Det Europæiske Råd
Dette faktablad forklarer den rolle, som Det Europæiske Råd, en EU-institution bestående af EU-medlemsstaternes stats- og regeringschefer, spiller. Det beskriver Det Europæiske Råds plads i EU's institutionelle system og de beføjelser, det har til at give den nødvendige fremdrift til EU's udvikling. Det giver et overblik over de EU-prioriteter og -strategier, som Det Europæiske Råd har fastlagt i de seneste år gennem sine politiske retningslinjer.
Retsgrundlag
Retsgrundlaget for Det Europæiske Råd er fastsat i artikel 13 og 15 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU), som giver Det Europæiske Råd status som en af de syv EU-institutioner og fastsætter dets sammensætning, opgaver og procedurer. Yderligere referencer til det Europæiske Råd findes i artikel 26, 27 og 42, stk. 2, i TEU, som opridser dets rolle i den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) og i artikel 235 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), som fastsætter reglerne for dets møder.
Tilsammen giver disse bestemmelser Det Europæiske Råd beføjelser til at fastlægge EU's overordnede politiske retningslinjer og prioriteter uden at udøve lovgivende funktioner.
Det Europæiske Råds historie
Topmøderne mellem EU-medlemsstaternes stats- og regeringschefer finder i dag sted under betegnelsen "Det Europæiske Råd". Det første af sådanne europæiske topmøder fandt sted i februar 1961 i Paris, og de blev hyppigere efter 1969.
På det europæiske topmøde i Paris i februar 1974 blev det besluttet, at disse møder mellem stats- eller regeringscheferne fremover skulle afholdes regelmæssigt under betegnelsen "Det Europæiske Råd" og have til formål at vedtage den overordnede tilgang til håndteringen af den europæiske integrationsproces og til at sikre behørig samordning af EU's aktiviteter.
Ved den europæiske fælles akt (fra 1986) blev Det Europæiske Råd for første gang forankret i fællesskabstraktaterne, bl.a. med angivelse af dets sammensætning og fastlæggelse af halvårlige møder.
I Maastrichttraktaten (fra 1992) blev Det Europæiske Råds rolle i EU's institutionelle proces formelt fastlagt.
Med Lissabontraktaten (fra 2009) blev Det Europæiske Råd en fuldgyldig EU-institution (artikel 13 i TEU), og dets opgaver defineret. De består i, at "Det Europæiske Råd tilfører Unionen den fremdrift, der er nødvendig for dens udvikling, og fastlægger dens overordnede politiske retningslinjer og prioriteter" (artikel 15 i TEU).
Det Europæiske Råd og Rådet for Den Europæiske Union (i det følgende benævnt "Rådet") er særskilte institutioner (Rådet består af en repræsentant for hver medlemsstat på ministerplan, se 1.3.7). Det Europæiske Råd og Rådet deler dog sektion II i EU's budget (artikel 46, litra b), i finansforordningen).
Organisationen af Det Europæiske Råds
Det Europæiske Råd indkaldes af formanden og består foruden denne af de 27 medlemsstaters stats- eller regeringschefer samt Kommissionens formand (artikel 15, stk. 2, i TEU). Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik deltager også i dets arbejde. Sædvanligvis indbydes Europa-Parlamentets formand til at holde tale ved begyndelsen af mødet (artikel 235, stk. 2, i TEUF).
Det Europæiske Råd vælger, i henhold til artikel 15, stk. 5, i TEU, sin formand med kvalificeret flertal for en periode på to et halvt år, som kan fornyes én gang. Formanden må ikke bestride et nationalt embede under sin tjenesteperiode. I henhold til artikel 15, stk. 6, i TEU består formandens ansvarsopgaver i at:
- lede Det Europæiske Råds arbejde og give det fremdrift
- sikre forberedelsen og kontinuiteten af dets arbejde i samarbejde med formanden for Kommissionen
- fremme sammenhold og konsensus blandt medlemmerne og
- varetage Unionens repræsentation udadtil på de områder, der hører under den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, uden at dette berører de beføjelser, der er tildelt Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik.
