DET EUROPÆISKE RÅD I DUBLIN
den 13. og 14. DECEMBER 1996
FORMANDSKABETS KONKLUSIONER BILAGOR
BILAG I: RÅDET (ØKONOMI OG FINANS)
Samlingen den 13. december 1996 i Dublin
BERETNING (1) FRA RÅDET (ØKONOMI OG FINANS) TIL DET EUROPÆISKE RÅDFORBEREDELSERNE TIL TREDJE FASE AF ØMU'EN
Indhold
1. Det Europæiske Råd bekræftede for et år siden på mødet i Madrid, at tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU) indledes den 1. januar 1999 på grundlag af de konvergenskriterier og den tidsplan samt de protokoller og procedurer, der er fastsat i traktaten (2) . Det Europæiske Råd anmodede derfor Rådet om:
- sammen med Kommissionen og Det Europæiske Monetære Institut (EMI), inden for deres respektive kompetenceområder, at undersøge den række spørgsmål, der opstår, fordi nogle lande muligvis ikke deltager i euro-området fra begyndelsen; undersøgelsen bør specielt omfatte problemer i forbindelse med valutastabiliteten;
- at se på, hvorledes det kan sikres, at de offentlige finanser efter overgangen til tredje fase fastholdes på en sund kurs i overensstemmelse med traktatens forpligtelser. Det Europæiske Råd slog fast, at budgetdisciplin er af afgørende betydning både for en vellykket gennemførelse af Den Økonomiske og Monetære Union og for befolkningens accept af den fælles valuta; det noterede sig, at Kommissionen i 1996 agter at forelægge sine konklusioner om, hvorledes man kan sikre budgetdisciplin.
Det anmodede Rådet om at aflægge beretning om disse spørgsmål så hurtigt som muligt.
Endvidere anmodede Det Europæiske Råd i Madrid Rådet om senest ved udgangen af 1996 at afslutte det tekniske forarbejde til en rådsforordning, som udstikker de retlige rammer for anvendelsen af euroen.
2. Rådet har i overensstemmelse hermed arbejdet med alle tre spørgsmål og forventer at være rede til at træffe afgørelse om dem samtidig. Det har fået væsentlig bistand fra Kommissionen og EMI inden for deres respektive kompetenceområder. Rådet forelagde på mødet i Firenze en fremskridtsrapport for Det Europæiske Råd, som indtrængende opfordrede Rådet til at fortsætte arbejdet med henblik på, at der på Det Europæiske Råds møde i Dublin forelægges konklusioner, der viser yderligere væsentlige fremskridt. På det uformelle møde i september i Dublin mellem ministrene og centralbankdirektørerne gjorde man yderligere fremskridt i disse spørgsmål. Den 16. oktober vedtog Kommissionen forslag til lovbestemmelser om de retlige rammer for euroen og om budgetdisciplin i tredje fase. Det Europæiske Monetære Institut har udarbejdet en beretning om de monetære relationer og valutakursforbindelserne i tredje fase, som Rådet anbefaler og vedlægger denne beretning.
3. En valutakursmekanisme vil give medlemsstater med dispensation et referencegrundlag for at føre en sund økonomisk politik i almindelighed og en sund monetær politik i særdeleshed. Rådet fremlægger derfor forslag til en ny valutakursmekanisme, ERM 2, i ØMU'ens tredje fase. De nærmere enkeltheder er beskrevet i afsnit I i denne beretning og i beretningen fra EMI.
4. Rådet ser en snæver forbindelse mellem valutakursspørgsmål og budgetdisciplin og har derfor behandlet dem parallelt. Uden tilstrækkelig støtte fra finanspolitikken og andre poli tikker kan den monetære politik ikke realisere målsætningen om prisstabilitet og sikre den vedvarende konvergens, som fremmer stabile valutakurser. Den skal have tilstrækkelig og vedvarende støtte fra finanspolitikken og andre politikker. Det er derfor væsentligt med en stabilitets- og vækstpagt for at sikre en streng og vedvarende budgetdisciplin. I fremskridtsrapporten til Det Europæiske Råd på mødet i Firenze har Rådet allerede skitseret en sådan pagt. Siden mødet i Firenze har Rådet arbejdet videre med spørgsmå let og kan nu fremlægge sine forslag til hovedelementerne i en stabilitets- og vækst pagt, herunder en eventuel resolution fra Det Europæiske Råd, i overensstemmelse med traktatens procedurer og principper. Disse forslag findes i afsnit II til denne beretning.
5. I arbejdet med de retlige rammer for euroen har Rådet draget særlig nytte af EMI's og Kommissionens bistand. På Rådets uformelle møde i september blev der gjort væsentlige fremskridt i det tekniske forarbejde til lovbestemmelser. I afsnit III redegøres der for, hvor langt dette forarbejde er nået.
I. Relationerne mellem de medlemsstater, der i tredje fase deltager i euro-zonen, og dem, der ikke gør det
6. I arbejdet med relationerne mellem de medlemsstater, der deltager i euro-zonen, og dem, der ikke gør det, er Rådet gået frem efter principperne i den fremskridtsrapport, der blev vedtaget på Det Europæiske Råds møde i Firenze. Dér var man enig om,
- at alle medlemsstater, uanset om de indfører euroen eller ej, har en stærk fælles interesse i, at Den Økonomiske og Monetære Union og valutakursmekanismen fungerer godt. Alle medlemsstater vil derfor blive involveret i dialogen om de spørgsmål, som overgangen til ØMU'ens tredje fase giver anledning til, herunder monetære spørgsmål og valutakursspørgsmål samt institutionelle og budgetmæssige spørgsmål;
- at et stabilt økonomisk klima er nødvendigt, for at det indre marked kan fungere tilfredsstillende, og for større investeringer, vækst og beskæftigelse, og derfor er i alle medlemsstaters interesse.
7. Rådet har i løbet af de seneste måneder fortsat arbejdet med disse aspekter af relationerne mellem de medlemsstater, der deltager i euro-zonen, og dem, der ikke gør det. Det har herunder søgt at bygge på og forstærke den enhed, som Fællesskabet har opnået, og især at sikre, at de relevante EF-organer fortsætter med at arbejde effektivt og harmonisk.
8. I Rådets fremskridtsrapport til Det Europæiske Råd i Firenze hedder det, at det indre markeds funktion ikke må bringes i fare som følge af reale valutakursuligevægte eller af for store nominelle valutakursfluktuationer mellem euroen og de øvrige EU-valutaer, hvilket ville bringe forstyrrelser i handelsstrømmene mellem medlemsstaterne. En vedvarende konvergens mellem de grundlæggende økonomiske resultater er en forud sætning for en holdbar valutakursstabilitet. Med henblik herpå er der enighed om, at alle medlemsstater i ØMU'ens tredje fase må føre disciplinerede og ansvarlige monetære politikker, der sigter mod prisstabilitet. Samordningen af de monetære politikker inden for rammerne af ECB's Generelle Råd vil derfor spille en central rolle. Sunde finanspolitikker og strukturpolitikker i alle medlemsstater er mindst lige så væsentlige for en holdbar valu takursstabilitet.
9. Den rapport, der blev vedtaget i Firenze, slog ligeledes fast, at en valutakursmekanisme kan bidrage til at sikre, at medlemsstaterne fører en stabilitetsorienteret politik, og fremme konvergens blandt de medlemsstater, der ikke deltager i den fælles valuta, og dermed hjælpe dem i deres bestræbelser for at indføre den fælles valuta. Samtidig kan den også beskytte dem tillige med de deltagende medlemsstater mod uberettigede pres på valuta markederne. I sådanne tilfælde kan den hjælpe ikke-deltagende medlemsstater, når deres valutaer kommer under pres, med at kombinere passende politiktiltag, herunder renteind greb, med koordineret intervention. Og den ville hjælpe med at sikre, at medlemsstater, der stræber efter at indføre euroen efter 1. januar 1999, får samme behandling som dem, der deltager fra begyndelsen, med hensyn til opfyldelse af konvergenskriterierne.
10. På baggrund af disse betragtninger accepterede Det Europæiske Råd, at det er hensigtsmæssigt, at en ny valutakursmekanisme erstatter den nuværende valutakurs mekanisme fra den 1. januar 1999. Den skulle afspejle den viden og de erfaringer, der er opnået med det nuværende system, samt give kontinuitet. Der måtte nødvendigvis være tilstrækkelig fleksibilitet, navnlig af hensyn til de forskellige grader af økonomisk konvergens og de forskellige hastigheder og strategier for økonomisk konvergens i de ikke-deltagende medlemsstater, der tilsluttede sig mekanismen ("de øvrige deltagere"). Medlemskab skulle fortsat være frivilligt. Ikke desto mindre kan det forventes, at medlemsstater med dispensation slutter sig til mekanismen.
