Ofte stillede spørgsmål til Parlamentets Talsmandsenhed 

 

Hvordan arbejder Europa-Parlamentets medlemmer (MEP'er)? Hvilken rolle spiller Parlamentet i forhold til EU’s budget? Hvordan er de politiske grupper sammensat? Svar på disse og andre ofte stillede spørgsmål om Parlamentet findes i denne FAQ.


Afsnittene her indeholder en bred vifte af oplysninger om Parlamentets daglige drift, valg til Europa-Parlamentet, MEP'ernes arbejde og meget mere. Spørgsmålene og svarene opdateres løbende med emner af aktuelinteresse for medierne. De enkelte afsnit indeholder links til yderligere oplysninger på Europa-Parlamentets websted.


Eventuelle yderligere spørgsmål kan rettes til Parlamentets Talsmandsenhed. Medieforespørgsler om arbejdet i Europa-Parlamentets udvalg kan rettes til Pressetjenesten.


Talsmandsenhedens og Pressetjenestens kontaktoplysninger


Siden det første direkte valg i 1979 har der været holdt valg til Europa-Parlamentet hvert femte år. Det seneste valg blev afholdt den 23.-26. maj 2019.


Hver enkelt medlemsstat har ret til at vælge et på forhånd fastsat antal medlemmer af Europa-Parlamentet; fra seks for mindre medlemslande som Malta, Luxembourg og Cypern til 96 for det største medlemsland, Tysklands, vedkommende. Der skal i alt vælges 705 MEP'er. I maj 2019 blev der valgt 751 MEP'er, men det antal blev reduceret til 705 efter Brexit i februar 2020. De tomme sæder giver plads til, at mulige fremtidige nye medlemslande kan få pladser, lige som nogle af sæderne blev givet til nuværende medlemslande, som havde været underrepræsenteret. Blandt andet Danmark, der fik en plads mere.


Fordelingen af pladser er fastlagt i EU-traktaterne. Medlemsstater med større befolkninger har flere pladser end medlemsstater med mindre befolkninger, men sidstnævnte har forholdsvis flere pladser, end de ville få ved en streng proportional fordeling. Dette system er kendt som princippet om "degressiv proportionalitet".


Valget til Europa-Parlamentet gennemføres i det store hele på grundlag af nationale valglove og -traditioner, men der er visse fælles EU-regler, der er nedfældet i valgakten fra 1976.

Fra 23. til 26. maj  ; 2019 vil følgende valg blive afholdt

Efter valget tilslutter MEP'erne sig typisk eksisterende politiske grupper eller danner nye. De politiske grupper består af MEP'ere fra forskellige medlemsstater og dannes efter politiske tilhørsforhold. Grupper kan også dannes senere i Parlamentets valgperiode. Der er i øjeblikket syv politiske grupper i Europa-Parlamentet.


For at opnå formel status som politisk gruppe skal gruppen bestå af mindst 23 parlamentsmedlemmer, der kommer fra mindst enfjerdedel af medlemsstaterne (). Et medlem af Europa-Parlamentet må kun tilhøre én politisk gruppe.


Stiftelsen af en politisk gruppe meddeles formanden for Parlamentet i en erklæring med angivelse af navnet på gruppen, navnene på medlemmerne og navnene på medlemmerne af gruppens præsidium.


Parlamentet tager normalt ikke stilling til, hvorvidt medlemmerne af en gruppe har et fælles politisk tilhørsforhold. Ved dannelse af en gruppe accepterer medlemmerne pr. definition, at de har et sådant. Kun når de pågældende medlemmer benægter at have et fælles politisk tilhørsforhold, tager Parlamentet stilling til, om gruppen rent faktisk er stiftet i overensstemmelse med forretningsordenens bestemmelser.



Politiske grupper kan ansætte personale og råder over kontorer, der finansieres over Parlamentets budget. Europa-Parlamentets Præsidium fastsætter reglerne for, hvordan disse midler og faciliteter forvaltes og revideres. De midler, som grupperne råder over, skal dække de administrative og driftsmæssige udgifter til gruppens personale samt udgifter til politiske aktiviteter og oplysningsaktiviteter i forbindelse med EU's politiske virke.


Budgettet må ikke bruges til at finansiere nogen form for europæisk, national, regional eller lokal valgkampagne eller til at finansiere politiske partier på nationalt eller europæisk niveau eller organer, der er afhængige af dem.

Ikke alle Parlamentets medlemmer indgår i en gruppe. De MEP'er, der ikke indgår i en gruppe, kaldes "løsgængere". De råder også over personale og har rettigheder i henhold til de regler, der fastsættes af Præsidiet.

fgørelsen om fordelingen af pladserne i mødesalen blandt de politiske grupper, løsgængerne og repræsentanterne for EU's institutioner træffes af Formandskonferencen (lederne af de politiske grupper og Parlamentets formand) ved begyndelsen af hver valgperiode. I de seneste valgperioder har de politiske grupper siddet som "lagkagestykker" i et cirkeldiagram med gruppeformændene på første række, undtagen når der dannes en ny politisk gruppe midt i valgperioden.

Ursula von der Leyen  

Politiske partier på europæisk plan


Hvad er et politisk parti på europæisk plan?


Et europæisk politisk parti er en organisation, der følger et politisk program. Partiet er sammensat af nationale partier og enkeltpersoner som medlemmer, er repræsenteret i flere medlemsstater og er registreret hos Myndigheden for Europæiske Politiske Partier og Europæiske Politiske Fonde ("myndigheden"). Det hedder i traktaterne, at "politiske partier på europæisk plan bidrager til at skabe en europæisk politisk bevidsthed og til at udtrykke unionsborgernes vilje".


Blandt betingelserne for anerkendelse er, at dets medlemspartier i mindst en fjerdedel af medlemsstaterne skal være repræsenteret af medlemmer af Europa-Parlamentet, af nationale parlamenter, af regionale parlamenter eller af regionale forsamlinger.


Flere oplysninger findes i artikel 10, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Union og artikel 224 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde to find out more.


Hvordan finansieres politiske partier på europæisk plan?


Siden juli 2004 har de politiske partier på europæisk plan haft mulighed for at modtage årlig støtte fra Europa-Parlamentet i form af et driftstilskud. Det kan dække op til 90 % af et partis udgifter, mens resten skal dækkes af egne ressourcer, såsom medlemskontingenter og donationer. Den 17. april 2018 godkendte Europa-Parlamentet nye regler for finansiering af politiske partier og fonde på europæisk plan.


Hvad må og må ikke betales med tilskuddet?


Tilskuddet skal anvendes til at dække de udgifter, der er direkte knyttet til målsætningerne i partiets politiske program, såsom:

  • møder og konferencer
  • publikationer, undersøgelser og annoncer
  • udgifter til administration, personale og rejser
  • udgifter forbundet med kampagner til Europa-Parlamentsvalg.

Tilskuddet må ikke bruges til dækning af udgifter såsom:

  • kampagneomkostninger i forbindelse med folkeafstemninger og valg (undtagen valg til Europa-Parlamentet)
  • direkte eller indirekte finansiering af nationale partier, valgkandidater og politiske fonde hverken på nationalt eller på europæisk plan
  • gæld og renter heraf.

Politiske fonde på europæisk plan


Hvad er en politisk fond på europæisk plan?


En politisk fond på europæisk plan er tilknyttet et politisk parti på europæisk plan og støtter og supplerer målene for det pågældende parti. En politisk fond på europæisk plan analyserer og bidrager til debatten om europæiske politiske spørgsmål. Den beskæftiger sig også med tilknyttede aktiviteter, såsom afholdelse af seminarer, kurser, konferencer og undersøgelser.


Hvordan finansieres en politisk fond på europæisk plan?


Fonde blev fra oktober 2007 til august 2008 finansieret af aktivitetstilskud fra Kommissionen under et pilotprojekt. I september 2008 overtog Europa-Parlamentet finansieringen og tildeler nu årlige driftstilskud. Tilskuddet kan dække op til 90 % af en fonds udgifter, mens resten skal dækkes af egne ressourcer, såsom medlemskontingenter og donationer.


