Energieffektivitet

Energieffektivitetsforanstaltninger anerkendes som et redskab til at opnå en bæredygtig energiforsyning, nedbringe drivhusgasemissioner, forbedre forsyningssikkerheden, reducere importregninger og forbedre den europæiske konkurrenceevne. I 2023 besluttede medlovgiverne at reducere EU's endelige energiforbrug med mindst 11,7 % senest i 2030 i forhold til fremskrivningerne fra 2020.

Retsgrundlag

Artikel 194 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

Resultater

A. Direktivet om energieffektivitet

1. Direktivet om energieffektivitet: frem til 2020

Direktivet om energieffektivitet (2012/27/EU) fastsatte EU's første bindende energieffektivitetsmål. Disse mål havde til formål at reducere primærenergiforbruget og det endelige energiforbrug på EU-plan med 20 % inden 2020 sammenlignet med prognoserne fra 2007. Konkret betød dette et forbrug på højst 1 474 mio. ton olieækvivalenter (Mtoe) til primærenergi og 1 078 til endelig energi.

Direktivet pålagde EU-landene at fastsætte vejledende nationale mål for både primærenergi, der anvendes af energisektoren til omdannelse og levering, og endelig energi, der forbruges direkte af slutbrugerne. Det indførte foranstaltninger til at lette opfyldelsen af disse mål og fastsatte retligt bindende regler for både slutbrugere og energileverandører. EU-landene blev desuden pålagt at offentliggøre deres treårige nationale handlingsplaner for energieffektivitet.

2. Det reviderede direktiv om energieffektivitet: frem til 2030

Det nye direktiv om energieffektivitet ((EU) 2023/1791), som trådte i kraft i oktober 2023, hæver EU's energieffektivitetsmål. Disse nye mål har til formål at reducere primærenergiforbruget og det endelige energiforbrug på EU-plan med 11,7 % inden 2030 sammenlignet med prognoserne fra 2020. I absolutte tal vil EU's primærenergiforbrug og endelige energiforbrug i 2030 højst være henholdsvis 992,5 og 763 Mtoe.

Mens målet for det endelige energiforbrug er kollektivt bindende for EU-landene, er målet for primærenergiforbruget kun vejledende i den nye revision af direktivet. I henhold til direktivet skal EU-landene fastsætte vejledende nationale energieffektivitetsmål baseret på bidrag til det endelige energiforbrug for at nå Unionens mål. Det fastlægger nye årlige energispareforpligtelser for EU-landene begyndende med mindst 0,8 % af det endelige energiforbrug frem til 2023 og stigende til 1,3 % fra 2024, 1,5 % fra 2026 og 1,9 % fra 2028. I overensstemmelse med direktivet evaluerer Kommissionen de nuværende energieffektivitetspartnerskaber og foreslår nye partnerskaber for specifikke sektorer på EU-plan, hvis det er nødvendigt.

Direktivet indfører en forpligtelse for den offentlige sektor til at spille en rolle som forbillede: EU's offentlige organer skal reducere deres samlede endelige energiforbrug med mindst 1,9 % om året i forhold til 2021 og renovere mindst 3 % af det samlede etageareal i deres opvarmede og/eller afkølede bygninger hvert år. Det reviderer definitionen af effektive fjernvarmesystemer og fastsætter nye krav med henblik på fuldt ud at dekarbonisere forsyningen til disse systemer senest i 2050.

Endelig fastsætter direktivet rapporteringsforpligtelser for datacentre, særlige kvikskranker for små og mellemstore virksomheder, husholdninger og offentlige organer og forpligtelser vedrørende planlægning af opvarmning og køling i kommuner med en befolkning på over 45 000 indbyggere. Det omfatter bestemmelser om forbrugerbeskyttelse, definerer energifattigdom på EU-plan og indfører foranstaltninger til reduktion heraf.

Revisionen af direktivet om energieffektivitet var resultatet af fire forskellige faser:

• I 2018 reducerede pakken "ren energi til alle europæere" EU's primære og endelige energiforbrug med 32,5 % i 2030 sammenlignet med fremskrivningerne fra 2007.
• I 2021 blev det i "Fit for 55"-pakken foreslået at øge EU's energieffektivitetsmål til mindst 9 % senest i 2030 sammenlignet med de fremskrivninger for 2030, der blev udarbejdet i 2020. Revisionen indførte princippet om energieffektivitet først som en søjle i energiunionen.
• Efter den russiske aggression mod Ukraine blev det i REPowerEU-planen i 2022 foreslået yderligere at øge det bindende energieffektivitetsmål til 13 % senest i 2030 og indførte mål for reduktion af efterspørgslen på det indre energimarked (2.1.9).
• I 2023 nåede Parlamentet og Rådet til enighed om et energieffektivitetsmål på 11,7 % senest i 2030.

I henhold til forvaltningsforordningen ((EU) 2018/1999) skal EU-landene udarbejde 10-årige nationale energi- og klimaplaner for perioden 2021-2030 og indsende statusrapporter hvert andet år. Kommissionen overvåger og vurderer statusrapporter og kan træffe foranstaltninger på EU-plan for at sikre, at de er i overensstemmelse med de overordnede EU-mål.

B. Generelle rammer

1. Bygningers energimæssige ydeevne

a. Direktivet om bygningers energimæssige ydeevne

Direktivet om bygningers energimæssige ydeevne (2010/31/EU) har til formål at reducere drivhusgasemissionerne og energiforbruget i EU's bygningssektor, gøre den klimaneutral senest i 2050, renovere de bygninger, der har den dårligste ydeevne, og forbedre udvekslingen af oplysninger om energimæssig ydeevne. Revisionen heraf blev endeligt vedtaget i marts 2024.

