Tale
af Europa-Parlamentets formand
José María GIL-ROBLES,
til Det Europæiske Råd
fredag den 11. december 1998
i Wien
Den faktisk holdte tale
Ærede stats- og regeringschefer.
Det er mig en glæde endnu engang på Europa-Parlamentets vegne at få lejlighed til at udtrykke vore synspunkter vedrørende de spørgsmål, som De skal behandle på mødet i dag og i morgen.
Allerførst vil jeg takke det østrigske formandskab for dets samarbejde med Europa-Parlamentet. Det har ikke altid været let på grund af de mange og komplekse spørgsmål, som Unionen skal løse i de kommende måneder.
Beskæftigelse
Arbejdsløsheden og den sociale udstødning er stadig åbne sår i Europas sociale væv. I Luxembourg forpligtede Den Europæiske Union og medlemsstaterne sig til at koordinere indsatsen mod arbejdsløsheden. Den metode, der blev valgt, fungerer. De nationale handlingsplaner har givet ny politisk impuls til beskæftigelsespolitikkerne i alle medlemsstaterne, og der findes en fælles forpligtelse til på en åben og gennemskuelig måde at gennemføre de mål for beskæftigelsespolitikken, som alle har vedtaget.
Der er begyndt at vise sig positive resultater. Den Europæiske Union har siden begyndelsen af januar skabt 1,7 millioner ekstra arbejdspladser, og for første gang siden 1992 er arbejdsløsheden faldet. Det skal nævnes, at den i oktober var kommet ned under 10%.
Den første øvelse har imidlertid ladet ane nogle mangler, som nu skal justeres. Europa-Parlamentet har vedtaget en detaljeret beslutning om Kommissionens forslag til retningslinjer, som det ikke er muligt at analysere punkt for punkt her. Jeg skal blot fremhæve nogle konstateringer:
- De nye retningslinjer bør baseres på forebyggelse og deltagelse som nøglekoncepter for beskæftigelsespolitikken
- Det indre markeds potentiale skal udnyttes gennem udvikling af strukturreformer af produktionsmarkederne og beskæftigelsen med sigte på at forbedre industriens og handelens konkurrenceevne i Den Europæiske Union
- Der skal påregnes investeringer inden for almen og faglig uddannelse, forskning og teknologisk udvikling, og der skal udvikles en stærk sektor af små og mellemstore industrier
- Det er nødvendigt i alle retningslinjerne at indarbejde en horisontal politik for ligestilling mellem mænd og kvinder med en klar forpligtelse til at halvere de eksisterende forskelle mellem de to køn inden for en tidsfrist på fem år
- Der bør ligeledes anlægges en horisontal synsvinkel på foranstaltningerne til fordel for handicappedes integration på arbejdsmarkedet, og der bør skabes bedre balance mellem genindslusning af udstødte og forebyggelse af langtidsledighed.
Jeg har tillid til, at Rådet vil tage hensyn til Parlamentets betragtninger og forslag, som støtter de forslag, som er fremsat af Spaniens og Det Forenede Kongeriges regeringer.
Koordination i de finansielle fora
For at det indre marked og den fælles valuta kan udmøntes i en betydningsfuld international stilling, skal medlemsstaterne tale med én stemme.
I sin beslutning af 25. november 1998 (betænkning af Herman) støttede Europa-Parlamentet Kommissionens forslag om, at euro-området blev repræsenteret i de internationale økonomiske og finansielle fora af tre parter, nemlig Rådet, Kommissionen og Den Europæiske Centralbank.
Det er ikke den løsning, som Økofin-Rådet vedtog den 1. december, og som begrænser Kommissionens rolle til en ren teknisk støttefunktion. Jeg frygter, at vi endnu engang prioriterer nogle medlemsstaters ønske om at opnå en privilegeret status inden for Unionen på bekostning af behovet for en koordineret og effektiv indsats udadtil.
Unionen har ikke brug for et aristokrati bestående af G7-lande eller IMF-lande, men for et fælles, enkelt og forståeligt system for repræsentation i disse fora. Det skal imidlertid først og fremmest være et demokratisk system. Derfor har Parlamentet krævet at blive underrettet om resultatet af alle møder, alt igangværende arbejde og alle holdninger, der fastlægges på fællesskabsplan, inden disses offentliggørelse.