Hvad må og må ikke betales med tilskuddet?


Tilskuddet kan anvendes til at finansiere de udgifter, der er direkte knyttet til aktiviteterne i fondens aktivitetsprogram, såsom:

  • møder og konferencer
  • publikationer, undersøgelser og annoncer
  • udgifter til administration, personale og rejser.

Tilskuddet må ikke bruges til finansiering af udgifter såsom:

  • kampagneomkostninger i forbindelse med folkeafstemninger og valg
  • direkte eller indirekte finansiering af nationale partier, valgkandidater og politiske fonde på nationalt plan
  • gæld og renter heraf.

Myndigheden for Europæiske Politiske Partier og Europæiske Politiske Fonde


Siden 2016 registreres og kontrolleres politiske partier og fonde på europæisk plan af Myndigheden for Europæiske Politiske Partier og Europæiske Politiske Fonde ("myndigheden"), som også kan pålægge dem sanktioner. Myndigheden er uafhængig af Europa-Parlamentet. Hvis der er tvivl om, hvorvidt et parti eller en fond opfylder betingelserne, kan Parlamentet, Rådet eller Kommissionen indgive en anmodning til myndigheden om at undersøge sagen. Inden myndigheden træffer beslutning om, hvorvidt et parti eller en fond skal fjernes fra registret, skal den høre et udvalg af uafhængige fremtrædende personer. Myndigheden repræsenteres af sin direktør, som træffer alle afgørelser på vegne af myndigheden.



David Sassoli blev valgt til formand for Europa-Parlamentet i juli 2019  

På det første plenarmøde efter valget til Europa-Parlamentet vælger medlemmerne en ny formand, 14 nye næstformænd og fem kvæstorer.


Alle valgte hverv i Europa-Parlamentet, dvs. formand, næstformand, kvæstor, udvalgsformand og -næstformand samt delegationsformand og -næstformand, fornys med to og et halvt års mellemrum, altså én gang i starten og én gang halvvejs gennem den femårige valgperiode. Der er mulighed for genvalg.


Ved valg af formand, næstformænd og kvæstorer bør der tages hensyn til behovet for at sikre en rimelig repræsentation af medlemsstater og politiske grupperinger.


Europa-Parlamentets formand


Formanden leder Parlamentets arbejde og forhandlingerne på plenarmøderne og erklærer det årlige EU-budget for endeligt vedtaget. Formanden repræsenterer Europa-Parlamentet udadtil og i forholdet til de øvrige EU-institutioner.


I juli 2019 blev David SASSOLI valgt som formand for Europa-Parlamentet.


Hvordan vælges Europa-Parlamentets formand?


Det nyvalgte Europa-Parlaments første handling er at vælge sin formand. Kandidater til formandskabet kan indstilles af enten en politisk gruppe eller mindst 38 medlemmer. Valget afholdes ved hemmelig afstemning. For at blive valgt skal en kandidat have et absolut flertal af de gyldigt afgivne stemmer, dvs. 50 % plus én.


Hvis der ikke vælges en kandidat i første valgrunde, kan de samme eller andre kandidater indstilles til en anden valgrunde under de samme betingelser. Dette kan om nødvendigt gentages med en tredje runde, igen med de samme regler.


Hvis ingen er valgt ved den tredje afstemning, går de to kandidater med flest stemmer i denne runde videre til en fjerde afstemning, hvor kandidaten med det største antal stemmer vinder (bliver valget ikke afgjort i denne fase, erklæres den ældste kandidat som vinder).


Hvem er næstformændene og kvæstorerne?


Næstformænd kan, når det er nødvendigt, træde i formandens sted i forbindelse med udførelsen af dennes opgaver, herunder lede plenarmøderne. De er også medlemmer af Præsidiet, som er det organ, der er ansvarligt for alle administrative, personalemæssige og organisatoriske anliggender i Europa-Parlamentet. Kvæstorerne varetager administrative opgaver, som direkte vedrører medlemmerne.


Europa-Parlamentet har 14 næstformænd og fem kvæstorer.


Hvordan vælges de?


Kandidater til posterne som næstformand og kvæstor kan indstilles af enten en politisk gruppe eller mindst 38 medlemmer. Valget af næstformand afholdes i form af en hemmelig afstemning med én stemmeseddel. Næstformændenes rangfølge bestemmes af den rækkefølge, hvori de er valgt.


Hvem er formændene for de politiske grupper, og hvordan vælges de?


Der er 7 politiske grupper i Europa-Parlamentet. Hver politisk gruppe vælger sin egen formand/sine egne formænd. Formændene og Europa-Parlamentets formand udgør Formandskonferencen.


Formandskonferencen tilrettelægger Parlamentets arbejde og planlægger lovgivningsarbejdet. Konferencen sammensætter udvalgene og delegationerne og fordeler deres kompetencer. Konferencen har også ansvaret for forbindelserne til de andre EU-institutioner, de nationale parlamenter og tredjelandene.


Hvem er udvalgsformændene, og hvordan vælges de?


Under de konstituerende møder (og halvvejs gennem den femårige mandatperiode, hvor der vælges nye MEP'er til de respektive poster) vælger Parlamentets udvalg deres formænd og næstformænd. Formænd og næstformænd kan også genvælges for et nyt mandat ved det valg, som finder sted midt i valgperioden.


Hvert stående udvalg vælger en formand og en række næstformænd ved særskilte afstemninger. Antallet af næstformænd fastsættes af det fuldtallige Parlament efter forslag fra Formandskonferencen.


Parlamentets stående interparlamentariske delegationer (for forbindelserne med tredjelande) vælger deres formænd og næstformænd efter samme procedure som i udvalgene.


Hvem er koordinatorerne i udvalgene, og hvordan vælges de?


De politiske grupper vælger "koordinatorer" for hvert af de parlamentariske udvalg. De fungerer som gruppens politiske leder i udvalget. De koordinerer deres gruppers holdninger til de emner, der behandles i udvalget, og organiserer udvalgets arbejde sammen med formanden og næstformændene.

Der foretages valgs prøvelse af nyvalgte medlemmer for at fastslå, at de ikke beklæder et andet hverv, der er uforeneligt med hvervet som medlem af Europa-Parlamentet. "Uforenelige" hverv omfatter det at være medlem af en EU-medlemsstats regering eller parlament, Kommissionen, Den Europæiske Unions Domstol, Den Europæiske Centralbanks direktion, Revisionsretten eller Den Europæiske Investeringsbank. Tjenestegørende tjenestemænd i EU-institutioner eller organer, der er oprettet i henhold til EU-traktaterne til at forvalte EU-midler, kan heller ikke være medlem af Europa-Parlamentet.


Når de officielle valgresultater foreligger, indsender medlemsstaterne navnene på dem, der har vundet et mandat i Europa-Parlamentet, og formanden anmoder medlemsstaternes kompetente myndigheder om at træffe de nødvendige foranstaltninger med henblik på at undgå uforenelighed med hvervet som medlem af Europa-Parlamentet.


Nye medlemmer af Europa-Parlamentet, hvis valg er blevet meddelt Parlamentet, skal, før de indtager deres pladser, skriftligt erklære, at de ikke beklæder noget hverv, der er uforeneligt med hvervet som medlem af Europa-Parlamentet. Denne erklæring skal afgives senest seks dage før Parlamentets konstituerende møde.


Valgs prøvelse af nye medlemmer foretages af Parlamentets Retsudvalg, som udarbejder en afgørelse baseret på oplysninger fra medlemsstaterne. Afgørelsen indgives til formanden, som underretter medlemmerne herom på det næste plenarmøde. Ud over kontrollen af gyldigheden af mandatet træffer Parlamentet også afgørelse om eventuelle indsigelser i henhold til akten af 20. september 1976 om valg af medlemmer af Europa-Parlamentet ved direkte almindelig stemmeret, men ikke om indsigelser på grundlag af de nationale valglove.


Når det konstateres, at et medlem beklæder et uforeneligt hverv, "konstaterer Europa-Parlamentet, at et mandat er blevet ledigt".



