|
Tale
af Europa-Parlamentets formand
Klaus Hänsch
til Det Europæiske Råd
fredag den 9. og
lørdag den 10. december 1994
i Essen
Det talte ord gælder
Frist for frigivelse: Talens begyndelse
Hr. formand for Det Europæiske Råd,
mine damer og herrer.
De skal ikke forvente, at jeg nu fremlægger et katalog over krav fra Europa-Parlamentet, og at jeg vil fremføre klager over manglende beføjelser for Europa-Parlamentet. Jeg er taknemlig for, at De giver mig lejlighed til over for Dem at tilkendegive opfattelserne hos et flertal i det organ i Unionen, der som De kan støtte sig på en demokratisk legitimitet gennem valg.
I.
Maastricht-traktaten har været i kraft i et år. På en række punkter har det vist sig, at den er bedre end sit rygte. Europa-Parlamentet har fået medbestemmelse takket være traktaten. Det skal nu udnytte og udmønte disse nye beføjelser, hvis det ønsker at få dem udvidet i 1996. Parlamentet har derfor umiddelbart efter valget påbegyndt reformen af sit eget arbejde med det mål at gøre arbejdet mere effektivt og gennemskueligt.
Vi har ikke kun effektiviseret arbejdsgangen og sikret større fremmøde.
Vi har lagt hovedvægten på udnyttelsen af vore medbestemmelsesbeføjelser (efter unionstraktatens artikel 189 B) i forbindelse med udformningen af Fællesskabets retsregler.
Tyve retsakter er allerede blevet vedtaget efter denne fremgangsmåde (i kun seks tilfælde var det nødvendigt at anvende forligsproceduren mellem Rådet og Parlamentet). I forbindelse med yderligere 98 retsakter har Rådet ikke fastlagt nogen fælles holdning for så mange som 56. Parlamentet er rede til og i stand til frem til 1996 at indpasse sit arbejde efter den komplicerede fremgangsmåde i artikel 189 B, således at den parlamentariske medbestemmelse, der er sikret i traktaten, finder anvendelse, og Unionens beslutningsdygtighed ikke svækkes - i hvert fald ikke af Parlamentet.
Høringen om udnævnelsen af Kommissionens formand har Parlamentet gennemført på en måde, som - navnlig efter uoverensstemmelserne ved valget af kandidaten - har givet Parlamentet en politisk vægt, som går langt ud over en ren og skær høring.
Forud for tillidsafstemningen om Kommissionen som helhed vil Parlamentets udvalg afholde offentlige høringer af de enkelte kandidater.
Det vil afstikke retningslinjerne for fremtiden. Og det er helt klart, at der skabes et nyt forhold mellem Kommissionen og Parlamentet i kraft af den nye fremgangsmåde.
Jeg vil ved denne lejlighed takke Dem og Kommissionens formand Jacques Delors for, at De - efter at have tøvet i begyndelsen - har accepteret min beslutning om først at gennemføre tillidsafstemningen i januar og ikke i december og forlænge den gamle Kommissions embedsperiode med to uger. Det gør det muligt for Parlamentet at lade de nye kolleger fra Østrig, Finland og Sverige deltage i tillidsafstemningen om den nye Kommission med fulde rettigheder.
Hvad den konkrete anvendelse af Maastricht-traktaten angår, må jeg imidlertid minde om, at vi endnu skal afslutte en række interinstitutionelle aftaler. Vi håber, at nogle af dem kan indgås under det tyske rådsformandskab.
Vore første erfaringer med Maastricht-traktaten er ikke negative.
Men det er kun i den første søjle, der trods mange mangler er gjort klare fremskridt. I den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og navnlig inden for indre og retlige anliggender kan man ikke tale om fremskridt.
Parlamentet er bekymret over, at Unionen svigter, navnlig når det gælder den indre sikkerhed. Dette er et politikområde, som med rette er meget vigtigt for borgerne. Det viser sig, at det mellemstatslige samarbejde netop ikke er det bedste instrument, når der skal træffes fælles beslutninger. Parlamentet henstiller, at konventionen for Europol føres ud i livet - ligesom Parlamentet forventer, at den frie bevægelighed for personer i Unionen endelig gennemføres i fuld udstrækning i overensstemmelse med de forpligtelser, som medlemsstaterne har indgået.
