eller for opretholdelsen af en grænseoverskridende solidaritetspolitik, som har vist sig at være det bedste middel til at binde det europæiske bygningsværk sammen.
De fremskridt, der er gjort i de seneste år, er utvivlsomt større end vi selv kan forestille os i øjeblikket. Unionen sejler støt af sted på rette kurs, men det er nødvendigt at udskifte dens nuværende motor med en stærkere og solidere motor og at sikre sig, at der er brændstof nok. Begge dele skal ske uden at afbryde sejladsen fremad. Det er netop dette arbejde - der ikke er spor let -som det påhviler Dem at sætte gang i, og som jeg ønsker det østrigske formandskab held og lykke med.
De kan regne med et oprigtigt samarbejde fra vor side.
Mange tak.
© European Parliament: 16 June 1998
|