TALE
af Europa-Parlamentets formand
Nicole FONTAINE
til
Det Europæiske Råd den 7. december 2000
Nice

Hr. præsident og rådsformand,
mine damer og herrer - stats- og regeringschefer,
hr. kommissionsformand,
hr. højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik,
mine damer og herrer - ministre.

Jeg vil indlede min tale med at bringe en oprigtig og varm hyldest til Portugal og Frankrig, der har spillet den ledende rolle i de overvejelser og forhandlinger, som har varet hele året, og som slutter her i Nice om nogle timer. I denne hyldest må jeg også inddrage Finland, der har stået for forberedelserne til denne regeringskonference.

Der er allerede gjort vigtige fremskridt, og jeg tror, at de sidste vanskeligheder kan ryddes af vejen, og at Den Europæiske Union ved Deres enstemmige mellemkomst vil kunne give alle Unionens stater og folk det dynamiske og klare budskab, som man forventer fra dette historiske topmøde.

Et vellykket møde her i Nice betyder, at vi kan slå dørene op for en udvidelse, der vil være til gavn for alle parter - et vellykket møde er nemlig ensbetydende med, at vi sætter os ud over visse nationale divergenser og gennemfører en reform af EF-institutionerne, der gør dem mere effektive og demokratiske.

Et vellykket møde her i Nice betyder også, at vi kan få lejlighed til at vise vore medborgere, at Unionen er baseret på værdier, som er inkorporeret i et fælles charter for alle mænd og kvinder, der hører hjemme i Den Europæiske Union. Dette charter har vi netop underskrevet.

Topmødet i Nice er det topmøde, hvor de uafklarede spørgsmål skal afgøres - det er sandhedens time.

Netop hvad angår de mest følsomme spørgsmål på regeringskonferencen, vil jeg simpelt hen forelægge Dem Parlamentets synspunkter, således som de atter kom til udtryk i plenarforsamlingen for nogle dage siden - det bliver optakten til arbejdet på dette topmøde, der har afgørende betydning for Unionens fremtid.

Der er vidtrækkende perspektiver i udvidelsesprocessen: på lang sigt drejer det sig om at genforene hele den europæiske familie i en fælles demokratisk, økonomisk, social og kulturel kontekst. Det blev vi helt klar over i formiddags, og det var dybt bevægende.

På mindre end et år har begivenhederne på Balkan medført store omvæltninger i Europas politiske landskab, og det nylige topmøde i Zagreb vidner om denne udvikling. Der er fred overalt i Europa, selv om der fortsat er visse brændpunkter. Disse lande, der lå i ruiner i går, og som endnu i dag befinder sig i en sårbar situation, er undervejs til demokratiet, og de vil fremover betragte sig selv som potentielle kandidater til medlemskab. Det må vi ganske enkelt ikke glemme.

Parlamentet opfordrer Dem indtrængende til at forankre Unionens grundlæggende værdier i vores fælles retssystem. Kundgørelsen af chartret om grundlæggende rettigheder er et banebrydende fremskridt. Chartret har ikke kun til formål at beskytte borgerne mod eventuelle overgreb fra EF-institutionernes side. Formålet er også at forhindre staterne i at vende tilbage til en fortid, som er uforenelig med vores fælles værdier. Ved at give chartret retskraft viser vi, at disse værdier ligger os alle på sinde både i medlemsstaterne og i ansøgerlandene, og at de er umistelige. Derfor ønsker Europa-Parlamentet som bekendt, at medlemsstaterne giver chartret den retskraft, der er en forudsætning for dets troværdighed og gennemslagskraft, i det mindste via en henvisning i traktatens artikel 6, og at dette spørgsmål omgående efter Nice-mødet inddrages i overvejelserne om præamblen til Unionens fremtidige forfatning. Min underskrift på chartret her i dag betyder, at chartret får bindende virkning for Parlamentet.

I denne forbindelse noterer Parlamentet med tilfredshed, at regeringskonferencen har foreslået, at der indføres en mekanisme til forebyggelse af eventuelle overtrædelser af de demokratiske principper, som Unionen er baseret på.

Det er imidlertid kun velfungerende institutioner, der kan forsvare og gennemføre vores værdier og vores politiske planer. Det er hele tankegangen bag den institutionelle reform. Bag de spørgsmål, der desværre er temmelig uforståelige for den brede offentlighed - spørgsmålene om stemme-vægtning i Rådet og om Kommissionens sammensætning - gemmer der sig en helt central problemstilling, nemlig spørgsmålet om national suverænitet. Det er bestemt ikke nogen enkelt sag at gøre visse aspekter af suveræniteten til et fælles anliggende, eftersom man her direkte griber ind i vores forskellige kulturer og i magtudøvelsen på nationalt og europæisk plan. Men jeg må opfordre Dem til modigt at se én bestemt kendsgerning i øjnene, ikke mindst fordi Unionen vil få tredive eller flere medlemsstater: det vil være uholdbart at fastholde vetoretten undtagen på det forfatningsmæssige område - det ville være i modstrid med udviklingens krav og folkenes forventninger.

For nu blot at nævne et par aktuelle eksempler: hvem ville hævde i ramme alvor, at ødelæggelserne i kølvandet på kogalskaben eller skaderne efter skibskatastrofer eller klimakatastrofer er problemer, som medlemsstaterne hver især effektivt kan løse, således at de imødegår borgernes berettigede betænkeligheder? Europæerne lader sig ikke besnære: de forventer, at Europa påtager sig sit fulde ansvar. Det er et nyt fænomen, men ikke et perifert fænomen. Der er sket en voksende bevidstgørelse blandt Unionens folk.