Jeg vil imidlertid ikke undlade at komme ind på positive ting: Europa-Parlamentet har i mange år krævet, at racisme og fremmedhad bekæmpes også på unionsplan. De har med nedsættelsen af Den Rådgivende Kommission mod Racisme og Fremmedhad taget et første vigtigt skridt. Lad os nu tage det næste skridt. Giv grønt lys for, at der i overensstemmelse med denne kommissions forslag kan udformes bestemmelser på unionsplan, som gør det muligt på en koordineret og effektiv måde at gribe ind over for racisme og fremmedhad i medlemsstaterne.
En effektiv Europæisk Union skal anvende sine midler målrettet, og den skal effektivt kontrollere midlernes anvendelse. Unionen må også sætte en stopper for de omfattende bedragerier, hvorved der uretmæssigt opnås støtte fra EU.
Jeg minder om, at der ud over de traditionelle kontrolmekanismer nu også er mulighed for, at Domstolen kan idømme overtræderne bøder.
Den overvejende del af Den Europæiske Unions udgifter forvaltes af de nationale myndigheder. I størstedelen af tilfældene er det således de nationale forvaltninger, der bedrages. Så meget mere nødvendigt er det med et snævert samarbejde mellem Unionen og medlemsstaterne om bekæmpelsen af bedragerierne.
Jeg foreslår, at vi afholder en europæisk konference, hvor vi samler de sagkyndige på de forskellige niveauer med det mål at koordinere deres arbejde bedre for på denne måde at sikre en virkelig fælles bekæmpelse af bedragerierne i forbindelse med anvendelsen af EU-midler på alle niveauer.
II.
Siden sin oprettelse har Fællesskabet bestræbt sig på at højne velstanden.
Ikke alene, men også derfor har et stort flertal af borgerne i medlemsstaterne igennem tre årtier støttet Fællesskabet.
I dag må Fællesskabet anvise en vej ud af den strukturelle arbejdsløshed og koncentrere sin indsats om at oprette arbejdspladser, hvis det fortsat ønsker denne støtte.
De i hvert fald 18 millioner arbejdsløse kvinder og mænd i vor Union er ikke blot 18 millioner skæbner præget af fattigdom, udstødelse og personlig og familiemæssig ydmygelse. Den vedvarende arbejdsløshed undergraver også tilliden til retfærdighed og demokrati og dermed stabiliteten i vore samfund.
I 1993 vedtog De i København, at en koordineret indsats fra Unionens og medlemsstaternes side om bekæmpelse af arbejdsløsheden i vore lande skulle have højeste prioritet. De har dermed kædet Unionens anseelse sammen med, at beskæftigelsespolitikken fører til gode resultater. De har vakt forventninger, som De ikke må skuffe.
I Kommissionens hvidbog om vækst, konkurrenceevne og beskæftigelse er det angivet, hvilket bidrag Den Europæiske Union kan yde til bekæmpelse af arbejdsløsheden, og samtidig gøres det klart, at det i første række er en opgave, der påhviler medlemsstaterne.
Alle erkender, hvor vanskeligt det vil blive at oprette 15 millioner nye arbejdspladser frem til år 2000, men hvis vi ikke inden 1996 i det mindste kan fremvise de første positive resultater, behøver vi slet ikke at henvende os til befolkningerne med resultaterne af regeringskonferencen. For så vil det være dem ligegyldigt, hvilke smukke mål, integrationsmodeller og institutionelle konstruktioner vi foreslår dem for den fremtidige Union.
Europa oplever ganske vist et konjunkturopsving, som er stærkere, end man kunne forvente ved årets begyndelse. Men arbejdsløsheden ligger stadig på et uforsvarligt højt niveau, og der er intet, der tyder på, at den vil blive nævneværdigt nedbragt blot i kraft af gode konjunkturer.
Den vigtigste af de europæiske ressourcer, nemlig menneskenes vilje og evne til at arbejde, udnyttes fortsat i utilstrækkelig grad.
Det økonomiske opsving beror fortsat i for ringe grad på egne bestræbelser og i for høj grad på en øget efterspørgsel efter europæiske varer og tjenesteydelser navnlig i de lande i Asien, Mellem- og Østeuropa og Latinamerika, hvor der er en betydelig udvikling i gang. Vi ved, at vi ikke må forlade os på denne udefra kommende stimulering af økonomien, og at dette ikke er tilstrækkeligt til varigt at sikre vor konkurrenceevne på verdensmarkederne.
Når det europæiske marked aftager over 90% af vor produktion af varer og tjenesteydelser, må vi i første række styrke og udnytte disse muligheder for vækst og beskæftigelse.
Europa-Parlamentet holder fast ved, at de foranstaltninger, Kommissionen har foreslået i hvidbogen og handlingsplanen, også virkelig føres ud i livet.
Det er vor mest indtrængende appel til Dem. Vi må ikke lade os forblænde af det begyndende konjunkturopsving. Vi må fortsat være opmærksomme på de omstruktureringer af den europæiske økonomi, som blev anset for nødvendige under kriseperioden.
Det drejer sig for det første om at tage højde for den stadig stigende efterspørgsel efter højt kvalificeret arbejdskraft ved at udbygge indsatsen inden for uddannelse og videreuddannelse i medlemsstaterne.
Det er for det andet nødvendigt at anvende den store opsparing i den private sektor - fem til seks procent af bruttonationalproduktet - til investeringer i nye arbejdspladser.
Dermed ville millioner af mennesker komme ud på arbejdsmarkedet og ikke længere skulle modtage overførselsindkomster.
Det kunne samtidig ikke blot hjælpe os med at nedbringe de offentlige underskud, men det ville for det tredje også skabe de politiske forudsætninger for yderligere rentenedsættelser og således muliggøre yderligere investeringer i moderniseringen af den europæiske produktion.
Det afgørende for Europa-Parlamentet er ikke - som nogle kunne mene - neokeynesianske strategier for fremme af konjunkturerne. Det afgørende er, at investeringerne gennem Unionens politik fremmes på områder, som styrker den europæiske økonomis konkurrenceevne.
For der er i denne forbindelse tale om en række store projekter for det 21. århundredes samfund, som skal sikre vor egen og vore børns fremtid.
Når borgerne i medlemsstaterne fremover forbinder Den Europæiske Union med sådanne projekter, vil vi også fortsat kunne vinde dem for enhedsbestræbelserne i Europa.
Derfor støtter Europa-Parlamentet Kommissionens handlingsplan, støtter den foreslåede finansiering af de transeuropæiske net også ud over fællesskabsbudgettets rammer.
Vi ved, at vi ikke kan finansiere alt og heller ikke bør finansiere alt, men vi må i det mindste finansiere dette.
Det indledende arbejde i Christophersen-gruppen bør straks viderebehandles ad den normale lovgivningsvej, således at Unionens organer åbent kan drøfte, vedtage og finansiere det.
Når vi investerer i en fornyelse af strukturerne i vor økonomi, bør vi gøre det på en sådan måde, at vi også forbedrer miljøet.
Hvad forhindrer os i at kæde de fascinerende perspektiver i de store projekter inden for transport, energiproduktion og telekommunikation sammen med en økologisk fornyelse?
Kun i fællesskab kan vi ændre vore skattesystemer på en sådan måde, at beskatning af arbejde lempes, og forbruget af energi og miljø beskattes. Europa-Parlamentet kræver, at der indføres en CO2-afgift på unionsplan. Giv grønt lys herfor. Og lad os gå i gang med at rense vore have, Østersøen, Nordsøen og Middelhavet - et stort projekt, hvor det i mindre grad kommer an på de finansielle midler end på koordination og fælles politisk vilje.
I fællesskab råder vi over mere spillerum, end man undertiden antager. Vore virksomheder er i langt højere grad europæisk orienteret end orienteret mod verdensmarkederne. Det gør det muligt for os i fællesskab at føre en aktiv beskæftigelsespolitik og i fællesskab at fastlægge bedre miljønormer.
Det er korrekt, at vi skal være opmærksomme på, om vi også har råd til det.
