TALE
af Nicole FONTAINE
Formand for Europa-Parlamentet
Det Europæiske Råd i Helsinki, Finland,
den 10. og 11. december 1999
Hr. rådsformand,
Mine damer og herrer stats- og regeringschefer,
Hr. kommissionsformand,
Hr. højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik,
Mine damer og herrer ministre,
I 1975 her i Helsinki fandt den konference sted, der gav næring til en ny dynamik i den fredelige sameksistens. Fireogtyve år senere er det igen her i Helsinki, at Det Europæiske Råd skal til at starte den institutionelle reformproces, som skal bane vejen for ansøgerlandenes tiltrædelse.
Jeg vil gerne understrege dette sammenfald, der taler til Finlands ære, hr. formand, og også de helt usædvanlige fremskridt, som Berlinmurens fald har muliggjort, og hvis tiårsdag De, hr. kansler Schröder, sammen med det genforenede Tyskland og hele Europa lige har fejret.
Til den højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik bringer jeg Parlamentets bedste ønsker, for det er en meget vigtig opgave, De lige har påbegyndt.
Lige nu, hvor en befolkning, nemlig den tjetjenske, på ny er offer for den værst tænkelige behandling fra det russiske militærs side - indeslutning og bombardering af uskyldige mennesker - forekommer det mig uomgængelig nødvendigt, at EU lægger et effektivt pres på den russiske regering. Jeg er udmærket klar over, at de afgørelser, De skal træffe, kan få alvorlige følger. Hvorom alting er, og fordi menneskerettighederne er universelle, fremsatte Europa-Parlamentet den 18. november et klart krav om stop for alle nye Tacis-aftaler til fordel for Rusland. Eftersom Rusland ikke har indstillet sine militære angreb, beder jeg Dem leve op til vore forventninger.
I den forbindelse glæder jeg mig over den aftale, som Deres ministre har indgået om det europæiske forsvar. Parlamentet, som i årevis har talt for tydelig handling på dette område, kan kun støtte oprettelsen af en hurtig indsatsstyrke, der kan påtage sig fredsbevarende opgaver i løbet af ganske kort tid. En forudsætning for et virkeligt EU, der er i stand til at handle selvstændigt, er at det råder over midler til at nå sine mål. Sådanne midler er mandskab, materiel og institutioner. Deres beslutning imødeses med stor forventning i vore lande.
Som en indledning til Deres arbejde skal De nu lytte til Europa-Parlamentets synspunkter. Jeg er klar over den ære og den betydning, dette har op til regeringskonferencen, som vil føre os til den ny traktat, der skal supplere Amsterdam-traktaten, og jeg takker Dem for Deres opmærksomhed.
Med Parlamentets vigtigste forslag og interesseområder, som det vedtog den 18. november og den 2. december, og som De har modtaget, ønsker det at lære af erfaringerne og foregribe de problemer, der kan opstå.
Erfaringerne fra fortidens politiske fejl
Det første punkt vedrører de forhold, hvorunder befolkningerne i vores medlemsstater tilsluttede sig de to tidligere traktater, Maastricht- og Amsterdam-traktaterne. Erfaringen har vist, at disse forhold ikke var klargjort tilstrækkeligt for offentligheden, og at traktaterne derfor var politisk særdeles skrøbelige, og det skønt disse traktaters politiske fremskridt paradoksalt nok siden da stille og roligt er blevet en del af vores hverdag.
Ratificeringen af Maastricht-traktaten, som banede vejen for den fredelige revolution, som den fælles mønt kom til at udgøre, nåedes kun med nød og næppe i nogle medlemsstater, deriblandt Frankrig. Kun få hundrede tusinder stemmer udgjorde den forskel, der hindrede Unionens fremskridt i at være blokeret i mange år, sådan som det var tilfældet for et halvt århundrede siden med Den Europæiske Forsvarsunion.
Ratificeringen af Amsterdam-traktaten, der medførte en frivillig overdragelse af dele af de nationale beføjelser på meget følsomme områder, som frihed, sikkerhed og retfærdighed, var ligeledes usikker og risikobetonet.
I begge tilfælde havde befolkningerne nemlig indtryk af at være tilsidesat og først inddraget som afslutning på forhandlinger, der ofte fejlagtigt opfattedes som hemmelige og uklare, således at de nærmest følte sig tvunget til at deltage. Resultatet er en irrationel og farligt øget antieuropæisk stemning i alle medlemsstaterne, som man må tage fuldt ud højde for i forbindelse med den nye traktat, der er under forberedelse, sådan som det faktisk lykkedes at gøre det i forbindelse med lanceringen af euroen.
