Det indre marked: generelle principper

Det indre marked er et område med velstand og frihed, der giver adgang til varer, tjenesteydelser, job, forretningsmuligheder og kulturel rigdom. Der er behov for en vedvarende indsats for at sikre en yderligere uddybning af det indre marked, som kan give store gevinster for EU's forbrugere og virksomheder. Navnlig åbner det digitale indre marked nye muligheder for at styrke økonomien (via e-handel) og samtidig begrænse bureaukratiet (gennem e-forvaltning og digitalisering af offentlige tjenesteydelser). Den seneste forskning viser, at principperne om fri bevægelighed for varer og tjenesteydelser og lovgivningen på dette område skaber fordele, der anslås til 985 mia. EUR om året.

Retsgrundlag og mål

Artikel 4, stk. 2, litra a), samt artikel 26, 27, 114 og 115 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF). Det fælles marked, der blev oprettet ved Romtraktaten i 1958, tog fra starten sigte på at fjerne handelshindringer mellem medlemsstaterne med det formål at sikre øget velstand og bidrage til »en stadig snævrere sammenslutning mellem de europæiske folk«. Med den europæiske fælles akt fra 1986 blev målet om etableringen af det indre marked indskrevet i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF-traktaten) og defineret som »et område uden indre grænser med fri bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital«.

Resultater

A. Det fælles marked fra 1958

Det fælles marked, som var det vigtigste mål i Romtraktaten, blev opnået ved hjælp af toldunionen fra 1968, afskaffelsen af toldkontingenter, den frie bevægelighed for borgere og arbejdstagere og en vis harmonisering af skatter og afgifter med indførelsen af merværdiafgift (moms) i alle medlemsstater i 1970. Liberaliseringen af handel med varer og tjenesteydelser og retten til frit at etablere sig forblev dog begrænset som følge af de konkurrencebegrænsende metoder, som de offentlige myndigheder fortsat anvendte.

B. Lanceringen af det indre marked i 1980'erne og den europæiske fælles akt

Manglen på fremskridt i gennemførelsen af det fælles marked blev for en stor del tilskrevet valget af en metode med alt for detaljeret harmonisering af lovgivningerne og reglen om, at afgørelser skulle vedtages med enstemmighed i Rådet. Den politiske debat om dette spørgsmål fik i midten af 1980'erne EØF til at overveje en mere gennemgribende tilgang til målsætningen om at fjerne handelshindringerne: det indre marked.

Den europæiske fælles akt trådte i kraft den 1. juli 1987 og fastsatte den 31. december 1992 som den nøjagtige frist for gennemførelsen af det indre marked. Akten styrkede desuden beslutningsmekanismerne for det indre marked ved at indføre afstemninger med kvalificeret flertal for så vidt angik satserne i den fælles toldtarif, fri udveksling af tjenesteydelser, fri bevægelighed for kapital og tilnærmelse af de nationale lovgivninger. Ved udløbet af den fastsatte frist var over 90 % af de retsakter, der var nævnt i hvidbogen fra 1985, vedtaget, fortrinsvis gennem anvendelse af reglen om kvalificeret flertal.

C. Hen imod et fælles ansvar for gennemførelsen af det indre marked

Det indre marked har i væsentlig grad bidraget til fremgangen for og integrationen af økonomien i EU. En ny strategi for det indre marked for perioden 2003-2010 fokuserede på nødvendigheden af at fremme den fri bevægelighed for varer, integrere markederne for tjenesteydelser, begrænse følgerne af skattemæssige hindringer og forenkle lovgivningen. Der skete store fremskridt for så vidt angår liberalisering inden for transport- og telekommunikationsydelser, el- og gasforsyning samt postydelser.

I sin meddelelse med titlen »Bedre forvaltning af det indre marked« (COM(2012)0259) foreslog Kommissionen horisontale foranstaltninger såsom vægt på klare, let gennemførlige nye retsakter og bedre anvendelse af eksisterende IT-redskaber for at lette udøvelsen af rettigheder i det indre marked og etablering af nationale centre, som skulle have til opgave at føre tilsyn med det indre markeds funktion. Tilsyn indgår som en integrerende del af de årlige rapporter om integrationen på det indre marked inden for rammerne af processen med det europæiske semester.

