Gennemførelse af budgettet

Dette faktablad forklarer, hvordan EU-budgettet gennemføres, herunder de gældende regler og principper, de forskellige gennemførelsesmetoder og de overvågnings- og kontrolsystemer, der skal sikre en forsvarlig økonomisk forvaltning. Det skitserer også Europa-Parlamentets rolle i den fælles fastsættelse af det årlige budget, i kontrollen med gennemførelsen af budgettet og med hensyn til at holde Kommissionen ansvarlig gennem de årlige dechargeprocedurer.

Retsgrundlag

  • Artikel 290, 291, 317, 318, 319, 321, 322 og 323 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) og artikel 179 i Euratomtraktaten
  • Finansforordningen, dvs. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2024/2509 af 23. september 2024 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget
  • Den interinstitutionelle aftale af 16. december 2020 mellem Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Kommissionen om budgetdisciplin, om samarbejde på budgetområdet og om forsvarlig økonomisk forvaltning samt om nye egne indtægter, herunder en køreplan hen imod indførelse af nye egne indtægter.
  • Mål

    Det overordnede mål er at sikre, at offentlige midler anvendes hensigtsmæssigt i overensstemmelse med principperne for overholdelse og på en præstationsorienteret måde, samtidig med at Den Europæiske Unions værdier respekteres. Dette omfatter specifikt: 1) overensstemmelse med finansforordningen og traktaterne, 2) forsvarlig økonomisk forvaltning (sparsommelighed, produktivitet og effektivitet), 3) beskyttelse af EU's finansielle interesser og 4) ansvarlighed over for Parlamentet og borgerne.

    Procedurer

    A. Gennemførelsesbestemmelser

    Kommissionen er ansvarlig for gennemførelsen af budgettets indtægter og udgifter i samarbejde med medlemsstaterne, men den er underlagt politisk kontrol fra Europa-Parlamentets side.

    Gennemførelsen af budgettet består af to hovedoperationer: forpligtelser efterfulgt af betalinger. Forpligtelsesbevillinger er midler, der er afsat til projekter, som EU vedtager at finansiere. Betalingsbevillinger er de faktiske midler, der udbetales til nuværende og tidligere forpligtelser.

    Budgetgennemførelsen sker inden for rammerne af de bevillinger, der er godkendt i den flerårige finansielle ramme (FFR) (1.4.3), og som gennemføres i overensstemmelse med traktaterne og bestemmelserne i finansforordningen. Finansforordningen er af horisontal karakter, idet den anvendes på udgifter og indtægter inden for alle områder. Yderligere regler for gennemførelsen af budgettet findes i de sektorbaserede forordninger, der dækker særlige EU-politikker.

    Forsvarlig økonomisk forvaltning er et centralt vejledende princip[1], der defineres af følgende tre principper:

    • sparsommelighed, dvs. den mest fordelagtige pris
    • produktivitet, dvs. det optimale forhold mellem de anvendte ressourcer og de mål, der nås
    • effektivitet, dvs. om de forfulgte mål nås.
    • I overensstemmelse med disse principper er gennemførelsen præstationsorienteret.

      Desuden skal respekten for EU's værdier og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder samt beskyttelsen af EU's finansielle interesser sikres (mere om EU's indtægter 1.4.1).

      B. Gennemførelsesmetoder

      Kommissionen kan gennemføre budgettet på følgende måder[2]:

      • direkte ved dens tjenestegrene eller gennem forvaltningsorganer ("direkte forvaltning")
      • ved delegation til medlemsstaterne ("delt forvaltning")
      • indirekte ved at overdrage budgetgennemførelsesopgaver til andre enheder og personer, f.eks. tredjelande eller internationale organisationer ("indirekte forvaltning").
      • I praksis gennemføres ca. 70 % af budgettet ved delt forvaltning (hvor medlemsstaterne fordeler midlerne og forvalter udgifterne), omkring 20 % ved direkte forvaltning af Kommissionen eller dens forvaltningsorganer og de resterende 10 % ved indirekte forvaltning[3].

        De øvrige EU-institutioner er ansvarlige for gennemførelsen af deres sektioner af budgettet (mere om EU's udgifter 1.4.2).

