Dette faktablad forklarer EU's immigrationspolitik og dens mål om at etablere en fremadskuende, omfattende og afbalanceret tilgang baseret på solidaritet til håndtering af både lovlig og ulovlig immigration. Det forklarer de politiske prioriteter og præsenterer den vigtigste strategiske og lovgivningsmæssige udvikling i forbindelse med migration, asyl, indvandring og integration. Afslutningsvis skitseres Europa-Parlamentets rolle i udformningen af lovgivningen på dette område.

Retsgrundlag

  • Artikel 79 og 80 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) fastlægger EU's ansvarsområder i forbindelse med indvandringspolitik. Artikel 80 i TEUF fastsætter, at indvandringspolitik er underlagt princippet om solidaritet og rimelig ansvarsfordeling mellem medlemsstaterne (EU-landene), herunder for så vidt angår de finansielle aspekter.
  • EU's kompetencer inden for indvandringspolitik

    Kompetence henviser til den beføjelse, som traktaterne tillægger EU til at træffe foranstaltninger på specifikke politikområder.

    Lovlig immigration: EU har beføjelse til at fastsætte betingelserne for, hvornår en borger fra et tredjeland kan indrejse og opholde sig lovligt i en medlemsstat, herunder med henblik på familiesammenføring. Medlemsstaterne bevarer retten til at fastsætte kvoter for, hvor mange personer fra tredjelande, der må indrejse for at søge arbejde.

    Integration: EU kan tilvejebringe incitamenter og støtte til foranstaltninger, der træffes af medlemsstaterne for at fremme integration af tredjelandsstatsborgere med lovligt ophold. EU-retten indeholder imidlertid ingen bestemmelser om harmonisering af nationale love og bestemmelser.

    Bekæmpelse af ulovlig immigration: EU skal forebygge og mindske ulovlig immigration, særligt ved hjælp af en effektiv tilbagesendelsespolitik, på en måde, der respekterer de grundlæggende rettigheder.

    Tilbagetagelsesaftaler: EU har beføjelse til at indgå tilbagetagelsesaftaler med tredjelande vedrørende tredjelandsstatsborgeres tilbagevenden til deres oprindelige hjemland eller seneste opholdsland, når de ikke opfylder eller ikke længere opfylder betingelserne for indrejse, tilstedeværelse eller ophold i en medlemsstat.

    Siden Lissabontraktaten trådte i kraft i 2009, har Den Europæiske Unions Domstol haft fuld kompetence på immigrations- og asylområdet.

    Målsætninger for EU's indvandringspolitik

    EU har som mål at udvikle en afbalanceret tilgang til håndtering af lovlig immigration og bekæmpelse af ulovlig immigration. En korrekt forvaltning af migrationsstrømmene indebærer at:

    • sikre en retfærdig behandling af tredjelandsstatsborgere, der opholder sig lovligt i medlemsstaterne
    • styrke foranstaltningerne til bekæmpelse af ulovlig immigration, herunder menneskehandel og -smugling
    • fremme et tættere samarbejde med tredjelande på alle områder.
    • EU sigter mod at udvikle ensartede rettigheder og forpligtelser for lovlige immigranter i lighed med dem, der gælder for EU-borgere.

      Politikudformning

      A. Strategier og prioriteter i EU's indvandringspolitik

      Den 19. december 2024 godkendte Det Europæiske Råd strategiske retningslinjer for den lovgivningsmæssige og operationelle programudformning i området med frihed, sikkerhed og retfærdighed for 2024-2029, der erstatter de strategiske retningslinjer for perioden 2014-2020. De nye retningslinjer understreger betydningen af at anvende EU's visumpolitik strategisk, forhindre misbrug af EU's visumordning, opbygge nye partnerskaber med oprindelses- og transitlande, bekæmpe organiseret kriminalitet og overveje alle aspekter af EU's strafferet og civilret.

      I januar 2026 vedtog Kommissionen den første EU-visumstrategi nogensinde for at anlægge en mere strategisk tilgang til visumpolitikken. Den har til formål at styrke sikkerhedsscreeningen, lette adgangen for personer, der bidrager til EU's økonomi og samfund, og gøre visumpolitikken mere intelligent gennem innovation.

      1. Ny pagt om migration og asyl

      I september 2020 offentliggjorde Kommissionen sit forslag til en pagt om migration og asyl. Efter flere års forhandlinger blev den nye pagt vedtaget i maj 2024. Det er en af de vigtigste reformer i EU's migrationspolitik. Den har til formål at integrere asylproceduren i migrationsstyring og knytte den sammen med forhåndskontrol og tilbagesendelse, samtidig med at den også omfatter forvaltning af de ydre grænser, større fremsynethed, kriseberedskab og -indsats kombineret med en solidaritetsmekanisme såvel som eksterne forbindelser med vigtige oprindelses- og transittredjelande (se 4.2.2).