Den nye valutakursmekanisme, ERM 2
11. Den nye valutakursmekanisme, ERM 2, skal baseres på centralkurser, der fastlægges i forhold til euroen, som bliver systemets centrum. Standardudsvingsmargenerne vil blive relativt brede ligesom de nuværende. Via gennemførelsen af stabilitetsorienterede økonomiske og monetære politikker vil de deltagende medlemsstater fortsat fokusere på centralkurserne. Centralkurserne og standardudsvingsmargenerne vil blive fastsat ved fælles overenskomst mellem ministrene fra medlemsstaterne fra euro-zonen, ECB samt ministrene og centralbankdirektørerne fra medlemsstaterne uden for euro-zonen, der deltager i den nye mekanisme, efter en fælles procedure, der omfatter Europa-Kom missionen, og efter høring af Det Økonomiske og Finansielle Udvalg. Ministrene og centralbankdirektørerne fra de lande, der ikke deltager i valutakursmekanismen, får ikke ret til at stemme under proceduren.
12. Intervention på margenerne bliver i princippet automatisk og ubegrænset med støtte i meget kortfristet finansiering. ECB og de øvrige deltageres centralbanker kan imidlertid suspendere interventionen, hvis denne strider imod den primære opgave, som er at opretholde prisstabiliteten. Det skal sikres, at enhver justering af centralkurserne foretages i tide, således at mærkbare uligevægte undgås. Alle parter i aftalen, herunder ECB, har ret til at indlede en fortrolig procedure med henblik på en genovervejelse af centralkurserne.
13. Samarbejdet om valutakurspolitikken mellem ECB og de øvrige deltageres centralbanker kan styrkes yderligere, f.eks ved at tillade tættere valutakursforbindelser mellem euroen og de øvrige valutaer i ERM 2 i de tilfælde og i det omfang, noget sådant er hensigtsmæssigt, på baggrund af fremskridt hen imod konvergens. Den fremgangs måde, der skal følges, vil afhænge af, hvilken form disse tættere forbindelser skal have. Initiativet til at indgå aftaler om sådanne forbindelser skal komme fra de medlemsstater, der ikke er med i euro-zonen. Eksistensen af sådanne tættere forbindelser vil, især hvis de indebærer snævrere udsvingsbånd, ikke anfægte fortolkningen af valutakurskri terierne i henhold til EF-traktatens artikel 109 J.
14. ERM 2 vil ligesom den første valutakursmekanisme kræve samordning af de økonomi ske og monetære politikker. Traktaten giver et godt grundlag for dialogen om at sikre stabilitet.
- Med hensyn til medlemsstaternes økonomiske politik fastlægger EF-traktatens artikel 103 rammerne for en samordning på EF-niveau. Den giver hjemmel for, at Rådet kan drøfte og vedtage overordnede retningslinjer for de økonomiske politik ker, og fastsætter bestemmelser for multilateral overvågning af den økonomiske udvikling og politik med henblik på at sikre en snævrere samordning af de økonomiske politikker og en vedvarende konvergens mellem de økonomiske resultater. Hvis og så længe der er medlemsstater uden for euro-zonen, vil Det Økonomiske og Finansielle Udvalg have til opgave at bistå ministrene med deres overvågning af, hvordan ERM 2 fungerer, og føre tilsyn med disse medlemsstaters monetære og økonomiske situation samt rapportere regelmæssigt herom til Rådet og Kommissionen.
- På centralbankniveau skal ECB's Generelle Råd overvåge, hvordan valutakurs mekanismen fungerer, og være forum både for samordningen af pengepolitikken og valutakurspolitikken og for administrationen af interventions- og finansierings mekanismerne.
Et tæt samarbejde mellem fællesskabsorganerne om gennemførelsen af disse forskellige aktiviteter vil både være nødvendigt og nyttigt, men ansvarsfordelingen må nødvendigvis respektere ECB's og de udenforstående nationale centralbankers uafhængighed.
15. Den nye valutakursmekanismes vigtigste operationelle karakteristika er beskrevet i det EMI-dokument, der er vedlagt denne beretning.
En ramme for stabilitet
16. Alle medlemsstaterne har gensidige interesser og forpligtelser på det monetære område. Ifølge traktatens skal hver medlemsstat således behandle sin valutakurspolitik som et spørgsmål af fælles interesse. Som det blev bekræftet i Rådets rapport til Det Europæiske Råd i Firenze, er vedvarende konvergens mellem de grundlæggende økonomiske forhold en forudsætning for holdbar valutakursstabilitet.
17. For alle medlemsstater vil de overvågningsprocedurer, der er beskrevet i punkt 14, bidrage til at sikre, at deres interne politikker vil blive rettet imod prisstabilitet og sunde offentlige finanser og således skabe betingelser for, at valutakurserne holder sig stabile. Selv om medlemskab af ERM 2 forbliver frivilligt, kan medlemsstater med dispensation forventes at slutte sig til mekanismen og dermed have en centralkurs over for euroen, hvorved de tilvejebringer et referencepunkt, som kan bidrage til at vurdere, om de fører en rigtig politik. Medlemsstater uden for ERM 2, som således ikke har nogen centralkurs, skal fremlægge deres politik, således at der bliver mulighed for passende overvågning både i Rådet, som om nødvendigt kan fremsætte ikke-bindende henstillinger i overens stemmelse med EF-traktatens artikel 103 og i ECB's Generelle Råd. Denne overvågning skal sikre, at deres politikker er stabilitetsorienterede, således at man undgår reale valutakursuligevægte og uforholdsmæssigt store udsving i de nominelle valutakurser. Herved kan EF-traktatens artikel 109 M, hvorefter hver medlemsstat skal behandle sin valutakurspolitik som et spørgsmål af fælles interesse, få virkning. Politikkerne vil blive forelagt i konvergenspro grammerne.
Rådet og Kommissionen undersøger yderligere, med hvilke metoder man kan sikre en effektiv overvågning af valutakursudviklingerne.
II. Sikring af budgetdisciplin i tredje fase af ØMU'en (stabilitets- og vækstpagt)
18. Traktaten pålægger medlemsstaterne en forpligtelse til at undgå uforholdsmæssigt store budgetunderskud i tredje fase af ØMU'en (3) . Sunde offentlige finanser er helt afgørende for at bevare stabile økonomiske forhold i medlemsstaterne og i Fællesskabet. De reducerer belastningen af pengepolitikken og bidrager til lave og stabile inflationsfor ventninger, således at rentesatserne kan forventes at blive lave. De er en væsentlig betingelse for holdbar og ikke-inflationær vækst og et højt beskæftigelsesniveau.
19. Med henblik herpå foreslår Rådet, at der vedtages forordninger om styrkelse af overvågningen og budgetdisciplinen og om fremskyndelse og tydeliggørelse af proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud. Disse forordninger vil, sammen med en resolution vedtaget af Det Europæiske Råd, udgøre en stabilitets- og vækstpagt. I resolutionen nedfældes Kommissionens, Rådets og medlemsstaternes højtidelige, politiske forpligtelse til at overholde pagten nøje og efter tidsplanen. Overvågningsproceduren og proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud vil (bortset fra navnlig sanktionerne) være fælles for alle medlemsstaterne. Medlemsstaterne i euro-zonen vil være forpligtet til at fremlægge stabilitetsprogrammer og kan pålægges nærmere aftalte sanktioner, hvis de undlader at reagere effektivt på uforholdsmæssigt store underskud. Under overvågningsproceduren vil de andre medlemsstater kun være forpligtet til at fremlægge konvergensprogrammer. Under pro ceduren for uforholdsmæssigt store underskud kan de ikke blive pålagt sanktioner.
20. I dette afsnit af beretningen fremlægger Rådet stabilitets- og vækstpagtens hovedele menter. En troværdig og effektiv pagt vil sikre budgetdisciplin i tredje fase af ØMU'en i overensstemmelse med traktatens principper og procedurer, men den ændrer på ingen måde kravene for vedtagelse af euroen, hverken i den første gruppe eller på et senere tidspunkt.
Skærpet overvågning af budgetstillinger
21. Hver medlemsstat skal forpligte sig til på mellemlang sigt at stile mod en budgetstilling, som er tæt på balance eller viser overskud. Herved vil de automatiske stabilisatorer kunne fungere, hvor det er hensigtsmæssigt, under hele konjunkturforløbet, uden at referenceværdien på 3% for underskuddet overskrides. Dette blev aftalt på Det Europæiske Råds møde i Firenze.
22. De medlemsstater, der vedtager euroen, vil i henhold til den afledte ret skulle fremlægge stabilitetsprogrammer, hvori deres budgetmål på mellemlang sigt præciseres sammen med tilpasningsbestræbelserne for så vidt angår det offentlige overskud/underskud og den forventede udvikling for den offentlige gældskvote. Desuden skal programmerne indeholde de vigtigste antagelser om den økonomiske udvikling, en følsomhedsanalyse af underskuddet og gældsstillingen, og der skal gøres rede for bestræbelserne på at nå målet.