        C. Hvordan overvåges gennemførelsen?

        Der foretages intern kontrol af alle gennemførelsesmetoder. Den interne kontrol med budgetgennemførelsen vurderer, om principperne om sparsommelighed, produktivitet og effektivitet overholdes. Et andet vigtigt aspekt vedrører forebyggelse, opdagelse og korrektion af uregelmæssigheder, herunder svig, korruption, interessekonflikter og dobbeltfinansiering[4]. Budgettet gennemføres under overholdelse af den EU-lovgivning, der gælder for offentlige kontrakter (levering af varer, bygge- og anlægsarbejder og tjenesteydelser) (2.1.10).

        Kommissionens regnskabsregler er baseret på de internationale regnskabsstandarder for den offentlige sektor, der er udarbejdet af Den Internationale Revisorsammenslutning. Der arbejdes også på at udvikle EU-regnskabsstandarder for den offentlige sektor for at harmonisere den offentlige sektors regnskaber i EU.

        Det finansielle gennemsigtighedssystem giver oplysninger om modtagerne af midler, der forvaltes direkte af Kommissionen. Hver enkelt medlemsstat er ansvarlig for at offentliggøre oplysninger om modtagerne af de EU-midler, den forvalter ved delt forvaltning. Systemet for tidlig opdagelse og udelukkelse beskytter desuden EU's finansielle interesser ved at give mulighed for tidlig opdagelse af upålidelige personer og enheder, der ansøger om EU-midler, eller som har indgået retlige forpligtelser med Kommissionen eller andre institutioner. Systemet giver mulighed for udelukkelse af upålidelige personer og enheder fra procedurer og pålæggelse af økonomiske sanktioner over for dem.

        Den Europæiske Revisionsret (1.3.12) undersøger budgetgennemførelsen, da dens rolle er at revidere alle transaktioner i forbindelse med EU-budgettet. Medlemsstaterne straffes i tilfælde af ukorrekt budgetgennemførelse: sådanne indtægtstab på EU-budgettet korrigeres gennem tilbagekaldelse af midler, der uberettiget er udbetalt af nationale regeringer.

        Europa-Parlamentets rolle

        Europa-Parlamentet spiller en central rolle med hensyn til at opretholde EU's institutionelle balance. Når det drejer sig om budgetbeføjelser:

        • Parlamentet er den ene af budgetmyndighedens to parter og træffer afgørelser om det årlige budget på lige fod med Rådet
        • Parlamentet er den eneste dechargemyndighed og kontrollerer dermed gennemførelsen af budgettet.
        • Parlamentet har også indflydelse på budgetgennemførelsen gennem sine lovgivningsmæssige og ikke-lovgivningsmæssige tiltag, f.eks. via dets betænkninger og beslutninger eller ved at stille mundtlige eller skriftlige forespørgsler til Kommissionen.

          A. Budgetprocedure

          Parlamentet fastlægger EU's årlige budget sammen med Rådet (mere om budgetproceduren 1.2.5), dvs. tildelingen af midler inden for de parametre, der er fastsat i FFR. Under budgetforhandlingerne kan Parlamentet foreslå at opføre midler "i reserve", hvis det navnlig er i tvivl om udgifternes berettigelse eller Kommissionens evne til at gennemføre dem. Mobiliseringen af sådanne midler stilles i bero, indtil en række foruddefinerede betingelser er opfyldt.

          Når budgettet er vedtaget, kan det stadig ændres under gennemførelsen ved hjælp af forslag til ændringsbudgetter og afgørelser om overførsler, hvis de godkendes af Parlamentet og Rådet. Under gennemførelsen spiller Kommissionen imidlertid den ledende rolle ved at vedtage arbejdsprogrammer og finansieringsafgørelser samt ved at gennemføre selvstændige overførsler (dvs. overførsler, der ikke skal godkendes af Parlamentet og Rådet), når lovgivningen, herunder finansforordningen, tillader det[5].