Borgerne bør tilbage i centrum for reformerne
Derfor mener vi, at det er afgørende for den nye traktat, som kommer til at starte en slags tredje revolution, hvor EU på længere sigt åbnes for de allerfleste stater i hele Europa, at den ikke udsættes for samme farer i form af manglende forståelse og politisk udnyttelse som følge af en diffus frygt, der i sidste ende kan føre til en afvisning fra de befolkninger, der i dag udgør det fælles Europa.
Uanset hvilke institutionelle og dermed uundgåeligt tekniske aspekter, som De giver konferencen mandat til, mener vi derfor at det er vigtigt at gennemføre en slags kopernikansk revolution, hvor borgerne igen bliver midtpunktet for disse reformer. Det er simpelt hen forudsætningen for deres accept.
Vi kan kun tage den udfordring op, som udvidelsen udgør, hvis vi parallelt styrker de demokratiske kræfter.
Med henblik herpå mener Parlamentet, at Rådet bør indlede arbejdet med regeringskonferencen allerede fra starten af 2000, således at der bliver tilstrækkelig tid til en demokratisk debat og til at opnå borgernes fulde forståelse. Det foreslår, at De uden forbehold inddrager Parlamentet og sikrer, at dets bidrag bliver permanent, og at De fastlægger passende forbindelser til de nationale parlamenter under hele forhandlingsprocessen, således at en regelmæssig og åben information kan fremmes gennem vore komplementære parlamentariske institutioner. Det er et berettiget krav fra borgerne: vi så, hvor farligt det var, da de ikke fik opfyldt dette krav i forbindelse med de tidligere traktater.
For at sige det helt klart: det drejer sig om at sørge for, at formålet med reformen — at muliggøre de nye landes tiltrædelse — forstås og accepteres af befolkningerne i såvel EU i dag som i ansøgerlandene, der skal tage disse meget krævende skridt.
Når EU’s størrelse ændres, ændres selve EU også
Parlamentet har hele tiden ønsket og støtter derfor Kommissionens nye strategi, når den foreslår at indlede forhandlinger uden at forskelsbehandle ansøgerlandene, men alligevel være fleksibel, og dermed tage hensyn til de fremskridt, som hvert enkelt land bevisligt har gennemført.
Et af de spørgsmål, som Parlamentet er mest optaget af, er hvor omfattende - både geografisk og kulturelt - Europa vil være, når de økonomiske og demokratiske forudsætninger efterhånden opfyldes af ansøgerlandene. Og hvis dette område bliver meget omfattende, under hvilke forudsætninger vil de pågældende landes integration blive positivt både for dem selv og for EU?
Med tredive medlemsstater eller endnu flere er EU nødt til at lade sin ændrede størrelse gå hånd i hånd med en i hvert fald delvis ændring af selve Unionen.
Dilemmaet omkring Tyrkiets ansøgning som eksempel
Tyrkiets ansøgning om tiltrædelse, som mange medlemsstater har stillet sig positivt til, og som Parlamentet tog stilling til den 2. december, viser dette dilemma ganske simpelt og forbilledligt.
Hvis det endelige svar blev negativt, ville Tyrkiet, hvis lange ventetid dermed ville vise sig omsonst, føle sig nødsaget til at vende sig mod andre, geopolitisk betydeligt mere risikofyldte, udsigter.
Hvis Tyrkiet en dag tiltræder EU som afslutning på den krævede økonomiske og demokratiske udviklingsproces, vil det naturligvis være til fordel for EU såvel økonomisk som politisk, men man kommer ikke uden om problemet med den kulturelle integration. Dette problem vil være der, i lighed med problemet med hvilke kriterier, der skal afgøre Europas nye grænsedragning, når de nye ansøgninger, som denne tiltrædelse uvægerligt vil opmuntre til, kommer ind fra Europas sydlige og østlige grænseområder.
Jeg må ærligt sige, at Parlamentet ikke kan tale med én stemme i denne store debat. Under alle omstændigheder er det efter dets mening vigtigt allerede nu at begynde at se, hvilke elementer der er afgørende - ud over de økonomiske og demokratiske krav, der stilles til ansøgerlandene — for, at EU kan styre og gennemføre en ambitiøs udvidelse, uden at det samtidig svækker sin indre sammenhængskraft, sin identitet, sin solidaritet og sin evne til at træffe beslutninger. Og blandt disse elementer må man ikke undervurdere den kulturelle integrations betydning.
Nødvendigheden af et tilstrækkeligt åbent mandat
Af alle disse grunde, der både sigter mod at fremme befolkningernes bevidste tiltrædelse og er en forventelig følge af en ambitiøs udvidelse, ønsker Parlamentet en åben tilgang til de problemer, der direkte og indirekte har forbindelse til de tre mål, som ikke nåedes med Amsterdam-traktaten, og som derfor naturligt og nødvendigvis må stå centralt i forhandlingerne.
Således bør - af hensyn til procedurernes sammenhæng og den demokratiske logik - den fælles beslutningstagning mellem Rådet og Europa-Parlamentet nu udvides til at omfatte alle de retsakter, der gradvist kommer til at indgår i EU’s beføjelser og til hvis afgørelse et kvalificeret flertal vil være nødvendigt, herunder i den anden og tredje søjle, efterhånden som denne udvikling finder sted. Hvis dette ikke bliver tilfældet, vil der opstå uløselige fællesskabsretlige problemer.
Således nødvendiggør en ændret stemmevægtning i Rådet, der i højere grad inddrager størrelsen af medlemsstaternes befolkninger, samtidig også, at man på en række områder tager hensyn til faren for at marginalisere de mindre medlemsstater.
En stor del af EU’s sammenhængskraft skyldes den omhu, hvormed man altid har sørget for, at både nationalstaternes og de nationale identiteter ikke tilsidesattes af de matematiske regler. Det er et af EU’s helt afgørende særlige kendetegn, og den arv bør ikke sættes over styr. Medlemsstater og befolkninger, der føler sig sat ud på et sidespor, vil ikke acceptere det og risikerer i stedet at udvikle nationalistiske reaktioner, der langsomt fører dem væk fra EU.
Spørgsmålet om arbejdssprogene er et typisk eksempel på problemer, der ikke kan adskilles fra udvidelsen. Af praktiske og budgetmæssige hensyn bør der være et begrænset antal arbejdssprog. På den anden side vil det land, hvis sprog ikke medtages, selv om det er nok så lidt brugt, føle sig tilsidesat og modvirket. Dette problem er meget vanskeligt at løse, men man kan ikke komme uden om at tage stilling til det på regeringskonferencen, da det ellers blot vil dukke op i en senere fase, hvor det kan vise sig uladsiggørligt at tackle det.
Udvidelsen lægger op til en omlægning af EU’s konstitutionelle arkitektur
For stadig at foregribe udviklingen opfordrer Europa-Parlamentet Det Europæiske Råd til af hensyn til borgerne at gøre traktaterne lettere at afkode. De udgør et ganske vist solidt murværk, hvis sten dog visse steder er lagt oven på hinanden eller med for store mellemrum til at kunne fungere som det konstitutionelle corpus, der er grundlaget for EU’s virke.
Et vigtigt skridt i denne retning vil være udarbejdelsen af et charter for borgernes grundlæggende rettigheder, hvis nærmere omstændigheder De har fastsat i Tampere. Men det er nødvendigt at gå videre, ikke kun af pædagogiske hensyn, men af grunde, der er knyttet til de direkte følger af udvidelsen.
Således vil den traktat, som bliver resultatet af regeringskonferencen, lægge EU’s grundlæggende principper fast i længere tid end de foregående traktater, og det af den simple grund, at forøgelsen af antallet af medlemsstater vil gøre enhver ændring vanskelig, såfremt det fortsat skal forudsætte enstemmighed.
Hvis man vil undgå at gøre enhver ny tilpasning af traktaterne, også på indlysende eller relativt sekundære områder, næsten umulig, må der derfor fastsættes gradvise procedurer, der skal afhænge af de enkelte spørgsmåls konstitutionelle karakter.
Med henblik herpå er det blevet foreslået at omlægge EU’s konstitutionelle arkitektur således, at der sondres mellem på den ene side de grundlæggende principper, hvorom der fortsat skal tages stilling ved enstemmighed, og på den anden side anvendelsen af disse principper i fællesskabspolitikkerne, hvortil man kunne tage stilling ved hjælp af mindre tunge procedurer, som i mindre grad ville kunne blokeres af en enkelt eller få medlemsstater, uanset hvor isoleret og mindretallig den eller de måtte være, hvilket der er så meget desto større risiko for, når EU gradvis øges fra femten til femogtyve eller tredive medlemsstater, eller endog flere. Det er et forslag, der er værd at undersøge nærmere.
Alle de reformer, som udvidelsen lægger op til, og som ikke gennemføres inden de nye medlemmers tiltrædelse, vil være vanskeligere eller ligefrem umulige at gennemføre senere, hvis der ikke i tide gennemføres en sådan omlægning.
Europa-Parlamentets deltagelse
Som De er bekendt med, er Europa-Parlamentet meget optaget af, hvorledes det bedst muligt kan inddrages i regeringskonferencen.
Det har naturligvis fuld respekt for institutionernes forskellige beføjelser og traktaternes bestemmelser herom. Men befolkningerne vil ikke kunne forstå, at et Parlament, der med sin samstemmende udtalelse skal tage stilling til de kommende tiltrædelser af EU, ikke fuldt ud knyttes til alle faser i forhandlingerne om den traktat, der vil muliggøre disse tiltrædelser gennem de institutionelle reformer, den sætter i værk.
Parlamentet ønsker, at dets to repræsentanter behandles på samme måde som Kommissionen, hvilket vil sige, at de inddrages i alle arbejdets faser.
Det er mit håb, at De af hensyn til den klare harmoni, der må være mellem Rådet og vor institution, vil imødekomme dette ønske.
På sin side vil Parlamentet tage alle de interne initiativer, der er nødvendige for hele tiden at bidrage til regeringskonferencens arbejde og til den information, som vi skylder Europas borgere i en afgørende fase, hvor et kvalitetsmæssigt spring fremad for hele Unionen står for døren.
Afslutningsvis
I denne korte tale har jeg ikke kunnet komme nærmere ind på hverken alle de forslag, som Parlamentet har taget stilling til i forbindelse med regeringskonferencen, og som det vil bidrage med under hele regeringskonferencens varighed, eller alle de punkter, der er på Det Europæiske Råds dagsorden, hvad enten der er tale om den konvergerende politik til fordel for beskæftigelsen, beskatningsproblemerne, som Parlamentet i særlig grad har fremhævet i sin seneste beslutning, eller reformen af Domstolen.
Jeg har lagt særlig vægt på den udfordring for EU, som det store udvidelsesperspektiv udgør, og hvis iværksættelse De skal forankre uigenkaldeligt, og på Parlamentets holdning til forudsætningerne for, at udvidelsen gennemføres ved hjælp af den nye traktat, som nu skal forberedes.
Ved siden af de tekniske aspekter giver forberedelsen af denne nye traktat nemlig en helt særlig lejlighed til at bygge bro over den kløft, der er åbnet i de senere år mellem EU’s beslutningstagere og borgerne over alt i Europa, og til at fremhæve de store muligheder i den udvikling, som vore institutioner vil foreslå borgerne, og hvor det er så vigtigt, at de ikke udviser modvilje, tvivl eller tilbageholdenhed.
Omstændighederne omkring denne situation på tærsklen til Rådets møde giver sædvanligvis ikke rigtig mulighed for en nok så kort dialog, ikke mindst fordi De endnu ikke har indledt Deres møde, og det derfor er vanskeligt for Dem at tilkendegive Deres holdning til de spørgsmål, jeg har rejst.
Alligevel vil jeg, nu hvor jeg har fremlagt min holdning over for Rådets formandskab, som har udvist så stor opmærksomhed, gerne benytte dette særlige og sjældne møde til på min side at lytte til de tilkendegivelser, som Rådet eventuelt måtte ønske at fremsætte over for Parlamentet.
Denne korte drøftelse kunne dreje sig om de grundlæggende spørgsmål, jeg har nævnt i min tale eller ethvert andet aspekt — og der er ikke mangel på sager, for om ikke andet er der stadig spørgsmålet om færdiggørelsen af en klar og gennemsigtig statut for Europa-Parlamentets medlemmer — hvor Parlamentet vil lytte til Rådet ud fra et fælles ønske om i samdrægtighed at fremme Europa.
Jeg er klar hertil og takker Dem for Deres opmærksomhed.
© Europa-Parlamentet: 10/12/1999
|