      Følgende retsakter blev vedtaget af Parlamentet og Rådet i 2024 som en del af pagten:

      • Forordningen om om asylforvaltning og migrationsstyring
      • Forordningen om asylproceduren og forordningen om grænseproceduren ved tilbagesendelse
      • Forordningen om håndtering af krisesituationer og force majeure
      • En forordning om oprettelse af Eurodac, EU's biometriske database for asylforvaltning og migrationsstyring
      • Den nye screeningforordning
      • kvalifikationsforordningen, der erstatter kvalifikationsdirektivet fra 2011
      • Det reviderede direktiv om modtagelsesforhold
      • Forordningen om indførelse af en EU-ramme for genbosætning og indrejse af humanitære årsager.
      • For at sikre effektivitet indføres der med den nye pagt harmoniserede asylstandarder, klare regler for behandling af ansøgninger og sikkerhedsforanstaltninger mod misbrug. Den nye solidaritetsramme giver medlemsstaterne mulighed for at støtte hinanden. Medlemsstaterne forpligter sig til en solidaritetscyklus hvert år, hvorigennem de opretter en bidragspulje (omfordelinger, finansielle bidrag eller operativ assistance) for at støtte medlemsstater, der står over for et særligt migrationspres. Denne solidaritetspulje skal oprettes hvert år ved hjælp af en Rådets gennemførelsesretsakt. Rådet nåede til enighed om den første solidaritetspulje for medio 2026 ved udgangen af 2025 og afsluttede dermed den allerførste solidaritetscyklus.

        De nye regler for pagten vil finde anvendelse fra midten af 2026, bortset fra forordningen om en EU-ramme for genbosætning og indrejse af humanitære årsager, som allerede finder anvendelse.

        Som et vigtigt resultat af pagten om migration og asyl offentliggjorde Kommissionen sin første årlige europæiske asyl- og migrationsrapport i november 2025. I januar 2026 fremlagde Kommissionen den første europæiske strategi for asylforvaltning og migrationsstyring. Denne strategi peger videre end blot til gennemførelsen af pagten om migration og asyl senest medio 2026 og foreslår en vej frem for at:

        • forebygge ulovlig migration og ødelægge kriminelle smuglernetværks forretning
        • beskytte mennesker, der flygter fra krig og forfølgelse, og samtidig forhindre misbrug af asylsystemet
        • tiltrække talenter til EU for at styrke konkurrenceevnen i EU's økonomi.
        • B. Anden lovgivningsmæssig udvikling

          Siden 2008 er der vedtaget omfattende indvandringslovgivning

          1. Lovlig immigration

          Som følge af problemerne med at få vedtaget en generel bestemmelse, som omfatter alle former for arbejdskraftindvandring i EU, består den nuværende tilgang i vedtagelse af sektorspecifik lovgivning for hver migrantkategori med henblik på at skabe en EU-politik for lovlig immigration.

          Det første direktiv om indrejse- og opholdsbetingelser for tredjelandsstatsborgere med henblik på højt kvalificeret beskæftigelse fra 2009 indførte det "blå EU-kort", en fremskyndet procedure for udstedelse af specielle opholds- og arbejdstilladelser under mere attraktive betingelser for at gøre det muligt for arbejdstagere fra tredjelande at tiltræde højt kvalificerede stillinger i medlemsstaterne. Reglerne blev revideret to gange efter 2009, senest i 2021. Direktivet om det blå EU-kort fra 2021 indeholder mere fleksible indrejsekriterier (en gyldig ansættelseskontrakt eller et bindende seksmåneders jobtilbud er tilstrækkeligt), samtidig med at den nedre løngrænse for, hvad ansøgere skal tjene for at være berettiget til det blå kort, sænkes, og det gøres lettere for indehavere af det blå kort at rejse mellem EU-lande og at blive genforenet med deres familier.