          Den budgetrelaterede IIA indeholder bestemmelser om budgetsamarbejde mellem Kommissionen, Rådet og Parlamentet. Der afholdes regelmæssige interinstitutionelle møder for at vurdere budgetgennemførelsen og navnlig se på betalingsbevillinger for at sikre en gnidningsløs gennemførelse af EU-programmer og opfyldelsen af alle finansielle forpligtelser[6].

          B. Proceduren for meddelelse af decharge

          Dechargeproceduren (mere om budgetkontrol 1.4.5) gør det muligt for Parlamentet at evaluere EU's udgifter efterfølgende på grundlag af Den Europæiske Revisionsrets årsberetning, som vurderer pålideligheden, lovligheden og den formelle rigtighed af EU's udgifter og indtægter.

          Decharge er en afgørelse, som Parlamentet træffer, og som afspejler dets konklusioner om den måde, hvorpå Kommissionen og andre EU-institutioner og -organer har varetaget opgaven med at gennemføre EU-budgettet. Parlamentet kan også vedtage en dechargebeslutning med henblik på at fastsætte krav og henstillinger om gennemførelsen, f.eks. med anmodning om proceduremæssige ændringer.

          Denne proces med parlamentarisk kontrol med budgetgennemførelsen bidrager til at sikre overholdelse af de relevante retlige og reguleringsmæssige rammekrav og behørig overholdelse af princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning.

          Med de seneste finansieringsinstrumenter såsom genopretnings- og resiliensfaciliteten, der yder tilskud og lån til medlemsstaterne med henblik på genopretning og strukturelle reformer efter pandemien, bevæger Kommissionen sig i stigende grad væk fra en traditionel tilgang med godtgørelse af omkostninger og hen imod at knytte betalinger til opfyldelsen af milepæle og mål. I sin beslutning af 18. juni 2025 om gennemførelsen af genopretnings- og resiliensfaciliteten understregede Parlamentet behovet for at afhjælpe svagheder i den finansielle kontrol og advarede om, at manglen på oplysninger hindrede muligheden for at kontrollere overholdelsen af princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning, hvilket hæmmer kontrol, gennemsigtighed og demokratisk ansvarlighed.

          Kommissionens forslag til FFR for perioden efter 2027 indfører betydelige ændringer af gennemførelsesmekanismerne med et skift i retning af præstationsbaseret gennemførelse, større fleksibilitet og en større andel af udgifter, der ikke på forhånd er programmerede, for at muliggøre en hurtig kriserespons. En vigtig ændring er indførelsen af en tilgang med "én national plan pr. medlemsstat" i Kommissionens forslag til Den Europæiske Fond for Økonomisk, Social og Territorial Samhørighed, Landbrug, Landdistrikter, Fiskeri, det Maritime Område, Velstand og Sikkerhed for perioden 2028-2034, inspireret af modellen for genopretnings- og resiliensfaciliteten, sammen med forslaget til forordning om en præstationsramme, som fastlægger en forenklet og ensartet ramme for overvågning af EU-budgettets resultater. De nationale og regionale partnerskabsplaner vil samle flere programmer under delt forvaltning, herunder samhørighed, landbrug og migration.

          I sin beslutning af 7. maj 2025 om et fornyet langsigtet budget for Unionen i en verden i forandring understregede Parlamentet, at nationale planer "ikke kan danne grundlag for udgifter under delt forvaltning efter 2027", og påpegede, at udformningen af udgifter under delt forvaltning under den næste FFR fuldt ud skal beskytte Parlamentets rolle som lovgiver og budgetmyndighed samt sikre inddragelse af regionale og lokale myndigheder.

          Dette faktablad er udarbejdet af Europa-Parlamentets Enhed for Budgetstøtte under Generaldirektoratet for Budgetanliggender. Yderligere oplysninger findes på Budgetudvalgets og Budgetkontroludvalgets websteder.

           

          [1]Finansforordningens artikel 33.
          [2]Finansforordningens artikel 62.
          [4]Finansforordningens artikel 36.
          [5]Finansforordningens artikel 30 og 31.
          [6]Del G i bilag I til den interinstitutionelle aftale.

          Anda-Diana GHIRAN-MERVEILLE