D. Relanceringen af det indre marked i 2010

For at sætte skub i EU's indre marked igen og sætte borgerne, forbrugerne og SMV'erne i centrum for politikken for det indre marked offentliggjorde Kommissionen i oktober 2010 en meddelelse med titlen »På vej mod en akt for det indre marked« (COM(2010)0608). Der blev fremlagt en række foranstaltninger til at sætte skub i EU's økonomi og skabe arbejdspladser, hvilket resulterede i en mere ambitiøs politik for det indre marked.

I oktober 2012 forelagde Kommissionen akten for det indre marked II (COM(2012)0573) med henblik på at udvikle det indre marked yderligere og udnytte dets uudnyttede potentiale som en motor for vækst. Med akten udpegedes 12 nøgleaktioner, som skulle vedtages hurtigt af EU-institutionerne. Disse aktioner er koncentreret om de fire hoveddrivkræfter for vækst, beskæftigelse og tillid: 1) integrerede netværk, 2) borgernes og virksomhedernes mobilitet på tværs af grænserne, 3) den digitale økonomi og 4) tiltag, der styrker samhørighed og forbrugerfordele.

Akten for det indre marked II følger op på et tidligere sæt foranstaltninger fremlagt af Kommissionen — Akten for det indre marked I — og indeholder følgende aktioner, der tager sigte på at skabe et mere dybtgående og bedre integreret indre marked:

  • virksomhedsmobilitet (f.eks. indførelse af bestemmelser med henblik på at mobilisere langsigtede investeringer, modernisere konkursprocedurer og bidrage til at skabe et miljø, der giver iværksættere, der har måtte give op, en ny chance)
  • den digitale økonomi (som et skridt hen imod fuldførelsen af det digitale indre marked senest i 2015 foreslog Kommissionen, at e-handel i EU skulle fremmes ved at gøre betalingstjenester mere brugervenlige, mere pålidelige og mere konkurrencedygtige. Det blev også fremhævet, at det er nødvendigt at gøre noget ved de vigtigste årsager til manglen på investeringer i højhastighedsbredbåndsforbindelser og at gøre det muligt at anvende elektroniske faktureringsstandarder i forbindelse med offentlige udbudsprocedurer)
  • forbrugertillid (f.eks. indførelse af foranstaltninger, der sikrer bred adgang til bankkonti, gør bankkontogebyrer gennemsigtige og sammenlignelige og gør det lettere at skifte bankkonto).

Kommissionen skulle fremlægge alle de vigtigste lovgivningsmæssige forslag i forbindelse med akten for det indre marked II senest i foråret 2013 og de ikkelovgivningsmæssige forslag senest ved udgangen af 2013. Parlamentet og Rådet blev opfordret til at vedtage lovgivningsforslag som en prioritet.

Den 28. oktober 2015 offentliggjorde Kommissionen en meddelelse med titlen »Opgradering af det indre marked: flere muligheder for borgerne og virksomhederne« (COM(2015)0550), som fokuserede på at sikre praktiske fordele for borgerne i deres dagligdag og skabe yderligere muligheder for forbrugere, fagfolk og virksomheder. Den supplerede Kommissionens bestræbelser på at sætte skub i investeringerne, udnytte det digitale indre markeds muligheder og forbedre konkurrenceevnen og adgangen til finansiering. Strategien havde også til formål at sikre et velfungerende indre marked for energi og fremme og lette arbejdskraftens mobilitet og samtidig forebygge misbrug af reglerne. For yderligere at forbedre handelspraksis i det indre marked blev direktiv (EU) 2019/633 om forbud mod visse former for urimelig handelspraksis vedtaget den 17. april 2019. Disse urimelige handelspraksisser omfatter for sen betaling for letfordærvelige fødevarer og annullering af ordrer i sidste øjeblik.

I dag er en af de største udfordringer i forbindelse med udviklingen af det indre marked gennemførelsen af den digitale komponent. I maj 2015 vedtog Kommissionen En strategi for et digitalt indre marked i EU (COM(2015)0192), som indeholdt et intensivt lovgivningsprogram for opbygningen af en europæisk digital økonomi, som blev videreudviklet i dagsordenen for Europa[1].

Under covid-19-pandemien har Kommissionen i sin meddelelse »Et vigtigt øjeblik for Europa: Genopretning og forberedelser til den næste generation« (COM(2020)0456) erklæret, at digitaliseringen af det indre marked vil være en vigtig del af genopretningen efter krisen. Den vil bygge på fire elementer: 1) investering i bedre konnektivitet, 2) en stærkere industriel og teknologisk tilstedeværelse i strategiske dele af forsyningskæden (f.eks. AI, cybersikkerhed, cloudinfrastruktur, 5G), 3) en reel dataøkonomi og fælles europæiske dataområder og 4) et mere retfærdigt og ukompliceret erhvervsmiljø.

Europa-Parlamentets rolle

Parlamentet var drivkraften i den proces, der førte til skabelsen af det indre marked. Navnlig gav Parlamentet i sin beslutning af 20. november 1997 udtryk for støtte til tanken om at omdanne det indre marked til et fuldt integreret hjemmemarked inden udgangen af 2002. Med en række beslutninger fra 2006 (f.eks. beslutning af 12. februar, 14. februar, 16. maj og 6. juli) bakkede Parlamentet op om tanken om det indre marked som en fælles ramme og et referencepunkt for mange EU-politikker.

Parlamentet spillede også en aktiv rolle i relanceringen af det indre marked. I sin beslutning af 20. maj 2010 om realisering af et indre marked for forbrugere og borgere understregede Parlamentet, at der skal træffes foranstaltninger til at oplyse og styrke forbrugerne og SMV'erne mere effektivt, men også til at øge borgernes tillid. Parlamentet kom med tre yderligere reaktioner på akten for det indre marked med tre beslutninger vedtaget den 6. april 2011: »Styring og partnerskab i det indre marked«, »Et indre marked for europæere« og »Et indre marked for virksomheder og vækst«.

I sin beslutning af 20. april 2012 »Et konkurrencedygtigt digitalt indre marked — e-forvaltning som spydspids« påpegede Parlamentet, at der er behov for et klart og sammenhængende lovgivningsmæssigt grundlag for gensidig anerkendelse af e-autentificering, e-identifikation og e-signaturer (hvilket er nødvendigt for at sikre, at grænseoverskridende forvaltningstjenester kan fungere overalt i EU). Denne beslutning efterfulgtes af beslutningen af 22. maj 2012 »Resultattavlen for det indre marked«.

Den 11. december 2012 vedtog Parlamentet også to ikkelovgivningsmæssige beslutninger vedrørende det indre marked, en om fuldførelse af det digitale indre marked og en om en strategi for digital frihed i EU's udenrigspolitik, hvori det understregede sin stærke støtte til princippet om netneutralitet. Det betyder, at internetudbydere ikke må blokere, diskriminere mod, svække eller forringe (herunder gennem prisen) en persons mulighed for at udnytte en tjeneste til at få adgang til, anvende, sende, offentliggøre, modtage eller tilbyde et hvilket som helst indhold og en hvilken som helst applikation eller tjeneste efter eget valg, uanset kilde eller mål. I samme beslutning opfordrede det også Kommissionen og Rådet til at fremme og fastholde høje standarder for digital frihed i EU. Målet med beslutningerne var at udvikle politikker og praksis med henblik på at etablere et ægte digitalt indre marked i EU, som kan håndtere forskellige nationale regelsæt på centrale områder. Principperne om netneutralitet, det åbne internet og afskaffelsen af roamingtakster drøftes i øjeblikket som led i en lovgivningspakke, der fastsætter foranstaltninger vedrørende EU's indre marked for elektronisk kommunikation med henblik på at opnå et netforbundet europæisk område (COM(2013)0627).