23. Kommissionen vil fremsætte et særskilt forslag til bestemmelser for fremlæggelse af konvergensprogrammer fra de medlemsstater, der ikke er med i euro-området. De oplysninger, de kommer til at indeholde for så vidt angår finanspolitikken, vil svare til stabilitetsprogrammernes.
24. Medlemsstaterne skal forpligte sig til at gennemføre de foranstaltninger, de anser for nødvendige for at opfylde målene i deres programmer. Stabilitets- og konvergenspro grammer skal være flerårige og skal ajourføres årligt for at tage hensyn til de senest tilgængelige oplysninger. Medlemsstaterne skal offentliggøre deres stabilitets- og konvergensprogrammer.
Varslingssystem: overvågning
25. Kommissionen og Rådet gennemgår disse stabilitets- og konvergensprogrammer og overvåger medlemsstaternes budgetresultater i relation til deres mål på mellemlang sigt og tilpasningsbestræbelser med henblik på at afgive varsel i tilfælde af en væsentlig forringelse, som kan føre til uforholdsmæssigt stort underskud. I så fald vil Rådet rette henstillinger til den pågældende medlemsstat.
Proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud
26. Ved at tilslutte sig målsætningen om en sund budgetstilling, der er tæt på balance eller udviser overskud, bliver medlemsstaten i stand til at klare de normale konjunkturudsving og samtidig holde det offentlige budget inden for referenceværdien på 3%. For at forebygge uforholdsmæssigt store underskud og for at sikre, at de omgående nedbringes, hvis de opstår, er der ikke desto mindre behov for detaljerede bestemmelser for gennemførelse af proceduren i forbindelse med de uforholdsmæssigt store underskud. En rådsforordning skal fremskynde og tydeliggøre proceduren, især ved at fastlægge klare definitioner og sætte tidsfrister for de forskellige trin. Når Rådet har fast slået, at et uforholdsmæssigt stort underskud varer ved, og at en medlemsstat har undladt at efterkomme en afgørelse i henhold til EF-traktatens artikel 104 C, stk. 9, vil Rådet i overensstemmelse med samme artikels stk. 11 pålægge sanktioner i et nærmere fastsat omfang. Den i punkt 37 omhandlede resolution fra Det Europæiske Råd vil give politiske retningslinjer for, hvordan denne procedure kan gennemføres effektivt og hurtigt.
27. Hvis et offentligt underskud overstiger referenceværdien på 3%, skal det anses for exceptionelt, hvis det hidrører fra en usædvanlig begivenhed, som er uden for den berørte medlemsstats kontrol, og som har en betydelig indflydelse på den offentlige finansielle stilling, eller når det hidrører fra alvorlig økonomisk nedgang.
28. Kommissionen vil blive opfordret til i Det Europæiske Råds resolution (jf. punkt 37) at forpligte sig til at udarbejde en rapport hver gang, når det faktiske eller forventede offentlige underskud overstiger referenceværdien på 3% og derved udløser proceduren i medfør af artikel 104 C, stk. 3. Når Kommissionen udarbejder en sådan rapport, vil den kun anse en overskridelse af referenceværdien som følge af økonomisk nedgang for exceptionel, hvis der er et fald på årsbasis i BNP i faste priser på mindst 2%.
29. Det Økonomiske og Finansielle Udvalg afgiver inden to uger udtalelse om Kommissio nens rapport. Kommissionen, der fuldt ud tager hensyn til denne udtalelse, afgiver, hvis den finder, at der foreligger et uforholdsmæssigt stort underskud, en udtalelse og en anbefaling til Rådet med henblik på en afgørelse. Finder Kommissionen ikke underskud det uforholdsmæssigt stort, opfordres Kommissionen til i Det Europæiske Råds resolution at forpligte sig til skriftligt at fremlægge begrundelsen for sin holdning for Rådet. Dette vil give Rådet anledning til at drøfte spørgsmålet under hensyn til både Kommissionens holdning og Det Økonomiske og Finansielle Udvalgs udtalelse. Rådet kan med simpelt flertal beslutte at anmode Kommissionen om i henhold til artikel 109 D at fremsætte en henstilling. Kommissionen vil blive opfordret til i Det Europæiske Råds resolution at forpligte sig til, som hovedregel, på Rådets anmodning at fremsætte en sådan henstilling.
30. Når Rådet i overensstemmelse med artikel 104 C, stk. 6, træffer afgørelse på grundlag af en henstilling fra Kommissionen om, hvorvidt der foreligger et uforholdsmæssigt stort underskud, tager det i sin generelle vurdering hensyn til alle bemærkninger fra med lemsstaten, der kan vise, at det årlige fald i BNP i faste priser på mindre end 2% ikke desto mindre er exceptionelt på baggrund af yderligere bevismateriale til støtte herfor, navnlig nedgangens bratte karakter eller det akkumulerede produktionstab i forhold til tidligere tendenser.
31. Når Rådet fastslår, at der foreligger uforholdsmæssigt store underskud, skal det samtidig udarbejde henstillinger til den pågældende medlemsstat " med henblik på at bringe denne situation til ophør inden for en given frist" (artikel 104 C, stk. 7). Disse henstillin ger skal således sætte klare tidsfrister for i) at der iværksættes virkningsfulde foranstaltninger (inden for fire måneder) og ii) at der rettes op på det uforholdsmæssigt store underskud, hvilket skal ske senest året efter, at det er blevet fastslået, medmindre der foreligger særlige omstændigheder. Rådets indledende vurdering af, om der er blevet iværksat virkningsfulde foranstaltninger, vil blive baseret på regeringens offentligt meddelte beslutninger.
32. Hvis en medlemsstat undlader at efterkomme Rådets successive beslutninger i henhold til artikel 104 C, stk. 7-9, skal Rådet i overensstemmelse med samme artikels stk. 11, pålægge sanktioner, herunder deponering af et ikke-rentebærende beløb. Disse sank tioner pålægges inden for ti måneder efter meddelelsen om de tal, der tilkendegiver, at der foreligger et uforholdsmæssigt stort underskud. Fremskyndet procedure anvendes, hvis der foreligger et bevidst planlagt underskud, som Rådet beslutter er uforholds mæssigt stort.
33. Proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud stilles i bero, hvis en medlemsstat i kraft af en formel regeringsbeslutning rent faktisk vedtager relevante foranstaltninger, som reaktion på en henstilling i henhold til artikel 104 C, stk. 7, eller et pålæg i henhold til artikel 104 C, stk. 9. Kommissionen og Rådet vil vedvarende overvåge medlemsstatens fremskridt, indtil Rådet i henhold til artikel 104 C, stk. 12, fastslår, at det uforholdsmæssigt store underskud er blevet korrigeret. Hvis foranstaltningerne ikke gennemføres eller viser sig utilstrækkelige, genoptages proceduren straks. Dette fører til, at der pålægges sanktioner i overensstemmelse med artikel 104 C, stk. 11, inden for tre måneder efter, at proceduren er blevet genoptaget.
34. Hvis de faktiske resultater viser, at et uforholdsmæssigt stort underskud ikke er blevet korrigeret inden for den tidsfrist, der er fastsat enten i henstillingen i henhold til artikel 104 C, stk. 7, eller i pålægget i henhold til artikel 104 C, stk. 9, genoptager Rådet straks proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud.
Sanktionernes beregning og størrelse
35. Når der i første omgang pålægges sanktioner, indebærer de altid, at der deponeres et ikke-rentebærende beløb. Dette konverteres til bod efter to års forløb, hvis den pågældende medlemsstats underskud fortsat er uforholdsmæssigt stort. Når det uforholdsmæssigt store underskud skyldes, at referenceværdien for det offentlige underskud ikke overholdes, består det deponeringspligtige beløb eller boden af en fast komponent svarende til 0,2% af BNP og en variabel komponent svarende til en tiendedel af den del af underskuddet, der ligger ud over referenceværdien på 3% af BNP. Der vil være et loft på 0,5% af BNP for det årlige deponeringspligtige beløb. Sanktionens størrelse beregnes ud fra resultater for det år, hvori det uforholdsmæssigt store under skud opstod.
36. Renter af det deponerede beløb og afkast af boden vil blive overvejet yderligere, idet der dog ikke må ske nogen forhøjelse af udgifterne for Fællesskabet.
Det Europæiske Råds resolution om stabilitets- og vækstpagten
37. Når Rådet og Kommissionen skal udnytte de muligheder, som den afledte ret nødvendigvis må give dem, kan Det Europæiske Råd give dem retningslinjer, f.eks i form af en resolution vedtaget af Det Europæiske Råd. En sådan resolution vil give Kommissionen, Rådet og medlemsstaterne tydelige politiske retningslinjer for gennemførelse af procedurerne. I resolutionen opfordres alle parter til at gennemføre traktatens og stabilitets- og vækstpagtens bestemmelser til punkt og prikke. Kommissio nen bør give udtryk for en klar forpligtelse i den forbindelse, som bør omfatte tilsagn om at udarbejde en rapport om budgetsituationen i et bestemt land, når der er risiko for et uforholdsmæssigt stort underskud, eller hvis det forventede eller faktiske offentlige underskud overskrider referenceværdien.