Parlamentarisk immunitet er ikke et medlems personlige privilegium, men en garanti for at medlemmet frit kan udøve sit mandat og ikke udsættes for tilfældig, politisk forfølgelse. Immuniteten er dermed en garanti for uafhængigheden og integriteten af Parlamentet som helhed.


Europa-Parlamentets medlemmer kan hverken efterforskes, tilbageholdes eller retsforfølges på grund af meningstilkendegivelser eller stemmeafgivelser under udøvelsen af deres hverv.


Et medlem af Europa-Parlamentet nyder dobbelt immunitet:

  • på medlemmets egen medlemsstats område nyder det de immuniteter, der tilstås medlemmerne af det nationale parlament, og
  • på en anden medlemsstats område nyder medlemmet immunitet i form af fritagelse for tilbageholdelse og retsforfølgning af enhver art (artikel 9 i Protokol nr. 7).

Immuniteten kan ikke påberåbes af et medlem, som gribes på fersk gerning.

Workshop om parlamentarisk immunitet i EU © Europa-Parlamentets  

Hvordan kan immuniteten ophæves eller beskyttes?

 

Såfremt de kompetente nationale myndigheder anmoder Europa-Parlamentet om at ophæve et medlems immunitet (eller et nuværende eller tidligere medlem af Europa-Parlamentet anmoder om beskyttelse af sin immunitet), meddeler formanden for Europa-Parlamentet på et plenarmøde, at han/hun har modtaget en sådan anmodning, og henviser den til behandling i det kompetente parlamentariske udvalg, dvs. Retsudvalget.

 

Udvalget kan anmode om enhver oplysning eller præcisering, som det finder nødvendig. Det pågældende medlem får mulighed for at blive hørt og kan forelægge ethvert relevant dokument eller anden skriftlig dokumentation.

 

For lukkede døre vedtager udvalget et dokument med forslag om, at Europa-Parlamentet som helhed godkender eller forkaster anmodningen, dvs. ophæver eller opretholder det pågældende medlems immunitet. Under den førstkommende plenarmødeperiode efter afstemningen i udvalget træffer Parlamentet en afgørelse ved simpelt flertal. Efter afstemningen underretter formanden straks det pågældende medlem og den pågældende medlemsstats kompetente myndigheder om Europa-Parlamentets afgørelse.

 

Bevarer et medlem af Europa-Parlamentet sit mandat, selv hvis vedkommendes immunitet ophæves?

 

Ja. Et medlems mandat er et nationalt mandat og kan ikke ophæves af nogen anden myndighed. Desuden er ophævelse af et medlems immunitet ikke ensbetydende med, at vedkommende er erklæret skyldig. Det sætter blot de nationale retsmyndigheder i stand til at indlede en efterforskning eller en retssag. Eftersom MEP'er vælges i henhold til national valgret, er det den pågældende medlemsstats myndigheder, der beslutter, om medlemmet fratages sit mandat, hvis vedkommende er fundet skyldig i en strafbar handling.




Hvis et medlem forlader Parlamentet under sit mandat, erstattes vedkommende efter reglerne i det land, han eller hun repræsenterer. Flere oplysninger kan fås ved henvendelse til Europa-Parlamentets informationskontorer i de enkelte medlemsstater.

Formanden for Kommissionen


Europa-Parlamentet vælger Kommissionens formand.


En af det nyvalgte Europa-Parlaments første opgaver efter valget består i at vælge en ny formand for Kommissionen (EU's udøvende organ). Når medlemsstaterne udpeger en kandidat til denne post, skal de tage hensyn til resultatet af valget til Europa-Parlamentet. Parlamentet skal desuden godkendte den nye Kommissionsformand med absolut flertal (halvdelen af medlemmerne plus én). Hvis den foreslåede kandidat ikke opnår det krævede flertal, skal medlemsstaterne foreslå en ny kandidat inden for en måned (Det Europæiske Råd træffer sin beslutning med kvalificeret flertal). I forbindelse med valget i 2014 indførte Europa-Parlamentet systemet med spidskandidater. De enkelte politiske partier opstillede en kandidat til posten som Kommissionens formand, og det parti, der fik flest mandater ved valget, fik ret til at opstille Parlamentets kandidat til posten som formand for Kommissionen.

Kommissærer

 

Kandidaterne til de andre kommissærposter underkastes også en kritisk parlamentarisk undersøgelsesprocedure.

 

Rådet vedtager efter fælles overenskomst med den valgte formand for Kommissionen en liste over indstillede medlemmer af Kommissionen, ét medlem pr. medlemsstat. Disse indstillede kommissærer giver først møde for Parlamentets udvalg inden for deres eventuelle fremtidige ansvarsområder. Hvert udvalg mødes efterfølgende for at udarbejde sin evaluering af kandidatens viden og fremlæggelse. Evalueringen indgives til Parlamentets formand. Negative evalueringer fra udvalg har ved tidligere lejligheder bevirket, at en kandidat har måttet trække sig. Hele Kommissionen, herunder formanden og Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, skal derefter godkendes samlet ved en afstemning i Europa-Parlamentet.

 

Når Kommissionens formand og kommissærerne er godkendt af Europa-Parlamentet, udnævnes de formelt af Rådet med kvalificeret flertal.

 

Hvis der sker væsentlige porteføljeændringer i Kommissionens embedsperiode, hvis en ledig plads skal besættes, eller hvis der skal udnævnes en ny kommissær efter en ny medlemsstats tiltrædelse, høres de pågældende kommissærer igen i de relevante udvalg.

 

Alle afstemninger, som Parlamentet har foretaget på plenarmøder før et valg, forbliver lovligt gældende for det efterfølgende Parlament. Det betyder, at det nye Parlament efter et valg vil genoptage sagerne, der hvor det forrige Parlament forlod dem, og gå videre til næste trin i beslutningsprocessen.


For lovgivning, der ikke når at komme på plenarmøder før et valg, gælder det dog, at Parlamentet ikke har nogen juridisk gældende holdning, og Parlamentets interne forretningsorden fastsætter, at arbejde (f.eks. i udvalg) udført i den foregående valgperiode i givet fald bortfalder. Ved begyndelsen af den nye valgperiode kan den nye Formandskonference – formanden for Europa-Parlamentet og lederne af de politiske grupper – dog beslutte at fortsætte behandlingen af sagerne (artikel 240 i Europa-Parlamentets forretningsorden).

Dokumenter © Europa-Parlamentet REF  

Tværpolitiske grupper er uofficielle grupperinger af medlemmer, som er interesserede i et bestemt emne, der ikke nødvendigvis er omfattet af Europa-Parlamentets normale arbejde, men kan være af interesse for samfundet som helhed. Tværpolitiske grupper afholder uformelle drøftelser og fremmer kontakten mellem Europa-Parlamentets medlemmer og civilsamfundet.


Tværpolitiske grupper er ikke officielle organer i Parlamentet og kan derfor ikke give udtryk for Parlamentets holdning. De må ikke deltage i nogen virksomhed, der kan forveksles med Parlamentets officielle virksomhed.


Europa-Parlamentets Præsidium har fastlagt betingelserne for at oprette tværpolitiske grupper, der oprettes i begyndelsen af ​​hver valgperiode (en ansøgning skal f.eks. være underskrevet af mindst tre politiske grupper, og der er krav om en årlig erklæring om økonomiske interesser). Hvis disse betingelser er opfyldt, må de politiske grupper yde logistisk støtte til de tværpolitiske grupper.


De tværpolitiske gruppers formænd skal afgive en erklæring om enhver økonomisk eller materiel støtte. Erklæringer skal ajourføres hvert år og skal være offentligt tilgængelige.



Minority Intergroup Meeting © Europa-Parlamentet  

MEP'erne er de valgte repræsentanter for EU's borgere. De repræsenterer borgernes interesser og deres byer eller regioner i Europa. De lytter til borgere med lokale og nationale problemstillinger, interessegrupper og virksomheder. De er EU's lovgivende myndighed, men kan også stille spørgsmål til Kommissionen og Rådet. MEP'erne spiller en vigtig rolle inden for vor tids store spørgsmål, såsom klimaforandringer, migration, menneskerettigheder i verden og regulering af de finansielle markeder.


MEP'ernes daglige arbejde fordeler sig mellem arbejde for vælgerne i hjemlandet, arbejde i udvalgene, drøftelser i medlemmernes politiske grupper og forhandlinger og afstemninger på plenarmøderne. Europa-Parlamentets medlemmer deltager i møder i deres udvalg og politiske grupper og mange andre møder. De kan også deltage i delegationer for forbindelser med tredjelande, hvilket lejlighedsvis kan kræve rejseaktivitet uden for EU.

Arbejdet i udvalgene

Parlamentet er opdelt i 20 fagudvalg, som er de første, der behandler de lovgivningsmæssige forslag, der forelægges for Parlamentet.


Udvalgene behandler de lovgivningsmæssige forslag ved vedtagelse af betænkninger med ændringsforslag (mellem udvalgenes afstemninger og plenarforsamlingens forhandlinger og afstemninger drøfter de politiske grupper ændringsforslagene og beslutningerne). Udvalgene udnævner desuden en gruppe af MEP'er, der skal varetage forhandlingerne med Rådet om EU-lovgivningen. Desuden vedtager de initiativbeslutninger, arrangerer høringer med eksperter og kontrollerer de øvrige EU-organer og -institutioner.


Et udvalg består af mellem 25 og 76 ordinære medlemmer og et tilsvarende antal stedfortrædere.


Hvert udvalg vælger blandt sine ordinære medlemmer og for en periode på to og et halvt år en formand og op til fire næstformænd, som tilsammen udgør udvalgets formandskab. Udvalgenes politiske sammensætning afspejler plenarforsamlingens.


Parlamentet kan også nedsætte underudvalg og særlige midlertidige udvalg, der tager sig af specifikke spørgsmål, og undersøgelsesudvalg, som skal undersøge påstande om fejl eller forsømmelser i forbindelse med forvaltningen af EU-lovgivningen.


Parlamentets udvalg afholder normalt deres møder i Bruxelles. Forhandlingerne er offentlige og kan i princippet følges ved webstreaming.



Medlemmer af Europa-Parlamentet, der stemmer © Europa-Parlamentet.  

Europa-Parlamentet har 705 medlemmer.

Fra 1. juli 2014, og frem til Det Forenede Kongerige forlod EU, var der 751 medlemmer af Europa-Parlamentet som fastsat i Lissabontraktaten.


På grundlag af et forslag fra Europa-Parlamentet i februar 2018 vedtog Det Europæiske Råd i juni 2018 en afgørelse om Europa-Parlamentets sammensætning. Den fastsætter antallet af repræsentanter i hver medlemsstat, der skal vælges til Europa-Parlamentet for valgperioden 2019-2024.


Sammensætningen med 751 medlemmer gjaldt, så længe Det Forenede Kongerige var medlem af EU frem til 31. januar 2020. Den nye sammensætning med 705 medlemmer trådte i kraft, med det samme Det Forenede Kongerige forlod EU.


Af de 73 pladser, som blev ledige, som følge af Brexit, blev de 27 pladser omfordelt, så de bedre afspejler princippet om degressiv proportionalitet. De medlemsstater, der har fået supplerende pladser i EP's nye sammensætning og 9. valgperiode, vil først få tildelt disse pladser, når Storbritanniens ikke længere er medlem af EU.


De 27 pladser blev fordelt til Frankrig (+ 5), Spanien (+ 5), Italien (+ 3), Nederlandene (+ 3), Irland (+ 2), Sverige (+ 1), Østrig (+ 1), Danmark (+ 1), Finland (+ 1), Slovakiet (+ 1), Kroatien (+ 1), Estland (+ 1), Polen (+ 1) og Rumænien (+ 1). Ingen medlemsstat mistede pladser.


Forslaget sikrede, at pladserne blev fordelt på en "objektiv, retfærdig, varig og gennemsigtig måde". I overensstemmelse med traktaten om Den Europæiske Union overholder den nye fordeling af pladser princippet om "degressiv proportionalitet", hvorved større medlemsstater har færre pladser end mindre i forhold til deres befolkningstal. MEP'er fra større medlemsstater repræsenterer flere borgere end dem fra de mindre.





705 MEP'er  ; i Europa-Parlamentet

Hvor stor betaling modtager MEP'er?

I henhold til den fælles statut for Europa-Parlamentets medlemmer, der har været gældende siden juli 2009, tjener alle MEP'er det samme vederlag. Det er fastsat til 38,5 % af grundlønnen for en dommer ved Den Europæiske Unions Domstol.


Et medlems månedlige vederlag før skat i henhold til den fælles statut er pr. 1. juli 2020 på €8.995,39. Dette vederlag kommer fra Parlamentets budget. Alle MEP'er betaler EU-skat og forsikringsbidrag, hvorefter det udbetalte beløb er på €7.011,74. Desuden pålægger de fleste EU-lande deres medlemmer at betale en ekstra national skat i deres hjemland. Det endelige vederlag (løn efter skat) for det enkelte medlem afhænger således af beskatningsreglerne i medlemmets hjemland.


Der er nogle få undtagelser fra den fælles statut: Parlamentsmedlemmer, der besad et mandat i Parlamentet før 2009, kunne vælge at beholde det tidligere system for vederlag (hvor de fik betalt samme beløb som nationale parlamentsmedlemmer)i al den tid, de var medlem af Europa-Parlamentet.


Er parlamentsmedlemmer berettiget til en pension? Hvor stor er den?


Medlemmer har ret til en alderspension, når de fylder 63. Pensionen er sat til 3,5 % af vederlaget for hvert hele år, de har udøvet deres mandat, idet det samlede beløb dog ikke må overstige 70 %. Udgifterne til disse pensioner afholdes over Den Europæiske Unions budget.


En tillægspensionsordning, der blev etableret for medlemmer af Europa-Parlamentet i 1989, blev fra juli 2009 lukket for nye medlemmer og er ved at blive udfaset.



En stor del af MEP'ers arbejde indebærer, at de skal være væk fra deres hjemland. Derfor findes en række godtgørelser til dækning af de hermed forbundne udgifter (alle tal er fra 2021).


Rejseudgifter


De fleste møder i Europa-Parlamentet, såsom plenarmøder, udvalgsmøder og møder i de politiske grupper, afholdes i Bruxelles eller Strasbourg. Medlemmer får godtgjort de faktiske billetudgifter, de har i forbindelse med deltagelse i sidstnævnte, mod forelæggelse af kvitteringer for op til et maksimumbeløb svarende til en flyrejse på business class (eller tilsvarende), en togrejse på 1. klasse eller €0,53 pr. km ved rejse med bil (op til et maksimum på 1.000 km), plus faste godtgørelser, der beregnes ud fra rejsens længde og varighed, til dækning af øvrige rejseudgifter (motorvejsafgift, bagageovervægt eller reservationsgebyr).


Medlemmerne har i forbindelse med udøvelsen af deres hverv ofte behov for at rejse i eller uden for den medlemsstat, hvor de er valgt, men hvor der ikke er tale om officielle møder (f.eks. for at deltage i en konference eller foretage besøg i forbindelse med arbejdet). For aktiviteter uden for MEP’ernes eget land kan de få godtgjort deres rejse- og opholdsudgifter og andre tilknyttede udgifter op til et årligt beløb på højst €4.517. For så vidt angår aktiviteter i den medlemsstat, hvor de er valgt, godtgøres kun transportudgifterne, og der er fastlagt et maksimumbeløb pr. land.

MEP'erne får godtgjort de faktiske rejseudgifter © Europa-Parlamentet  

Dagpenge


Parlamentet udbetaler en fast godtgørelse på €324 pr. dag til dækning af indkvartering og relaterede omkostninger for hver dag, hvor medlemmer befinder sig i Bruxelles eller Strasbourg i et tjenesteanliggende, forudsat at de attesterer deres tilstedeværelse ved at underskrive de hertil fremlagte tilstedeværelseslister. Denne godtgørelse dækker hotelregninger, måltider og alle andre hermed forbundne udgifter. Godtgørelsen halveres, hvis parlamentsmedlemmer er fraværende ved over halvdelen af afstemninger ved navneopråb på dage, hvor der afholdes afstemninger på plenarmødet, selv om de har været til stede og har underskrevet tilstedeværelseslisten.


For møder uden for EU er dagpengene på €162 (igen med forbehold for, at der skrives under på en tilstedeværelsesliste), idet hotelregninger refunderes separat.


Godtgørelse for generelle udgifter


Denne faste godtgørelse skal dække udgifter til medlemmernes parlamentariske aktiviteter såsom leje og drift af kontor, internet og abonnementer, computere og telefoner, arrangering af konferencer og udstillinger. Godtgørelsen halveres for medlemmer, som uden behørig grund er fraværende ved halvdelen af plenarmøderne i et parlamentsår (september til august).


I 2021 er denne godtgørelse på €4.576 pr. måned.


Udgifter til lægebehandling


Parlamentsmedlemmerne har ret til godtgørelse af to tredjedele af deres udgifter til lægebehandling. Bortset fra godtgørelsens forholdsmæssige størrelse er de nærmere regler og procedurer i denne ordning de samme, som dem, der gælder for EU-tjenestemænd.


Godtgørelse ved mandatophør


Ved mandatets ophør har Europa-Parlamentets medlemmer ret til en overgangsgodtgørelse, der svarer til deres løn, med en måned for hvert år, de har været i embede. Den maksimale varighed for denne godtgørelse er to år. Hvis et forhenværende medlem påtager sig et mandat i et andet parlament eller bestrider et offentligt embede, modregnes det vederlag, der modtages fra denne nye stilling, i overgangsgodtgørelsen. Hvis medlemmet på samme tid har ret til at få udbetalt alderspension eller invalidepension, kan hun/han ikke modtage begge dele og skal vælge mellem dem.


Andre rettigheder


Parlamentet stiller udstyrede kontorer til rådighed for sine medlemmer i både Bruxelles og Strasbourg. Parlamentsmedlemmer kan gøre brug af Parlamentets tjenestebiler i forbindelse med officielle pligter, når de opholder sig i Bruxelles eller Strasbourg.



Parlamentsmedlemmerne vælger selv deres personale inden for et af Parlamentet fastlagt budget. Det maksimale månedlige beløb til dækning af alle udgifter i forbindelse med ansættelse af personlige assistenter er i 2021 på €25.620 pr. parlamentsmedlem (fra 1. juli 2020). Ingen af disse midler udbetales til medlemmerne selv.


Parlamentsmedlemmer kan vælge forskellige typer assistenter:

  • Akkrediterede assistenter med tjenestested i Bruxelles (eller Luxembourg/Strasbourg) forvaltes administrativt direkte af Parlamentets administration og er underlagt samme arbejdsvilkår som midlertidigt ansat EU-personale. Parlamentsmedlemmer kan højst ansætte tre akkrediterede assistenter (under visse omstændigheder fire). Mindst en fjerdedel af det samlede budget skal bruges til ansættelse af akkrediterede assistenter.
  • Parlamentsmedlemmer kan også ansætte "lokale" assistenter, der har hjemsted i medlemsstaterne De forvaltes administrativt af bemyndigede betalingsagenter for at sikre, at forpligtelser med hensyn til skat og social sikring overholdes korrekt. Der må højst bruges 75 % af det samlede budget til disse lokale assistenter.

Ud over ansættelse af akkrediterede og lokale assistenter kan op mod en fjerdedel af det samlede budget også anvendes til tjenesteydelser fra udbydere, som medlemmet vælger, f.eks. til bestilling af ekspertundersøgelser.


Assistenterne skal undgå eksterne aktiviteter, der kan medføre interessekonflikter. Siden 2009 har MEP'er ikke længere måttet ansætte nære slægtninge.


Navne eller firmanavne på alle assistenter vil være offentligt tilgængelige på Parlamentets websted i hele kontraktperioden, medmindre de opnår en undtagelse, som kun kan indrømmes, hvis det er behørigt sikkerhedsmæssigt begrundet.

Europa-Parlamentet (EP) er den lovgivende del af Den Europæiske Union og en af dens syv institutioner. Parlamentet består af 705 medlemmer (MEP’ere), der repræsenterer alle EU-lande. Der plejede at være 751 medlemmer, før Det Forenede Kongerige officielt forlod EU.


Europa-Parlamentet træffer beslutninger om EU-lovgivning - deriblandt det flerårige budget - i fællesskab med Rådet for Den Europæiske Union (EU-landenes regeringer). EP holder andre institutioner som Europa-Kommissionen til regnskab.


Parlamentet vælger formanden for Europa-Kommissionen og spiller en vigtig rolle i at få godkendt kommissærerne ved hjælp af individuelle høringer. Det samlede kommissærhold skal derefter godkendes ved en afstemning i Europa-Parlamentet.


Europa-Parlamentets medlemmer vælges i EU-medlemsstaterne hvert femte år og repræsenterer EU's 446 mio. indbyggere. Gennem årene og med løbende ændringer af EU's traktater har Parlamentet opnået betydelige lovgivningsmæssige og budgetmæssige beføjelser.

Europa-Parlamentet er medlovgiver – Parlamentet har beføjelse til at vedtage og ændre lovgivning og træffer afgørelse om EU's årlige budget på lige fod med Rådet. Det fører tilsyn med arbejdet i Kommissionen og andre EU-organer og samarbejder med medlemsstaternes nationale parlamenter for at få input fra dem.


Langt størstedelen af EU-lovgivning vedtages efter den almindelige lovgivningsprocedure, også kendt under sit tidligere navn: "den fælles beslutningsprocedure". Det er standard-proceduren for EU-lovgivning og giver Europa-Parlamentet og Rådet samme vægt. Proceduren anvendes inden for en bred vifte af områder, herunder indvandring, energi, transport, klimaforandringer, miljø, forbrugerbeskyttelse og økonomisk styring.


Inden for nogle få områder gælder der andre lovgivningsprocedurer. Inden for f.eks. skatte- og afgiftsområdet, konkurrencelovgivningen og Den Fælles Udenrigs- og Sikkerhedspolitik "høres" Europa-Parlamentet. Parlamentet kan i disse tilfælde godkende eller forkaste et lovgivningsforslag eller foreslå ændringer til det. Rådet er dog ikke retligt forpligtet til at følge Parlamentets holdning, men må dog ikke træffe afgørelse, før det har modtaget den. "Godkendelsesproceduren", hvor Parlamentets godkendelse er påkrævet, finder anvendelse på nye EU-medlemsstaters tiltrædelse og på internationale handelsaftaler mellem EU og tredjelande eller grupper af lande. Godkendelsesproceduren bruges også i forbindelse med den endelige udnævnelse af Europa-Kommissionen.

Hvad med initiativretten? Hvem tager initiativ til EU-lovgivning?

Selv om det er op til Kommissionen at foreslå ny EU-lovgivning, kan Parlamentet tage initiativet ved at anmode Kommissionen om at fremlsætte et lovforslag. Når parlamentsmedlemmerne vedtager et sådant "lovgivningsinitiativ", kan parlamentsmedlemmerne fastsætte en frist for fremlæggelsen af et forslag. Hvis Kommissionen ikke fremlægger et forslag som ønsket, skal den forklare hvorfor.

Delegerede retsakter/gennemførelsesretsakter

Ved vedtagelsen af en ny lov kan MEP'erne og Rådet pålægge Kommissionen at supplere loven med mindre tilføjelser eller ændringer (såsom tekniske bilag eller opdateringer) gennem delegerede retsakter (der supplerer eller ændrer dele af loven) eller gennemførelsesretsakter der præciserer, hvordan loven bør gennemføres). På den måde kan lovgivningen holdes enkel og om nødvendigt suppleres og opdateres uden nye forhandlinger mellem lovgiverne.

 

Afhængigt af hvilken form for retsakt Kommissionen har fremlagt, har MEP’erne forskellige muligheder for handling, hvis de er uenige i Kommissionens forslag. MEP'erne har vetoret i forbindelse med delegerede retsakter. I forbindelse med gennemførelsesretsakter kan MEP'erne anmode Kommissionen om at ændre eller tilbagekalde en retsakt, men Kommissionen er ikke juridisk forpligtet til at følge MEP'ernes ønske.

 

Europa-Parlamentet vedtager EU's årlige budget sammen med Rådet. Det årlige budget skal falde inden for de udgiftslofter, der er fastlagt i EU's syvårige finansielle ramme. Denne langsigtede finansielle plan skal have Parlamentets godkendelse for at blive vedtaget.


Ved afslutningen af hvert år undersøger MEP'erne, hvordan EU-budgettet er blevet brugt. Det gør de ved hjælp af en decharge-procedure.

På baggrund af henstillinger fra Rådet afgør EP, om de enkelte institutioners årsregnskaber skal godkendes. De giver desuden anbefalinger til at forbedre budgetforvaltningen ved at undersøge, om Europa-Kommissionen opretholder principperne for forsvarlig økonomisk forvaltning og overholder de regler, der er blevet fastlagt.

Parlamentet godkender separat budgetforvaltningen i EU-institutioner og -agenturer.

EU's nationale regeringer besluttede i 1992 enstemmigt i EU-traktaten at fastsætte, hvor EU-institutionerne officielt har sæde.


Denne beslutning havde vigtige konsekvenser for arbejdsordningerne for Parlamentet: Dets officielle hjemsted og mødested for de fleste plenarmøder blev officielt Strasbourg. Parlamentets udvalg skal afholde deres møder i Bruxelles, og Europa-Parlamentets sekretariat (dets personale) skulle officielt være i Luxembourg. I 1997 blev hele denne ordning inkorporeret i EU-traktaten.


Enhver ændring af den nuværende ordning vil kræve en ændring af traktaten, som indebærer enstemmighed blandt alle medlemsstaternes regeringer og ratificering af hvert enkelt af deres nationale parlamenter.

Europa-Parlamentet i Bruxelles © Europa-Parlamentet.  

Hvad er omkostningerne forbundet med at bruge Strasbourg som Parlamentets officielle hjemsted?


I Europa-Parlamentets undersøgelse fra 2013 påvises det, at der kan spares 103 mio. EUR om året, hvis alle Parlamentets aktiviteter overføres fra Strasbourg til Bruxelles (2014-priser). Dette er et væsentligt beløb, selv om det blot svarer til 6% af Parlamentets budget eller 1% af EU's administrative budget eller blot 0,1% af hele EU's budget.


I 2014 udarbejdede Revisionsretten sin egen uafhængige analyse som reaktion på Europa-Parlamentets beslutning af 20. november 2013. Retten bekræftede konklusionerne fra Europa-Parlamentets undersøgelse fra 2013, men kom frem til, at de samlede udgifter forbundet med Strasbourg som hjemsted var på 109 mio. EUR pr. år. Besparelser på yderligere 5 mio. EUR ville komme fra reduktionen af rejseudgifter i Kommissionens og Rådets budgetter.


I marts 2019 vedtog et flertal af MEP’erne en beslutning, hvori man opfordrede til en plan for at nå frem til at have ét sæde.

The European Parliament’s priorities  

Beslutningen i 1992 formaliserede en situation, som allerede eksisterede på daværende tidspunkt, og som afspejlede kompromisser, der var sket over flere år.


Da Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF) blev oprettet nogle få år efter Anden Verdenskrig i 1952 og etablerede fælles forvaltning af seks landes stål- og kulreserver, herunder Tyskland og Frankrig, blev dets institutioner placeret i Luxembourg. Europarådet (et mellemstatsligt organ for menneskerettigheder og kultur for 47 lande, der også blev oprettet i perioden lige efter Anden Verdenskrig) havde allerede hovedkvarter i Strasbourg og tilbød sin mødesal til møder i EKSF's "Fælles Forsamling", som skulle udvikle sig til Europa-Parlamentet. Strasbourg blev gradvist hovedsted for Parlamentets plenarmøder, om end der også blev afholdt andre møder i Luxembourg i 1960'erne og 1970'erne.


Efter oprettelsen af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab i 1958 blev en stor del af Kommissionens og Ministerrådets arbejde koncentreret i Bruxelles. Eftersom Parlamentets arbejde omfatter nøje at overvåge og arbejde sammen med begge disse institutioner, besluttede medlemmerne med tiden at tilrettelægge mere af deres arbejde i Bruxelles. I starten af 1990'erne var den nuværende ordning mere eller mindre på plads, således at udvalg og politiske grupper holdt møder i Bruxelles, og de vigtigste plenarmøder fandt sted i Strasbourg. En stor del af Parlamentets personale er placeret i Luxembourg.



EU har 24 officielle sprog. 24 sprog betyder, at alle borgere kan få adgang til og bedre forstå de EU-love, der berører dem. Borgerne kan interagere med EU-institutionerne ved f.eks. at indgive andragender eller anmode om oplysninger på et hvilket som helst af de officielle sprog, og de kan følge debatterne i Parlamentet via direkte webstreaming.


Men det er også vigtigt, at MEP'er har mulighed for at tale, lytte, læse og skrive på deres eget sprog og faktisk på ethvert af EU's officielle sprog. Fordi det er et grundlæggende demokratisk princip, at enhver EU-borger kan blive medlem af Europa-Parlamentet, selv om han eller hun ikke taler noget fremmedsprog. Medlemmerne af Europa-Parlamentet vælges for at repræsentere de borgere, der stemmer på dem, og deres interesser – og ikke på grundlag af deres kendskab til fremmedsprog. Og for at sikre de samme arbejdsforhold for alle MEP'er skal de desuden have fuld adgang til oplysninger på deres respektive sprog. Medlemmernes indlæg på et af de officielle sprog simultantolkes til de andre officielle sprog, og officielle dokumenter oversættes til alle 24 sprog. For at EU-lovgivningen kan anvendes direkte eller omsættes i national lovgivning, skal den først oversættes til det officielle EU-sprog i hver medlemsstat. Borgerne kan anmode om og modtage oplysninger på et hvilket som helst af de officielle sprog.


Kroatiens tiltrædelse den 1. juli 2013 bragte det samlede antal officielle sprog op på 24: bulgarsk, dansk, engelsk, estisk, finsk, fransk, græsk, irsk, italiensk, kroatisk, lettisk, litauisk, maltesisk, nederlandsk, polsk, portugisisk, rumænsk, slovakisk, slovensk, spansk, svensk, tjekkisk, tysk og ungarsk.


Det Forenede Kongeriges udtræden af EU har ikke medført en afskaffelse af engelsk som officielt sprog. Alle EU-regeringer skal enstemmigt beslutte dette, og da engelsk også er et officielt sprog i Irland og Malta, virker denne mulighed ikke sandsynlig.

24 officielle sprog  ; anvendes i Europa-Parlamentet

En tolks eller oversætters arbejde


Generelt arbejder den enkelte tolk og oversætter på sit modersmål. Med 24 officielle sprog er der 552 mulige sprogkombinationer. For at håndtere denne udfordring anvender Parlamentet undertiden et system med "relæsprog": En taler eller en tekst tolkes eller oversættes først til et af de mest anvendte sprog (engelsk, fransk eller tysk) og derefter til de øvrige sprog.


Tolkning og oversættelse er forskellige fag. Tolke oversætter mundtligt et sprog til et andet i realtid under møder. Oversættere arbejder med skriftlige dokumenter og udarbejder en fuldstændig nøjagtig version af dokumentet på målsproget. Europa-Parlamentets tolke videreuddannes i at formidle MEP'ernes meddelelser. I betragtning af at de parlamentariske debatter er højt specialiserede, modtager de endvidere støtte af administrationen i forbindelse med forberedelsen af de specifikke møder, de har fået tildelt, og til at holde sig ajourført med udviklingen på de sprog, de arbejder fra. Som veluddannede sprogfolk leverer de en service af høj kvalitet til alle medlemmer af Parlamentet.


Oversættere er også involveret i andre sprogformidlingsopgaver, f.eks. tilpasning af tekster til podcasts, tekstning og lydoptagelse på 24 sprog.


Parlamentet beskæftiger omkring 270 fastansatte tolke og kan også regelmæssigt trække på mere end 1.500 eksternt akkrediterede tolke. Der er mellem 700 og 900 tolke til rådighed i uger med plenarmøder. Parlamentet beskæftiger ca. 600 oversættere, og ca. 30% af oversættelsesarbejdet udliciteres til freelanceoversættere.



Medlemmerne samles i plenarsalen © Den Europæiske Union 2016 — Europa-Parlamentet.  

Pr. maj 2019 var antallet af tjenestemænd, midlertidigt ansatte og kontraktansatte, der arbejdede for Parlamentet (herunder for de politiske grupper) på forskellige steder som følger (MEP'ernes assistenter er ikke medtaget i følgende tabel):


I ALT

Bruxelles

Strasbourg

Luxembourg

Andre steder

7820

5039

293

2188

300


  • Størstedelen af Parlamentets personale (55,5 %) er kvinder.

  • Næsten 8,5 % af Parlamentets personale arbejder for de politiske grupper (662 stillinger).

  • Parlamentets personale kommer fra alle medlemsstater i Den Europæiske Union samt fra forskellige andre lande. Belgien tegner sig for den største andel, efterfulgt af Frankrig, Italien, Spanien og Tyskland.

  • Noget arbejde er blevet udliciteret såsom dele af Parlamentets bygningsforvaltning samt IT, rengøring og kantinedrift. På en hvilken som helst dag kan der være over 10.000 personer på Parlamentets område, når antallet af ansatte suppleres af journalister, besøgende og lobbyister.




I løbet af årene har et stort antal foranstaltninger i høj grad forbedret adgangen for medlemmer, personale og besøgende med handicap. Alle nye projekter for at udvide, renovere eller udstyre Parlamentets bygninger skal som en prioritet fra starten fuldt ud sikre adgangen for handicappede.


Alle Parlamentets bygninger har mindst én indgang, der er tilgængelig for kørestole. Parkeringspladserne i alle tre byer, hvor Parlamentet er beliggende (Bruxelles, Strasbourg og Luxembourg), har pladser, der er reserveret til handicappede førere, og cafeterierne er udstyret med borde og kasseapparater, som er tilpasset til personer, der bruger kørestol. Arbejdshunde er tilladt på Parlamentets område.

Adgang for handicappede i Europa-Parlamentet © Europa-Parlamentet.  

Ud over disse adgangsvenlige faciliteter er Parlamentets digitale tilgængelighed over de seneste år konstant blevet forbedret med en stigning i kompenserende teknologier til rådighed på anmodning. Til de hørehæmmede kan der leveres induktionssløjfer, og der kan på forhånd anmodes om tegnsprogstolkning. Til synshandicappede er blindeskrift og punktdisplay, læsehjælps- og skærmlæserprogrammer blot nogle få af de tilgængelige kompenserende teknologier.


I overensstemmelse med EU-direktivet for tilgængeligheden af offentlige organers websteder er Parlamentets websted blevet tilpasset, så det følger retningslinjerne fra Web Accessibility Initiative (WAI). Websiderne er gjort tydeligere og lettere at navigere på, og indholdet forbliver det samme, når det vises på en skærmlæser. Multimedieindholdet er også gjort mere tilgængeligt med tilføjelse af undertekster og transskriptioner.


Europa-Parlamentets bygning © Europa-Parlamentet.  

Som besluttet af regeringslederne i EU's medlemsstater (Det Europæiske Råd) i 1992 har Parlamentet tre arbejdssteder – Strasbourg (det officielle hjemsted), Bruxelles og Luxembourg. Det har i alt 29 bygninger på tre arbejdssteder. Det har også visse bygninger i andre medlemsstater, hvor Europa-Parlamentets Forbindelseskontorer er placeret.


I ALT

Bruxelles

Strasbourg

Luxembourg

Antal bygninger

27

17

5

5

Areal i m²

1.180.131

659.565

344.283

176.283


Parlamentet har gradvist opkøbt de bygninger, det anvender på sine vigtigste arbejdssteder, da dette både på mellemlang og lang sigt er mere omkostningseffektivt end at leje dem. For at imødegå behovet for mere kontorplads, f.eks. som følge af udvidelsen af EU i 2004, har det foretrukket at købe frem for at leje bygninger, hvor det er muligt. Det samme gælder i stigende grad for Parlamentets Forbindelseskontorer i medlemsstaterne.


Opkøb sparer en masse penge, idet det er mellem 40 og 50% billigere end at leje på lang sigt, ifølge Revisionsretten. Samlet set ejer Parlamentet 87,5% af sine bygninger (151.300 m² lejet og 1.052.400 m² ejet). Det ville have kostet omkring 163 mio. EUR om året at leje dem.


Parlamentet, der er direkte valgt, sikrer en bred vifte af gennemsigtighedsforanstaltninger vedrørende såvel medlemmerne som det parlamentariske arbejde og administrationen, således at borgerne kan følge dets debatter og beslutninger. I overensstemmelse med Parlamentets forpligtelse til gennemsigtighed er der i de seneste år gjort betydelige fremskridt hvad angår Parlamentets forretningsorden og gennemsigtigheden i medlemmernes aktiviteter. Parlamentet har indført en række værktøjer, der har til formål at gøre det lettere for borgerne at kontrollere Parlamentets aktiviteter og navnlig dets lovgivningsarbejde.



Et fælles åbenhedsregister


Åbenhedsregistret er åbent for alle interesserepræsentanter, som forsøger at påvirke EU-institutionernes lovgivnings- og politikgennemførelsesproces. I registret står der, hvilke mål der efterstræbes, af hvem og på hvis vegne, samt hvilke ressourcer der afsættes til disse aktiviteter. Registret åbner således op for offentlighedens kontrol og giver borgerne og interessegrupper mulighed for at følge alle typer lobbyisters aktiviteter.


Ud over at kunne anmode om adgang til Parlamentet er det kun registrerede interesserepræsentanter, der kan blive indbudt som talere ved offentlige høringer af udvalg, støtte og deltage i medlemmernes tværpolitiske grupper og uofficielle grupper, modtage e-mails om udvalgsvirksomhed, deltage i værtsarrangementer og indhente protektion fra formanden. De skal overholde adfærdskodeksen for registrerede.


Europa-Parlamentet, Kommissionen og Rådet er blevet enige om at indføre regler, der skal skabe endnu større gennemsigtighed i interesserepræsentanternes aktiviteter på EU-plan. Formålet med den foreslåede nye interinstitutionelle aftale er også at medtage Rådet i lobbyregistret. Parlamentet, Rådet og Kommissionen sigter mod i fællesskab at gøre registrering de facto obligatorisk, som en forudsætning for visse lobbyaktiviteter.


Yderligere oplysninger om de aftalte regler: Parliament approves new rules for a common mandatory Transparency Register | News | European Parliament (europa.eu)



Yderligere oplysninger om forhandlingerne kan findes her: Home | Inter-institutional negotiations on the Transparency Register | European Parliament (europa.eu)


Gennemsigtighed i MEP'ernes kontakt med interesserepræsentanter


Europa-Parlamentets forretningsorden fastsætter, at ordførere, skyggeordførere og udvalgsformænd for hver betænkning skal offentliggøre oplysninger på internettet om deres planlagte møder med interesserepræsentanter, der er omfattet af den interinstitutionelle aftale om åbenhedsregistret. Alle andre medlemmer opfordres til at gøre dette på frivillig basis. Oplysningerne om møder offentliggøres på medlemmernes (MEP'ernes) profilsider.

MEP'er, der udarbejder betænkninger eller udtalelser, kan vælge at vedhæfte et lovgivningsmæssigt fodaftryk til deres betænkninger. En sådan liste kan vise omfanget af ekstern ekspertise og udtalelser, ordføreren har modtaget. Den offentliggøres sammen med betænkningen, når denne er blevet vedtaget i udvalget.



Adfærdskodeks for MEP'er/erklæring om økonomiske interesser


Medlemmerne af Europa-Parlamentet er omfattet af en adfærdskodeks, som forpligter dem til at indgive en detaljeret erklæring om deres økonomiske interesser, dvs. enhver form for støtte (økonomisk støtte, personale, materiel støtte), der ydes i forbindelse med deres politiske aktiviteter. MEP'er skal desuden oplyse om deres deltagelse i arrangementer, der organiseres af tredjeparter, hvor godtgørelse af deres rejse-, hotel- og opholdsudgifter eller direkte betaling af sådanne udgifter foretages af en tredjepart.


Desuden må MEP'er ifølge adfærdskodeksen og Parlamentets forretningsorden ikke engagere sig i lønnet professionel lobbyvirksomhed, der er direkte forbundet med EU's beslutningsproces. De oplysninger, medlemmerne giver i deres erklæringer, er tilgængelige på deres respektive profilsider.


Aktindsigt

Borgere og indbyggere i Den Europæiske Union har ret til aktindsigt i dokumenter fra Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer (artikel 15 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde). Retten til aktindsigt er et væsentligt element i den gennemsigtighedspolitik, som gennemføres af EU-institutionerne.


Webstedet for Europa-Parlamentets offentlige register indeholder referencer til dokumenter, som institutionen har udarbejdet eller modtaget siden den 3. december 2001. Hovedparten af disse dokumenter kan konsulteres og downloades gratis direkte fra webstedet.

Der kan indsendes begæring om aktindsigt i dokumenter, der ikke kan konsulteres direkte i registret.




Forespørgsler fra borgerne

Borgerne kan kontakte Europa-Parlamentet (Ask EP) for at få oplysninger om Parlamentet, dets holdning og aktiviteter, organisation og regler, beføjelser og procedurer. Enheden kan ikke give juridisk vejledning eller vedtage politiske holdninger.

Europa-Parlamentets budget for 2021 beløber sig til ca. 2 mia. EUR.

Parlamentets budget finansierer driften af en institution med 705 medlemmer og arbejder på 24 officielle arbejdssprog takket være dets årlige budget. Dette repræsenterer en femtedel af de samlede administrative udgifter for EU-institutionerne, hvilket igen kun tegner sig for ca. 1,2% af EU's almindelige budget. Langt størstedelen af EU's finansiering investeres direkte i medlemsstaterne.

Hvordan budgettet udarbejdes

Proceduren for udarbejdelsen af Parlamentets budget starter normalt i februar. Generalsekretæren fremsætter et forslag, som definerer prioriteterne og de nødvendige ressourcer for det efterfølgende år. Parlamentets Præsidium, der består af formanden og 14 næstformænd, vedtager derefter et såkaldt foreløbigt forslag til budgetoverslag, som sendes videre til Budgetudvalget.

Ét af Budgetudvalgets medlemmer – den såkaldte budgetordfører – udpeges til at udarbejde en betænkning, som skitserer Parlamentets arbejdsprioriteringer og stiller forslag om, hvor mange penge der bør anvendes på disse. Først stemmes der om betænkningen i Budgetudvalget, og herefter stemmer alle medlemmer af Parlamentet om den under en plenarforsamling, sædvanligvis i maj. Disse forslag indarbejdes derefter i budgetforslaget for det følgende år, som ændres og vedtages af Parlamentets plenarforsamling senest i december.

Besøg i Europa-Parlamentet er en enestående lejlighed for borgerne til at få indsigt i, hvordan EU's parlamentariske demokrati fungerer, og hvordan Europa-Parlamentets beslutninger er relevante for deres dagligdag. Parlamentet giver de besøgende forskellige muligheder for at få kendskab til institutionens og Den Europæiske Unions arbejde, historie og funktionsmåde. Europa-Parlamentet byder et stort antal besøgende velkommen på flere lokaliteter, parlamentariske besøgscentre og museer.

Parlamentet har forskellige besøgstilbud, som henvender sig til henholdsvis grupper og individuelle besøgende.

Omkring en halv million mennesker fra lande i og uden for EU besøger Europa-Parlamentets plenarsal i Bruxelles og Strasbourg hvert år. Mange af disse besøgende kommer som en del af en gruppe (enten inviteret af en MEP eller på eget initiativ), men antallet af individuelle besøgende er steget i de seneste år. Grupper bydes velkommen af Parlamentets personale, som fortæller dem om Europa-Parlamentets arbejde og rolle. Grupperne kan mødes med MEP'er og besøge plenarsalen. Individuelle besøgende kan besøge plenarsalen med en interaktiv multimedieguide på 24 sprog, følge et plenarmøde eller reservere plenarsalen med henblik på en samtale med en af Parlamentets talere.

Europa-Parlamentet mener, at offentligheden skal have let adgang til dets arbejde og bygninger, fordi åbenhed ifølge Parlamentet er vigtig for udøvelsen af demokratiske rettigheder i Den Europæiske Union. Da udgifterne for rejser til Bruxelles og Strasbourg kan være en hindring for mange EU-borgere på grund af de lange afstande forbundet dermed, hjælper Parlamentet i visse tilfælde med at dække nogle af udgifterne for medlemmernes besøgsgrupper.

Besøg i Europa-Parlamentet – grupper og enkeltpersoner © Den Europæiske Union 2018  

Besøgende, der kommer til Bruxelles, kan også besøge Parlamentarium og Huset for Europæisk Historie, som ligger uden for Europa-Parlamentets bygninger og også holder åbent i weekenden. Parlamentariet er ligeledes vært for et populært rollespil for folkeskolens ældste elever og gymnasieelever, der er udarbejdet på grundlag af Europa-Parlamentets arbejde, hvor eleverne spiller en MEP, der forhandler om lovgivning, som vil påvirke hverdagen for EU's borgere.

I Strasbourg indgår et udstillingsområde kendt som Parlamentarium Simone Veil med en 360-graders biograf og interaktive værktøjer i besøget. Parlamentets bygninger i Strasbourg lægger også hus til uddannelsesprogrammet Euroscola, der giver tusindvis af elever mellem 16 og 18 år mulighed for at prøve at være medlem af Parlamentet for en dag.

Europa-Parlamentet har åbnet mindre besøgscentre i medlemsstaterne for at bringe Parlamentet tættere på borgerne. Det er planen, at der skal være et besøgscenter i hver enkelt medlemsstat. Formålet med disse Europa Experience-centre er at bringe Europa ud til borgerne, give dem oplysninger og tilskynde dem til at engagere sig.


Besøgstilbuddet er ikke begrænset til fysiske besøg. Europa-Parlamentet har øget sine online/digitale tilbud og tilbyder nu f.eks. forelæsninger og europæiske ungdomsseminarer via internettet.

Under Europa-Parlamentets onlineforelæsninger kan besøgende uddybe deres viden om denne institutions beføjelser, rolle og aktiviteter med en online præsentations- og spørgerunde, der er tilpasset gruppens interesser. En onlineforelæsning er tilgængelig på et af Den Europæiske Unions 24 officielle sprog.

online europæiske ungdomsseminarer mødes unge fra forskellige EU-lande for at brainstorme om og drøfte og debattere sociale udfordringer. Som en del af en multikulturel gruppe arbejder de sammen om emner, der er relevante for nutidens Europa. Deltagerne finder frem til innovative løsninger og præsenterer dem for et medlem af Europa-Parlamentet. Et online europæisk ungdomsseminar er generelt tilgængeligt på engelsk, fransk eller tysk.

Hvert år i begyndelsen af maj fejrer Parlamentet Europadagen med forskellige aktiviteter i Strasbourg og Bruxelles, der organiseres af forskellige tjenestegrene og politiske grupper i Parlamentet.