Det er det mindste, der kan kræves, for at sikre demokrati på dette område. De beslutninger, der vedtages vil få meget stor betydning for borgerne i Europa, og det mindste de kan forlange er at blive ordentligt informeret via det demokratisk valgte organ, som repræsenterer dem, nemlig Europa- Parlamentet.
Derfor skal jeg to uger før euroens ikraftkræden igen minde om, at der endnu ikke er skabt parlamentarisk kontrol med de store beslutninger om den økonomiske politik, som den fælles valuta medfører, det vil sige om de årlige økonomiske retningslinjer og om eventuelle uforholdsmæssigt store offentlige underskud. Den fjerne og formelle legitimitet, som traktaterne tillægger Økofin-Rådet, er ikke tilstrækkelig til, at disse beslutninger accepteres af borgerne. Det er brug for den umiddelbare og reelle legitimitet, som alene Europa-Parlamentets medvirken - selv om det kun er gennem en høring - kan give dem.
Agenda 2000
Europa-Parlamentet har i overensstemmelse med konklusionerne fra topmødet i Cardiff gjort vigtige fremskridt i behandlingen af de 19 hovedforslag, som er indeholdt i Agenda 2000-pakken.
På plenarmødet i november afsluttede Parlamentet førstebehandlingen af tre dokumenter om førtiltrædelsesforhandlingerne, af fem om strukturpolitik, af et forslag om støtte til udvikling af landdistrikterne, af en generel beslutning om reformen af den fælles landbrugspolitik samt af forslagene om finansiering af de transeuropæiske net og om garantifonden til fordel for aktioner i forhold til tredjelande. I januar afgiver Parlamentet udtalelse om de seks resterende forslag på landbrugsområdet.
Europa-Parlamentet har fra første øjeblik fastholdt, at Agenda 2000 udgør en samlet pakke, af både strategiske, politiske og finansielle grunde. Strategiske, fordi alle forslagene indgår i det generelle mål at gøre udvidelsen af Unionen mulig; politiske, fordi det er nødvendigt at nå en samlet konsensus; finansielle, fordi reformen af strukturfondene og den fælles landbrugspolitik dels er "conditio sine qua non" for at nå til enighed om de finansielle overslag, og dels fordi Unionen bør råde over tilstrækkelige ressourcer til ikke blot at gøre udvidelsen mulig, men også til at kunne respektere sine egne politiske prioriteter.
Der kan ikke skabes mere union med et mindre budget. Det er ikke engang muligt at opretholde de nuværende fællesskabspolitikker, når budgettet konstant skæres ned. Denne nedskæringspolitik er heller ikke intelligent. Fællesskabspolitikkerne er ikke en udgift, men en investering, som i øvrigt er yderst rentabel for alle medlemmer.
Det siges, at vor middelalderhelt, "el Cid", vandt et slag efter sin død. "Thatcherismen" synes at gøre ham denne dåd efter. Denne politiks krav om "I want my money back" og om at reducere Unionen til et rent og skært marked synes at blive accepteret af regeringer, der i teorien skulle være dens modstandere.
Dette har ikke været Europa-Parlamentets holdning, og der er derfor dybe uoverensstemmelser i forhold til Rådet og Kommissionen. Uoverensstemmelser, som kræver en samlet forhandling inden marts næste år. Det glæder mig, at det efter mange måneders samtaler med de britiske og østrigske formandskaber endelig er lykkedes at indlede en uformel og separat dialog om den fælles landbrugspolitik, strukturfondene og førtiltrædelsesmidlerne. Men jeg insisterer på, at det ikke er tilstrækkeligt med en dialog. Det vil være nødvendigt at gå over til reelle forhandlinger, hvis der ønskes resultater til marts.
Udvidelsen af Unionen
Vi er alle enige om, at udvidelsen af Den Europæiske Union er en af vore største udfordringer. Europa- Parlamentet glæder sig derfor over, at Kommissionen for nyligt har bekræftet, at vi ikke står over for en forhandlingsproces med på hinanden følgende "bølger" af ansøgerlande, og at forhandlingerne vil blive ført med hvert enkelt ansøgerland, når det er aktuelt, og i det pågældende lands rytme.