Rådet bør opfordres til at træffe de beslutninger, der er nødvendige for at sætte proceduren i gang så hurtigt som muligt. Hvis Rådet på et givet stadium af proceduren ikke handler på grundlag af en henstilling fra Kommissionen, bør resolutionen opfordre Rådet til altid at redegøre skriftligt for grundlaget for dets beslutning om ikke at skride ind og til at offentliggøre de enkelte medlemsstaters stemmeafgivning. Resolutionen bør også omhandle politiske aftaler om gennemførelsen af stabilitets- og vækstpagten. Navnlig bør resolutionen opfordre Rådet til altid at beslutte at pålægge sanktioner, hvis en deltagende medlemsstat undlader at tage de skridt, der er nødvendige for at bringe det uforholdsmæssigt store underskud til ophør som anbefalet af Rådet.
Resolutionen skal indeholde et tilsagn fra medlemsstaterne om ikke at gøre krav på at drage fordel af bestemmelsen i punkt 30, medmindre de lider under alvorlig recession. Ved vurderingen af, om den økonomiske nedgang er alvorlig, skal medlemsstaterne som hovedregel altid bruge et årligt fald i BNP i faste priser på mindst 0,75% som referencegrundlag.
Betragtningerne i Rådets forordning bør udtrykkeligt henvise til resolutionen.
III. Bestemmelser om indførelse af de retlige rammer for anvendelsen af euroen
38. De retlige rammer for anvendelsen af euroen er af største betydning, idet de jo indeholder Den Monetære Unions lex monetae og de retlige bestemmelser, hvorved den fælles valuta erstatter de deltagende nationale valutaer og den europæiske valutaenhed (ecu).
Det blev aftalt på det uformelle møde i Dublin, at det, for at de finansielle markeder kan fungere uden problemer, er yderst vigtigt, at visse spørgsmål bliver afklaret på solidt retligt grundlag snarest muligt.
39. Det blev således besluttet at udskille de bestemmelser, som skal gælde i nær fremtid, så de inden længe kan vedtages i form af en rådsforordning på grundlag af EF- traktatens artikel 235. Denne forordning skal hovedsagelig indeholde bestemmelser om, at ecuen erstattes af euroen i forholdet én til én ved indledning af tredje fase, om videreførelse af aftalen, når euroen indføres, og om tekniske regler for omregnings satser, herunder afrunding. Alle andre bestemmelser vil figurere i en rådsforordning, der skal vedtages på grundlag af EF-traktatens artikel 109 L, stk. 4. Selv om denne forordning ikke kan vedtages af Rådet før i begyndelsen af 1998, bliver tidligere stadier i lovgivningsprocessen afsluttet.
Det vil især blive fastsat i forordningen, at de deltagende medlemsstaters valuta vil være euroen fra første dag i tredje fase, og at euroen i en overgangsperiode skal opdeles i enheder af den nationale valuta; der skal også gives regler for indførelse af eurosedler og -mønter. I overensstemmelse med princippet om "intet forbud, ingen tvang" skal bestemmelserne samtidig regulere brug af euroen og de nationale valutaenheder i en overgangsperiode, og de skal sikre, at de deltagende medlemsstaters monetære lovgivning med forbehold af forordningens bestemmelser stadig gælder i den pågældende periode, mens nationale sedler og mønter fortsat vil være eneste lovlige betalingsmiddel.
40. Den 16. oktober 1996 vedtog Kommissionen forslagene til disse to forordninger. Forslagene er siden blevet gennemgået grundigt i en gruppe under Rådet. Der foreligger nu en tekst til forordningen på grundlag af artikel 235, som der er enighed om i gruppen. Gruppen er ligeledes blevet enig om teksten til den anden forordning. I henhold til artikel 10 og 11 i forordningen, der er baseret på traktatens artikel 109 L, stk. 4, om indførelse af eurosedler og -mønter, skal der i overensstemmelse med Madrid-scenariet fastsættes en dato, når forordningen vedtages; af tekniske årsager er det ikke i øjeblikket muligt at fastsætte denne dato. Der skal også arbejdes videre med artikel 8, stk. 4.
Rådet, der tog hensyn til udtalelserne fra Europa-Parlamentet og EMI, tiltrådte den 12. december 1996 teksten til begge forordninger.
IV. Konklusion
41. Det Europæiske Råd opfordres til at godkende denne beretning. Hvis den godkendes, foreslår Rådet følgende foranstaltninger:
a. Den nye valutakursmekanisme
Rådet vil forelægge et udkast til resolution med henblik på vedtagelse på Det Europæiske Råds møde i juni 1997, hvori der redegøres for hovedelementerne i den nye valutakursmekanisme, ERM 2. Med denne resolution vil Det Europæiske Råd i givet fald følge eksemplet fra 1978 i forbindelse med den nugældende mekanisme. Sideløbende hermed vil EMI udarbejde et udkast til en aftale mellem centralbankerne til forelæggelse for Den Europæiske Centralbank (ECB) og centralbankerne i de medlemsstater, der ikke deltager i euro-zonen, når ECB påbegynder sit virke.
b. Stabilitets- og vækstpagten
Efter Det Europæiske Råds møde i Dublin vil Rådet nedsætte en arbejdsgruppe, der skal foretage en intensiv gennemgang af Kommissionens forslag, således at disse forordninger kan vedtages umiddelbart efter, at Det Europæiske Råd på mødet i juni 1997 har vedtaget en resolution om stabilitets- og vækstpagten; Rådet vil forelægge et udkast hertil.
c. De retlige rammer for anvendelsen af euroen
Den hastende forordning på grundlag af artikel 235 vil blive vedtaget af Rådet snarest. En formel vedtagelse af forordningen, der er baseret på artikel 109 L, stk. 4, vil ikke være mulig før 1998. Sammen vil de to forordninger fastlægge de retlige rammer for anvendelsen af euroen.
Bilag 1 til BILAG I
Afgørelser, som i henhold til EF-traktatens artikel 109 J, stk. 3, skal træffes af Rådet i dets sammensætning af stats- og regeringscheferne
Som led i forberedelserne til ØMU'ens tredje fase og i henhold til artikel 109 J, stk. 2, skal Rådet ved udgangen af 1996 vurdere, om hver enkelt medlemsstat opfylder de nødvendige betingelser for indførelsen af en fælles valuta, og om et flertal af medlemsstaterne opfylder de nødvendige betingelser, og anbefale sine konklusioner til Rådet i dets sammensætning af stats- og regeringscheferne. Det stod allerede klart for Det Europæiske Råd på mødet i Madrid for et år siden, hvilket blev bekræftet på mødet i Firenze, at flertallet af medlemsstaterne ved udgangen af 1996 ikke ville opfylde betingelserne for indførelsen af en fælles valuta, og at ØMU'ens tredje fase derfor ville blive indledt den 1. januar 1999 (den seneste dato, der er forudset i traktaten).
Som grundlag for sin anbefaling har Rådet i overensstemmelse med artikel 109 J, stk. 1, modtaget beretninger fra Kommissionen og EMI. I beretningerne undersøges det som foreskrevet i traktaten, om hver medlemsstats nationale lovgivning, herunder den nationale centralbanks statut, er forenelig med artikel 107 og 108 i traktaten samt med statutten for Det Europæiske System af Centralbanker (ESCB). I beretningerne undersøges det ligeledes, om der er opnået en høj grad af vedvarende konvergens ved, at hver medlemsstat har opfyldt fire kriterier. Disse kriterier vedrører prisstabilitet, holdbare offentlige finanser, overholdelse af de normale udsvingsmargener i det europæiske monetære systems valutakursmekanisme samt langfristede rentesatser.
Rådet benytter lejligheden til at understrege, at de fire kriterier for vedvarende konvergens og kravet om en uafhængig centralbank skal overholdes strengt. Dette er afgørende, hvis den kommende virkeliggørelse af den monetære union skal medføre den nødvendige stabilitet, og hvis euroen skal sikre sin status som en stærk valuta. Lige så vigtigt er det, at kriterierne, når de tages i anvendelse i begyndelsen af 1998, anvendes med henblik på at sikre, at navnlig de offentlige finanser er holdbare og ikke er påvirket af midlertidige indgreb.
Af beretningerne i henhold til artikel 109 J, stk. 1, fremgår det, at der på mange områder er taget skridt til at sikre de nationale centralbankers uafhængighed, men at processen i nogle medlemsstater endnu ikke er afsluttet. Tilsvarende er der gjort fremskridt med hensyn til konvergens, men meget mangler at blive gjort. Navnlig er de offentlige finanser stadig utilfredsstillende i mange lande: visse forbedringer er opnået i de senere år, men der må stadig gøres en væsentlig indsats for at nedbringe det offentlige underskud og den offentlige gæld.