          Direktivet om en kombineret tilladelse fastlægger en fælles forenklet procedure for tredjelandsstatsborgere, der søger om opholds- og arbejdstilladelse i en medlemsstat, såvel som et sæt fælles rettigheder for lovlige immigranter. Kommissionens gennemførelsesrapport om én enkelt ansøgningsprocedure, der blev vedtaget i marts 2019, konkluderer, at tredjelandsstatsborgere mangler oplysninger om deres rettigheder, hvilket hæmmer opfyldelsen af direktivets formål, som er integration og ikkeforskelsbehandling. I april 2022 foreslog Kommissionen en omarbejdning af direktivet for at forenkle og præcisere dets anvendelsesområde. Parlamentet og Rådet nåede i december 2023 til politisk enighed. Det nye direktiv om en kombineret tilladelse, der blev vedtaget i 2024, strømliner processen med at opnå én enkelt arbejds- og opholdstilladelse for ansøgere og arbejdsgivere og indfører nye foranstaltninger, der skal styrke beskyttelsen af arbejdstagere fra tredjelande mod udnyttelse.

          Direktivet om fastlæggelse af bestemmelser for beskæftigelse som sæsonarbejdere for tredjelandsstatsborgere blev vedtaget i februar 2014. Vandrende sæsonarbejdere kan højst opholde sig lovligt og midlertidigt i EU i en periode på mellem fem og ni måneder (afhængigt af medlemsstaten) for at udføre sæsonbestemt arbejde, samtidig med at de bevarer deres primære bopæl i et tredjeland. I direktivet præciseres endvidere de rettigheder, som vandrende arbejdstagere er berettiget til. I juli 2020 udstedte Kommissionen retningslinjer for sæsonarbejdere i forbindelse med covid-19-pandemien.

          Direktivet om virksomhedsintern udstationering, der fastsætter betingelserne for tredjelandsstatsborgeres indrejse og ophold, blev vedtaget den 15. maj 2014. Direktivet gør det nemmere for virksomheder og multinationale selskaber at udstationere deres ledere, specialister og erhvervspraktikanter midlertidigt til deres filialer eller datterselskaber i EU.

          Direktivet om indrejse- og opholdsbetingelser med henblik på forskning, studier og uddannelse blev vedtaget i maj 2016. Det erstattede de tidligere instrumenter, der omfatter studerende og forskere, og udvider deres anvendelsesområde til også at omfatte volontørtjeneste, elevudvekslingsprogrammer eller uddannelsesprojekter og au pair-ansættelse og forenkler deres anvendelse.

          Tredjelandsstatsborgeres status som fastboende udlændinge i EU reguleres af Rådets direktiv om fastboende udlændinge som ændret i 2011 for at udvide dets anvendelsesområde til at omfatte flygtninge og andre personer, der nyder international beskyttelse. I gennemførelsesrapporten om dette direktiv fra marts 2019 blev det konstateret, at medlemsstaterne i stedet for aktivt at fremme den europæiske status som fastboende udlænding primært udsteder langvarige nationale opholdstilladelser, og kun få tredjelandsstatsborgere benytter sig af deres ret til at flytte til andre medlemsstater. I april 2022 foreslog Kommissionen en omarbejdning af direktivet om fastboende udlændinge med det formål at skabe en reel status som fastboende udlænding i EU, navnlig ved at styrke fastboende udlændinges ret til at flytte til og arbejde i andre medlemsstater. Den 30. november 2023 indledte Parlamentet og Rådet interinstitutionelle forhandlinger, som stadig er i gang.

          Den 15. november 2023 fremlagde Kommissionen pakken om færdigheder og talentmobilitet, som omfattede et forslag til en EU-talentpulje. Denne EU-talentpulje tilskynder til lovlig migration ved at stille en onlineplatform til rådighed for jobsøgende i tredjelande, så de kan søge job i EU. Forordningen om oprettelse af en EU-talentpulje blev vedtaget af Europa-Parlamentet og Rådet i marts 2026.

          2. Integration

          Rådets direktiv om familiesammenføring af september 2023 fastlægger bestemmelser om ret til familiesammenføring, som går længere end retten til respekt for privatliv og familieliv i artikel 8 i den europæiske menneskerettighedskonvention. I gennemførelsesrapporten fra 2008 blev det konkluderet, at dette direktiv ikke var blevet anvendt fuldt ud og korrekt i medlemsstaterne. Som følge heraf offentliggjorde Kommissionen i april 2014 en meddelelse med vejledning til medlemsstaterne om anvendelsen af retten til familiesammenføring. I den anden gennemførelsesrapport fra marts 2019 blev det konkluderet, at gennemførelsen var blevet forbedret siden 2008. Dette skyldtes til dels de traktatbrudsprocedurer, som Kommissionen havde indledt, offentliggørelsen af det vejledende dokumentet i 2014 og de talrige domme afsagt af Den Europæiske Unions Domstol.