Det er korrekt, at europæiske produkter ikke må blive så dyre, at de udkonkurreres af konkurrenter med en lavere standard. Men disse konkurrenter må også konkurrere på vort marked, hvor de skal overholde vore fælles normer.
Og ved at fastlægge højere miljønormer skaber vi nye markeder, hvor europæiske virksomheder kan indtage en førerstilling.
III.
Folkeafstemningerne i Østrig, Finland og Sverige har på imponerende måde understreget Unionens tiltrækningskraft. Derudover er Unionens tiltrækningskraft mod Øst og Syd usvækket.
Kommissionen har afgivet positiv udtalelse om Cyperns og Maltas ansøgninger om tiltrædelse, og Parlamentet har tilsluttet sig disse ansøgninger. Det Europæiske Råd åbnede i 1993 i København mulighed for, at de associerede stater i Mellem- og Østeuropa kunne tiltræde Unionen. Det drejer sig således slet ikke mere om, hvorvidt vi ønsker at "uddybe eller udvide" Unionen. Vi har selv stillet os over for det valg, om vi vil uddybe Unionen, eller om vi vil udvande den til et rent og skært frihandelsområde. Hvis prisen for udvidelsen er en opblødning eller endog opløsning af den eksisterende Union, er det en pris, som vi ikke vil betale. Den ville være for høj - ikke kun for de nuværende medlemsstater, men også for dem, som ønsker at blive medlem. For netop disse stater ønsker en velfungerende Union. Netop disse stater behøver en solidarisk Union.
Derfor må ikke kun de mellem- og østeuropæiske stater opfylde kravene for tiltrædelse, men også Unionen selv må berede sig på udvidelsen: Det gælder effektiviseringen af vor beslutningsproces, tilvejebringelsen af mere fleksible fællesskabspolitikker, præciseringen og gennemførelsen af subsidiaritetsprincippet og udvidelsen af unionspolitikkens parlamentariske legitimitet.
Det gælder også for reformen af den fælles landbrugspolitik og strukturfondene, hvis finansiering ikke kan sikres, hvis vi ganske enkelt viderefører dem uændret i en udvidet Union.
Parlamentet anser udvidelsen af Unionen for ønskværdig og for uundgåelig. Vi ved, at vi behøver tid, indtil yderligere europæiske stater har opnået fuldt medlemskab, og at vi må gennemgå flere etaper.
Vi kan bygge på de allerede eksisterende forbindelser og videreudvikle dem.
Europa-Parlamentet går ind for en struktureret dialog og tilvejebringelse af et stadig snævrere netværk af bilaterale aftaler. Vi må gøre alt, hvad der står i vor magt, for så omhyggeligt men også så dynamisk som muligt at udbygge og uddybe vore forbindelser til vore naboregioner. Det gælder ikke kun for Mellem- og Østeuropa, men i særlig grad også for hele Middelhavsområdet.
Hvad forbindelserne til de øst- og mellemeuropæiske stater med henblik på udvidelsen angår, vil jeg gerne fremsætte to forslag.
I det kommende år vil jeg drøfte med formændene for parlamenterne i de mellem- og østeuropæiske stater, hvordan vi kan skabe en fast fælles ramme om det parlamentariske samarbejde, som allerede er indledt med vore blandede parlamentariske udvalg, og udbygge de eksisterende kontakter.
Og i 1996 kunne Unionen udsende et yderligere signal med umiddelbar virkning: I henhold til Maastricht-traktaten har tredjelande kun mulighed for at blive associeret EF-traktaten, der er således tale om en økonomisk associering. Lad os gennem en lille ændring af unionstraktaten også gøre det muligt for tredjelande at blive associeret Den Europæiske Union og dermed den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og samarbejdet om indre og retlige anliggender.
Til slut vil jeg takke rådsformandskabet, forbundskansler Kohl og udenrigsminister Kinkel og alle deres medarbejdere for deres bestræbelser på at uddybe Rådets forbindelser med Europa-Parlamentet i en samarbejdets ånd. Vi nærer tillid til, at vi kan udbygge disse forbindelser under det franske rådsformandskab i gensidig respekt for de forskellige opgaver, som vi skal varetage i Unionen.
© Europa-Parlamentet: 1998
|