Rådet (økonomi og finans) har derfor i henhold til samme artikels stk. 2 efter henstilling fra Kommissionen vurderet, at der på nuværende tidspunkt ikke er et flertal af medlemsstaterne, der opfylder de nødvendige betingelser for indførelsen af en fælles valuta; det forelægger Rådet i dets sammensætning af stats- og regeringscheferne vedlagte anbefaling, således at det kan træffe afgørelse herom samt afgørelse om, at Fællesskabet derfor ikke vil gå over til ØMU'ens tredje fase i 1997, og at fremgangsmåden i artikel 109 J, stk. 4, derfor skal benyttes så tidligt som muligt i 1998.
Det henstilles ligeledes til Rådet i dets sammensætning af stats- og regeringscheferne, at det tager hensyn til Europa-Parlamentets udtalelse.
Bilag 2 til BILAG I
EUROPEAN MONETARY INSTITUTE
Report to the European Council session in Dublin on 13—14 December 1996
MONETARY AND EXCHANGE RATE POLICY COOPERATION BETWEEN THE EURO AREA AND OTHER EU COUNTRIES
Final 7 October 1996
In accordance with the mandate given by the European Council meeting in Madrid and building on the agreement reached at the European Council session in Florence (4) as well as on the broad support expressed at the Informal ECOFIN Council session in Dublin (5) , the EMI has finalized the first stage of its preparatory work on the future monetary and exchange rate relationships between the euro area and other EU countries. The report reflects the high level of consensus reached in the EMI Council on the objectives, principles and main operational features of the new exchange rate mechanism.
I. OBJECTIVES, PRINCIPLES AND OVERALL STRUCTURE
1. The need for monetary and exchange rate policy cooperation
Close policy coordination between the euro area and the other Member States from the very start of Stage Three of EMU is a matter of common interest and forms an integral part of the completion of the EMU process. In order to ensure the efficient functioning and development of the Single Market, it is especially important that real exchange rate misalignments between the euro and the other EU currencies be avoided, as well as excessive nominal exchange rate fluctuations, which would disrupt trade flows between Member States; hence the obligation under Article 109m to treat exchange rate policy as a matter of common interest.
The lasting convergence of economic fundamentals, in particular price stability, is a prerequisite for sustainable exchange rate stability. To this end, in Stage Three of EMU, all Member States will need to pursue disciplined and responsible monetary policies directed towards price stability. The coordination of monetary policies within the framework of the ECB General Council will, therefore, play a central role. Sound fiscal and structural policies in all Member States are, at least, equally essential for sustainable exchange rate stability. In the absence of a convergence of fundamentals, any attempt to coordinate exchange rate policies is bound to be unsuccessful. Exchange rate policy cooperation cannot be a substitute for stability-oriented domestic policies.
The final objective of economic, monetary and exchange rate policy cooperation is convergence towards macroeconomic stability, which would lead to exchange rate stability against the euro. A nominal exchange rate mechanism may provide a reference for the conduct of sound economic policies in Member States on their way towards full economic convergence. It may help to enhance the credibility of such policies by establishing a focal point for agents' expectations. Moreover, it may provide a framework for counteracting market pressures unwarranted in the light of underlying fundamentals. In particular, it may assist any Member State, the currency of which comes under pressure, to combine appropriate policy responses, including interest rate measures in the country the currency of which is under pressure, with coordinated intervention.
Monetary and exchange rate policy cooperation should be flexible enough to accommodate different degrees and strategies of economic convergence. As noted in the Conclusions of the European Council meeting in Florence, "Membership would continue to be voluntary; nevertheless, Member States with a derogation can be expected to join the mechanism", once they have achieved a satisfactory degree of economic convergence. In addition, the various Community mechanisms for the coordination of economic and monetary policies (see also Chapter II, Section 2) should ensure that exchange rate developments in all other Member States, irrespective of their participation in the exchange rate mechanism, are closely monitored and assessed with a view to the requirements of Article 109m of the Treaty and the smooth operation of the Single Market. While the remainder of this report focuses on the exchange rate mechanism, the necessary broader scope of the overall policy coordination framework should be borne in mind.
2. Principles for an exchange rate mechanism in Stage Three
In designing an exchange rate mechanism for Stage Three, the new economic and institutional environment which is expected to prevail by that time will have to be taken carefully into account. In particular, five elements must be underlined.
First, the statutory requirement for the ECB to maintain price stability would need to be safeguarded. It would be detrimental to the credibility of EMU if obstacles were to emerge as a consequence of exchange rate oriented measures which would hinder the newly-created ECB in the pursuit of its primary objective. These considerations would also apply to the non-euro area (6) NCBs, which should also pursue the primary objective of price stability. Second, the euro is expected to play the anchor role in monetary and exchange rate policy cooperation in the EU. This will be the natural consequence, first and foremost, of the stability of the euro and the fact that member countries with a derogation are expected to put in place the conditions to enable them to participate in the euro area at a later stage.
Third, sufficient flexibility would need to be allowed, in particular to accommodate the varying degrees, paces and strategies of economic convergence of the non-euro area Member States.
Fourth, it should be ensured that any adjustment of central rates is conducted in a timely fashion so as to avoid significant misalignments.
Finally, as a matter of principle, continuity and equal treatment among all Member States with respect to the fulfilment of the convergence criteria, including the exchange rate criterion, need to be ensured.
3. Overall structure of the mechanism
Given the respective competences and responsibilities, it would be appropriate to retain the two-pillar structure of the present ERM, which is based on two parallel agreements among governments, on the one hand, and among central banks, on the other: while a European Council Resolution would form the foundation of the new mechanism, the operating procedures would be laid down in an agreement between the ECB and the non-euro area NCBs.
II. MAIN OPERATIONAL FEATURES OF AN EXCHANGE RATE MECHANISM
In the light of the abovementioned principles, the new mechanism could be designed along the following lines.
1. Central rates and fluctuation bands
The new exchange rate mechanism would be based on central rates, defined vis-à-vis the euro for the non-euro area currencies. A standard fluctuation band would be established for these currencies around their central rates. Although the exact size of the standard fluctuation band has yet to be decided, it is expected to be relatively wide.
If appropriate, non-euro area Member States could establish, on a bilateral basis, fluctuation bands between their currencies and intervention arrangements, with the aim of limiting excessive bilateral exchange rate oscillations. Prior to concluding such arrangements, the non-euro area Member States concerned would consult, on a strictly confidential basis, all the other parties to the new exchange rate mechanism.
Central rates and the standard wide band would be set by mutual agreement between the ECB, the Ministers of the euro area Member States, and the Ministers and Governors of the central banks of the non-euro area Member States, following a common procedure involving the European Commission and after consultation of the Economic and Financial Committee. The Ministers and Governors of the central banks of the other Member States not participating in the exchange rate mechanism will not have the right to vote in the procedure.
The sustainability of exchange rate relations will need to be closely monitored on a permanent basis. All parties to the agreement, including the ECB, would have the right to initiate a confidential procedure aimed at reconsidering central rates.
2. Monitoring the functioning of the system
Intra-EU monetary and exchange rate policy coordination between the euro area and the non-euro area Member States will, pursuant to the Treaty, be conceived as a continuation of the present mechanism. The Economic and Financial Committee will, together with the European Commission, be involved in economic policy coordination. Furthermore, if and as long as there are Member States with a derogation, the Economic and Financial Committee will keep under review the monetary and financial situation of these Member States (7) . At the level of the central banks, the ECB General Council will monitor the functioning of the exchange rate mechanism and will serve as a forum for monetary and exchange rate policy coordination as well as for the administration of the intervention and financing mechanism (8) . While close cooperation between the Community bodies in the conduct of these various exercises will be necessary and useful, the division of responsibilities will need to respect the independence of the ECB and the non-euro area NCBs.
3. Intervention and financing facilities
Foreign exchange intervention and — after appropriate use of foreign reserve holdings — financing at the standard wide margins will, in principle, be automatic and unlimited. Intervention should be used as a supportive instrument in conjunction with other policy measures, including appropriate fiscal and monetary policies conducive to economic convergence.
The ECB and the non-euro area NCBs would have the possibility of suspending intervention and financing if these were to impinge on their primary objective. In deciding whether or not to resort to this safeguard clause, the ECB or a non-euro area NCB would take due account of all relevant factors, in particular the need to maintain price stability and the credible functioning of the new exchange rate mechanism. Without prejudice to its independent assessment, in line with Articles 105 and 107 of the Treaty, as to whether there is a risk to its primary objective, the ECB would base its decision on factual evidence and, in this context, also give consideration to any conclusion which may have been reached by other competent bodies. It would appear neither advisable nor possible to define formally and ex ante the circumstances under which the possibility of suspending intervention might be used. The final decision would rest with the ECB or the non-euro area NCB concerned, but it would be understood that, time permitting, the ECB or the NCB concerned would signal as far ahead of time as possible its intention of suspending intervention and financing.
The possibility of coordinated intramarginal intervention decided by mutual agreement between the ECB, as the central bank issuing the intervention currency, and the respective NCB, in parallel with other appropriate policy responses by the latter, would be retained. As in the present ERM, unilateral intramarginal intervention would continue to be subject to prior approval by the central bank issuing the intervention currency concerned, should it exceed certain thresholds.