- et frit og demokratisk Europa (f.eks. beskyttelse af retsstatsprincippet og bekæmpelse af udenlandsk indblanding)
- et stærkt og sikkert Europa (f.eks. fortsat støtte til Ukraine og øgede forsvarsudgifter og -investeringer)
- et velstående og konkurrencedygtigt Europa (f.eks. forbedret kapacitet inden for centrale fremtidsorienterede teknologier og den grønne og den digitale omstilling, herunder en ægte energiunion).
- international sikkerhed og kampen mod terrorisme
- den europæiske naboskabspolitik og forbindelserne med Rusland
- forbindelserne med Middelhavslandene og Mellemøsten.
Formanden aflægger også rapport til Europa-Parlamentet efter hvert møde i Det Europæiske Råd.
Den nuværende formand, António Costa, tiltrådte embedet den 1. december 2024 efter Charles Michel.
Det Europæiske Råd træffer almindeligvis sine beslutninger ved konsensus, men en række vigtige udnævnelser afgøres med kvalificeret flertal (navnlig valget af egen formand, valg af kandidaten til posten som formand for Kommissionen og udnævnelserne af den højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og formanden for Den Europæiske Centralbank).
Det Europæiske Råd holder normalt møde mindst fire gange om året. Siden 2008 har det mødtes hyppigere, navnlig under finanskrisen og den efterfølgende gældskrise i euroområdet.
Herudover mødes Det Europæiske Råds medlemmer i regeringskonferenceformatet. Her indkaldes repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer til konferencer for at drøfte og nå til enighed om ændringer af EU's traktater. Inden Lissabontraktaten trådte i kraft i 2009, var dette den eneste procedure for traktatrevision. Den kaldes nu den "almindelige revisionsprocedure". På regeringskonferencerne, som indkaldes af formanden for Det Europæiske Råd, træffes der afgørelser om traktatændringer med enstemmighed.
Det Europæiske Råds rolle
A. Det Europæiske Råds plads i EU's institutionelle system
I henhold til artikel 13 i TEU indgår Det Europæiske Råd i Unionens institutionelle ramme. Dets funktion består dog i at udstikke den overordnede politiske kurs frem for at optræde som et beslutningstagende organ i juridisk forstand. Det træffer kun undtagelsesvis afgørelser, der har juridisk virkning for EU (jf. punkt C nedenfor), men det har fået en række institutionelle beslutningsbeføjelser. Det Europæiske Råd kan nu vedtage bindende retsakter og kan i den forbindelse gøres til genstand for søgsmål ved Den Europæiske Unions Domstol, herunder passivitetssøgsmål (artikel 265 i TEUF).
Artikel 7, stk. 2, i TEU giver Det Europæiske Råd bemyndigelse til efter godkendelse fra Europa-Parlamentet at indlede proceduren til suspendering af en medlemsstats rettigheder, hvis denne groft har tilsidesat de principper, som Unionen bygger på.
B. Forbindelserne med de øvrige institutioner
Det Europæiske Råd træffer sine afgørelser på et fuldstændig uafhængigt grundlag, idet det i de fleste tilfælde hverken kræver et initiativ fra Kommissionen eller inddragelse af Europa-Parlamentet.
I Lissabontraktaten er der dog bevaret en organisatorisk forbindelse mellem Det Europæiske Råd og Kommissionen, eftersom Kommissionens formand er ikke-stemmeberettiget medlem af Det Europæiske Råd, og Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik deltager i drøftelserne. Desuden anmoder Det Europæiske Råd ofte Kommissionen om at fremlægge rapporter til brug for dets møder.
I henhold til artikel 15, stk. 6, litra d), i TEU skal formanden for Det Europæiske Råd forelægge Europa-Parlamentet en rapport efter hvert møde i Det Europæiske Råd. Det Europæiske Råds formand mødes også hver måned med Parlamentets formand og lederne af de politiske grupper. Medlemmer af Europa-Parlamentet kan indgive skriftlige forespørgsler om formandens politiske aktiviteter, som formanden skal besvare formelt. Europa-Parlamentet kan også i et vist omfang gøre sin indflydelse gældende rent uformelt gennem sin formands tilstedeværelse på Det Europæiske Råds møder, gennem partiledernes møder i deres respektive europæiske politiske familier forud for Det Europæiske Råds møder og gennem de beslutninger, som Parlamentet vedtager om forskellige punkter på dagsordenen for Det Europæiske Råds møder, om resultaterne af møderne og om de formelle rapporter, som Det Europæiske Råd forelægger det.
