Energieffektivitet
Dette faktablad forklarer EU's politik for energieffektivitet, herunder dens retlige rammer, primære mål og vigtigste love. Politikken har til formål at nedbringe drivhusgasemissionerne, sænke energiregningerne og forbedre energisikkerheden og samtidig mindske afhængigheden af importerede fossile brændstoffer. Faktabladet fremhæver Europa-Parlamentets rolle i udformningen af denne politik.
Retsgrundlag
- I artikel 194 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde fastsættes energipolitik som et område med, der er omfattet af delt kompetence mellem EU og dets medlemsstater. Det betyder, at EU-landene kan udarbejde love og vedtage juridisk bindende foranstaltninger, hvis EU ikke har gjort det. Artiklen fremmer energieffektivitet og energibesparelser i forbindelse med EU's indre marked og behovet for miljøbeskyttelse.
- en reduktion på 11,7 % af EU's slutforbrug af energi, med et loft på 763 Mtoe (bindende), der indvirker på for primærenergiforbruget, med et loft på 992,5 Mtoe (vejledende)
- en reduktion på 1,9 % i den offentlige sektors årlige energiforbrug.
- årligt renovere mindst 3 % af de offentlige bygninger, der er større end 250 m²
- opnå årlige besparelser i det endelige energiforbrug på 1,5 % i 2026 og 2027, med en stigning til 1,9 % i 2028, 2029 og 2030.
- datacentre at rapportere om deres energieffektivitet
- EU-landene at oprette særlige one-stop-shopper, der skal yde rådgivning og bistand om energieffektivitet til små og mellemstore virksomheder, husholdninger og offentlige organer
- kommuner med over 45 000 indbyggere at udarbejde varme- og køleplaner.
- fastsætte mindstekrav til bygningers og bygningsdeles energimæssige ydeevne
- vedtage en metode til beregning af bygningers energimæssige ydeevne.
- alle nye offentlige bygninger er nulemissionsbygninger fra 2028
- alle nye bygninger er nulemissionsbygninger fra 2030
- nye store bygninger får det globale opvarmningspotentiale i hele deres livscyklus beregnet fra 2026
- alle nye bygninger får deres globale opvarmningspotentiale over hele deres livscyklus beregnet fra 2030.
- fastsætte minimumsstandarder for energimæssig ydeevne for deres ikke-beboelsesbygninger, som vil igangsætte renovering af de 16 % og 26 % af den bygningsmasse, der har den dårligste energimæssige ydeevne, senest i henholdsvis 2030 og 2033
- fastlægge en forløbskurve for gradvist at reducere det gennemsnitlige primærenergiforbrug i deres beboelsesbygningsmasse med 16 % senest i 2030 og med 20-22 % senest i 2035 i forhold til 2020 med fokus på deres bygninger med den dårligste energimæssige ydeevne.
- en oversigt over den nationale bygningsmasse for så vidt angår forskellige bygningstyper
- en køreplan med nationalt fastsatte mål for 2030, 2040 og 2050
- en oversigt over planlagte politikker og foranstaltninger og
- en oversigt over investeringsbehovene og finansieringskilderne til gennemførelsen heraf.
- foretager en cost-benefit-analyse af potentialet for at anvende kraftvarmeproduktion, når de planlægger at opføre eller renovere et varme-, el- eller industrianlæg eller et fjernvarme- og fjernkølenet på mere end 20 MW varme
- for allerede eksisterende anlæg vurderer potentialet for effektiv opvarmning og køling, herunder kraftvarmeproduktion, når der anmodes herom.
- forbedring af produkters holdbarhed, genbrugelighed, opgraderingsmuligheder og reparerbarhed
- forbedring af muligheden for vedligeholdelse og istandsættelse af produkter
- større energi- og ressourceeffektivitet af produkter
- håndtering af tilstedeværelsen af stoffer, der forhindrer, at produkter genbruges eller genanvendes
- forøgelse af genanvendt indhold
- lettelse af genfremstilling og genanvendelse af produkter
- fastsættelse af regler om CO2-aftryk og miljøaftryk
- begrænsning af generering af affald
- forbedring af tilgængeligheden af oplysninger om produkters bæredygtighed.
Målsætninger for EU's energieffektivitetspolitik
EU's energieffektivitetspolitik fastsætter reduktionsmål for EU's energiforbrug senest i 2030 i forhold til fremskrivningerne fra 2020.
Målene er udtrykt i primærenergiforbrug, der måler et lands samlede energiefterspørgsel, og slutforbrug af energi. der henviser til slutbrugernes samlede energiforbrug (husholdninger, industri osv.). Begge måles i mio. ton olieækvivalenter (Mtoe).
De vigtigste energieffektivitetsforpligtelser omfatter:
EU-landene skal også:
Resultater af EU's energieffektivitetspolitik
A. Direktivet om energieffektivitet
Direktivet om energieffektivitet, der blev vedtaget i 2023, er hjørnestenen i EU's energieffektivitetspolitik. Det fastsætter EU's energieffektivitetsmål og kræver, at EU-landene fastsætter vejledende nationale energieffektivitetsmål baseret på bidrag til slutforbruget af energi for at nå Unionens mål.