The present Very Short-Term Financing facility (VSTF) would be continued, following some appropriate adjustments. The initial duration (2 1/2 to 3 1/2 months), as well as the rules for extending maturities of VSTF financing operations (renewable twice for three months subject to certain ceilings and/or the agreement of the creditor central bank) would be retained. Outstanding balances would, as in the present ERM, be remunerated at a representative market interest rate corresponding to the duration and currency denomination of the credit. Financing balances would be denominated in the creditor's currency. VSTF balances would be settled in the creditor's currency, unless otherwise agreed between the creditor and debtor central banks.
The present ERM rules governing access to the VSTF facility for intramarginal intervention would be broadly continued, including the understanding that appropriate use of foreign reserve holdings would be made prior to resorting to the VSTF facility. The size of the ceilings for such access could, initially, be retained and adjusted in the light of experience of the practical operation of the mechanism.
The Short-Term Monetary Support Mechanism (STMS) should be discontinued, given its very limited practical relevance in the past. To the extent that the STMS quotas are relevant for the definition of VSTF ceilings, the latter may have to be redefined.
4. Closer exchange rate cooperation
The exchange rate policy cooperation between non-euro area NCBs and the ECB could be further strengthened. This might take various forms: inter alia, closer links may entail narrower fluctuation bands, which would be made public, with automatic intervention and financing at the narrow limits; alternatively, they may rely on informal narrower target ranges, which might be kept confidential, supported through an enhanced role for coordinated intramarginal intervention. However, a proliferation of ad hoc links should be avoided. To this effect, a standard arrangement could be used as a reference for closer links with NCBs of non-euro area Member States which have achieved a sufficiently high degree of convergence. The existence of such closer cooperation, in particular if it implied narrower fluctuation bands, would be without prejudice to the interpretation of the exchange rate criterion pursuant to Article 109j of the Treaty.
Closer exchange rate links would be agreed upon on a case-by-case basis at the initiative of the interested non-euro area Member State. The procedure to be followed would depend on the form of the closer link. Arrangements implying publicly announced narrower fluctuation bands would be agreed upon by the ECB, the Ministers of the euro area Member States and the Minister and
Governor of the central bank of the non-euro area Member State concerned, after consultation of the Ministers of the other non-euro area Member States and the ECB General Council. All other closer arrangements of a more informal nature would be agreed upon by the ECB and the central bank of the non-euro area Member State concerned, after consultation of the Ministers of all Member States and the ECB General Council.
Closer exchange rate links would be subject to progress in economic convergence, although they should not be seen as the only possible strategy to be followed by non-euro area Member States on their way towards full economic convergence. They would require a continuous monitoring of the sustainability of the closer exchange rate link and an active use of accompanying policy measures by the non-euro area Member State. All parties having agreed upon a closer exchange rate arrangement, including the ECB, would have the right to trigger a confidential re-examination of the adequacy of such a closer exchange rate link and, if applicable, to suspend intervention and financing in the event of conflict with the primary objective of price stability.
CONCLUDING REMARKS
The basic features of a mechanism to succeed the present ERM should be announced well ahead of the decision on the first wave of participants in the euro area. Thus, markets would be reassured about the continuity of monetary and exchange rate policy cooperation in the EU, preserving the role of the present ERM for non-euro area currencies during the interim period. This could help to allay any incipient market fears about the management of the exchange rates of non-euro area currencies after the start of Stage Three. Full specification of the operational details would have to await the establishment of the ECB.
BILAG II
DEN BESKÆFTIGELSESMÆSSIGE UDFORDRIN-DUBLIN-ERKLÆRINGEN OM BESKÆFTIGELSE
Beskæftigelsen står fortsat øverst på medlemsstaternes og EU's dagsorden og er stadig deres største udfordring. Der har aldrig været større behov for en resolut og varig indsats. Selv om der i Den Europæiske Union som helhed har været en lille stigning i beskæftigelsen i det seneste år, er Det Europæiske Råd stadig dybt foruroliget over de langsomme fremskridt.
Der er imidlertid god grund til optimisme. Den makroøkonomiske udvikling i form af lav inflation, budgetkonsolidering, lavere rentesatser samt større tillid og investeringslønsomhed er med til at skabe de rette betingelser for øget vækst og beskæftigelse.
Ledighedsbekæmpelsen er stadig i første række medlemsstaternes ansvar. Samtidig må EU fuldt ud støtte medlemsstaternes bestræbelser på at fremme beskæftigelsen og nedbringe arbejdsløsheden. I den forbindelse bekræfter Det Europæiske Råd på ny, at det er fast besluttet på at udvikle og uddybe den integrerede beskæftigelsesstrategi, der omfatter makroøkonomiske politikker og strukturreformpolitikker, og som det har udviklet siden Essen-mødet, og opfordrer til, at denne strategi videreføres med beslutsomhed og konsekvens.
Det Europæiske Råd har i sine drøftelser godkendt den fælles rapport om beskæftigelse fra Rådet og Kommissionen, der er udarbejdet som led i Essen-strategien, og Kommissionens første rapport om initiativet til en europæisk tillidspagt for beskæftigelse. Det har også taget hensyn til præsident Chiracs memorandum om en europæisk social model.
Det Europæiske Råd har også i sine overvejelser vedrørende EU's fremtidige indsats været opmærksom på det bidrag, som Det Stående Udvalg for Beskæftigelse har ydet, og på resultatet af mødet på højt plan i Udvalget for den Sociale Dialog i Dublin den 29. november.
Det er nødvendigt at videreføre en makroøkonomisk politik, der har stabilitet, vækst og beskæftigelse som mål. Det Europæiske Råd støtter derfor medlemsstaternes bestræbelser på at opnå budgetkonsolidering. Der er ingen konflikt mellem en forsvarlig politik på det makroøkonomiske og det budgetmæssige område på den ene side og en stærk, holdbar vækst i produktion og beskæftigelse på den anden side. Det Europæiske Råd understreger, at en selektiv omlægning af de offentlige udgifter bør spille en vigtig rolle ved at fremme vækst og beskæftigelse, især gennem investering i menneskelige ressourcer og en aktiv arbejdsmarkedspolitik. Den positive virkning af hensigtsmæssige makroøkonomiske politikker øges, når der er en større koordination mellem den økonomiske politik og strukturpolitikken, sådan som det fremgår af Kommissionens rapport "Europa som en økonomisk enhed".
Indledningen af Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU'en) og indførelsen af euroen i over ensstemmelse med traktatens bestemmelser vil betyde, at der skabes en stabilitetszone, som vil konsoli dere og styrke det indre marked, fordi transaktionsomkostningerne og valutakursrisiciene vil forsvinde inden for handel, turisme og investeringer mellem de deltagende medlemsstater. ØMU'en og euroen vil medvirke markant til at skabe de stabile makroøkonomiske rammer, der er nødvendige for varig beskæftigelse.
For at sikre det optimale beskæftigelsesmæssige udbytte af den økonomiske vækst, der kan forventes i den kommende tid, støtter Det Europæiske Råd retningslinjerne i den fælles rapport om beskæftigelse og understreger nødvendigheden af i overensstemmelse med de nationale forhold at fortsætte en strukturreformpolitik, der tager sigte på at rette op på svaghederne ved de europæiske arbejdsmarkeder og ved det indre marked for varer og tjenesteydelser.
Arbejdsmarkedets effektivitet og investeringerne i menneskelige ressourcer må øges ved:
- at fremme livslang uddannelse gennem incitamenter til både arbejdsgivere og arbejdstagere;
- at udvikle en dynamisk politik for udnyttelsen af de menneskelige ressourcer med henblik på at opfylde færdighedskravene i forbindelse med en ny tilrettelæggelse af arbejdslivet som følge af de nye informations- og kommunikationsteknologier;
- at skabe et arbejdsmarked, som er mere åbent over for beskæftigelse i kraft af større velvilje hos de enkelte arbejdstagere og virksomhederne over for ændringer i de økonomiske forhold;
- at modernisere arbejdets tilrettelæggelse og skabe øget mobilitet. I den forbindelse bør den offentlige politik søge at kombinere arbejdstagerbeskyttelse med større fleksibilitet.
Under denne proces bør udsatte grupper - arbejdsløse kvinder, arbejdsløse unge, langtids arbejdsløse - ydes særlig støtte, især af ligestillingshensyn. Medlemsstaterne opfordres til:
- med henblik på at fremme lige muligheder at træffe de nødvendige foranstaltninger til at afskaffe kønsopdelingen af arbejdsmarkedet og sikre, at kvinderne ikke, fordi de tegner sig for en stor procentdel af de deltidsbeskæftigede, udelukkes fra videreuddannelse, der tager sigte på at øge deres fremtidige beskæftigelsesmuligheder;
- at målrette erhvervsuddannelse og praktisk erfaring mod de særlige behov, som unge har, og give et effektivt bud på, hvordan de særlige behov hos unge, der forlader skolen tidligt, kan tilgodeses, samt overveje foranstaltninger, der tilskynder unge til at tage et første job; i den forbindelse er aftalen mellem arbejdsmarkedets parter om arbejdsmæssig integration af de unge særdeles vigtig;
- at gribe hurtigt ind som led i en strategi for aktiv solidaritet for at hindre, at de arbejdsløse kommer ud i langtidsarbejdsløshed, især ved om nødvendigt at supplere uddannelsestiltag med personlig rådgivning.
