Folkesundhedspolitikken har for nylig indtaget en central plads i EU's politikudformning, som et resultat af covid-19-pandemien, Europa-Parlamentets arbejde, som har gjort kræft til et af sine fokusområder, og bevægelsen hen imod en stærkere europæisk sundhedsunion. Initiativet vedrørende en europæisk sundhedsunion håndterer aktuelle og fremtidige sundhedsspørgsmål, herunder covid-19-krisen, opbygning af modstandsdygtighed mod grænseoverskridende sundhedstrusler, gennemførelse af kræftbehandlingsplanen, fremme af lægemiddelstrategien for Europa og forbedring af digital sundhed.

Retsgrundlag

Artikel 168 (beskyttelse af folkesundheden), artikel 114 (det indre marked) og artikel 153 (social- og arbejdsmarkedspolitikken) i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF).

Mål

EU’s folkesundhedspolitik har til formål at:

  • beskytte og forbedre EU-borgernes sundhed
  • støtte moderniseringen og digitaliseringen af sundhedssystemer og -infrastruktur
  • forbedre sundhedssystemenes modstandsdygtighed i EU
  • ruste EU-landene til bedre at forebygge og håndtere fremtidige pandemier.

Baggrund

Maastrichttraktaten fra 1992 skabte et klart retsgrundlag for vedtagelse af sundhedspolitiske foranstaltninger. Efterfølgende blev disse bestemmelser styrket med Amsterdamtraktaten fra 1997, således at EU kunne vedtage foranstaltninger, der sikrer et højt sundhedsbeskyttelsesniveau.

Fremkomsten af store sundhedsspørgsmål kombineret med den frie bevægelighed for patienter og sundhedspersonale i EU og de socioøkonomiske konsekvenser af sundhedsspørgsmål betyder, at folkesundheden har fået en stadig mere fremtrædende plads på EU's dagsorden. Oprettelsen af særlige agenturer, såsom Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) og Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC), understregede EU's voksende rolle inden for sundhedspolitik. Agenturer som Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA) og Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) bidrager yderligere til at styrke de europæiske sundhedspolitikker. EU4Health-programmet, der blev oprettet ved forordning (EU) 2021/522, yder finansiering på sundhedsområdet for perioden 2021-2027. Covid-19-krisen intensiverede indsatsen, idet der blev lagt vægt på kollektiv modstandsdygtighed og grænseoverskridende sundhedssikkerhed, hvilket skubbede EU i retning af en robust europæisk sundhedsunion.

De generelle mål for den europæiske sundhedsunion for 2021-2027 fokuserer på umiddelbare og vedvarende sundhedsproblemer. Disse omfatter håndtering af covid-19-krisen, styrkelse af beskyttelsen mod grænseoverskridende sundhedsrisici, gennemførelse af initiativer som Europas kræfthandlingsplan, lægemiddelstrategien for Europa og fremme af digital sundhed. EU vil også fortsat samarbejde globalt om at tackle sundhedsudfordringer, herunder udvikling af vacciner og håndtering af antibiotikaresistente infektioner.

Resultater og nuværende udvikling

A. Sundhed i alle politikker (HiAP)

Princippet om sundhed i alle politikker, som er formuleret som en EU-tilgang i 2006 og kodificeret i TEUF og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (chartret), er en reaktion på den tværsektorielle karakter af folkesundhedsspørgsmål og har til formål at integrere sundhedsaspekter i alle relevante politikker (artikel 9 og artikel 168, stk. 1, i TEUF; artikel 35 i chartret om grundlæggende rettigheder). Denne tilgang tager systematisk hensyn til de sundhedsmæssige konsekvenser af beslutninger på alle andre politikområder med henblik på at forbedre befolkningens sundhed og lighed på sundhedsområdet. F.eks. bidrager fra jord til bord-strategien til produktion af ikke alene bæredygtige, men også sundere fødevarer; Nulforureningshandlingsplanen skaber et renere og også sundere leverum; EU4Health-programmet (2021-2027) bidrager sammen med andre fonde og programmer til at løse sundhedsproblemer ud fra forskellige synspunkter. Flere politikker sigter mod at forebygge klimaændringernes skadelige virkning på sundheden såsom det stigende antal dødsfald som følge af hedebølger og naturkatastrofer og ændrede infektionsmønstre for vandbårne sygdomme og sygdomme, der overføres af insekter, snegle eller andre koldblodede dyr. Desuden slår det 8. miljøhandlingsprogram, som trådte i kraft i 2022, til lyd for at styrke forbindelserne mellem miljøpolitikker, som omfatter klimaspørgsmål, og sundhedspolitikker.

B. Sygdomsforebyggelse og sundhedsfremme

Forebyggelse omfatter en lang række områder, herunder initiativer mod kræft, overførbare og ikkeoverførbare sygdomme, vaccination og bekæmpelse af antimikrobiel resistens.

Kræft er den næststørste dødsårsag i EU. Den har konsekvenser for den personlige og familiemæssige sfære og påvirker sundhedssystemerne, de finansielle ressourcer og den samlede økonomiske produktivitet. Kræft behandles på europæisk plan gennem en række initiativer. Parlamentet nedsatte et særligt udvalg om kræftbekæmpelse (BECA)(2020-2022), der undersøgte de foranstaltninger, som EU kan gennemføre for at bekæmpe kræft. Europas kræfthandlingsplan i 2021 dækker forebyggelse, tidlig diagnosticering, behandling og opfølgning og udgør EU's reaktion på de stigende udfordringer inden for kræfthåndtering. I september 2022 fremlagde Kommissionen en ny tilgang til støtte for medlemsstaternes bestræbelser på at fremme udbredelsen af kræftscreening. Formålet med henstillingen er at øge deltagelsen i screening for brystkræft, tyk- og endetarmskræft og livmoderhalskræft i overensstemmelse med målet i den europæiske kræfthandlingsplan om at udvide disse screeninger til 90 % af de berettigede personer senest i 2025.

I december 2021 lancerede Kommissionen "Healthier together – EU-initiativet om ikkeoverførbare sygdomme" for at hjælpe EU-landene med at mindske de store byrder i forbindelse med ikkeoverførbare sygdomme og øge borgernes trivsel. Det anslås, at mere end 84 millioner mennesker i EU kæmper med mentale sundhedsproblemer. EU's fælles aktion for mental sundhed og trivsel varede fra 2013 til 2018 og skabte en europæisk handlingsramme for mental sundhed og trivsel, som bidrager til fremme af mental sundhed. Eftersom selvmord er den næststørste dødsårsag i aldersgruppen 15-29 år, vil forebyggelse, bevidsthed, ikkestigmatisering og adgang til hjælp, når der er tale om depression, selvskade og selvmord, stadig være af allerstørste vigtighed. Den 13. september 2022 opfordrede Parlamentet i en beslutning om virkningerne af covid-19 på unge Kommissionen til at indføre et europæisk år for mental sundhed. EU4Health-arbejdsprogrammet for 2023 yder fortsat støtte til fremme af mental sundhed og forebyggelse af mentale sundhedsproblemer. Hjerte-kar-sygdomme er den næststørste dødsårsag i EU. Narkotika, alkohol og tobak er livsstilsfaktorer, der har alvorlige følger for menneskers sundhed og øger risikoen for hjerte-kar-sygdomme, og kampen imod dem er et vigtigt anliggende for folkesundhedspolitikken. Tobaksvaredirektivet (Direktiv 2014/40/EU), der har været anvendt siden 2016, og tobaksafgiftsdirektivet (Rådets direktiv 2011/64/EU) var milepæle i denne kamp. Brugen af narkotika medfører også omkostninger for og skader på folkesundheden og sikkerheden. I december 2020 godkendte Rådet EU’s nye narkotikastrategi for 2021-2025. Dokumentet fastlægger en overordnet politisk ramme og opstiller strategiske prioriteter for EU's politik vedrørende ulovlig narkotika på tre hovedområder: begrænsning af narkotikaudbuddet, begrænsning af narkotikaefterspørgslen og håndtering af narkotikarelaterede skader. Bestræbelserne på at revidere EU's alkoholstrategi fra 2006 er i øjeblikket gået i stå.

Hvad angår overførbare sygdomme og grænseoverskridende sundhedstrusler har ECDC indført et system for tidlig varsling og reaktion, og EU's Udvalg for Sundhedssikkerhed koordinerer reaktionen på udbrud og epidemier. Samarbejdet med FN's Verdenssundhedsorganisation (WHO) er af afgørende betydning i disse tilfælde, som det fremgik i forbindelse med det udbruddet af covid-19-pandemien i begyndelsen af 2020. Mange ad hoc-foranstaltninger blev vedtaget efter hasteprocedurer (se det særlige EUR-Lex websted samt Kommissionens websted for coronavirusrespons), herunder:

Kommissionen fortsatte i løbet af 2020 med at træffe yderligere foranstaltninger for at bidrage til at opbygge øget modstandsdygtighed på tværs af flere områder i alle medlemsstater. Foranstaltningerne omfatter sammenkobling af nationale kontaktapps, udvidelse af rejseundtagelser, mere omfattende testning og sikring af forsyninger af vacciner. Covid-19-reaktionspakken omfatter følgende:

I 2022 blev EMA's mandat forlænget, og en ny forordning om alvorlige grænseoverskridende sundhedstrusler udvidede ECDC's mandat og gav Myndigheden for Kriseberedskab og -indsats på Sundhedsområdet (HERA) yderligere beføjelser.

C. Samfundsmæssige ændringer, demografisk overgang

Kommissionens rapport fra 2023 om demografiske forandringer undersøger udfordringer som følge af aldring, befolkningsnedgang og et reduceret antal personer i den erhvervsaktive alder. Håndtering af EU's aldrende befolkning, sikring af høj livskvalitet i alderdommen og bæredygtige sundhedssystemer er centrale udfordringer. I 2020 lancerede WHO årtiet for sund aldring (”Decade of Healthy Ageing”), og i den forbindelse offentliggjorde Kommissionen en grønbog om aldring i januar 2021.

Som reaktion på udfordringerne i forbindelse med migrationskrisen blev EU-handlingsplanen om integration af tredjelandsstatsborgerevedtaget i 2016. Handlingsplanen tager blandt andet fat på nogle områder, hvor migranter er dårligere stillet, herunder hvad angår adgang til sundhedsydelser. I 2020 fremlagde Kommissionen den europæiske dagsorden for migration og den nye pagt om migration og asyl, som har til formål yderligere at strømline de europæiske politikker på dette område.

I 2015 opfordrede Parlamentet til handling for at mindske de uligheder, der rammer børn på sådanne områder som sundhed, og for at indføre en børnegaranti i forbindelse med en EU-plan til bekæmpelse af børnefattigdom. I juni 2021 vedtog Rådet Kommissionens forslag om indførelse af en europæisk børnegaranti. Som et næste skridt er medlemsstaterne i færd med at udarbejde nationale planer med en beskrivelse af, hvordan de vil gennemføre børnegarantien frem til 2030.

D. Lægemidler (2.2.5)

Ved lægemiddel forstås ethvert stof eller enhver sammensætning af stoffer, der bruges som middel til helbredelse eller forebyggelse af sygdomme hos mennesker. Direktiv 2001/83/EF og forordning (EF) nr. 726/2004 fastsætter krav og procedurer for markedsføringstilladelser samt regler for overvågning af godkendte lægemidler. Forordning (EU) 2019/1243 medførte ændringer af disse forordninger og gennemførte særlige foranstaltninger med henblik på at sikre adgangen til lægemidler og håndtere mangler i hele EU. Lægemidler kan godkendes af de nationale myndigheder efter den decentraliserede procedure eller af Kommissionen efter den centraliserede procedure, hvor EMA foretager de videnskabelige vurderinger. EMA er også ansvarlig for at fremme udviklingen af lægemidler, evaluere markedsføringstilladelser, overvåge lægemidlers sikkerhed og give oplysninger til sundhedspersoner. Kliniske forsøg undersøger effektiviteten og sikkerheden af lægemidler hos mennesker. Forordning (EU) nr. 536/2014, som trådte i kraft i januar 2022, fastsatte harmoniserede regler for godkendelse og gennemførelse af kliniske forsøg.

Kommissionen fremlagde sin lægemiddelpakke i april 2023 med det formål at gøre lægemidler mere til rådighed, tilgængelige og økonomisk overkommelige. Samtidig foreslog den en henstilling fra Rådet om at intensivere bekæmpelsen af antimikrobiel resistens (AMR). Den 13. juni 2023 godkendte Rådet henstillingen om intensivering af EU's indsats for at bekæmpe antimikrobiel resistens med en One Health-tilgang.

E. E-sundhed

EU er midt i en forandringsskabende indsats for at digitalisere sundhedssystemerne. Digitaliseringen af sundhed omfatter integrationen af digitale teknologier og informationsstyringssystemer i forskellige aspekter af sundhedsindustrien. Det indebærer brug af elektroniske patientjournaler (EPJ'er), telemedicin, bærbart udstyr, mobilapps, dataanalyse og andre digitale værktøjer. I sin tale under topmødet om fremtidens sundhed i 2023 erklærede kommissær Stella Kyriakides, at "digitaliseringen har potentiale til at øge sundhedsydelsernes kvalitet, tilgængelighed og modstandsdygtighed". Digitaliseringen af sundhedssektoren er en del af EU's strategi for det digitale indre marked, som sigter mod en tættere digital harmonisering mellem EU's medlemsstater.

