Immigrationspolitik

Ændring af filen til pdf-version

Et centralt mål for Den Europæiske Union er en fremadrettet og omfattende europæisk immigrationspolitik, der bygger på solidaritet. Sigtet med immigrationspolitikken er at skabe en afbalanceret strategi for håndtering af såvel legal som illegal immigration.

Retsgrundlag

Artikel 79 og 80 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF).

Kompetencer

Legal immigration:EU har beføjelse til at fastsætte betingelserne for indrejse og lovligt ophold i en medlemsstat, herunder med henblik på familiesammenføring for statsborgere fra tredjelande. Medlemsstaterne bevarer retten til at fastsætte kvoter for, hvor mange personer fra tredjelande, der må indrejse for at søge arbejde.

Integration: EU kan tilvejebringe incitamenter og støtte til foranstaltninger, der træffes af medlemsstaterne for at fremme integration af tredjelandsstatsborgere med lovligt ophold. EU-retten indeholder imidlertid ingen bestemmelser om harmonisering af nationale love og bestemmelser.

Bekæmpelse af illegal immigration: EU skal forebygge og mindske illegal immigration, særligt ved hjælp af en effektiv tilbagesendelsespolitik, på en måde, der respekterer de grundlæggende rettigheder.

Tilbagetagelsesaftaler: EU har beføjelse til at indgå tilbagetagelsesaftaler med tredjelande vedrørende tredjelandsstatsborgeres tilbagevenden til deres hjemland eller til afsendelseslandet, når de ikke opfylder eller ikke længere opfylder betingelserne for indrejse, tilstedeværelse eller ophold i en medlemsstat.

Mål

Fastlæggelse af en afbalanceret tilgang til immigration: EU har som mål at udvikle en afbalanceret tilgang til håndtering af legal immigration og bekæmpelse af illegal immigration. En hensigtsmæssig forvaltning af migrationsstrømmene forudsætter en retfærdig behandling af tredjelandsstatsborgere, der opholder sig lovligt i medlemsstaterne, en styrkelse af indsatsen for at bekæmpe illegal immigration, herunder menneskehandel og -smugling, og fremme af et tættere samarbejde med tredjelande på alle områder. EU sigter mod at udvikle ensartede rettigheder og forpligtelser for legale immigranter i lighed med dem, der gælder for EU-borgere.

Solidaritetsprincippet: I henhold til Lissabontraktaten er immigrationspolitikkerne underlagt princippet om solidaritet og rimelig ansvarsfordeling mellem medlemsstaterne, herunder for så vidt angår de finansielle aspekter (artikel 80 i TEUF).

Resultater

A. Institutionel udvikling som følge af Lissabontraktaten

Der blev med Lissabontraktaten, som trådte i kraft i december 2009, indført beslutningstagning med kvalificeret flertal om legal immigration og et nyt retsgrundlag for integrationstiltag. Nu anvendes den almindelige lovgivningsprocedure til politikker for både illegal og legal immigration, hvormed Parlamentet er medlovgiver på lige fod med Rådet. De foreløbige foranstaltninger, der skal træffes i tilfælde af en pludselig tilstrømning af tredjelandsstatsborgere, vedtages dog af Rådet alene, efter høring af Parlamentet (artikel 78, stk. 3, i TEUF).

I Lissabontraktaten blev det endvidere præciseret, at EU's kompetencer inden for dette område deles med medlemsstaterne, navnlig for så vidt angår antallet af migranter, der lovligt kan indrejse i en medlemsstat for at søge arbejde (artikel 79, stk. 5, i TEUF). Endelig har Den Europæiske Unions Domstol nu fuld kompetence på immigrations- og asylområdet.

B. Politikudformning

1. En samlet strategi for migration og mobilitet

Den samlede strategi for migration og mobilitet, som Kommissionen vedtog i 2011, fastsætter en generel ramme for EU's forbindelser med tredjelande på migrationsområdet. Den indeholder fire søjler: legal immigration og mobilitet, illegal immigration og menneskehandel, international beskyttelse og asylpolitik samt styrkelse af migrationens og mobilitetens indvirkning på udviklingen. Migranters menneskerettigheder er et tværgående spørgsmål inden for rammerne af denne strategi.