Skatte- og socialsikringssystemerne bør gøres mere beskæftigelsesvenlige.
Det Europæiske Råd understreger vigtigheden for medlemsstaterne af at skabe et skattemæssigt klima, der stimulerer foretagsomhed og jobskabelse og fremmer en mere effektiv miljøpolitik. Mere specifikt skal skatte- og socialsikringssystemerne gøres mere beskæftigelsesvenlige ved:
- at sikre, at systemerne giver de arbejdssøgende et klart incitament til at tage et job eller deltage i andre beskæftigelsesfremmende aktiviteter og tilsvarende arbejdsgiverne et incitament til at ansætte flere arbejdstagere;
- at tilrettelægge socialsikringssystemerne på en sådan måde, at de ikke blot giver de arbejdsløse en erstatningsindkomst, men også aktivt tilskynder dem til at tage et arbejde eller forberede sig på at få et arbejde for derigennem mere effektivt at fremme de arbejdsløses genindslusning og nedbringe deres afhængighed;
- at udvikle socialsikringssystemer, der kan tilpasses nye arbejdsmønstre og give en passende social beskyttelse til de berørte personer.
Indsatsen for at modernisere markederne for varer og tjenesteydelser og for at udnytte nye beskæftigelsesmuligheder bør øges ved:
- at fremskynde gennemførelsen af lovgivning vedrørende det indre marked, der endnu ikke er gennemført, for at få det optimale udbytte af det indre marked;
- at fremme udviklingen af tjenesteydelsessektoren med særligt henblik på små og mellemstore virksomheder.
- at udnytte nye beskæftigelsesmuligheder. Her frembyder områderne miljøbeskyttelse og sociale serviceydelser særlig lovende udsigter.
Den europæiske konkurrenceevne bør øges ved:
- at udvikle benchmarking som et redskab til regelmæssig overvågning og evaluering af EU's konkurrenceevne i forhold til de mest effektive metoder på verdensplan;
- at stræbe efter at være på forkant af udviklingen af informations- og kommunikationsteknologier, som er af altafgørende betydning for beskæftigelsen og konkurrenceevnen; medlemsstaterne, Rådet, Kommissionen og erhvervslivet må gøre en øget indsats for at tage udfordringen fra informations samfundet op;
- at fortsætte dialogen mellem Rådet og Kommissionen med henblik på at gøre kontrollen med statsstøtte mere effektiv og styrke kontrolmekanismerne;
- at iværksætte de for nylig godkendte programmer til yderligere forbedring af små og mellemstore virksomheders konkurrenceevne.
Den lokale udvikling bør fremmes ved
- at erkende mulighederne for at fremme beskæftigelsesvæksten, særlig inden for nye arbejdsformer, fokusere mere effektivt på de arbejdsløses behov og støtte oprettelse og udvikling af nye virksomheder ved hjælp af en dynamisk lokal økonomi;
- at sikre landdistrikternes fremtid gennem en mobilisering af økonomien som helhed i landdistrikterne;
- at fremme udvekslingen af de bedste metoder og erfaringer på området og aflægge rapport om resultaterne heraf til Det Europæiske Råd i slutningen af 1997.
- at mobilisere alle relevante aktørers ressourcer og medvirken, herunder offentlige myndigheder og arbejdsmarkedets parter på lokalt plan. I den forbindelse noterer Det Europæiske Råd sig, at mange medlemsstater i den seneste tid har udviklet lokalsamfundenes evne til at tage aktivt del i deres egen udvikling, og ser med tilfredshed på de positive reaktioner med hensyn til udformning af regionale og lokale beskæftigelsespagter som foreslået af Kommissionen.
Konklusion
Det Europæiske Råd henstiller indtrængende til medlemsstaterne, at de beslutsomt og konsekvent viderefører deres bestræbelser på at gennemføre Essen-strategien og derigennem opnår en vedvarende forbedring i vilkårene for tilvejebringelse af varig beskæftigelse. På mødet i december 1997 agter det igen at gøre status over gennemførelsen af strategien. Det forventer, at Rådet og Kommissionen i deres fælles rapport ved den lejlighed vil forsøge at kortlægge, hvilke metoder i medlemsstaterne der har vist sig at være mest effektive til gennemførelse af strategien, og pege på de resterende strukturelle hindringer for en nedbringelse af arbejdsløsheden.
Det Europæiske Råd støtter opfordringen i dokumentet om tillidspagten fra Kommissionens formand til, at alle aktører på det sociale og arbejdsmarkedsmæssige samt økonomiske område - herunder de nationale, regionale og lokale myndigheder, arbejdsmarkedets parter og Fællesskabets institutioner - giver tilsagn om at tage deres fulde del af ansvaret for beskæftigelsen inden for deres respektive aktivitetsområder. Ud fra den betragtning, at deres bestræbelser supplerer hinanden, bør de gøre en samordnet dynamisk indsats for at skabe de nødvendige betingelser for beskæftigelse.
BILAG III
Erklæring fra Det Europæiske Råd om det tidligere Jugoslavien
Et år efter undertegnelsen i Paris af fredsaftalen for Bosnien-Hercegovina ser Det Europæiske Råd med tilfredshed på de fremskridt, der er gjort indtil nu i forbindelse med dens gennemførelse og i forbindelse med fredsprocessen i bredere forstand i det tidligere Jugoslavien. Det udtrykker sin påskønnelse af de betydningsfulde resultater, som alle de internationale organisationer og agenturer har opnået i Bosnien- Hercegovina i 1996.
Det Europæiske Råd bifalder fuldt ud resultatet af ministermøderne i Paris (den 14. november 1996) og London (den 4.-5. december 1996). Det støtter retningslinjerne i den civile konsolideringsplan for en to-årig periode såvel som de detaljerede handlingsplaner for de bosnisk-hercegovinske myndigheders og det internationale samfunds aktiviteter og forpligtelser i 1997. Det tillægger det afgørende betydning, at Bosnien-Hercegovinas myndigheder tager det størst mulige ansvar for landets anliggender i konsolideringsperioden.
Det Europæiske Råd understreger den betydning, som det tillægger en effektiv samordning af de civile aspekter af gennemførelsen i konsolideringsperioden og gentager i den forbindelse, at EU kraftigt støtter de aktiviteter, som udføres af den høje repræsentant, hvis koordinerende rolle er blevet styrket for 1997. En hurtig etablering af formelle forbindelser mellem Det Europæiske Fællesskabs Observatørkorps og den høje repræsentant vil være et yderligere konkret tegn på, at EU støtter denne. Det Europæiske Råd udtrykker også sin støtte til OSCE's fortsatte rolle, især med hensyn til overvågning af kommunalvalgene i 1997 og Royaumont-stabilitetsprocessen. Det bekræfter sin stærke støtte til Den Internationale Krigsforbryderdomstol og er enigt om, at det vil øge presset på myndighederne i Bosnien-Hercegovina og andre stater, især de stater som har undladt at fuldbyrde arrestordrer udstedt af Krigsforbryderdomstolen, for at få dem til at samarbejde fuldt ud med denne, bl.a. ved at udlevere tiltalte personer.
Der vil i konsolideringsperioden blive lagt særlig vægt på økonomisk genopretning og flygtningenes tilbagevenden. EU er fast besluttet på fortsat at yde et væsentligt bidrag til den økonomiske genopbyg ningsindsats i Bosnien-Hercegovina på betingelse af, at Bosnien-Hercegovinas myndigheder selv viser, at også de engagerer sig i genopbygningsindsatsen og fuldt ud opfylder fredsaftalens bestemmelser. Det Europæiske Råd ser i den forbindelse med tilfredshed på Europa-Kommissionens og Verdensbankens planer om at indkalde til endnu en international donorkonference i begyndelsen af 1997.
Det Europæiske Råd understreger, at det er nødvendigt at skabe og bevare de betingelser, der er nødvendige for at tilskynde til flygtninges og fordrevne personers tilbagevenden til steder efter eget valg i Bosnien-Hercegovina. Det ser med tilfredshed på, at Europa-Kommissionen, den høje repræsentant, UNHCR og IBRD sammen med værtslandene og Bosnien-Hercegovinas myndigheder vil arbejde sammen om at udarbejde og gennemføre en samordnet plan for at nå dette mål.