E-sundhedsnetværket er et frivilligt netværk, der er oprettet i henhold til artikel 14 i direktiv 2011/24/EU, og som udgør en platform for medlemsstaternes kompetente myndigheder, der beskæftiger sig med e-sundhed. I Kommissionens meddelelse om digital omstilling af sundhed og pleje i det digitale indre marked fra 2018 fastslås det som prioriteter, at borgerne skal have sikker adgang til deres sundhedsdata, også på tværs af grænserne; individuelt tilpasset medicin gennem en fælles EU-datainfrastruktur, der giver forskere og andet sundhedspersonale mulighed for at samle ressourcer i hele EU og en styrkelse af borgernes indflydelse ved at give dem digitale værktøjer til brugerfeedback og personfokuseret pleje (mobile sundhedsløsninger, individuelt tilpasset medicin). Digitaltjenesteinfrastrukturen for e-sundhed sikrer kontinuitet i plejen for europæiske borgere, når de rejser til udlandet i EU. Et lovgivningsforslag om et europæisk sundhedsdataområde blev fremlagt i maj 2022 og har til formål at sætte EU-borgerne i stand til at kontrollere deres sundhedsdata og muliggøre grænseoverskridende anvendelse til forskning og innovation, og samtidig sikre overholdelse af databeskyttelsesreglerne.

F. Medicinsk teknologivurdering (MTV)

MTV har til formål at tilbyde evidensbaserede data om sundhedsteknologier for at garantere sikre, effektive, patientfokuserede og omkostningseffektive sundhedspolitikker. De nationale myndigheder anvender også MTV-resultaterne til at vejlede beslutninger om, hvilke teknologier der bør refunderes på nationalt plan. MTV vurderer merværdien af sundhedsteknologier, herunder lægemidler, medicinsk udstyr og diagnostiske værktøjer, kirurgiske procedurer samt foranstaltninger til sygdomsforebyggelse, diagnosticering eller behandling. I december 2021 blev der vedtaget en ny forordning om medicinsk teknologivurdering.

Europa-Parlamentets rolle

Parlamentet har konsekvent fremmet gennemførelsen af en sammenhængende folkesundhedspolitik. Endvidere har Europa-Parlamentet gennem talrige udtalelser, undersøgelser, drøftelser, skriftlige erklæringer og initiativbetænkninger aktivt søgt at styrke og fremme sundhedspolitikken på en lang række sundhedsområder. I begyndelsen af den nuværende valgperiode overgik Parlamentet til en mere proaktiv rolle med hensyn til at få sat kræftbekæmpelse på dagsordenen som en topprioritet i EU’s sundhedspolitik. Under covid-19-krisen medvirkede Parlamentet aktivt til at fremme en koordineret reaktion fra EU’s side og understregede behovet for at indgå et langt stærkere samarbejde på sundhedsområdet for at skabe en europæisk sundhedsunion.

Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed (ENVI) er Parlamentets hovedaktør i sundhedsspørgsmål. I begyndelsen af 2023 nedsatte ENVI-udvalget et nyt permanent underudvalg om folkesundhed (SANT), som vil styrke Parlamentets rolle i udøvelsen af kontrol med EU's sundhedspolitikker og fremme deres udvikling. Europa-Parlamentet satte også behovet for en mere koordineret europæisk tilgang til kræftbekæmpelse højt på den politiske dagsorden i den nuværende 9. valgperiode med nedsættelsen af Det Særlige Udvalg om Kræftbekæmpelse.

Parlamentet insisterede på et selvstændigt europæisk sundhedsprogram, der sikrer støtte til EU4Health. Det gennemgår også gennemførelsen af genopretnings- og resiliensfaciliteten gennem dialoger, spørgsmål, undersøgelser og intern forskning og understreger betydningen af sundhedsreformer. Parlamentet har også konsekvent slået til lyd for fremme af mental trivsel og prioritering af mental sundhed i udformningen af EU's politikker.

Yderligere oplysninger om dette emne findes på webstedet for Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed og Underudvalget om Folkesundhed.

 

Maria-Mirela Curmei / Christian Kurrer