MEP’erne vil gøre EU’s forbud mod dyreforsøg globalt
Dyreforsøg til at teste kosmetiske stoffer er forbudt i EU, men MEP’erne vil nu have forbudet gjort gældende i hele verden.
Er det ulovligt at bruge dyr til at teste kosmetik i EU?
- Dyreforsøg har været forbudt i EU siden 2004 for færdige kosmetiske produkter og siden 2009 også til test af individuelle kosmetiske ingredienser.
- Siden 2009 har det også været ulovligt at markedsføre kosmetiske produkter i EU, der indeholder ingredienser, der er blevet testet på dyr.
- For de mest komplekse tests af påvirkninger af menneskers sundhed blev deadlinen dog forlænget til 2013.
Europa er det største marked for kosmetiske produkter i verden og den europiske kosmetiksektor bidrager med omkring 2 mio. job. Forbrugerne bruger i gennemsnittet syv forskellige kosmetiske produkter om dagen; fra sæbe til shampoo til makeup og parfume. EU’s regler sikrer, at disse produkter, der kommer i kontakt med vores kroppe er sikre for vores sundhed, men de tager også dyrevelfærd med ind i overvejelserne.
Mens tests af kosmetik på dyr og markedsføringen af disse produkter allerede er forbudt i EU, så er det stadig tilladt i 80% af landene i resten af verden.
Europa-Parlamentet vil have et forbud på globalt plan
MEP'erne vil debattere (2. maj) og stemme (3. maj) om en ny betænkning, der opfordrer til et globalt forbud for dyreforsøg og handel med ingredienser testet på dyr før 2023.
Betænkningen opfordrer EU til aktivt at arbejde for et forbud på globalt plan i FN-regi og sikre, at eget forbud ikke bliver udvandet i forbindelse med handelsaftaler.
“Jeg mener, at vi allerede har vist, at EU’s forbud virker, og nu er det tid til at handle,” siger en af Parlamentets ordførere på området Miriam Dalli (S&D, Malta).
Betænkningen understreger, at EU ikke har sat sektorens udvikling på spil og refererer i stedet til den potentielle forsknings- og innovationsudvikling i sektoren, der kan føre til nye alternative testmetoder, der også kan bruges uden for kosmetikindustrien.
Dyrevelfærd er en vigtig prioritet for borgerne i Europa
Parlamentets betænkning reflekterer borgernes holdninger. Ifølge en Eurobarometerundersøgelse fra 2016:
- er 90% af EU-borgerne er enige i, at det er vigtigt, at høje dyrevelfærdsstandarder bliver anerkendt over hele verden.
- 89% mener, at EU skal gøre mere for at promovere et større kendskab til vigtigheden a dyrevelfærd internationalt.