Med Lissabontraktaten kom en ny aktør til, nemlig Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, der har til opgave at foreslå og implementere udenrigspolitiske tiltag på vegne af Det Europæiske Råd. Det Europæiske Råds formand varetager repræsentationen af Unionen udadtil i forbindelse med anliggender, der hører under den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, uden at dette berører de beføjelser, der er tildelt Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik.
C. Det Europæiske Råds beføjelser
1. Institutionelle beføjelser
Det Europæiske Råd tilfører Unionen "den fremdrift, der er nødvendig for dens udvikling", og fastlægger dens "overordnede politiske retningslinjer og prioriteter" (artikel 15, stk. 1, i TEU). Det træffer endvidere afgørelse med kvalificeret flertal om Rådets sammensætninger og om tidsplanen for de roterende formandskaber.
2. Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik
Det Europæiske Råd fastlægger principperne og de overordnede retningslinjer for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) (se 5.1.1 og 5.1.2) og træffer afgørelse om fælles strategier for dens iværksættelse (artikel 26 i TEU). Det Europæiske Råd træffer med enstemmighed afgørelse om, hvorvidt det skal henstilles til medlemsstaterne gradvist at udforme en fælles EU-forsvarspolitik, i henhold til artikel 42, stk. 2, i TEU.
Hvis en medlemsstat erklærer, at den af vitale årsager, der vedrører den nationale politik, agter at stemme imod vedtagelsen af en afgørelse, kan Rådet med kvalificeret flertal anmode om, at sagen henvises til Det Europæiske Råd med henblik på enstemmig afgørelse (artikel 31, stk. 2, i TEU). Samme procedure kan anvendes, hvis nogle medlemsstater beslutter at etablere et forstærket samarbejde på dette område (artikel 20 i TEU).
I en borgeranbefaling (nr. 21) fra konferencen om Europas fremtid i 2022 blev der fremsat et forslag om, at EU skulle forbedre sin evne til at træffe hurtige og formålstjenlige beslutninger, navnlig ved at gå fra enstemmighed til afstemning med kvalificeret flertal på FUSP-området og ved at styrke den rolle, som Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik udfylder. I beslutningen om opfordringen til et konvent om revision af traktaterne (af 9. juli 2022) forelagde Parlamentet Rådet forslag til traktatændringer efter den almindelige revisionsprocedure i artikel 48 i TEU. Et af de centrale forslag var at indføre afgørelser i Rådet med kvalificeret flertal i stedet for enstemmighed på relevante områder såsom vedtagelse af sanktioner og i tilfælde af nødsituationer. Den 11. juli vedtog Parlamentet en beslutning om gennemførelse af passerelleklausuler i EU-traktaterne (dvs. bestemmelser, der gør det muligt at ændre en lovgivningsprocedure uden en formel ændring af traktaterne), hvori det foreslås, at disse klausuler aktiveres på visse prioriterede politikområder, navnlig FUSP, energipolitik og beskatning med en miljødimension.
3. Økonomisk styring og den flerårige finansielle ramme
Siden 2009 har statsgældskrisen gjort Det Europæiske Råd og topmøderne om euroen til de vigtigste rammer om håndteringen af efterdønningerne efter den globale bankkrise. Flere medlemsstater har modtaget finansielle hjælpepakker gennem ad hoc-aftaler eller midlertidige aftaler vedtaget af stats- og regeringscheferne, som så senere er blevet ratificeret i medlemsstaterne. Siden 2012 er den finansielle støtte blevet kanaliseret gennem den permanente europæiske stabilitetsmekanisme. Medlemsstaternes regeringer har med aktiv deltagelse af Kommissionen, Europa-Parlamentet og Den Europæiske Centralbank udarbejdet en international traktat – traktaten om stabilitet, samordning og styring (også kaldet finanspagten) – der muliggør en strengere kontrol med medlemsstaternes budgetmæssige og socioøkonomiske politikker. Dette rejser i stigende grad spørgsmål om Kommissionens og Europa-Parlamentets rolle i den økonomiske styring af euroområdet.