2. Strategiske retningslinjer

Stockholmprogrammet for området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der blev vedtaget i december 2009, udløb i december 2014. I marts 2014 offentliggjorde Kommissionen en ny meddelelse, hvori den fremlagde sin vision for den fremtidige dagsorden for området med frihed, sikkerhed og retfærdighed med titlen "Vejen frem mod et åbent og sikkert Europa". I overensstemmelse med artikel 68 i TEUF udformede Det Europæiske Råd efterfølgende i sine konklusioner af 26. og 27. juni 2014 de strategiske retningslinjer for den lovgivningsmæssige og operationelle programudformning i området med frihed, sikkerhed og retfærdighed for perioden 2014–2020. Den 19. december godkendte Det Europæiske Råd de nye strategiske retningslinjer for den lovgivningsmæssige og operationelle programudformning i området med frihed, sikkerhed og retfærdighed fra 2024–2029, som Rådet havde vedtaget den 12. december 2024. De nye retningslinjer understreger betydningen af at anvende EU's visumpolitik strategisk, forhindre misbrug af EU's visumordning, opbygge nye partnerskaber med oprindelses- og transitlande, bekæmpe organiseret kriminalitet og overveje alle aspekter af EU's strafferet og civilret.

3. Den europæiske dagsorden for migration

I maj 2015 offentliggjorde Kommissionen den europæiske dagsorden for migration. Der blev i dagsordenen foreslået øjeblikkelige foranstaltninger med hensyn til at imødegå krisen i Middelhavet samt foranstaltninger, der skal træffes i de kommende år med henblik på at håndtere forvaltningen af alle aspekter af immigrationen mere effektivt.

På grundlag af denne dagsorden offentliggjorde Kommissionen i en meddelelse i april 2016 sine retningslinjer for legal migration og asyl. Retningslinjerne følger fire spor for så vidt angår politikker om legal migration: revision af direktivet om det blå EU-kort, tiltrækning af innovative iværksættere til EU, udvikling af en model for en mere konsekvent og effektiv forvaltning af legal immigration i EU gennem en vurdering af de eksisterende rammer samt styrkelse af samarbejdet med de vigtigste oprindelseslande med henblik på at sikre lovlige migrationsveje til EU og samtidig forbedre tilbagesendelsen af dem, der ikke har ret til ophold.

Kommissionen offentliggjorde i oktober 2019 sin seneste statusrapport om gennemførelsen af den europæiske dagsorden for migration, som gennemgår de fremskridt, der er gjort, og manglerne ved gennemførelsen af dagsordenen. I september 2021, et år efter vedtagelsen af den nye pagt om migration og asyl, vedtog Kommissionen sin første rapport om migration og asyl, der dækkede alle aspekter af migrationsstyring og gjorde status over den vigtigste udvikling inden for migrations- og asylpolitikken i det foregående halvandet år. Den anden rapport om migration og asyl blev offentliggjort den 6. oktober 2022.

Hele den politiske udvikling overvåges nøje af Det Europæiske Migrationsnetværk, der blev oprettet i 2008 som et EU-netværk af migrations- og asyleksperter fra alle medlemsstater, som samarbejder om at tilvejebringe objektive, sammenlignelige og politikrelevante oplysninger.

4. Ny pagt om migration og asyl

Som bebudet i arbejdsprogrammet for 2020 offentliggjorde Kommissionen sit forslag til en ny pagt om migration og asyl i september 2020. Efter flere års forhandlinger blev den nye pagt vedtaget i maj 2024 – en af de vigtigste reformer af EU's migrationspolitik. Den har til formål at integrere asylproceduren i den overordnede migrationsstyring og knytte den sammen med forhåndskontrol og tilbagesendelse, samtidig med at den også omfatter forvaltning af de ydre grænser, større fremsynethed, kriseberedskab og -indsats kombineret med en solidaritetsmekanisme såvel som eksterne forbindelser med vigtige oprindelses- og transittredjelande (se faktabladet for flere oplysninger om asylpolitik).

Følgende retsakter blev vedtaget af Parlamentet i april 2024 og Rådet i maj 2024 som en del af pagten:

For at sikre effektivitet indføres der med den nye pagt harmoniserede asylstandarder, klare regler for behandling af ansøgninger og sikkerhedsforanstaltninger mod misbrug. Den nye solidaritetsramme giver medlemsstaterne mulighed for at støtte hinanden gennem omfordeling, finansielle bidrag eller operationel bistand.

Efter at pagten trådte i kraft den 11. juni 2024, vedtog Kommissionen den 12. juni 2024 en fælles gennemførelsesplan for pagten om migration og asyl, der fastsætter de nøgleaktioner, der er nødvendige for at gennemføre de nye regler om migration i praksis. De nye regler vil finde anvendelse fra midten af 2026, bortset fra forordningen om en EU-ramme for genbosætning og indrejse af humanitære årsager, som allerede finder anvendelse.

C. Udvikling i lovgivningen

Siden 2008 er der vedtaget omfattende indvandringslovgivning

1. Legal immigration

Som følge af problemerne med at få vedtaget en generel bestemmelse, som omfatter alle former for arbejdskraftindvandring i EU, består den nuværende tilgang i vedtagelse af sektorspecifik lovgivning for hver migrantkategori med henblik på at skabe en EU-politik for legal immigration.

Det første direktiv om indrejse- og opholdsbetingelser for tredjelandsstatsborgere med henblik på højt kvalificeret beskæftigelse fra 2009 indførte det "blå EU-kort", en fremskyndet procedure for udstedelse af specielle opholds- og arbejdstilladelser under mere attraktive betingelser for at gøre det muligt for tredjelandsstatsborgere at tiltræde højt kvalificerede stillinger i medlemsstaterne. I juni 2016 foreslog Kommissionen en revision af ordningen, herunder mindre strenge optagelseskriterier, en lavere nedre løngrænse og lavere krav for minimumsvarighed af ansættelseskontrakter, bedre bestemmelser om familiesammenføring og afskaffelse af parallelle nationale ordninger, som medlemsstaterne modsatte sig. Efter offentliggørelsen af den nye pagt indledte Parlamentet og Rådet igen arbejdet med denne revision, og den 15. september 2021 godkendte Parlamentet den aftale, der var indgået med Rådet. De nye bestemmelser indeholder mere fleksible indrejsekriterier (en gyldig ansættelseskontrakt eller et bindende seksmåneders jobtilbud er tilstrækkeligt), samtidig med at den nedre løngrænse, som ansøgere skal have for at være berettiget til det blå kort, sænkes, og det gøres lettere for indehavere af det blå kort at rejse mellem EU-lande og at blive genforenet med deres familier. Det nye direktiv om det blå EU-kort trådte i kraft den 27. november 2021, og fristen for dets gennemførelse var den 18. november 2023.

Direktivet om en kombineret tilladelse fastlægger en fælles forenklet procedure for tredjelandsstatsborgere, der søger om opholds- og arbejdstilladelse i en medlemsstat, såvel som et sæt fælles rettigheder for legale immigranter. Kommissionens gennemførelsesrapport om én enkelt ansøgningsprocedure, der blev vedtaget i marts 2019, påpeger, at det forhold, at tredjelandsstatsborgere mangler oplysninger om deres rettigheder, hæmmer opfyldelsen af direktivets formål, som er integration og ikkeforskelsbehandling af tredjelandsstatsborgere. I april 2022 foreslog Kommissionen en omarbejdning af direktivet for at forenkle og præcisere dets anvendelsesområde. Parlamentet og Rådet nåede i december 2023 til politisk enighed.Direktivet om en kombineret tilladelse blev offentliggjort i EU-Tidende den 30. april 2024. Det strømliner processen med at opnå én enkelt arbejds- og opholdstilladelse for ansøgere og arbejdsgivere og indfører nye foranstaltninger, der skal styrke beskyttelsen af arbejdstagere fra tredjelande mod udnyttelse.