Det nye direktiv fastsætter emissionsreduktionsmål for bygninger på både EU-plan og nationalt plan:

• Alle nye EU-bygninger skal være CO₂-neutrale fra 2030, i tilfælde af nye offentlige bygninger (ejet eller benyttet) fra 2028.
• For erhvervsbygninger vil EU-landene fastsætte minimumsstandarder for energimæssig ydeevne for at renovere 16 % af bygningsmassen med den dårligste ydeevne senest i 2030 og 26 % senest i 2033.
• For beboelsesejendomme vil EU-landene sikre et forløb for gradvis renovering af hele deres bygningsmasse og reducere det gennemsnitlige primærenergiforbrug med mindst 16 % senest i 2030 og mellem 20-22 % senest i 2035.

Direktivet definerer begreberne "nulemissionsbygning", "næsten energineutrale bygninger" og "gennemgribende renovering" og erstatter langsigtede renoveringsstrategier med nationale planer for renovering af bygninger, som er mere operationelle og underlagt bedre overvågning.

I direktivet opfordres EU-landene til gradvist at indføre solcelleanlæg i offentlige bygninger og erhvervsbygninger, afhængigt af deres størrelse, og i alle nye beboelsesejendomme senest i 2030, hvis det er teknisk og økonomisk hensigtsmæssigt.

Den ophører med at yde støtte til enkeltstående kedler til fossile brændstoffer fra 2025, indfører krav om, at EU-landene opretter tekniske bistandsfaciliteter, definerer undtagelser for landbrugs- og kulturarvsbygninger og undtagelsesmuligheder for bygninger af særlig arkitektonisk eller historisk værdi, midlertidige bygninger, kirker og religiøse samlingssteder.

b. Renoveringsbølgestrategien

I oktober 2020 offentliggjorde Kommissionen renoveringsstrategien, der har til formål at sætte skub i renoveringer og sigter mod mindst at fordoble renoveringsprocenten over de næste 10 år og sikre, at renoveringer fører til større energi- og ressourceeffektivitet.

2. Kraftvarmeproduktion

Kraftvarmeproduktion er samtidig produktion af el og nyttevarme. I overensstemmelse med direktivet om energieffektivitet kan Kommissionen kræve, at EU-landene foretager en omfattende vurdering af potentialet for effektiv opvarmning og køling, herunder en vurdering af potentialet for kraftvarmeproduktion.

3. Energieffektive produkter

EU indførte flere foranstaltninger, der vedrørte produkters energieffektivitet, herunder krav til miljøvenligt design af energirelaterede produkter (direktiv 2009/125/EF) og en ramme for energimærkning (EU) 2017/1369).

De nye rammer for mærkning af produkters energieffektivitet fjerner vurderingerne A+, A++ og A+++ og vender tilbage til en enklere A-G-skala.

Europa-Parlamentets rolle

Parlamentet opfordrer til stadighed til ambitiøse mål for energieffektivitet og strengere bestemmelser.

Den 17. januar 2018 vedtog Parlamentet førstebehandlingsændringer, hvori det opfordrede til et minimumsmål på 35 % for energieffektiviteten i EU inden 2030, hvilket er højere end de 30 %, som Kommissionen havde foreslået.

Den 15. januar 2020 vedtog Parlamentet en beslutning om den europæiske grønne pagt, hvori det opfordrede til, at direktivet om energieffektivitet og direktivet om bygningers energieffektivitet revideres i overensstemmelse med EU's øgede klimaambitioner. Den 17. september 2020 vedtog det en beslutning om maksimering af potentialet for energieffektivitet i EU's bygningsmasse og opfordrede Kommissionen til at udvikle konsekvente foranstaltninger til at stimulere en hurtigere og mere gennemgribende renovering af bygninger. 

Den 14. september 2022 vedtog Parlamentet ændringsforslag, der hævede EU's mål for energieffektiviteten, som Kommissionen havde foreslået som led i sin REPowerEU-plan, til mindst 14,5 % af det endelige energiforbrug senest i 2030 sammenlignet med fremskrivningerne fra 2020. Dette svarer til grænserne for endeligt energiforbrug og primærenergiforbrug på henholdsvis 740 Mtoe og 960 Mtoe.

Den 14. marts 2023 vedtog Parlamentet sin førstebehandlingsholdning om behovet for, at beboelsesejendomme opnår minimumsstandarder for energimæssig ydeevne på EU-niveau (energiklasse E senest i 2030 og D senest i 2030), og om støtteforanstaltninger til bekæmpelse af energifattigdom. Erhvervsbygninger og offentlige bygninger vil skulle opnå de samme klasser inden henholdsvis 2027 og 2030. Der vil gælde et begrænset sæt undtagelser for særlige bygninger (monumenter, tekniske bygninger, midlertidig anvendelse af bygninger eller kirker, religiøse samlingssteder osv.) og for offentlige sociale boliger, hvor renoveringer vil føre til huslejestigninger, der ikke kan opvejes af besparelser på energiregninger. Der bør stilles målrettede tilskud og subsidier til rådighed for sårbare husholdninger.

Yderligere oplysninger om dette emne findes på webstedet for Udvalget om Industri, Forskning og Energi.

 

Matteo Ciucci

03-2024