Det Europæiske Råd spiller også en vigtig rolle i det europæiske semester, EU's årlige ramme for koordinering af den økonomiske politik, finanspolitikken, beskæftigelse- og socialpolitikken i EU. På sine forårsmøder udsteder det politiske retningslinjer for de makroøkonomiske, finanspolitiske og strukturelle reform- og vækstfremmende politikker. På sine møder i juni godkender det henstillinger som et resultat af den vurdering af de nationale reformprogrammer, som Kommissionen har udarbejdet, og som er blevet drøftet i Rådet.
Det Europæiske Råd er også involveret i forhandlingerne om EU's langsigtede budget, den flerårige finansiel ramme (FFR), hvor det spiller en central rolle i forbindelse med opnåelse af politisk enighed om de vigtigste politiske elementer i FFR-forordningen, f.eks. udgiftslofter, udgiftsprogrammer og finansiering (indtægter).
4. Politisamarbejde og retligt samarbejde i straffesager
På anmodning af et medlem af Rådet beslutter Det Europæiske Råd, om der kan indføres et forstærket samarbejde på et område, der vedrører ovennævnte samarbejde (artikel 20 i TEU). Der er ved Lissabontraktaten indført adskillige nye såkaldte passerellebestemmelser, der giver Det Europæiske Råd mulighed for at ændre beslutningsproceduren i Rådet fra enstemmighed til flertalsafgørelser (se 1.2.4).
Det Europæiske Råds strategiske dagsorden og prioriteter
På sit møde i Bruxelles den 27. juni 2024 fastsatte Det Europæiske Råd en femårig strategisk dagsorden (2024-2029), som udpeger prioriterede områder for EU's indsats og fokus på længere sigt. Den hviler på tre søjler:
Ud over den strategiske dagsorden fastlagde dets kortsigtede arbejdsprogrammer, der kaldes ledernes dagsordener, emner for kommende møder i Det Europæiske Råd og internationale topmøder. Ledernes foreløbige dagsorden for 2026 prioriterer Ukraine, migration og Mellemøsten sammen med konkurrenceevne og det indre marked, sikkerhed og forsvar, FFR, udvidelse og EU i verden.
A. FFR
For at hjælpe EU med at genopbygge efter pandemien og støtte investeringer i den grønne og den digitale omstilling nåede Det Europæiske Råds ledere på deres ekstraordinære møde den 17.-21. juli 2020 til enighed om en omfattende pakke på 1 824,3 mia. EUR, der kombinerer både FFR og en ekstraordinær genopretningsindsats under NextGenerationEU-instrumentet (NGEU).
På mødet den 1. februar 2024 nåede Det Europæiske Råd til enighed om revisionen af FFR for 2021-2027. Rådet for Den Europæiske Union godkendte derfor tre retsakter, der har til formål at styrke det langsigtede budget og tackle nye udfordringer. Den vedtagne pakke omfatter ændringer af den finansielle ramme og oprettelsen af Ukrainefaciliteten og platformen for strategiske teknologier for Europa (STEP).
På sit møde i december 2025 opfordrede Det Europæiske Råd til enighed om den næste FFR (2028-2034) inden udgangen af 2026 for at gøre det muligt at vedtage lovgivningsmæssige retsakter i 2027 og sikre, at EU-finansieringen når frem til støttemodtagerne uden afbrydelse fra januar 2028.
B. Udenrigs- og sikkerhedspolitik
Siden begyndelsen af 1990'erne har udenrigs- og sikkerhedspolitikken været et centralt emne på Det Europæiske Råds møder. Det Europæiske Råd har truffet en række beslutninger på området, herunder om:
På mødet i Helsinki den 10.-11. december 1999 besluttede Det Europæiske Råd at styrke den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik ved at udvikle en militær og ikkemilitær krisestyringskapacitet.
Det Europæiske Råd nåede på mødet den 22.-23. juni 2017 til enighed om behovet for at iværksætte et permanent struktureret samarbejde (PESCO) for at styrke Europas sikkerhed og forsvar. PESCO blev etableret ved Rådets afgørelse af 11. december 2017. Alle EU-medlemsstater undtagen Malta deltager i PESCO.
På det ekstraordinære møde den 17.-21. juli 2020 nåede Det Europæiske Råd til enighed om oprettelse af en europæisk fredsfacilitet til finansiering af tiltag på sikkerheds- og forsvarsområdet. Det finansielle loft for faciliteten for perioden 2021-2027 blev sat til 5 mia. EUR, der ville blive finansieret som en post uden for budgettet og ikke omfattet af FFR, men via bidrag fra medlemsstaterne på grundlag af en BNI-baseret fordelingsnøgle. Mellem 2018 og 2025 iværksatte PESCO i alt 83 projekter.