Det er den eneste måde at garantere en troværdig udvidelsesproces, der bør være både dynamisk, fleksibel, åben og gennemskuelig. Europa-Parlamentet vil spille en vigtig rolle for at sikre denne gennemskuelighed. Vor institution har aktive forbindelser med de tilsvarende organer i ansøgerlandene. For nogle uger siden havde jeg lejlighed til at lede et møde med disse landes parlamentsformænd, hvor det klart fremgik, at det for dem var vigtigt at vide, at Den Europæiske Union virkelig arbejder på deres side for at muliggøre en trinvis, men gennemskuelig tiltrædelsesproces. De gav ligeledes udtryk for den opfattelse, at parlamenterne i ansøgerlandene burde medinddrages i drøftelserne om Unionens fremtidige institutionelle struktur.
Jeg tror, det vil være hensigtsmæssigt, at Det Europæiske Råd regelmæssigt tager de fremskridt, som er sket i hvert enkelt af de lande, hvis tiltrædelsesret er anerkendt, op til fornyet behandling, og at der medio 1999 indledes forhandlinger med nogle flere, således at det reelt kan siges, at tiltrædelsesprocessen gradvis vil omfatte alle.
Fælles forsvarspolitik
Ærede præsidenter og premierministre.
Det Forenede Kongeriges og Frankrigs nylige fælles erklæring er kulminationen på en række møder med sigte på at genoplive interessen for at iværksætte en fælles forsvarspolitik.
Europa-Parlamentet har behandlet dette spørgsmål detaljeret i sin beslutning af 14. maj 1998 (betænkning af Tindemans). Mange af synspunkterne i denne tekst kan findes i denne erklæring og i de øvrige møder efter Pörtschach.
Der er således skabt et håb om en reel udmøntning i praksis af Unionens udenrigs- og sikkerhedspolitik, som i henhold til Amsterdam-traktatens artikel 17 omfatter en fælles forsvarspolitik. Og jeg tror, det er nødvendigt at minde om, at Unionens institutionelle ramme på dette område ikke er begrænset til Det Europæiske Råd, Rådet (almindelige anliggender) og forsvarsministrene, men også omfatter Europa- Parlamentet. Det skal høres af formandskabet, som skal underrette det og påse, at der tages behørigt hensyn til dets synspunkter (Amsterdam-traktatens artikel 21).
Som jeg tidligere har fremhævet, har Europa-Parlamentet ikke afventet traktatens ikrafttrædelse for at gå i gang med de nødvendige overvejelser på dette område.
Subsidiaritet
Hvad angår subsidiaritetsprincippet, vil jeg understrege, at Europa-Parlamentet ikke er blevet underrettet om noget forslag herom, hvorfor det må mene, at der ikke er tale om at fastsætte nogen regler på Det Europæiske Råd i dag og i morgen, og at enhver ny bestemmelse på området vil blive behandlet efter normal fællesskabsprocedure, således at den kan få bindende virkning for Unionens øvrige institutioner.
Fælles valglov og medlemmernes statut
Europa-Parlamentet har anset det for nødvendigt at iværksætte to initiativer, som er indeholdt i Amsterdam-traktaten. Det første, et forslag til en valgprocedure ved valget til Europa-Parlamentet, blev sendt til Rådet den 17. september. Det andet, et udkast til en statut for Europa-Parlamentets medlemmer, blev sendt for et par dage siden.
Dette møde udgør ikke den rette ramme for detaljerede betragtninger. Jeg skal nøjes med at anføre, at det i begge tilfælde drejer sig om at styrke den europæiske parlamentariske institution og - hvad angår førstnævnte tekst - at undgå de dysfunktioner, som fremkommer ved uforholdsmæssigt store forskelle mellem valgsystemerne, og - hvad angår sidstnævnte tekst - at afskaffe uacceptabel forskelsbehandling af medlemmerne af Europa-Parlamentet som følge af deres nationalitet og at skabe et system, som er fuldt gennemskueligt for borgerne.
Jeg håber og sætter lid til, at Det Europæiske Råd vil pålægge Rådet (almindelige anliggender) ufortøvet at indlede behandlingen af disse to forslag og, om nødvendigt, forhandlingerne om den endelige ordlyd, således at de kan formaliseres, når traktaten træder i kraft. Med foreskreven medvirken af Kommissionen.
Vi befinder os, ærede præsidenter og premierministre, på et tidspunkt, hvor Unionens anliggender kræver ufortøvet indsats i et absolut nødvendigt samarbejde med Europas borgere gennem deres Parlament, og i en ægte fælles ånd. De kan regne med Europa-Parlamentets medvirken hertil.
Mange tak.
© European Parliament: 11 December 1998
|