EU's stærke engagement i opnåelsen af fred, forsoning og stabilitet i Bosnien-Hercegovina er kommet til udtryk på en meget konkret og effektiv måde gennem den indsats, der gøres af EU's administration af Mostar og den særlige udsending dér. Det Europæiske Råd er overbevist om, at hovedformålet med EU's administration af Mostar - at skabe grundlag for en velfungerende, forenet lokal administration af byen - nu er blevet opfyldt, og at de valgte myndigheder dér nu kan påtage sig hovedansvaret for admini strationen af byens anliggender. Der er imidlertid stadig mange problemer i Mostar, herunder fortsatte fordrivelser, chikane, intimidering og indflydelsen fra organiseret kriminalitet, og nogle lokale partier fortsætter med at hindre politiske fremskridt. Det Europæiske Råd opfordrer alle parter til at arbejde sammen om at nå til forsoning. Det erkender, at der fortsat vil være behov for international tilstedeværelse for at overvåge gennemførelsen af fredsprocessen i Mostar og for at konsolidere de politiske og økonomiske resultater inden for rammerne af den overordnede fredsproces, og det støtter den høje repræsentants beslutning om at oprette et kontor i Mostar.
Det Europæiske Råd minder om EU's holdning med hensyn til de fremtidige forbindelser mellem Unionen og landene i det tidligere Jugoslavien. Udviklingen af disse forbindelser vil være betinget af den fulde støtte til fredsaftalen, herunder respekten for Bosnien-Hercegovina som en uafhængig, demokratisk, multietnisk stat med sikre grænser, og af det fulde samarbejde med Den Internationale Krigsforbryder domstol og i givet fald af den fulde støtte til basisaftalen vedrørende Østslavonien i Kroatien. Respekten for de demokratiske regler, menneskerettighederne og mindretallenes rettigheder er nøglefaktorer i den henseende. Det Europæiske Råd minder om, at Rådet vil overveje forslag fra Europa-Kommissionen på baggrund af sine igangværende drøftelser med de berørte lande om aftalemæssige forbindelser som led i Unionens regionale strategi.
Det Europæiske Råd minder om ordlyden af formandskabets erklæringer af 22. november 1996 vedrørende de handlinger, som visse myndigheder i Kroatien og Forbundsrepublikken Jugoslavien har foretaget, og som efter EU's opfattelse går imod målet om fremskridt hen imod demokrati. De uafhængige mediers situation er en fortsat kilde til bekymring i begge lande.
Det Europæiske Råd minder om Rådets konklusioner af 6. december 1996, som fordømmer annulleringen af visse valgresultater i Forbundsrepublikken Jugoslavien. Det noterer, at der fortsat er alvorlige spændinger, og det henstiller indtrængende til myndighederne i Beograd, at de udviser fuld respekt for menneskerettighederne og mindretallenes rettigheder, og at de overholder de demokratiske regler, særlig med hensyn til valgprocessen. I denne forbindelse noterer Det Europæiske Råd sig med interesse, at Beograd har opfordret OSCE til at sende en delegation med henblik på at undersøge omstændighederne i forbindelse med de nyligt afholdte lokalvalg. OSCE ønsker muligvis at overveje betingelserne for en sådan mission, specielt med hensyn til retten til at henstille, at annulleringen tilbagekaldes, eller at der holdes omvalg i nogle valg kredse. Det Europæiske Råd lægger vægt på en dialog mellem alle politiske kræfter, der har ret til at blive repræsenteret i parlamentet, med henblik på at opstille regler for valg i 1997. Det opfordrer alle parter til at udvise tilbageholdenhed, afholde sig fra magtanvendelse og fremme dialog. Respekten for menne skerettighederne og mindretallenes rettigheder samt de demokratiske regler vil være nøglefaktorer ved fastlæggelsen af EU's fremtidige forbindelser med dette land og dets yderligere integration i det internationale samfund. Det Europæiske Råd minder også om betingelserne i formandskabets erklæring af 9. april 1996 om forbindelserne med Forbundsrepublikken Jugoslavien, herunder nødvendigheden af at indrømme Kosovo udstrakt selvstyre inden for Forbundsrepublikken Jugoslavien.
Rådet noterer sig den nuværende situation vedrørende gennemførelsen af basisaftalen vedrørende Østslavonien i Kroatien og bekræfter sin fulde støtte til den indsats, som gøres af FN's overgangsadmini strator og hans personale. EU vil fortsat støtte den økonomiske rehabilitering og genopbygning af Østslavonien. Det opfordrer den kroatiske regering og den lokale serbiske ledelse til at samarbejde fuldt ud med henblik på at sikre aftalens fulde gennemførelse i 1997.
BILAG IV
Erklæring fra Det Europæiske Råd om fredsprocessen i Mellemøsten
1. Det Europæiske Råd udtrykker sin støtte til den særlige udsending i Mellemøstfredsprocessen og ser med tilfredshed på, at alle parter har erklæret sig villige til at samarbejde med ham. Det opfordrer alle parter til at anerkende hans udnævnelse som et yderligere udtryk for Unionens engagement i at fremme freden i Mellemøsten.
2. Under henvisning til den erklæring, som det fremsatte den 21. juni i Firenze, og den erklæring, som Rådet fremsatte den 1. oktober i Luxembourg, bekræfter det på ny sin støtte til de grundlæggende principper om en retfærdig og varig løsning i Mellemøsten, især land for fred og selvbestemmelse til palæstinenserne med alt, hvad dette indebærer.
3. Det Europæiske Råd er alvorligt bekymret over den fortsatte svækkelse af fredsprocessen. Det opfordrer alle parter til aktivt at modvirke vold og arbejde for at lette spændingen, så forhandlingerne kan genoptages på alle områder i overensstemmelse med principperne fra Madrid og bestemmelserne i principerklæringen.
4. Det Europæiske Råd opfordrer til, at der hurtigt sættes gang i forhandlingerne om Hebron igen, at de andre udestående punkter i interimsaftalerne gennemføres, og at forhandlingerne om en endelig status genoptages hurtigt.
5. Bosættelsesspørgsmålet svækker tilliden til fredsprocessen. Bosættelserne strider mod folkeretten og udgør en stor hindring for freden.
6. En social og økonomisk udvikling på palæstinensisk område kræver,at blokaden øjeblikkeligt hæves. Det Europæiske Råd opfordrer indtrængende de israelske myndigheder til at ophæve alle restriktioner, undtagen hvor Israels legitime sikkerhedsinteresser åbenlyst står på spil, som når der er tale om terrorisme. De alvorlige økonomiske følger, som skaber utilfredshed og vold, har svækket den optimisme, som opstod med indførelsen af palæstinensisk selvstyre. Rådet har givet den særlige udsending instruks om at fremme konkrete og øjeblikkelige foranstaltninger,så der kan findes en løsning på disse spørgsmål.
7. Det Europæiske Råd opfordrer indtrængende den israelske regering og de palæstinensiske myndigheder til at samarbejde på alle niveauer af hensyn til sikkerheden og til at træffe alle de nødvendige foranstaltninger for at kontrollere ekstremisterne og bekæmpe terrorisme.
8.I overensstemmelse med ånden i Barcelona-processen opfordrer Det Europæiske Råd alle de Middelhavspartnere, som indgår Euro-Middelhavs-associeringsaftaler, til at slutte sig sammen med Unionen i en fælles indsats for at fremme den palæstinensiske økonomis udvikling og integration i området. Det Europæiske Råd minder om, at både associeringsaftalen med den palæstinensiske myndighed og den tilsvarende aftale med Israel forpligter parterne til at fremme overholdelsen af de grundlæggende demokratiske regler, herunder respekten for menneskerettighederne og retsstatsprin cipperne.
____________________
NOTES
1. Der er taget parlamentarisk forbehold med hensyn til denne beretning.
2. Rådet har foretaget en første vurdering i henhold til EF-traktatens artikel 109 J, stk. 2, og Rådet anbefaler sine konklusioner til Rådet i dets sammensætning af stats- og regeringscheferne; se bilag 1 til dette dokument.
3. I henhold til protokol nr. 11, punkt 5, finder denne forpligtelse ikke anvendelse på Det Forenede Kongerige, medmindre dette meddeler Rådet, at det agter at gå over til tredje fase.
4. See "Conclusions of the Presidency on the European Council in Florence of 21 and 22 June 1996" (SN 300/96), including the attached "Progress report by the ECOFIN Council to the European Council on preparation for Stage Three of EMU" (7940/96), dated 4 June 1996.
5. "Monetary and exchange rate policy cooperation between the euro area and other EU countries". Report to the Informal ECOFIN Council session in Dublin on 20-22 September 1996, dated 3 September 1996.
6. For the sake of simplicity, EU currencies and EU countries outside the euro area which participate in the new exchange rate mechanism are hereafter referred to as "non-euro area currencies" and "non-euro area Member States", respectively; the respective NCBs are referred to as "non-euro area NCBs".
7. Cf. Article 109c(4).
8. Cf. Article 44 of the Statute of the ESCB/ECB in combination with Article 4.1 of the Statute of the EMI.
© Europa-Parlamentet: 1998
|