Direktivet om fastlæggelse af bestemmelser for beskæftigelse som sæsonarbejdere for tredjelandsstatsborgere blev vedtaget i februar 2014. Vandrende sæsonarbejdere kan højst opholde sig lovligt og midlertidigt i EU i en periode på mellem fem og ni måneder (afhængigt af medlemsstaten) for at udføre en sæsonbestemt aktivitet, samtidig med at de bevarer deres hovedbopæl i et tredjeland. I direktivet præciseres endvidere de rettigheder, som vandrende arbejdstagere er berettiget til. I juli 2020 offentliggjorde Kommissionen retningslinjer for sæsonarbejdere i forbindelse med covid-19-udbruddet, hvor den også bebudede den første gennemførelsesrapport for 2021. Gennemførelsesrapporten blev imidlertid forsinket og er endnu ikke blevet offentliggjort.

Direktivet om virksomhedsintern udstationering, der fastsætter betingelserne for tredjelandsstatsborgeres indrejse og ophold, blev vedtaget den 15. maj 2014. Direktivet gør det nemmere for virksomheder og multinationale selskaber at udstationere deres ledere, specialister og erhvervspraktikanter midlertidigt til deres filialer eller datterselskaber i Den Europæiske Union.

Direktivet om betingelserne for tredjelandsstatsborgeres indrejse og ophold med henblik på forskning, studier, praktik, volontørtjeneste, elevudvekslingsprogrammer eller uddannelsesprojekter, og au pair-ansættelse blev vedtaget den 11. maj 2016. Det erstatter de tidligere retsakter, som omfattede studerende og forskere, udvider deres anvendelsesområde og forenkler anvendelsen af dem.

Status for tredjelandsstatsborgere med status som fastboende udlændinge i Den Europæiske Union reguleres af Rådets direktiv om fastboende udlændinge som ændret i 2011 for at udvide dets anvendelsesområde til at omfatte flygtninge og andre personer, der nyder international beskyttelse. I gennemførelsesrapporten om direktivet om tredjelandsstatsborgeres status som fastboende udlænding fra marts 2019 blev det konstateret, at medlemsstaterne i stedet for aktivt at fremme den europæiske status som fastboende udlænding primært udsteder langvarige nationale opholdstilladelser, og kun få tredjelandsstatsborgere benytter sig af deres ret til at flytte til andre medlemsstater. I april 2022 foreslog Kommissionen en omarbejdning af direktivet om tredjelandsstatsborgeres status som fastboende udlænding med det formål at skabe en reel status som fastboende udlænding i EU, navnlig ved at styrke fastboende udlændinges ret til at flytte til og arbejde i andre medlemsstater. Den 30. november 2023 indledte Parlamentet og Rådet interinstitutionelle forhandlinger med henblik på at vedtage en endelig retsakt. Forhandlingerne blev genoptaget efter valget i 2024 og er stadig i gang.

Den 15. november 2023 foreslog Kommissionen pakken om færdigheder og talentmobilitet, som omfatter et forslag om oprettelse af en EU-talentpulje samt foranstaltninger til forenkling af procedurerne for anerkendelse af kvalifikationer for at fremme studerendes mobilitet og mobilitet på arbejdsmarkedet. Målet er at forenkle rekrutteringen af tredjelandsstatsborgere, navnlig i sektorer, hvor der er mangel på arbejdskraft. Parlamentet vedtog sin holdning til EU-talentpuljen den 3. april 2025. Interinstitutionelle forhandlinger er i gang.

2. Integration

Rådets direktiv om familiesammenføring af september 2023 fastlægger bestemmelser om ret til familiesammenføring, som går længere end retten til respekt for privatliv og familieliv i artikel 8 i den europæiske menneskerettighedskonvention. Eftersom det i gennemførelsesrapporten fra 2008 blev konkluderet, at dette direktiv ikke var blevet gennemført fuldt ud og korrekt i medlemsstaterne, offentliggjorde Kommissionen i april 2014 en meddelelse til medlemsstaterne om retningslinjer for anvendelsen af Rådets direktiv om ret til familiesammenføring. I den anden gennemførelsesrapport for Rådets direktiv om familiesammenføring (marts 2019) blev det konkluderet, at situationen siden 2008 med hensyn til gennemførelsen af direktivet var blevet bedre. Dette skyldtes til dels de traktatbrudsprocedurer, som Kommissionen havde indledt, offentliggørelsen af det vejledende dokumentet i 2014 og de talrige domme afsagt af Den Europæiske Unions Domstol.

EU's beføjelser på integrationsområdet er begrænsede. Kommissionen vedtog i juli 2011 den europæiske dagsorden for integration af tredjelandsstatsborgere. Senest har Kommissionen i november 2020 forelagt en handlingsplan om integration og inklusion for 2021-2027, der opstiller en politisk ramme og praktiske skridt til at bistå medlemsstaterne med integrationen og inddragelsen af de 34 millioner tredjelandsstatsborgere, som opholder sig lovligt i EU i forbindelse med uddannelse, beskæftigelse, sundhed og bolig. Planen samler overvågningsforanstaltninger og brugen af nye digitale værktøjer og bestræbelser på at fremme migranters deltagelse i samfundet, øge mulighederne for EU-finansiering og etablere partnerskaber med flere aktører på forskellige forvaltningsniveauer. De eksisterende instrumenter omfatter Det Europæiske Migrationsforum, Europa-Kommissionens websted om integration af udlændinge, det europæiske integrationsnetværk og Kommissionens ekspertgruppe om migranters synspunkter inden for migration, asyl og integration, som mødtes for første gang i november 2020 og har holdt regelmæssige møder lige siden.

Specialiserede finansieringsinstrumenter til støtte for nationale integrationspolitikker er baseret på Asyl-, Migrations- og Integrationsfonden (AMIF) og Den Europæiske Socialfond (ESF+) under den flerårige finansielle ramme (FFR) for 2021–2027.

3. Illegal immigration

EU har vedtaget flere vigtige retsakter til bekæmpelse af illegal immigration:

Den såkaldte "smuglerpakke" omfatter Rådets direktiv, der definerer hjælp til ulovlig indrejse, transit samt ulovligt ophold som en lovovertrædelse og Rådets rammeafgørelse om strafferetlige sanktioner for sådanne handlinger. Denne pakke suppleres af Rådets direktiv om udstedelse af opholdstilladelser til tredjelandsstatsborgere, der har været ofre for menneskehandel, som samarbejder med de kompetente myndigheder (se også faktabladet om retligt samarbejde i straffesager om menneskesmugling). I maj 2015 vedtog Kommissionen EU-handlingsplanen for bekæmpelse af smugling af migranter (2015-2020), og Kommissionen gennemførte i overensstemmelse med handlingsplanen en Refit-evaluering vedrørende anvendelsen af de eksisterende retlige rammer. Kommissionen fandt, at der på dette tidspunkt ikke var tilstrækkelig dokumentation for kriminalisering af enkeltpersoner eller organisationer, der yder humanitær bistand, og konkluderede, at EU's retlige ramme vedrørende smugling af migranter fortsat er nødvendig i den nuværende situation. I Parlamentets beslutning af 5. juli 2018 opfordrede det Kommissionen til at udarbejde retningslinjer til medlemsstaterne med henblik på at forhindre, at humanitær bistand kriminaliseres. Som led i sin nye pagt om migration og asyl udsendte Kommissionen en meddelelse med retningslinjer for fortolkningen af hjælp til ulovlig indrejse og transit samt ulovligt ophold, hvori den fastslog, at det ikke er strafbart at overholde den retlige forpligtelse til at redde mennesker i havsnød. I september 2021 vedtog Kommissionen en fornyet EU-handlingsplan for bekæmpelse af smugling af migranter for 2021–2025.
Den 28. november 2023 fremlagde Kommissionen et forslag til en forordning om styrkelse af politisamarbejdet i forbindelse med forebyggelse, opdagelse og efterforskning af smugling af migranter og menneskehandel og om forøgelse af Europols støtte til forebyggelse og bekæmpelse af disse former for kriminalitet. Den 25. september 2025 nåede Parlamentet og Rådet uformelt til enighed om at indføre et permanent europæisk center for bekæmpelse af migrantsmugling i Europol og styrke koordineringen mellem Europol, Eurojust og Frontex.
Kommissionen fremlagde også et forslag til et direktiv om fastsættelse af minimumsregler for forebyggelse og bekæmpelse af hjælp til ulovlig indrejse og transit samt ulovligt ophold i Unionen. Forslaget indeholder en klarere definition af smugleri og harmoniserede sanktioner. Parlamentets LIBE-udvalg er i øjeblikket ved at behandle dette forslag. Tilbagesendelsesdirektivet af 16. december 2008 fastlægger fælles EU-standarder og -procedurer for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold. Den første rapport om gennemførelsen heraf blev vedtaget i marts 2014. I september 2015 offentliggjorde Kommissionen EU-handlingsplanen for tilbagesendelse, der i oktober 2015 blev fulgt op af Rådets konklusioner om tilbagesendelsespolitikkens fremtid. I marts 2017 supplerede Kommissionen handlingsplanen med en meddelelse om en mere effektiv tilbagesendelsespolitik i EU – en ny handlingsplan og en henstilling om at gøre tilbagesendelse mere effektiv. I november 2017 offentliggjorde den sin opdaterede håndbog om tilbagesendelse, som indeholder vejledning til de nationale myndigheder med ansvar for tilbagesendelsesopgaver. Endvidere vedtog Europa-Parlamentet og Rådet i 2016 en forordning om indførelse af et europæisk rejsedokument til brug ved tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold. Det moderniserede og styrkede Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning (Frontex) bistår i stigende grad medlemsstaterne i deres tilbagesendelsesaktiviteter. Kommissionen foreslog i september 2018 en omarbejdning af tilbagesendelsesdirektivet for at fremskynde procedurer, herunder klarere procedurer og regler for at forhindre misbrug, effektive programmer for frivillig tilbagevenden, der skal oprettes i medlemsstaterne, og klarere regler om frihedsberøvelse. En målrettet konsekvensanalyse fra Parlamentet om den foreslåede omarbejdning af tilbagesendelsesdirektivet viste, at forslaget ville medføre betydelige omkostninger for medlemsstaterne gennem øget tilbageholdelse. Der er ingen klar dokumentation for, at forslaget vil føre til mere effektive tilbagesendelser, men det er sandsynligt, at det vil føre til brud på de grundlæggende rettigheder for illegale migranter. I sin beslutning af 17. december 2020 om gennemførelsen af tilbagesendelsesdirektivet understregede Parlamentet, at effektiviteten af EU's tilbagesendelsespolitik ikke kun skal måles i forhold til tilbagesendelsesprocenten, men også skal tage hensyn til respekten for de grundlæggende rettigheder og proceduremæssige garantier. Ordføreren offentliggjorde sit udkast til betænkning om det foreslåede omarbejdede tilbagesendelsesdirektiv den 21. februar 2020. I valgperioden 2019-2024 offentliggjorde Kommissionen sin strategi for frivillig tilbagevenden og reintegration (april 2021) og en meddelelse med titlen "Styrket samarbejde om tilbagesendelse og tilbagetagelse som led i en fair, effektiv og samlet EU-migrationspolitik" (februar 2021). Kommissionen har siden offentliggjort politikdokumentet "Hen imod en operationel strategi for mere effektive tilbagesendelser" (januar 2023) og en henstilling om gensidig anerkendelse af afgørelser om tilbagesendelse og fremskyndelse af tilbagesendelser (marts 2023). Arbejdet med sagen blev afsluttet, idet forslaget blev trukket tilbage og erstattet med forslaget om en forordning om tilbagesendelse, der blev forelagt den 11. marts 2025. Forelæggelsen af denne forordning markerer begyndelsen på den nye europæiske tilgang til tilbagesendelser, som tidligere var blevet skitseret i dokumentet "Politiske retningslinjer for den næste Europa-Kommission 2024-2029". I den nye forordning foreslås den europæiske tilbagesendelsesordre, som harmoniserer afgørelser om tilbagesendelse i alle EU-medlemsstater ved at sikre, at et påbud om at forlade et land gælder for hele EU's område. Den nye pagt om migration og asyl peger desuden i retning af et fælles EU-system for tilbagesendelser med mere operationel støtte til medlemsstaterne og Frontex som den operationelle del af EU's tilbagesendelsespolitik samt udnævnelsen af en tilbagesendelseskoordinator, der støttes af et nyt netværk på højt plan for tilbagesendelse. Kommissionen foreslog i maj 2025 også en forordning om anvendelsen af begrebet "sikkert tredjeland". Forslaget har til formål at lette anvendelsen af dette begreb for at fremskynde asylprocesserne og mindske presset på asylsystemerne, samtidig med at retsgarantierne for ansøgere bevares, og de grundlæggende rettigheder respekteres. I overensstemmelse hermed foreslog Kommissionen i april 2025 en forordning om udarbejdelse af en liste over sikre oprindelseslande på EU-plan. Den første EU-tilbagesendelseskoordinator, Mari Juritsch, blev udpeget i marts 2022.
Direktivet om sanktioner over for arbejdsgivere præciserer hvilke sanktioner og foranstaltninger der skal anvendes i medlemsstaterne over for arbejdsgivere, der beskæftiger tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold. Den første rapport om direktivets gennemførelse blev forelagt den 22. maj 2014. Efter at være bebudet i den nye pagt vedtog Kommissionen i september 2021 en meddelelse om anvendelsen af direktivet om sanktioner over for arbejdsgivere med det formål at styrke gennemførelsen og samtidig beskytte illegale migranters rettigheder.
Siden 2001 har medlemsstaterne gensidigt anerkendt deres respektive afgørelser om udsendelse (direktiv 2001/40/EF), hvorved en medlemsstats afgørelse om at udvise en tredjelandsstatsborger, der opholder sig i en anden medlemsstat, respekteres og efterleves.

Samtidig har EU indgået 18 tilbagetagelsesaftaler med oprindelses- og transitlande med henblik på at tilbagesende illegale migranter og samarbejde om bekæmpelse af menneskehandel. I henhold til disse aftaler skal de blandede tilbagetagelsesudvalg overvåge deres gennemførelse. De er også knyttet til visumlempelsesaftaler, som har til formål at give det nødvendige incitament til tilbagetagelsesforhandlinger i det pågældende tredjeland uden at øge den illegale migration. I erkendelse af, at effektive tilbagesendelser kræver et stærkere samarbejde med tredjelande, indførte Kommissionen migrationspartnerskabsrammen med tredjelande i 2016, hvilket førte til de første migrationspartnerskaber med Etiopien, Mali, Niger, Nigeria og Senegal samme år. Disse partnerskaber afspejler målet om at indgå fleksible aftaler og skræddersyede incitamenter for at styrke samarbejdet om tilbagesendelser og samtidig tackle bredere migrationsudfordringer. Kommissionen har desuden indgået uformelle ordninger for tilbagesendelse og tilbagetagelse, hvilket i 2021 blev mødt med kritik fra Parlamentets side for at falde uden for dets kontrol og give anledning til spørgsmål om ansvarlighed og gennemsigtighed. I mellemtiden er medlemsstaterne fortsat afhængige af bilaterale aftaler for at nå deres tilbagesendelsesmål.

Kommissionen har foreslået EU-handlingsplaner for det centrale Middelhavsområde (november 2022), for Vestbalkanruten (december 2022), for den vestlige Middelhavsrute og Atlanterhavsruten (juni 2023) og for den østlige Middelhavsrute (oktober 2023). Den 16. oktober 2025 foreslog Kommissionen en ny pagt for Middelhavsområdet med en tredje søjle om sikkerhed, beredskab og migrationsstyring.

Europa-Parlamentets rolle

Siden Lissabontraktatens ikrafttræden har Parlamentet som fuldgyldig lovgivende part været aktivt involveret i vedtagelsen af ny lovgivning, der omhandler såvel illegal som legal immigration.

Parlamentet har også vedtaget en lang række initiativbeslutninger om migration. Disse omfatter:

Læs mere om dette emne:

Olga Johanna PASSAMERA

10-2025

Immigrationspolitik

Retsgrundlag

Kompetencer

Mål

Resultater

Europa-Parlamentets rolle

Et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed