|
Tale
af Europa-Parlamentets formand
José María GIL-ROBLES,
til Det Europæiske Råd
torsdag den 3. juni 1999
i Köln
Den faktisk holdte tale
Ærede medlemmer af Det Europæiske Råd
Det er logisk og selvfølgeligt, at jeg i denne tale ved udløbet af valgperioden allerførst offentligt giver udtryk for min taknemmelighed for den opmærksomhed, De har vist såvel Europa-Parlamentet som mig personligt både under Det Europæiske Råds møder og i forbindelse med de personlige kontakter, vi har opretholdt gennem de sidste to et halvt år.
Samarbejdet mellem på den ene side Parlamentet og Det Europæiske Råd og på den anden side mellem Parlamentet og Unionens Råd har gennem hele perioden været glimrende. De logiske spændinger og uoverensstemmelser, som er uundgåelige mellem to magtpoler, er blevet overvundet og kanaliseret i en loyal samarbejdsånd, og det har vi grund til at glæde os over.
Dette samarbejde har blandt andre landvindinger udmøntet sig i styrkelse af demokratiet i Unionen gennem Amsterdam-traktaten, indførelse af euroen, indledning af forhandlingerne om den store udvidelse af Unionen, opnåelse af en tilfredsstillende aftale om Agenda 2000 og de finansielle overslag, væsentlige fremskridt på vejen mod større åbenhed og bekæmpelse af fejl og forsømmelser og svig samt sikring af større koordinering og krav i forbindelse med beskæftigelsespolitikkerne.
I det halve århundrede, hvor Unionen har eksisteret, har ingen anden periode været så fyldt med vigtige afgørelser og indsatser; i ingen anden periode har Unionen øget sin nytteværdi for Europas borgere så meget.
Før jeg kommer ind på de vigtige spørgsmål, som Rådet skal behandle på dette møde, har jeg anset det for nødvendigt at sammenfatte det, som vi allerede har nået, for at øjeblikkets krav ikke skal få os til at miste overblikket over de udfordringer, som Unionen har evnet at tage op. Denne evne til at gøre fremskridt og til at samarbejde er det bedste grundlag for at tage fat på fremtiden med håb.
* * *
Af de problemer, som vort Europa står overfor, er det Kosovo-spørgsmålet, som i disse øjeblikke ryster borgernes sind og samvittighed stærkest.
Det Europæiske Råd er ikke det organ, som skal træffe de operative beslutninger, men det ville være af stor værdi, hvis man kunne anvende de nye muligheder i Amsterdam-traktaten til i det mindste at definere en fælles strategi for de 15 medlemslande i denne konflikt, som kan bringe fjendtlighederne til ophør.
En fælles strategi for at nå Unionens mål, som er, at kosovoalbanerne skal vende tilbage til deres hjemegn under sikre forhold, der muliggør en genopbygning af landet. Kun således, og ikke gennem fred for enhver pris, kan vi afværge forsøget på folkemord og bane vej for retfærdigheden.
En strategi, som koordinerer medlemsstaternes indsats i og uden for NATO, hvor der tales med én stemme og handles i fællesskab til fordel for klarhed og effektivitet. Dette skal suppleres med et samlet program for genopbygning, demokrati, udvikling og integration af Sydøsteuropa i Unionen.
Europa-Parlamentet har i sin beslutning af 14. maj 1998 allerede anmodet om, at Den Vesteuropæiske Union blev integreret i Den Europæiske Union inden udgangen af år 2000, og i sin sidste mødeperiode i denne valgperiode har det insisteret på
- at der under dette Europæiske Råd udpeges en person med beføjelser til at udøve en vigtig politisk funktion som højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP),
- og at Rådet afklarer denne højtstående repræsentants og den nye enhed for politisk planlægning og hurtig varslings funktioner i forhold til de øvrige institutioner herunder navnlig Kommissionen.
I samme beslutning anmodede Parlamentet om, at hr. eller fru FUSP gav møde i Parlamentets Udenrigsudvalg, således at Parlamentet kunne give ham eller hende sin godkendelse og politiske støtte, som kunne være af stor nytte. Parlamentet har ligeledes givet udtryk for sin støtte til Rådets initiativ om at udarbejde en fælles strategi for Den Europæiske Unions forbindelser med Rusland, som Parlamentet skal høres om i henhold til unionstraktatens artikel 21.
Ærede medlemmer af Det Europæiske Råd:
Billederne af lidelse, vold og død, som fylder vore tv-skærme, viser klart værdien af den fred, som vi har opnået takket være Den Europæiske Union. Men de kræver også af os, at vi giver Unionen en yderligere dimension, nemlig at gøre vor evne til at forebygge kriser og gennemføre fredsbevarende missioner til et fælles anliggende. Vi kan klare denne udfordring, som vi har klaret tidligere udfordringer. Vi bør gøre det. Vi har altid sagt til vore medborgere, at det europæiske bygningsværks væsentligste eksistensberettigelse var freden. Lad os nu vise det med handling og ikke blot med ord.
* * *
Siden Det Europæiske Råd i Essen, hvor de første beslutninger om koordinering af beskæftigelsespolitikken blev truffet for fire et halvt år siden, har vi insisteret på en selvfølgelige ting, nemlig arbejdsløshedsproblemets betydning for vore medborgere.
Det er rigtigt, at der er sket fremskridt. Der er ingen grund til at undervurdere indskrivningen af et kapitel om beskæftigelsen i Amsterdam-traktaten, fastlæggelsen af de politiske retningslinjer for beskæftigelsen eller de nationale handlingsplaner og deres efterfølgende evaluering.
Parlamentet har bidraget til disse fremskridt med konkrete forslag på Det Europæiske Råds møder og de uformelle topmøder i Noordwijk, Amsterdam, Luxembourg, Cardiff, Pörstchach, Wien og Berlin samt gennem mobiliseringen af yderligere økonomiske midler til en mere generel indsats i forbindelse med Det Europæiske Råd i Luxembourg. Det har desuden i sin beslutning fra maj 1999 formuleret nye konkrete forslag.
Parlamentet ser ligeledes med tilfredshed på det tyske formandskabs initiativ om at fastlægge en europæisk beskæftigelsespagt i Köln og har understreget, at denne pagt bør bygge på en reel politisk aftale mellem alle ansvarlige beslutningstagere.
Hvis man ønsker at nedbringe arbejdsløsheden væsentligt og samtidig inden for en rimelig kort tidsfrist nå de øvrige økonomiske mål, herunder Maastricht-kriterierne vedrørende gælden, er der behov for en række strategier på mellemlang sigt, som skal gennemføres på nationalt og europæisk plan. Strategier, som støttes af regeringerne, Europa-Parlamentet, arbejdsmarkedets parter og Den Europæiske Centralbank, og som bibringer alle økonomiske aktører den nødvendige tillid til deres succes og dermed tillid til fremtiden.
Det er derfor beklageligt og uforklarligt, at Europa-Parlamentet er holdt og fortsat agtes holdt uden for forberedelsen af denne pagt og dens fremtidige evaluering. Jeg har tillid til, at Deres politiske sans vil få Dem til hurtigt at bringe denne udelukkelse til ophør.
* * *
Den Europæiske Unions kommende reform bør omfatte tre store mål:
Der skal for det første foretages alle de mulige forbedringer i fællesskabsinstitutionernes funktion, som ikke kræver ændring af traktaterne.
Kommissionen er i gang med en dybtgående drøftelse om forvaltnings- og organisationsformer, en drøftelse, som Europa-Parlamentet i høj grad har medvirket til at sætte i gang (beslutning af 3. december 1998). Målet er at forbedre disse metoder gennem den 2. vismandsrapport. Den nylige oprettelse af OLAF gennem aftale mellem de tre institutioner skal fremhæves i denne forbindelse. Det er et uafhængigt kontrolorgan, som Parlamentet ligeledes er underlagt.
Parlamentet har allerede gennem de seneste to et halvt år reformeret sin struktur ved vedtagelse af regler om åbenhed og finanskontrol samt forelæggelse for Rådet af to udkast til statut for henholdsvis medlemmerne og medlemmernes medarbejdere.
Det andet store mål er at løse de institutionelle spørgsmål, som ikke blev løst på topmødet i Amsterdam, og de øvrige spørgsmål, som Parlamentet har peget på i sine beslutninger af 19. november 1997 og i betænkningerne om kontrol med den økonomiske politik.
Det tredje mål er af materiel art og berører Den Europæiske Unions beføjelser. På dette område har Europa-Parlamentet koncentreret sine krav om en gradvis overgang af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik samt retlige og indre anliggender til fællesskabssøjlen. På området for indre anliggender, hvor en del af beføjelserne er overgået i fællesskabsregi, er der desuden stadig problemer, der behandles som mellemstatslige anliggender, selvom de ikke respekterer de nationale grænser og er spørgsmål, der i særlig grad ligger unionsborgerne på sinde, nemlig indvandringspolitik, bekæmpelse af organiseret kriminalitet, terrorisme og narkotikahandel.
Det drejer sig kort sagt om at gøre fremskridt med hensyn til at befæste demokratiet i Den Europæiske Union og gøre beslutningsmekanismerne mere effektive forud for udvidelsen.
Disse reformer, som indebærer en ændring af traktaterne, bør gennemføres før den første tiltrædelse af ansøgerlande.
Parlamentet har konkret foreslået følgende tidsplan:
- påbegyndelse og udvikling af det forberedende arbejde i løbet af år 2000
- indkaldelse af en regeringskonference i begyndelsen af år 2001
- afslutning af regeringskonferencen inden udgangen af dette år
Denne tidsplan, som kan virke langsom, er baseret på to grunde:
- Det er for det første nødvendigt at foretage en dybtgående behandling af alle de institutionelle problemer og at gennemføre en reform af traktaterne, som har en lang tidshorisont, således at det undgås, at der allerede før afslutningen af traktatens ratifikationsproces er behov for nye reformer
- Det er for det andet belejligt at anvende fællesskabsmetoden for at undgå, at regeringskonferencen endnu engang munder ud i en minimal reform.
Efter denne metode påhviler det Kommissionen at iværksætte processen og at udarbejde det første forberedende dokument.
Kommissionen kan bistås af en gruppe højtstående, uafhængige personer og eksperter, for så vidt som det er klart, at det er Kommissionen, der har det politiske ansvar gennem hele forberedelsesprocessen.
Metodens fællesskabskarakter indebærer også anvendelse af samråd mellem institutionerne, navnlig mellem Parlamentet og Kommissionen, således at grundlaget for regeringskonferencens forhandlinger er vedtaget i enighed mellem begge institutioner.
For at sikre fuld demokratisk effektivitet i dette forberedende arbejde foreslår Europa-Parlamentet ligeledes en bred høringsproces, som inddrager de nationale parlamenter, som f.eks. kan deltage gennem den gruppe vedrørende kvalitet i lovgivningen, som er oprettet inden for rammerne af Parlamentsformandskonferencen, som afholdt sit seneste møde for knap 10 dage siden i Lissabon.
Parlamentet foreslår kort sagt et nyt system, som i første fase ligner den fælles beslutningsprocedure mellem Parlamentet og Rådet, og som suppleres med de endelige afgørelser, der vedtages på regeringskonferencen og ratificeres af de nationale parlamenter.
Vi har brug for denne nye indfaldsvinkel både for den demokratiske legitimitet og for den institutionelle logik. Den kommende reform af traktaterne bør kaste lys på det europæiske bygningsværks dobbelte natur, som værende på en og samme tid staternes og unionsborgernes Union.
* * *
Ærede medlemmer af Det Europæiske Råd: I det europæiske bygningsværks nuværende fase bør ingen institutionel reform gennemføres, uden at traktatens bestemmelser samtidig suppleres med et charter for grundlæggende rettigheder.
Siden vedtagelsen af Rom-traktaten er der gjort fremskridt ad denne vej. Der er taget små skridt med de efterfølgende revisioner af traktaterne, med Domstolens retspraksis, med de fælles erklæringer, med udviklingen af en politisk retningslinje for indsatsen udadtil med en klar forpligtelse til beskyttelse af menneskerettighederne.
Men nu er øjeblikket kommet til at foretage et spring fremad.
Europa-Parlamentet, som har spillet en foregangsrolle på dette område, kan kun glæde sig over og støtte det tyske formandskabs initiativ. Vi udtrykker derfor her og nu, at vi er indstillede på at arbejde snævert sammen med de nationale parlamenter og Rådet under fastlæggelsen af et sådant katalog.
I mellemtiden bør vi fortsætte vor politik med at tage små skridt fremad, idet vi befæster og udvikler de rettigheder, der er indeholdt i Amsterdam-traktaten, men som Unionens borgere endnu ikke nyder godt af. For at disse rettigheder skal komme almindelige mennesker til gavn, skal der forelægges initiativer med henblik på udvikling af lige rettigheder, som fastsat i den nye artikel 13 i traktaten om Det Europæiske Fællesskab. Det er ligeledes nødvendigt yderligere at styrke områder som ægteskabsret og andre områder af privatretten.
I denne forbindelse vil jeg takke Dem for Deres tilkendegivelser af støtte til det initiativ, som jeg forelagde på Det Europæiske Råd i Wien til fordel for en amnesti for samvittighedsfanger verden over, som skulle tjene som positiv markering af årtusindskiftet. Jeg vil i dag bede Dem om, at Det Europæiske Råd udsender et klart signal, som udtrykker dets ønske om at nå dette mål. Det ville være en virkelig effektiv fælles aktion.
* * *
Jeg skal nu slutte af, ærede medlemmer af Det Europæiske Råd. For fem år siden, ved denne valgperiodes begyndelse, syntes det meget vanskeligt, om ikke umuligt, at leve op til de udfordringer, som jeg har omtalt i begyndelsen af denne tale. Men det er lykkedes for os, og vi har endnu engang vist, at fremtiden ikke tilhører sandsigerne, men at den tilhører os, som satser på håbet.
Jeg har gennem to et halvt år forelagt Europa-Parlamentets bidrag på Det Europæiske Råds møder. Det er bidrag, som har været rettet mod den store udfordring, Europa står overfor, nemlig at forene vore historier, der er forskellige, men knyttet til hinanden, i en fælles fremtid. Bidrag, som altid har villet tænde morgendagens lys i nattens mørke.
Endnu engang tak for den opmærksomhed, De har vist mig.
* * *
© Europa-Parlamentet: 03. juni 1999
|