Det Europæiske Råd fordømte på sit ekstraordinære møde den 30.-31. maj 2022 Ruslands angrebskrig mod Ukraine og nåede til enighed om den sjette pakke af sanktioner, der omfatter råolie og olieprodukter, der leveres fra Rusland til medlemsstaterne. Der blev indført en midlertidig undtagelse for råolie, der leveres via rørledning. Lederne opfordrede indtrængende Rådet til hurtigst muligt at færdiggøre og vedtage de nye sanktioner.
Ifølge konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde den 23. marts 2023 står Den Europæiske Union "last og brast med Ukraine og vil fortsat yde stærk politisk, økonomisk, militær, finansiel og humanitær støtte til Ukraine og dets folk, så længe det er nødvendigt."
I sine konklusioner af 6. marts 2025 understregede Det Europæiske Råd behovet for at øge udgifterne til Europas sikkerhed og forsvar betydeligt og opfordrede Kommissionen til at foreslå yderligere finansieringskilder til forsvar på EU-plan. Kort tid efter, den 19. marts 2025, fremlagde Kommissionen "ReArm Europe Plan – Beredskab 2030", herunder en hvidbog, et forslag til oprettelse af et nyt finansielt instrument, der skal støtte medlemsstaternes forsvarsinvesteringer, og en meddelelse om aktivering af stabilitets- og vækstpagtens nationale undtagelsesklausul, der giver medlemsstaterne yderligere budgetmidler til at øge deres forsvarsudgifter.
I sine konklusioner af 18. december 2025 nåede Det Europæiske Råd til enighed om at yde et lån til Ukraine på 90 mia. EUR for 2026-2027 baseret på EU's låntagning på kapitalmarkedet og garanteret over EU-budgettets råderum. På mødet den 19. marts 2026 noterede Det Europæiske Råd sig Parlamentets og Rådets vedtagelse af lånet og bemærkede, at det forventede den første udbetaling i april 2026.
C. Udvidelse af EU
Det Europæiske Råd har fastlagt betingelserne for hver enkelt EU-udvidelsesrunde (se 5.5.1). Det lagde i København i 1993 grunden for en ny udvidelsesbølge (Københavnskriterierne). På møderne de følgende år blev optagelseskriterierne og de institutionelle reformer, der er nødvendige at gennemføre før tiltrædelse, yderligere præciseret.
Det Europæiske Råd i København den 12. og 13. december 2002 træf beslutning om, at Cypern, Estland, Letland, Litauen, Malta, Polen, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet og Ungarn skulle tiltræde Unionen den 1. maj 2004. Rumænien og Bulgarien tiltrådte EU den 1. januar 2007.
Den 3. oktober 2005 godkendte Rådet på dets møde i Luxembourg rammerne for forhandlingerne med Kroatien og Tyrkiet om deres tiltrædelse af EU. Tiltrædelsestraktaten med Kroatien blev undertegnet den 9. december 2011, og landet tiltrådte EU den 1. juli 2013.
Den 13. december 2022 vedtog Rådet (almindelige anliggender) sine konklusioner om udvidelse og om stabiliserings- og associeringsprocessen for Montenegro, Serbien, Tyrkiet, Republikken Nordmakedonien, Albanien, Bosnien-Hercegovina og Kosovo, hvori der blev gjort status over de fremskridt, som hvert af disse kandidatlande og potentielle kandidatlande havde opnået.
På mødet den 24. juni 2022 gav Det Europæiske Råd Ukraine status som kandidatland efter landets ansøgning om medlemskab indgivet den 28. februar 2022 og opfordrede Kommissionen til at aflægge rapport til Rådet om opfyldelsen af de betingelser, der er anført i Kommissionens udtalelse om ansøgningen om medlemskab. Rådet vil træffe afgørelse om yderligere skridt, når samtlige af disse betingelser er blevet helt opfyldt.