Allerede på nuværende tidspunkt har Unionens femten medlemsstater store problemer med enstemmighedskravet. Hvordan vil situationen ikke udvikle sig i en union med 27 eller 28 medlemsstater? Derfor er det bydende nødvendigt at gøre afstemninger med kvalificeret flertal til den almindelige regel. Jeg må understrege, at Parlamentet ikke alene vil vurdere Det Europæiske Råds resultater på dette område i kvantitativ henseende, men også og først og fremmest i kvalitativ henseende. De områder, hvor der fortsat føres intense forhandlinger, er netop de områder, der bliver udslag-givende for, om Det Europæiske Råds møde i Nice kommer til at fremme effektivitet og integration. Efter Parlamentets opfattelse er det nødvendigt at indføre afstemninger med kvalificeret flertal, hvad angår skatte- og afgiftsspørgsmål, social- og arbejdsmarkedspolitik, samhørighedspolitikken, handelspolitikken og asyl- og visumpolitikken. Ikke alene har disse temaer direkte betydning for, om et økonomisk og monetært område kan fungere fornuftigt, men Unionen bør også være et område, der kendetegnes af solidaritet. Unionen bør være et område, hvor borgerne reelt kan færdes frit, dvs. uden forhindringer - det er endnu ikke tilfældet i virkelighedens verden. Unionen bør være et område, der i omverdenens øjne har opstillet klare og præcise regler for modtagelse af udlændinge.

Selv om visse parter endnu indtager en tøvende holdning, bør de i det mindste forpligte sig til at udarbejde en tidsplan for automatisk overgang til kvalificeret flertal, der strækker sig over to, tre eller endog fire år efter Nice-traktatens ikrafttræden. Vi kan forklare den europæiske offentlige opinion, at målsætningen vil blive opfyldt på lang sigt, men borgerne vil ikke acceptere, at målsætningen opgives. Vi har gjort Europa til det naturlige område for de nye generationers tilværelse. De vil være mindre og mindre tilbøjelige til at acceptere de uoverensstemmelser, som endnu kan iagttages, og som intet har at gøre med de nationale særtræk, der tværtimod beriger medlemsstaterne.

Der melder sig et andet og efter min opfattelse lige så grundlæggende spørgsmål, nemlig spørgsmålet om en eksemplarisk demokratisk adfærd fra Unionens side. Der er løbet meget vand i stranden siden Maastricht-traktaten, der indførte den fælles beslutningsprocedure. Unionens institutioner har dobbelt legitimitet på lovgivningsområdet: Rådet repræsenterer medlemsstaterne, mens Parlamentet direkte repræsenterer borgerne. Den fælles beslutningsprocedure har stået sin prøve og symboliserer ligevægten mellem disse to former for legitimitet. Efter Parlamentets opfattelse bør den fælles beslutningsprocedure som en naturlig sag udstrækkes til at omfatte alle områder, der fremover kommer til at fungere med kvalificeret flertal.

En anden central faktor i integrationsprocessen omhandler den rolle, Kommissionens formand bliver tildelt som led i reformen af Kommissionens sammensætning. Ved at styrke formandens rolle og ved at styrke kollegiet som helhed anerkender De formandens rolle som motor i integrations-processen - en rolle, der vil få større betydning end nogensinde før i et udvidet Europa.

I denne udvidede union, hvor det gælder om ikke at bremse integrationsprocessen, bliver der brug for tættere samarbejdsformer, selv om det må indrømmes, at der er vanskeligheder forbundet med at iværksætte et tættere samarbejde. For at undgå et demokratisk underskud i denne forbindelse bør De anerkende Parlamentets ret til at afgive samstemmende udtalelse, inden et tættere samarbejde igangsættes.

Som bekendt lægger Parlamentet stor vægt på, at Unionens politikker er konkrete, og at de er synlige - det gælder nemlig om at komme nærmere ind på livet af borgerne.

Hvis vi tager det afgørende skridt i retning af at oprette en europæisk fødevaremyndighed, kan vi - i det mindste til dels - berolige borgerne, der i øjeblikket er forvirrede over den usikre situation på levnedsmiddelområdet.

Parlamentet håber, at topmødet i Nice konkretiserer den sociale dagsorden ved at vedtage en tidsplan for iværksættelsen af de seks punkter, som denne dagsorden indeholder. Hermed kan topmødet vise, at den sociale dagsorden er en vigtig ambition, og at Unionen anerkender, at der er en nær sammenhæng mellem social- og arbejdsmarkedspolitikken, den økonomiske politik og beskæftigelsespolitikken, og at disse politikker på lige fod bør bidrage til at forbedre borgernes livskvalitet.

Næsten samtlige medlemsstater har valgt at virkeliggøre et europæisk forsvarssamarbejde, og de har således bevist, at de ønsker at gøre Europa til en vigtig aktør på den internationale scene.

Endelig lægger Parlamentet stor vægt på, at Det Europæiske Råd på sit møde i Nice forsøger at udrydde uafklarede spørgsmål og målbevidst indleder kvalitative overvejelser om Unionens udvikling - i disse overvejelser bør man i metodevalget lade sig inspirere af den forsamling, der har udarbejdet chartret, og den centrale målsætning bør være at forenkle traktaterne, at skabe større klarhed over kompetencefordelingen mellem Fællesskabet, medlemsstaterne og regionerne og at udarbejde en forfatning for Europa, hvor det charter, som kundgøres i dag, bliver grundstenen. Disse overvejelser bør omfatte andet og mere end de rent institutionelle spørgsmål.

Tak.

© Europa-Parlamentet: 07/12/2000