Parlamentet har været særlig aktivt inden for styringen af det indre marked. Det vedtog en beslutning af 7. februar 2013 med henstillinger til Kommissionen om forvaltningen af det indre marked, hvori det anbefales, at der etableres en forvaltningscyklus for det indre marked som en specifik søjle under det europæiske semester. Endvidere vedtog Parlamentet sin beslutning af 25. februar 2014 om styringen af det indre marked inden for det europæiske semester 2014, som efterfulgtes af dets beslutning af 27. februar 2014 om SOLVIT. Derefter vedtog Parlamentet sin beslutning af 12. april 2016 med titlen »Fremskridt i retning af bedre regulering af det indre marked«,

Den 26. maj 2016 vedtog Europa-Parlamentet en beslutning om strategien for det indre marked, hvori det opfordrede til et mere innovativt, mere uddybet og retfærdigt indre marked. For at lette onlineadgangen til de oplysninger, administrative procedurer og bistandstjenester, som borgere og virksomheder har brug for, agiterede Parlamentet for oprettelsen af en fælles digital portal (forordning (EU) nr. 2018/1724) planlagt til slutningen af 2020.

Forskning bestilt af Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse (IMCO) viser, at der er behov for, at EU's økonomi fokuserer på mere digitale, grønne og sociale politikker[2]. Den 2. december 2020 godkendte IMCO-udvalget en betænkning med titlen »Styrkelse af det indre marked: fremtiden for den frie bevægelighed for tjenesteydelser«. I betænkningen understreges behovet for at sikre gennemførelsen af reglerne for det indre marked for tjenesteydelser og for at forbedre Kommissionens håndhævelsesindsats.

Den seneste forskning viser, at principperne om fri bevægelighed for varer og tjenesteydelser og lovgivningen på dette område skaber fordele, der anslås til 985 mia. EUR om året[3].

Forud for Kommissionens forslag om en ny retsakt om digitale tjenester i 2020 afholdt Parlamentets Temaafdeling for Økonomisk og Videnskabelig Politik og Livskvalitet en workshop[4] på IMCO-udvalgets vegne med titlen »E-commerce rules, fit for the digital age«, hvor eksperter og interessenter gav udtryk for, at der er behov for at opdatere den eksisterende EU-ramme for e-handel for at høste det fulde udbytte af det indre marked.

Den 20. oktober 2020 vedtog Parlamentet tre beslutninger med titlen »Retsakt om digitale tjenester: forbedring af det indre markeds funktionsmåde«, »Retsakt om digitale tjenester: tilpasning af handels- og civilretlige regler til kommercielle enheder, der opererer online« og »Retsakt om digitale tjenester og de dermed forbundne spørgsmål om grundlæggende rettigheder«.

Den 17. april 2020, under covid-19-udbruddet, fremsatte Parlamentet en beslutning, hvori det fremhævede, at det indre marked er kilden til den europæiske kollektive velstand og velfærd, og at det er et nøgleelement i den umiddelbare og kontinuerlige reaktion på pandemien.

I sin beslutning af 19. juni 2020 mindede Europa-Parlamentet om, at Schengenområdet betragtes som en stor bedrift, som udgør selve kernen i EU-projektet, og opfordrede medlemsstaterne til at mindske begrænsningerne af den frie bevægelighed og intensivere deres bestræbelser på at fuldføre integrationen af Schengenreglerne.

Et studie[5] offentliggjort i november 2020 med titlen »Legal obstacles in Member States to Single Market rules« viste, at EU's indre marked ganske vist er et meget vellykket eksempel på markedsintegration, men at der stadig er hindringer i medlemsstaterne, som forhindrer det indre marked i at nå sit fulde potentiale. I studiet opfordres der til mere lokal kontrol af foreslåede nationale regler, der potentielt kan være i strid med reglerne og principperne for det indre marked.

Covid-19-pandemien har haft en betydelig indvirkning på den frie bevægelighed for varer i det indre marked. På et webinar[6], der blev afholdt den 9. november 2020 for IMCO-udvalget, analyserede man indvirkningen af covid-19 på det indre marked og forbrugerbeskyttelsen og kom med forslag til, hvad der kunne gøres for at sikre et velfungerende indre marked nu og i fremtidige kriser. Et studie[7] om samme emne blev offentliggjort i februar 2021 og fremlagt den 22. februar 2020 i Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse. Undersøgelsen viste, at de grænselukninger og andre foranstaltninger, der i starten blev truffet af medlemsstaterne, i betydelig grad reducerede den frie bevægelighed for varer, tjenesteydelser og personer på det indre marked. Brugen af digitale tjenester såsom videokonferenceværktøjer og e-handel er imidlertid steget, hvilket viser betydningen og rettidigheden af den kommende pakke om digitale tjenester for så vidt angår at sikre et velfungerende indre marked.

 

[1]»En mere ambitiøs Union: Min dagsorden for Europa«, Politiske retningslinjer for den næste Europa-Kommission 2019-2024.
[2]Forskningsdokumenterne omfatter: Godel, M. I. et al., Reducing Costs and Barriers for Businesses in the Single Market,publikation udarbejdet for Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse, Temaafdelingen for Økonomisk og Videnskabelig Politik og Livskvalitet, Europa-Parlamentet, Luxembourg, 2016; Montalvo, C. et al., A Longer Lifetime for Products: Benefits for Consumers and Companies, publikation udarbejdet for Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse, Temaafdelingen for Økonomisk og Videnskabelig Politik og Livskvalitet, Europa-Parlamentet, Luxembourg, 2016; Liger, Q. et al., Social Economy, publikation udarbejdet for Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse, Temaafdelingen for Økonomisk og Videnskabelig Politik og Livskvalitet, Europa-Parlamentet, Luxembourg, 2016. Som andre nylige eksempler kan nævnes: Ström, P., The European Services Sector and the Green Transition, publikation udarbejdet for Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse, Temaafdelingen for Økonomisk og Videnskabelig Politik og Livskvalitet, Europa-Parlamentet, Luxembourg, 2020; Núñez Ferrer, J., The EU’s Public Procurement Framework, publikation udarbejdet for Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse, Temaafdelingen for Økonomisk og Videnskabelig Politik og Livskvalitet, Europa-Parlamentet, Luxembourg, 2020; Keirsbilck, B. et al., Sustainable Consumption and Consumer Protection Legislation, publikation udarbejdet for Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse, Temaafdelingen for Økonomisk og Videnskabelig Politik og Livskvalitet, Europa-Parlamentet, Luxembourg, 2020; Marcus, J. S. et al., Promoting product longevity, publikation udarbejdet for Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse, Temaafdelingen for Økonomisk og Videnskabelig Politik og Livskvalitet, Europa-Parlamentet, Luxembourg, 2020.
[3]Relevant forskning omfatter: Poutvaara, P. et al., Contribution to Growth: Free Movement of Goods. Delivering Economic Benefits for Citizens and Businesses, publikation udarbejdet for Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse, Temaafdelingen for Økonomisk og Videnskabelig Politik og Livskvalitet, Europa-Parlamentet, Luxembourg, 2019; Pelkmans, J. et al., Contribution to Growth: The Single Market for Services. Delivering economic benefits for citizens and businesses, publikation udarbejdet for Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse, Temaafdelingen for Økonomisk og Videnskabelig Politik og Livskvalitet, Europa-Parlamentet, Luxembourg, 2020.
[4]Blandin, L., E-commerce rules, fit for the digital age — IMCO Workshop Proceedings, publikation udarbejdet for Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse, Temaafdelingen for Økonomisk og Videnskabelig Politik og Livskvalitet, Europa-Parlamentet, Luxembourg, 2020.
[5]Dahlberg, E. et al., Legal obstacles in Member States to Single Market rules, publikation udarbejdet for Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse, Temaafdelingen for Økonomisk og Videnskabelig Politik og Livskvalitet, Europa-Parlamentet, Luxembourg, 2020.
[6]Milieu Consulting SRL: The impact of COVID-19 on the Internal Market and Consumer Protection — IMCO Webinar Proceedings, publikation udarbejdet for Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse, Temaafdelingen for Økonomisk og Videnskabelig Politik og Livskvalitet, Europa-Parlamentet, Luxembourg, 2020.
[7]Marcus, J. S. et al., The impact of COVID-19 on the Internal Market, publikation udarbejdet for Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse, Temaafdelingen for Økonomisk og Videnskabelig Politik og Livskvalitet, Europa-Parlamentet, Luxembourg, 2021.

Christina Ratcliff / Barbara Martinello