Det Europæiske Råd anførte i konklusionerne fra det ekstraordinære møde den 9. februar 2023, at det "anerkender den betydelige indsats, som Ukraine har gjort de seneste måneder for at nå de mål, der ligger til grund for landets status som kandidatland til EU-medlemskab. Det ser med tilfredshed på Ukraines reformbestræbelser i disse vanskelige tider og tilskynder Ukraine til at fortsætte ad denne vej og opfylde betingelserne i Kommissionens udtalelse om dets ansøgning om medlemskab med henblik på at gøre fremskridt hen imod et fremtidigt EU-medlemskab."
Det Europæiske Råd besluttede på mødet i december 2023 at indlede tiltrædelsesforhandlinger med Ukraine og Republikken Moldova og at give Georgien status som kandidatland, "ud fra den forståelse at de relevante skridt, der er fastsat i Kommissionens henstilling af 8. november 2023, er taget". I sine konklusioner fra juni 2024 erklærede Det Europæiske Råd imidlertid, at den georgiske lov om gennemsigtighed i udenlandsk indflydelse udgjorde tilbageskridt med hensyn til de skridt, der er fastsat i Kommissionens henstilling om status som kandidatland, og at tiltrædelsesprocessen de facto ville blive stillet i bero, indtil regeringen skiftede kurs.
I sine konklusioner fra december 2025 bekræftede Det Europæiske Råd på ny udvidelse som en afgørende investering i fred, sikkerhed og stabilitet, samtidig med at det understregede en streng meritbaseret tiltrædelsesproces for lande, der ønsker EU-medlemskab, navnlig med hensyn til retsstatsprincippet, og understregede princippet om "klar til tiltrædelse" for både EU og kandidatlandene.
D. Institutionelle reformer
På sit møde i Tammerfors (den 15.-16. oktober 1999) fastlagde Det Europæiske Råd den nærmere strategi for udarbejdelsen af EU's charter om grundlæggende rettigheder (se 4.1.2). Det Europæiske Råd indkaldte på mødet i Helsinki (i december 1999) til den regeringskonference, som skulle forberede Nicetraktaten.
Det Europæiske Råd besluttede på et møde i Laeken (den 14.-15. december 2001) at indkalde Konventet om Den Europæiske Unions Fremtid, som udarbejdede den siden forliste forfatningstraktat (se 1.1.4). Efter to et halvt års institutionelt dødvande vedtog Det Europæiske Råd på mødet den 21.-22. juni 2007 et detaljeret mandat for den regeringskonference, som førte til underskrivelsen af Lissabontraktaten den 13. december 2007, der trådte i kraft den 1. december 2009 (se 1.1.5). Den 25. marts 2011 vedtog Det Europæiske Råd afgørelsen om at ændre artikel 136 i TEUF og dermed bane vej for oprettelsen af den europæiske stabilitetsmekanisme i 2012.
Den 22. september 2023 vedtog Det Europæiske Råd en afgørelse om Europa-Parlamentets sammensætning, der gjorde det muligt for medlemsstaterne at vedtage de nødvendige nationale foranstaltninger til afholdelse af valg til valgperioden 2024-2029.
Den seneste tids kriser, navnlig covid-19-pandemien og Ruslands krig mod Ukraine, har understreget behovet for institutionelle reformer til at styrke EU's evne til at reagere hurtigt og effektivt på nødsituationer. Den 22. november 2023 vedtog Parlamentet en beslutning om forslag til ændringer af traktaterne, hvori det indtrængende opfordrede Det Europæiske Råd til at indkalde et konvent om revision af traktaterne med henblik på at modernisere lovgivningsprocedurerne. Indtil videre er der imidlertid ikke taget konkrete skridt i denne retning.
E. Det indre marked og konkurrenceevnen
På mødet den 19. marts 2026 lancerede Det Europæiske Råd dagsordenen "Et Europa, ét marked", der om muligt skal gennemføres i 2026 og senest ved udgangen af 2027, og som udpeger konkrete foranstaltninger til styrkelse af den europæiske konkurrenceevne, forøgelse af den strategiske autonomi og den økonomiske sikkerhed og opretholdelse af EU's velstand og sociale model.
Dette faktablad er udarbejdet af Temaafdelingen for Borgernes Rettigheder og Retlige og Institutionelle Anliggender. Yderligere oplysninger herom kan tilgås på webstedet for Udvalget om Konstitutionelle Anliggender.
Anne-Elisabeth GAUTIER