          EU's beføjelser på integrationsområdet er begrænsede. Kommissionen vedtog i juli 2011 den europæiske dagsorden for integration af tredjelandsstatsborgere. I november 2020 forelagde Kommissionen en handlingsplan om integration og inklusion for 2021-2027, der opstiller en politisk ramme og praktiske skridt til at bistå medlemsstaterne med integrationen og inddragelsen af de 34 millioner tredjelandsstatsborgere, som opholder sig lovligt i EU i forbindelse med uddannelse, beskæftigelse, sundhed og bolig. Planen samler overvågningsforanstaltninger og brugen af nye digitale værktøjer og bestræbelser på at fremme migranters deltagelse i samfundet, øge mulighederne for EU-finansiering og etablere partnerskaber med flere aktører på forskellige forvaltningsniveauer. De eksisterende instrumenter omfatter Det Europæiske Migrationsforum, Europa-Kommissionens websted om integration af udlændinge, det europæiske integrationsnetværk og Kommissionens ekspertgruppe om migranters synspunkter inden for migration, asyl og integration, som mødtes for første gang i november 2020 og har holdt regelmæssige møder lige siden.

          Specialiserede finansieringsinstrumenter til støtte for nationale integrationspolitikker er baseret på Asyl-, Migrations- og Integrationsfonden og Den Europæiske Socialfond (ESF) under den flerårige finansielle ramme for 2021-2027.

          3. Ulovlig immigration

          EU har vedtaget flere vigtige retsakter til bekæmpelse af ulovlig immigration.

          • Smuglerpakken omfatter Rådets direktiv fra 2022, der definerer hjælp til ulovlig indrejse, transit samt ulovligt ophold som en lovovertrædelse og Rådets rammeafgørelse fra 2022 om strafferetlige sanktioner for sådanne handlinger. Pakken suppleres af et rådsdirektiv fra 2004 om udstedelse af opholdstilladelser til personer, der er ofre for menneskehandel eller smugling, og som samarbejder med de kompetente myndigheder (om menneskehandel, se også 4.2.6).
          • Udfordringer og bekymringer med hensyn til anvendelsen af EU-rammen for bekæmpelse af smugling af migranter har ført til bestræbelser på at revidere rammen. I september 2021 vedtog Kommissionen en EU-handlingsplan for bekæmpelse af smugling af migranter for 2021-2025. I november 2023 fremlagde Kommissionen et forslag til regler om forebyggelse og bekæmpelse af hjælp til ulovlig indrejse og transit samt ulovligt ophold i EU. Forslaget indeholder en klarere definition af smugleri og harmoniserede sanktioner. Parlamentets Udvalg om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender er i øjeblikket i færd med at undersøge dette forslag. Efter et andet forslag fra Kommissionen i november 2023 vedtog Parlamentet og Rådet i 2025 en forordning om styrkelse af politisamarbejdet for at forebygge og bekæmpe smugling af migranter og menneskehandel. Dette har til formål at styrke Europols mandat til forebyggelse og bekæmpelse af sådanne forbrydelser.
          • Tilbagesendelsesdirektivet for 2008 fastlægger fælles EU-standarder og -procedurer for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold. I 2016 vedtog Europa-Parlamentet og Rådet en forordning om indførelse af et europæisk rejsedokument til brug ved tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold. Desuden bistår det moderniserede og styrkede Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning (Frontex) i stigende grad medlemsstaterne i deres tilbagesendelsesaktiviteter.
          • I september 2018 foreslog Kommissionen at omarbejde tilbagesendelsesdirektivet for at fremskynde procedurerne. Parlamentets konsekvensanalyse om den foreslåede omarbejdning af tilbagesendelsesdirektivet viste, at forslaget ville medføre betydelige omkostninger for medlemsstaterne gennem øget tilbageholdelse. Der var ingen klar dokumentation for, at forslaget ville føre til mere effektive tilbagesendelser, men det var sandsynligt, at det ville føre til brud på de grundlæggende rettigheder for ulovlige migranter. Parlamentets beslutning om gennemførelsen af tilbagesendelsesdirektivet (17. december 2020) understregede, at effektiviteten af EU's tilbagesendelsespolitik skal tage hensyn til respekten for de grundlæggende rettigheder og proceduremæssige garantier.
          • Efter Parlamentets betænkning om den foreslåede revision af tilbagesendelsesdirektivet trak Kommissionen forslaget tilbage og erstattede det i marts 2025 med et forslag til en tilbagesendelsesforordning. Forelæggelsen af denne forordning markerer begyndelsen på den nye europæiske tilgang til tilbagesendelser, som skitseret i de politiske retningslinjer for den næste Europa-Kommission 2024-2029. I den nye forordning foreslås den europæiske tilbagesendelsesordre, som harmoniserer afgørelser om tilbagesendelse i alle medlemsstater ved at sikre, at et påbud om at forlade et land gælder for hele EU's område. Forhandlingerne om forslaget til en tilbagesendelsesforordning er i gang. Pagten om migration og asyl peger i retning af mere operationel støtte til medlemsstaterne og Frontex som den operationelle del af EU's tilbagesendelsespolitik samt udnævnelsen af en tilbagesendelseskoordinator, der støttes af et nyt netværk på højt plan for tilbagesendelse.
          • I maj 2025 fremsatte Kommissionen også et forslag til en forordning om anvendelsen af begrebet "sikkert tredjeland". Forslaget har til formål at lette anvendelsen af dette begreb for at fremskynde asylprocesserne og mindske presset på asylsystemerne, samtidig med at retsgarantierne for ansøgere bevares, og de grundlæggende rettigheder respekteres. I overensstemmelse hermed fremsatte Kommissionen i april 2025 et forslag til en forordning om opstilling af en liste over sikre oprindelseslande på EU-plan. De to forordninger blev vedtaget af Parlamentet og Rådet i februar 2026.
          • Direktivet om sanktioner over for arbejdsgivere præciserer, hvilke sanktioner og foranstaltninger, der skal anvendes i medlemsstaterne over for arbejdsgivere, der beskæftiger tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold. Den første rapport om direktivets gennemførelse blev forelagt den 22. maj 2014. Efter at være bebudet i pagten om migration og asyl vedtog Kommissionen i september 2021 en meddelelse om anvendelsen af direktivet om sanktioner over for arbejdsgivere med det formål at styrke gennemførelsen og samtidig beskytte ulovlige migranters rettigheder.
          • Siden 2001 har medlemsstaterne gensidigt anerkendt deres respektive afgørelser om udsendelse (direktiv 2001/40/EF), hvorved en medlemsstats afgørelse om at udvise en tredjelandsstatsborger, der opholder sig i en anden medlemsstat, respekteres og efterleves.
          • Samtidig har EU indgået 18 tilbagetagelsesaftaler med oprindelses- og transitlande med henblik på at tilbagesende ulovlige migranter og samarbejde om bekæmpelse af menneskehandel. I henhold til disse aftaler skal de blandede tilbagetagelsesudvalg overvåge deres gennemførelse. De er også knyttet til visumlempelsesaftaler, som har til formål at give det nødvendige incitament til tilbagetagelsesforhandlinger i det pågældende tredjeland uden at øge den ulovlige migration.