Direktivet indfører en forpligtelse for den offentlige sektor til at spille en rolle som forbillede. Det fastsætter mål for slutforbruget af energi og for renoveringer med henblik på at opnå energieffektivitet. Det reviderer definitionen af effektive fjernvarmesystemer og fastsætter nye krav med henblik på fuldt ud at dekarbonisere forsyningen til disse systemer senest i 2050.
Direktivet fastsætter princippet om "energieffektivitet først", hvori det hedder, at effektivitetsløsninger bør betragtes som det første alternativ i forbindelse med politik-, planlægnings- og investeringsbeslutninger.
Det udvider også energisynsforpligtelserne til at omfatte alle virksomheder, der overskrider en vis energitærskel, og det kræver, at store industrielle forbrugere indfører energiledelsessystemer. Det styrker kompetencekravene til fagfolk inden for energieffektivitet og kræver, at EU-landene rapporterer om investeringer i energieffektivitet. Det yder også projektudviklingsstøtte på forskellige niveauer for at bidrage til at nå EU's energieffektivitetsmål.
Endelig gør direktivet det obligatorisk for:
Det omfatter også bestemmelser om forbrugerbeskyttelse, definerer energifattigdom på EU-plan og indfører foranstaltninger til reduktion heraf.
B. Bygningers energimæssige ydeevne
1. Direktivet om bygningers energimæssige ydeevne
EU's tilgang til bygningers bæredygtighed er primært reguleret af direktivet om bygningers energimæssige ydeevne fra 2024, som fastsætter kravet om at omdanne EU's eksisterende bygningsmasse til en nulemissionsbygningsmasse senest i 2050.
a. Mindstekrav til energimæssig ydeevne
EU-landene skal:
b. Standarder for nye bygningers energimæssige ydeevne
En nulemissionsbygning skal opfylde høje standarder for energimæssig ydeevne, ikke producere emissioner på stedet fra fossile brændstoffer og have nul eller en meget lille mængde drivhusgasemissioner.
EU-landene skal sikre, at:
c. Standarder for eksisterende bygningsmasses energimæssige ydeevne
EU-landene skal:
Der gælder særlige undtagelser for religiøse og små bygninger, lavenergibygninger eller midlertidige bygninger.
I henhold til direktivet om bygningers energimæssige ydeevne skal alle bygninger i EU vurderes i energiklasser, der spænder fra A (bedst) til G (værst). Klasse A gælder for nulemissionsbygninger, og klasse G gælder for de bygninger i den nationale bygningsmasse, der har den allerdårligste ydeevne.
Eftersom klasse G afhænger af bygningsmassens nationale karakteristika, er der ingen harmonisering af energiklasser på tværs af EU-landene. Tilsvarende er forpligtelsen til at renovere beboelsesejendomme baseret på de bygninger i den nationale bygningsmasse, der har den dårligste ydeevne, snarere end på alle individuelle bygninger, hvilket giver mulighed for en vis fleksibilitet og tilpasningsevne til forskellige nationale standarder.
Offentligt socialt boligbyggeri er fritaget, når disse energiopgraderinger ville koste mere, end de sparer, eller ville øge lejen ud over de besparelser, der opnås på energiregningerne.
I henhold til direktivet skal EU-landene forelægge nationale planer for renovering af bygninger, der er integreret i deres nationale energi- og klimaplaner, og som omfatter:
I direktivet kræves det, at EU-landene gradvist indfører solenergianlæg i offentlige bygninger og ikke-beboelsesbygninger, afhængigt af deres størrelse, og i alle nye beboelsesbygninger senest i 2030, hvis det er teknisk og økonomisk muligt.
Det stopper støtte til enkeltstående kedler til fossile brændstoffer fra 2025, indfører krav om, at EU-landene opretter faciliteter til teknisk bistand, definerer undtagelser for landbrugs- og kulturarvsbygninger og undtagelsesmuligheder for bygninger af særlig arkitektonisk eller historisk værdi, midlertidige bygninger, kirker og bygninger, der anvendes til gudstjenester.
2. Renoveringsbølgestrategien
Renoveringsbølgestrategien har til formål at renovere 35 millioner bygninger inden 2030 og sikre, at renoveringer fører til større energi- og ressourceeffektivitet.
Strategien har også til formål at beskytte alle indbyggere i EU, som ikke er i stand til at opvarme deres hjem tilstrækkeligt, ved at sikre, at sårbare forbrugere har råd til væsentlige varme- og energitjenester.
3. Varmepumper
Varmepumper er apparater, der leverer varmt vand, opvarmning og køling til boliger og virksomheder. De er tre til fem gange mere effektive end traditionelle gaskedler.
I REPowerEU-planen, som har til formål at udfase al EU's import af russisk gas, foreslås det at forbedre EU's energieffektivitet ved at fordoble den hastighed, hvormed varmepumper installeres i bygninger, og fremskynde udrulningen af varmepumper til fjernvarme- og fjernkølingsnet.
C. Kraftvarmeproduktion
Kraftvarmeproduktion er samtidig produktion af el og nyttevarme. Direktivet om energieffektivitet har til formål at maksimere anlæggenes effektivitet ved at kræve, at EU-landene:
D. Energieffektive produkter
1. Handlingsplan for energi til overkommelige priser
Som led i aftalen om ren industri har handlingsplanen for energi til overkommelige priser til formål at gøre energiforbruget mere effektivt og reducere omkostningerne for industrier og forbrugere. Planen omfatter oprettelse af et europæisk marked for energieffektivitet for at vejlede virksomhederne i retning af omkostningseffektive løsninger. Den indeholder også bestemmelser om, at EU's forordninger om energimærkning og miljøvenligt design skal ajourføres for at fremme mere effektive og langvarige produkter. Disse foranstaltninger kan spare op til 162 mia. EUR i energiregninger senest i 2030.
2. Krav til miljøvenligt design og energimærkning
Visse EU-produkter, f.eks. husholdningsapparater, kedler, telefoner, computere eller andet elektrisk eller elektronisk udstyr, skal opfylde mindstekrav til energieffektivitet. Disse kaldes krav til miljøvenligt design.
Forordningen om miljøvenligt design, som gradvist erstatter direktivet om miljøvenligt design, og forordningen om energimærkning fastsætter regler for energieffektive og bæredygtige produkter. Forordningen om miljøvenligt design fastsætter krav til næsten alle kategorier af fysiske varer, herunder:
Det indfører digitale produktpas, regler for destruktion af usolgte forbrugerprodukter og grønne offentlige udbud.
Forordningen om energimærkning indfører det velkendte EU-mærke for produkter, der anvender en energiskala fra A til G, hvilket hjælper forbrugerne med at træffe miljøvenlige valg, når de køber produkter.
Energiforvaltning
I henhold til forordningen om forvaltning af energiunionen og klimaindsatsen skal EU-landene udarbejde tiårige nationale energi- og klimaplaner for perioden 2021-2030 og indsende statusrapporter hvert andet år. Kommissionen overvåger og vurderer disse rapporter og kan træffe foranstaltninger på EU-plan for at sikre, at de er i overensstemmelse med de overordnede EU-mål.
Europa-Parlamentets rolle
Europa-Parlamentet har altid fungeret som en primær drivkraft for ambitionerne i EU's energieffektivitetspolitik.
Det har løbende opfordret til højere, juridisk bindende mål og strengere regler, der går videre end Kommissionens forslag, samtidig med at EU's borgeres og virksomheders interesser beskyttes ved at reducere energiomkostningerne.
I de seneste forhandlinger om direktivet om energieffektivitet var Kommissionens oprindelige holdning et reduktionsmål på 9 % for det endelige energiforbrug senest i 2030 i forhold til de fremskrivninger, der blev foretaget i 2020. Europa-Parlamentet foreslog at øge EU's energieffektivitetsmål til mindst 14,5 %. Denne intense fortalervirksomhed resulterede i et kompromis, der fastsatte det nuværende bindende mål til 11,7 %.
Parlamentet har også konsekvent kæmpet for et skift fra vejledende mål til juridisk bindende mål og har fremmet energieffektive løsninger til opvarmning og køling og for at opnå energibesparelser.
Det lykkedes det at presse på for, at princippet om "energieffektivitet først" blev nedfældet i EU-reglerne som et bindende retligt krav, der sikrer, at der tages hensyn til effektivitet på alle niveauer af energiplanlægning, -politik og -investeringer.
Parlamentet har altid været fortaler for at renovere de bygninger i EU's bygningsmasse, der har den dårligste ydeevne, som et middel til at opnå store energibesparelser. I øjeblikket anvendes ca. 40 % af al energi, der forbruges i EU, i bygninger, og 80 % af denne energi anvendes til opvarmning, køling og varmt vand.
Under forhandlingerne om direktivet om bygningers energimæssige ydeevne fandt Parlamentet en balance mellem at skabe en fælles europæisk standard for energiklasser for bygninger og respektere lokale forskelle i de nationale bygningsmasser og energiforbrugere. Det fremmede energieffektive foranstaltninger såsom solenergi i forbindelse med renovering af bygninger, udfasning af fossile brændstoffer og anvendelse af træmaterialer, grønne tage og facader, samtidig med at det slog til lyd for støtteforanstaltninger til bekæmpelse af energifattigdom.
Efter de seneste energikriser opfordrede Parlamentet Kommissionen til at støtte energiintensive industrier i indførelsen af rene teknologier og energieffektive produktionsmetoder, og det foreslog hasteforanstaltninger til håndtering af konsekvenserne af høje energiomkostninger for industrier og mennesker i EU.
Dette faktablad er udarbejdet af Europa-Parlamentets Temaafdeling om Omstilling, Innovation og Sundhed. Der kan findes yderligere oplysninger om emnet på webstedet for Udvalget om Industri, Forskning og Energi.
Valentina Richard-Romei / Matteo Ciucci