            I erkendelse af, at effektive tilbagesendelser kræver et stærkere samarbejde med tredjelande, indførte Kommissionen migrationspartnerskabsrammen med tredjelande i 2016, hvilket førte til de første migrationspartnerskaber med Etiopien, Mali, Niger, Nigeria og Senegal samme år. Disse partnerskaber afspejler målet om at indgå fleksible aftaler og skræddersyede incitamenter for at styrke samarbejdet om tilbagesendelser og samtidig tackle bredere migrationsudfordringer. Kommissionen har desuden indgået uformelle ordninger for tilbagesendelse og tilbagetagelse, hvilket i 2021 blev mødt med kritik fra Parlamentets side i en beslutning om beskyttelse af menneskerettighederne og EU's eksterne migrationspolitik for at falde uden for dets kontrol og give anledning til spørgsmål om ansvarlighed og gennemsigtighed. I mellemtiden er medlemsstaterne fortsat afhængige af bilaterale aftaler for at nå deres tilbagesendelsesmål.

            Kommissionen har foreslået EU-handlingsplaner for det centrale Middelhavsområde (november 2022), for Vestbalkanruten (december 2022), for den vestlige Middelhavsrute og Atlanterhavsruten (juni 2023) og for den østlige Middelhavsrute (oktober 2023). Den 16. oktober 2025 foreslog Kommissionen en ny pagt for Middelhavsområdet med en tredje søjle om sikkerhed, beredskab og migrationsstyring.

            Europa-Parlamentets rolle

            Siden Lissabontraktatens ikrafttræden i 2009 har Parlamentet været aktivt involveret i vedtagelsen af ny lovgivning, der omhandler immigration. Den almindelige lovgivningsprocedure anvendes til politikker for både ulovlig og lovlig immigration, hvormed Parlamentet er fuldgyldig medlovgiver på lige fod med Rådet. De foreløbige foranstaltninger, der skal træffes i tilfælde af en pludselig tilstrømning af tredjelandsstatsborgere, vedtages dog af Rådet alene, efter høring af Parlamentet (artikel 78, stk. 3, i TEUF).

            Parlamentet har også vedtaget en lang række initiativbeslutninger om migration. Disse omfatter: