Dette faktablad forklarer EU's ramme for intellektuelle ejendomsrettigheder, som omfatter industriel og kommerciel ejendomsret (patenter, varemærker, design, forretningshemmeligheder og geografiske betegnelser) og ophavsret. Det forklarer også Europa-Parlamentets rolle i harmoniseringen af lovgivningen om intellektuel ejendom.

Retsgrundlag

Artikel 114 og 118 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) omfatter harmonisering af lovgivningen om intellektuel ejendomsret og indførelse af intellektuelle ejendomsrettigheder i hele EU.

Målsætninger

Selv om intellektuelle ejendomsrettigheder (IPR) reguleres i forskellige folkeretlige regler og nationale lovgivninger, harmoniseres de også i EU-lovgivningen. Det bestemmes i artikel 118 i TEUF, at Europa-Parlamentet og Rådet som led i det indre markeds oprettelse eller funktion og efter den almindelige lovgivningsprocedure fastsætter foranstaltninger vedrørende indførelse af europæiske beskyttelsesbeviser for at sikre en ensartet beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder i Unionen samt centraliserede tilladelses-, koordinations- og kontrolordninger på EU-niveau. EU's lovgivningsarbejde består primært i at harmonisere aspekter af de intellektuelle ejendomsrettigheder gennem oprettelsen af EU's eget system, som det er tilfældet for EU-varemærker og EU-design, og siden 2023 også patenter. EU's instrumenter afspejler også medlemsstaternes internationale forpligtelser i henhold til Bernerkonventionen og Romkonventionen samt i henhold til Verdenshandelsorganisationens aftale om handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder (TRIPS-aftalen) og de internationale traktater fra 1996 fra Verdensorganisationen for Intellektuel Ejendomsret (WIPO).

Resultater

A. Harmonisering af lovgivningerne

1. Varemærker, design og modeller

EU's retlige ramme for varemærker baseret på et firestrenget registreringssystem, herunder nationale varemærkesystemer, som er harmoniseret via varemærkedirektivet (direktiv (EU) 2015/2436), som sigter mod en indbyrdes tilpasning af medlemsstaternes varemærkelovgivning. Ud over den nationale mulighed (registrering for varemærkebeskyttelse via et nationalt varemærkekontor) er varemærkebeskyttelse i EU også muligt via Benelux-muligheden, EU-varemærket, som blev indført i 1994, og den internationale mulighed. EU-varemærkeforordningen (forordning (EU) 2017/1001) kodificerer og erstatter alle tidligere forordninger om EU-varemærket. Kodificeringen blev foretaget af hensyn til klarheden, eftersom EU-varemærkesystemet allerede var blevet ændret væsentligt flere gange. EU-varemærket er af ensartet karakter og har samme retsvirkning i hele EU. Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) er ansvarligt for at forvalte EU-varemærker og EU-design. EU-varemærkeforordningen fastsætter også de gebyrer, der skal betales til EUIPO. De er fastsat på et niveau, der sikrer, at de indtægter, de producerer, dækker EUIPO's udgifter og samtidig supplerer de eksisterende nationale varemærkesystemer.

Ved forordningen om EF-design (forordning (EF) nr. 6/2002) blev der indført en fællesskabsordning for beskyttelse af design og modeller. I de seneste år har EU moderniseret sin designramme gennem EU's lovreformpakke om design fra 2024 og revideret lovgivningen for at styrke og harmonisere designbeskyttelsen til gavn for uafhængige designere samt små og mellemstore virksomheder (SMV'er) og industrier, hvor design spiller en vigtig rolle. EU's designforordning (forordning (EU) 2024/2822) trådte i kraft den 1. maj 2025 og har til formål at sikre, at designbeskyttelsessystemet tilpasses den digitale tidsalder ved at begreberne og definitionerne udvides, således at de forbliver anvendelige på nuværende og fremtidige omstændigheder. Den har desuden til formål at forbedre tilgængeligheden, effektiviteten og prisoverkommeligheden af designbeskyttelsessystemet ved at forenkle procedurerne for SMV'er og designintensive industrier og optimere størrelsen og strukturen af de gebyrer, der skal betales.

Med designdirektivet (direktiv (EU) 2024/2823) skal systemet desuden tilpasses den digitale tidsalder (navnlig fremkomsten af 3D-printere) og gøres betydeligt mere tilgængeligt og effektivt ved at sænke omkostningerne, forenkle procedurerne, forbedre effektiviteten og forudsigeligheden af sådanne procedurer og øge retssikkerheden. Medlemsstaterne er forpligtet til at gennemføre designdirektivet i deres nationale retssystemer senest den 9. december 2027.

Rådets afgørelse 2006/954/EF og Rådets forordning (EF) nr. 1891/2006 forbandt EU's system for registrering af design med det internationale registreringssystem for industrielle design og modeller under WIPO.

2. Ophavsret og beslægtede rettigheder

Ophavsret sikrer, at ophavsmænd, komponister, kunstnere, filmproducenter og andre modtager betaling for og beskyttelse af deres værker. Digitale teknologier har grundlæggende ændret den måde, hvorpå kreativt indhold bliver produceret, distribueret og tilgået. EU's lovgivning om ophavsret består af 13 direktiver og to forordninger, der harmoniserer ophavsmænds, udøvende kunstneres, producenters og radio- og tv-selskabers grundlæggende rettigheder. Takket være fastsættelsen af EU-standarder er det muligt at reducere de nationale forskelle, at sikre det beskyttelsesniveau, der kræves for at fremme kreativitet og investeringer heri, at fremme den kulturelle mangfoldighed og at lette forbrugernes og virksomhedernes adgang til digitalt indhold og digitale tjenester i hele det indre marked.

a. Ophavsret

EU's direktiv om ophavsret (direktiv (EU) 2019/790) harmoniserer lovgivningen om ophavsret i hele EU for forbrugere, skabere og virksomheder. Det giver en supplerende ophavsretlig beskyttelse til presseudgivere og sikrer et rimeligt vederlag for ophavsretligt beskyttet indhold. Det indførte også juridisk ansvar for onlineplatforme med hensyn til brug og upload af ophavsretligt beskyttet indhold på deres websteder. De nye krav finder imidlertid ikke anvendelse på ikkekommerciel upload af ophavsretligt beskyttede værker til onlineencyklopædier som f.eks. Wikipedia. Direktivet om TV- og radioselskabernes onlinetransmissioner samt retransmissioner af TV- og radioprogrammer (direktiv (EU) 2019/789 (CabSat II-direktivet)) har til formål at øge antallet af TV- og radioprogrammer online, der er tilgængelige for EU's forbrugere. Det indfører oprindelseslandsprincippet for at gøre det lettere at udstede licens på rettigheder til visse programmer, som radio- og tv-selskaber tilbyder på deres onlineplatforme såsom simulcasting og catch-up-tjenester). Radio- og tv-selskaberne skal indhente ophavsretstilladelser i deres EU-etableringsland med henblik på at gøre radioprogrammer, tv-nyheds- og aktualitetsprogrammer og fuldt finansierede egne produktioner tilgængelige online i alle EU-lande.

Direktivet om adgang til bøger og andet trykt materiale (direktiv (EU) 2017/1564) tillader visse anvendelser af visse værker og andre frembringelser, der er beskyttet af ophavsret og beslægtede rettigheder, til gavn for personer, der er blinde, synshæmmede eller på anden måde har et læsehandicap, i tilgængelige formater.

Forordningen om grænseoverskridende portabilitet af onlineindholdstjenester (forordning (EU) 2017/1128) har til formål at sikre, at forbrugere, der køber eller abonnerer på onlineindhold såsom film, TV- og radiotransmissioner af sportsbegivenheder, musik, e-bøger og spil, kan få adgang til dem, når de rejser til andre EU-medlemsstater.

b. Beskyttelsesperioden for ophavsret og beslægtede rettigheder

Ophavsret og beslægtede rettigheder er beskyttet i ophavsmandens eller skaberens levetid og i 70 år efter vedkommendes død.Direktivet om beskyttelsestiden for ophavsret fra 2011 (direktiv 2011/77/EU om ændring af direktiv 2006/116/EF) forlængede den ophavsretlige beskyttelse for udøvende kunstnere med lydoptagelser fra 50 til 70 år efter optagelsen og for ophavsmænd til musik såsom komponister og tekstforfattere til 70 år efter ophavsmandens død. Beskyttelsesperioden på 70 år er blevet en international standard for lydoptagelser. I øjeblikket er lydoptagelser ophavsretligt beskyttet i 70 år eller længere i 64 lande på verdensplan.

c. Computerprogrammer og databaser

Direktivet om retlig beskyttelse af edb-programmer (direktiv 2009/2009/EF) pålægger medlemsstaterne at beskytte computerprogrammer ophavsretligt som litterære værker, jf. Bernerkonventionen til værn for litterære og kunstneriske værker. Databasedirektivet (direktiv 96/9/EF) indeholder bestemmelser om retlig beskyttelse af databaser, hvori databaser defineres som "en samling af værker, data eller andet selvstændigt materiale, der er struktureret systematisk eller metodisk og kan konsulteres individuelt ved brug af elektronisk udstyr eller på anden måde". I direktivet fastslås det, at databaser både er omfattet af en ophavsretlig beskyttelse, der omfatter selve den intellektuelle nyskabelse, og en sui generis-ret, der beskytter de investeringer i form af penge, menneskelige ressourcer, kræfter og energi, der foretages for at indsamle, kontrollere eller præsentere indholdet i en database.

Dataforordningen (forordning (EU) 2023/2854) fastsætter regler for deling af data, der genereres af forbundne produkter eller relaterede tjenester såsom tingenes internet (IoT) og industrimaskiner. Den kræver videregivelse og offentliggørelse af data, der kan være beskyttet af dataindehaverens eller en tredjeparts forretningshemmeligheder, ophavsret eller andre intellektuelle ejendomsrettigheder, og giver brugerne adgang til de data, de genererer. Den indeholder nye regler, der præciserer, hvem der kan få adgang til og anvende data, der er genereret i EU på tværs af alle økonomiske sektorer.

Forordningen om datastyring (forordning (EU) 2022/868) indførte i 2022 mekanismer for at lette videreanvendelsen af bestemte beskyttede data fra den offentlige sektor, øge tilliden til dataformidlingstjenester og fremme dataaltruisme i hele EU.

Den foreslåede "Omnibus VII"-lov er en lovgivningspakke, der har til formål at forenkle og konsolidere forskellige EU-forordninger på det digitale område såsom dataforordningen og forordningen om datastyring. Et af de centrale punkter i forordningen om den digitale omnibus, som Kommissionen foreslog den 19. november 2025, er harmoniseringen af grænseflader med dataforordningen og forordningen om datastyring. Formålet med denne revision er at skabe et sammenhængende grundlag for den europæiske dataøkonomi, der kombinerer databeskyttelse og innovation. Den har til formål at mindske kompleksiteten ved at konsolidere reglerne og standardisere terminologien. Trepartsforhandlingerne mellem Rådet og Parlamentet blev afsluttet med en foreløbig aftale om pakken. Aftalen skal nu formelt vedtages af de to institutioner (også kendt som fælleslovgiverne).

d. Udlejnings- og udlånsrettigheder

Direktivet om udlejnings- og udlånsrettigheder (direktiv 2006/115/EF) var et tidligt EU-lovgivningsinstrument om ophavsrettigheder, som antog en horisontal tilgang. Det indførte en ufravigelig ret til vederlag, da ophavsmænds og udøvende kunstneres kreative og kunstneriske arbejde kræver en passende indkomst og de investeringer, der er nødvendige for produktionen af fonogrammer og film, er særligt høje.

e. Forvaltningsselskaber

Der skal indhentes en licens fra de forskellige indehavere af ophavsret og beslægtede rettigheder, inden beskyttet indhold må udbredes. Rettighedshavere kan overdrage deres rettigheder til et forvaltningsselskab, der forvalter disse rettigheder på deres vegne. Medmindre en kollektiv forvaltningsorganisation har en begrundelse for at nægte forvaltning, er den forpligtet til at forvalte disse rettigheder. Direktivet om kollektiv forvaltning af ophavsret (direktiv 2014/26/EU) fastsætter krav til kollektive forvaltningsorganisationer med henblik på at sikre høje standarder for styring, økonomisk forvaltning, gennemsigtighed og rapportering. Det har til formål at sikre, at rettighedshaverne har indflydelse på forvaltningen af deres rettigheder, og sørge for, at de kollektive forvaltningsorganisationer fungerer bedre via EU-dækkende standarder. Medlemsstaterne skal sikre, at de kollektive forvaltningsorganisationer handler bedste interesse for de rettighedshavere, de repræsenterer.

3. Patenter

Et patent er en ejendomsret, som kan tildeles enhver opfindelse af teknisk karakter, forudsat at den er ny, omfatter en egentlig nyskabelse og kan anvendes industrielt. Et patent giver ejeren ret til at forhindre andre i at fremstille, anvende eller sælge opfindelsen uden tilladelse. Med patenter opfordres virksomheder til at foretage de nødvendige investeringer i innovation, og de skaber et incitament for enkeltpersoner og virksomheder til at afsætte ressourcer til forskning og udvikling. I Europa kan tekniske opfindelser være beskyttet enten af nationale patenter, som er udstedt af de kompetente nationale myndigheder, eller af europæiske patenter, der er udstedt centralt af Den Europæiske Patentmyndighed. Sidstnævnte er den udøvende myndighed i Den Europæiske Patentorganisation, som 39 kontraherende stater nu er medlemmer af. EU er ikke selv medlem af denne organisation.

Efter flere års drøftelser blandt medlemsstaterne godkendte Parlamentet og Rådet i 2012 retsgrundlaget for et europæisk patent med ensartet retsvirkning (enhedspatent). Ved en international aftale mellem medlemsstaterne oprettes der således en fælles og specialiseret patentjurisdiktion.

Den Europæiske Unions Domstol (EU-Domstolen) stadfæstede i sin dom af 5. maj 2015 i sag C-146/13 og C-147/13 enhedspatentpakken, som banede vejen for et ægte europæisk patent.

Siden ikrafttrædelsen den 1. juni 2023 har EU's enhedspatent, som udstedes af Den Europæiske Patentmyndighed, givet ensartet beskyttelse med samme virkning i alle deltagende EU-lande. Virksomheder har mulighed for at beskytte deres opfindelser i alle EU-medlemsstater med et ægte EU-patent. De kan desuden gøre indsigelse mod og forsvare enhedspatenter i en enkelt retssag gennem den nyligt oprettede fælles patentdomstol (UPC). Dette strømliner systemet og sparer udgifter til oversættelse. UPC-aftalen fastsætter, at EU-rettens forrang skal respekteres (artikel 20 i aftalen), og at EU-domstolens afgørelser er bindende for UPC. Den Fælles Patentdomstol har i øjeblikket jurisdiktion over 18 EU-medlemsstater. Den består af en førsteinstansret, en appeldomstol og et justitskontor. Førsteinstansretten har en decentraliseret struktur og består af en central afdeling i Paris med afdelinger i München og Milano samt regionale og forskellige lokale afdelinger i hele Europa. Appeldomstolen er beliggende i Luxembourg og træffer afgørelse om appeller af afgørelser truffet af førsteinstansretten og behandler anmodninger om fornyet behandling af Domstolens endelige afgørelser. Ethvert panel i appeldomstolen har en multinational sammensætning af tre retskyndige dommere og to teknisk kyndige dommere med kvalifikationer og erfaring inden for den pågældende teknologi i overensstemmelse med artikel 9, stk. 1, i aftalen om en fælles patentdomstol.

4. Forretningshemmeligheder

Praksis med at holde forretningsinformation ("knowhow") fortrolig går århundreder tilbage. Retlige instrumenter til beskyttelse af forretningshemmeligheder, uanset om de defineres som en del af de intellektuelle ejendomsrettigheder eller ej, findes i mange lande. Beskyttelsesniveauet for fortrolige oplysninger kan ikke sammenlignes med andre områder af intellektuel ejendomsret, såsom patenter, ophavsrettigheder og varemærker, men kan i princippet gælde på ubestemt tid i stedet for kun i en begrænset periode. Beskyttelsen af forretningshemmeligheder varierer mere fra land til land end andre områder af lovgivningen vedrørende intellektuelle ejendomsrettigheder og kan være endnu mere fordelagtig og billigere end at søge formel patentbeskyttelse. I 2016 blev direktivet om beskyttelse af forretningshemmeligheder (direktiv (EU) 2016/943) vedtaget for at beskytte fortrolig knowhow og fortrolige forretningsoplysninger (forretningshemmeligheder) mod ulovlig erhvervelse, brug og videregivelse.

5. Intellektuelle ejendomsrettigheder for plantesorter

Plantesortsbeskyttelse, der også kaldes "planteforædlerrettigheder", er en form for intellektuel ejendomsret, der gives til forædleren af en ny plantesort. EU's overordnede beskyttelsesordning for plantesorter, der er baseret på principperne i den internationale konvention af 1991 om beskyttelse af plantenyheder, bidrager til udviklingen af landbrug og havebrug. I EU-retten er der fastsat et særligt system til beskyttelse af plantesortsrettigheder. Den gør det muligt at tildele intellektuelle ejendomsrettigheder til plantesorter. EF-Sortsmyndigheden gennemfører og anvender denne ordning.

6. Geografiske betegnelser

I henhold til EU's IPR-ordning på landbrugsområdet er produktnavne, der er registreret som geografiske betegnelser, retligt beskyttet mod efterligning og misbrug inden for EU og i tredjelande, som der er indgået en særlig beskyttelsesaftale med. Produktnavne kan tildeles en geografisk betegnelse, hvis de har en særlig forbindelse til det sted, hvor produktet fremstilles. Denne anerkendelse sætter forbrugerne i stand til at stole på og skelne mellem kvalitetsprodukter og hjælper samtidig producenterne med at markedsføre deres produkter bedre. Geografiske betegnelser, der anerkendes som intellektuelle ejendomsrettigheder, spiller en stadig større rolle i handelsforhandlinger mellem EU og andre lande. USA er f.eks. fortsat bekymret over EU's beskyttelse af geografiske betegnelser, som påvirker både beskyttelsen af amerikanske varemærker og markedsadgangen for amerikanske produkter, der anvender almindelige navne på EU's og tredjelandes markeder[1]. Forordningen om geografiske betegnelser for vin, spiritus og landbrugsprodukter (forordning (EU) 2024/1143) identificerer produkter, der har kvaliteter, karakteristika eller et omdømme som følge af naturlige og menneskelige faktorer, der er knyttet til deres oprindelsessted. Produkter, der er under overvejelse, eller som er blevet anerkendt som geografiske betegnelser, er opført i registre over geografiske betegnelser. En lignende forordning om beskyttelse af geografiske betegnelser for håndværks- og industriprodukter blev vedtaget i 2023 (forordning (EU) 2023/2411). Den beskytter industriprodukter, der er knyttet til deres geografiske produktionsområde såsom Albaceteknive, bøhmisk glas og Limogesporcelæn på en måde, som ligner beskyttelsen af regionalt producerede fødevarer eller drikkevarer.

På internationalt plan udpeger Rådets afgørelse om EU's tiltrædelse af Genèveaftalen (afgørelse (EU) 2019/1754) EUIPO som den kompetente myndighed for geografiske betegnelser. USA er fortsat meget bekymret over resultatet af WIPO's forhandlinger i 2015 om at udvide Lissabonaftalen om beskyttelse af oprindelsesbetegnelser.

7. Bekæmpelse af varemærkeforfalskning

Ifølge skøn beløber indførslen af varemærkeforfalskede og piratkopierede varer i EU sig til ca. 85 mia. EUR (op til 5 % af den samlede import). På verdensplan tegner handelen med piratkopierede varer sig for hele 2,5 % af handelen og har en værdi på op til 338 mia. EUR, hvilket forårsager betydelige skader for rettighedshavere, regeringer og økonomier.

Eftersom forskellene mellem de nationale systemer med hensyn til at straffe varemærkeforfalskning og piratkopiering gjorde det vanskeligt for medlemsstaterne at bekæmpe disse overtrædelser effektivt, vedtog Parlamentet og Rådet som et første skridt direktivet om håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder (direktiv 2004/48/EF). Formålet med direktivet er at styrke bekæmpelsen af piratkopiering og varemærkeforfalskning ved indbyrdes tilpasning af de nationale lovgivninger med henblik på at sikre et højt, ækvivalent og ensartet niveau for beskyttelse af intellektuel ejendomsret i det indre marked, og der fastsættes foranstaltninger, procedurer og erstatning i henhold til civilretlige og forvaltningsretlige bestemmelser. Forordningen om toldmyndighedernes håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder (forordning (EU) nr. 608/2013) fastsætter procedureregler for denne håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder med hensyn til varer, som er genstand for toldtilsyn eller toldkontrol.

B. Begrebet "konsumption" af rettigheder

1. Definitioner

Konsumption af rettigheder er en juridisk doktrin, der gælder for alle områder af industriel ejendomsret, og indebærer, at efter at et produkt, der er omfattet af en intellektuel ejendomsrettighed (f.eks. et patent), er blevet solgt af IPR-rettighedsindehaveren eller af andre med ejerens samtykke, anses IPR-rettigheden for at være udtømt.I EU har EU-Domstolen konsekvent fortolket EU-traktaterne således, at de intellektuelle ejendomsrettigheder udtømmes på det indre marked, når de relevante varer er markedsført af rettighedshaveren eller med dennes samtykke. Indehaveren af en industriel eller kommerciel intellektuel ejendomsrettighed, der er beskyttet af en medlemsstats lovgivning, kan ikke forlade sig på denne lovgivning for at modsætte sig indførsel af en vare, der allerede lovligt er bragt i omsætning i en anden medlemsstat.

2. Begrænsninger

"Konsumption" af EU-rettigheder finder ikke anvendelse på markedsføring af efterligninger af produkter eller produkter, der markedsføres uden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (artikel 6 i TRIPS-aftalen). I 1999 fastslog Domstolen i sin dom i C-173/98 (Sebago Inc. og Ancienne Maison Dubois et Fils SA mod GB-Unic SA (C¬173/98), at medlemsstaterne i deres nationale ret ikke må foreskrive konsumption af de rettigheder, der er knyttet til et varemærke, for varer, som er markedsført i tredjelande.

3. Retsakter på området

EU-reglerne om konsumption er i vid udstrækning resultatet af EU-Domstolens retspraksis, der fortolker artikel 34 i TEUF om foranstaltninger med tilsvarende virkning som kvantitative restriktioner mellem medlemsstaterne[2]. Denne retspraksis afspejles i hver af de relevante EU-retsakter vedrørende intellektuelle ejendomsrettigheder.

C. Nyere retspraksis fra EU-Domstolen

I 2012 bekræftede EU-Domstolen i præmis 32 i sin dom i sag C-406/10 (SAS Institute Inc. mod World Programming Ltd), at i overensstemmelse med direktivet om retlig beskyttelse af edb-programmer (direktiv 91/250/EØF, ophævet ved direktiv 2009/24/EF) er det kun et edb-programs udtryksform, der er ophavsretligt beskyttet, og de idéer og principper, der ligger til grund for dets logik, algoritmer og programmeringssprog, er ikke beskyttet i henhold til direktivet. Domstolen understregede, at hverken et edb-programs funktionalitet eller det programmeringssprog og det datafilformat, der anvendes til at udnytte visse af programmets funktioner, udgør en form, hvori dette edb-program udtrykkes, i den forstand hvori dette udtryk er anvendt i artikel 1, stk. 2, i direktivet (præmis 39).

I sin dom i sag C-160/15 (GS Media BV mod Sanoma Media Netherlands BV m.fl.) fastslog Domstolen, at placeringen på en internetside af et hyperlink til ophavsretligt beskyttede værker, der er placeret på en anden internetside uden tilladelse fra indehaveren af ophavsretten ikke udgør en "overføring til almenheden", når dette link er anbragt uden vinding for øje af en person, som ikke vidste, at disse værker ulovligt var blevet offentliggjort.

Domstolen fastslog i sin dom i sag C-484/14 (Tobias Mc Fadden mod Sony Music Entertainment Germany GmbH), at når en tjenesteyder stiller et wi-fi-netværk gratis til offentlighedens rådighed for at reklamere for en butiks varer eller serviceydelser, er det at betragte som en "informationssamfundstjeneste" i henhold til direktivet om elektronisk handel (direktiv 2000/31/EF), ligesom den bekræftede, at en tjenesteyder, der giver adgang til et kommunikationsnetværk, under visse forudsætninger ikke kan drages til ansvar herfor. Rettighedshavere kan følgelig ikke kræve erstatning under henvisning til, at netværket er blevet anvendt af tredjemand til at krænke deres rettigheder. Beskyttelse af en internetforbindelse ved hjælp af en adgangskode sikrer balancen mellem på den ene side hensynet til rettighedshavernes immaterialrettigheder og på den anden side adgangsgivernes ret til fri erhvervsudøvelse og netværksbrugernes informationsfrihed.

EU-Domstolen fastslog i sin dom i sag C-265/19 (Recorded Artists Actors Performers Ltd v Phonographic Performance (Ireland) Ltd and Others), at en medlemsstat ikke kan nægte udøvende kunstnere fra lande uden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde ret til vederlag ved at påberåbe sig gensidighedsklausulen i WIPO-traktaten. Alle producenter og udøvende kunstnere inden for lydoptagelse fra kontraherende parter i WIPO-traktaten om fremførelser og fonogrammer har ret til et rimeligt vederlag. Som svar på EU-Domstolens dom indledte Kommissionen den 11. september 2023 en høring om betingelserne for vederlag til musikudøvende kunstnere og pladeproducenter fra lande uden for EU for indspillet musik, der spilles i EU, som følge af amerikanske interessenters bekymring over, at EU-medlemsstater tilbageholder royalties fra amerikanske producenter og udøvende kunstnere.

Europa-Parlamentets rolle

Intellektuel ejendomsret skaber merværdi for EU's virksomheder og økonomier. En ensartet beskyttelse og håndhævelse bidrager til at fremme innovation og økonomisk vækst. Parlamentet bestræber sig derfor på at harmonisere de intellektuelle ejendomsrettigheder gennem oprettelsen af et fælles EU-system parallelt med de nationale systemer, således som det er sket med EU-varemærker og registrerede EU-design samt det europæiske enhedspatent.

Parlamentet har i forskellige beslutninger om intellektuel ejendomsret, navnlig om retsbeskyttelse af databaser, bioteknologiske opfindelser og ophavsrettigheder, forsvaret den gradvise harmonisering af den intellektuelle ejendomsret. Det har derudover modsat sig, at dele af menneskets krop gøres til genstand for patenter. Parlamentet vedtog den 27. februar 2014 en initiativbetænkning om privatkopieringsafgifter (retten til at tage private kopier af lovligt erhvervet indhold), idet digital privat mangfoldiggørelse som følge af teknologiske fremskridt har fået stor økonomisk betydning. Parlamentet spillede desuden en meget aktiv rolle i udarbejdelsen af WIPO-traktaten om undtagelser fra ophavsretten for personer, der er synshæmmede ("Marrakesh-traktaten").

Under hele reformen af EU's regler om ophavsret (jf. afdelingen om ophavsret) var der en ophedet offentlig debat med fokus på artikel 11 og 13 i udkastet til direktivet om ophavsret. Denne debat kulminerede, da Parlamentet stemte for at støtte indsatsen for at skabe en ny ret for medieforetagender til at valorisere indhold på visse store nyhedsplatforme og en ny ret til at gøre det lettere at spore krænkelser af ophavsretten på internettet. Mens den kreative industri glædede sig over dette, udsatte repræsentanterne for de teknologiske virksomheder forslagene for voldsom kritik.

Den 10. marts 2026 vedtog Parlamentet en beslutning om ophavsret og generativ kunstig intelligens – muligheder og udfordringer på grundlag af en betænkning fra Retsudvalget (JURI). I beslutningen opfordres der til gennemsigtighed, et rimeligt vederlag og muligheden for, at rettighedshavere kan forhindre anvendelsen af deres beskyttede indhold i forbindelse med træning af kunstig intelligens (AI). JURI-udvalgets studie med titlen "Metaverse" viser, at AI medfører nye udfordringer for ophavsretlig beskyttelse, navnlig med hensyn til skjult træning af AI i ophavsretligt beskyttet materiale eller beskyttede data og den efterfølgende generering af indhold ved hjælp af sådanne AI-modeller. Temaafdelingen for Retlige Anliggender, Borgernes Rettigheder og Institutionelle Anliggender afholdt en specialiseret workshop om generativ kunstig intelligens og ophavsret for at støtte JURI-udvalgets arbejde på dette område[3].

Desuden viser forskning udarbejdet for Parlamentet, at en række kontraktlige ordninger gør det lettere at fjerne intellektuelle ejendomsrettigheder vedrørende data eller gør det muligt at erhverve de registreredes intellektuelle ejendomsrettigheder. Dette kan ske på grundlag af, at værker er blevet offentliggjort på en bestemt platform, eller at en frembringelse eller opfindelse er blevet produceret inden for rammerne af en tjenesteydelseskontrakt. Sådanne ordninger omfatter:

  • retlige ordninger, der fratager ophavsmænd intellektuelle ejendomsrettigheder eller tvinger dem til at give ubetalte licenser for indhold, der placeres på digitale platformes tjenester og servere, og/eller som overfører sådanne rettigheder til platformene
  • buy-out-kontrakter, hvorigennem platforme overtager ophavsmændenes intellektuelle ejendomsrettigheder
  • retlige ordninger, der fratager ansatte, opfindere eller ophavsmænd intellektuelle ejendomsrettigheder med hensyn til indhold, der skabes i forbindelse med deres ansættelse eller tjeneste, og/eller som overfører sådanne rettigheder til arbejdsgiveren ("work for hire")[4].
  • Dette faktablad er udarbejdet af Europa-Parlamentets Temaafdeling for Retlige Anliggender, Borgernes Rettigheder og Institutionelle Anliggender. Der kan findes yderligere oplysninger på Retsudvalgets websted.

     

    [2]Se Centrafarm og Adriaan de Peijper mod Sterling Drug Inc. (sag C-15/74) og Merck og Co. Inc. mod Stephar BV og Petrus Stephanus Exler (sag C-187/80).
    [3]Lucchi, N. og Hunter, S., "Generative AI and Copyright — Training, Creation, Regulation", Temaafdelingen for Retlige Anliggender, Borgernes Rettigheder og Institutionelle Anliggender, Europa-Parlamentet, 2025. Brando, A., "Technological Aspects of Generative AI in the Context of Copyright", Temaafdelingen for Retlige Anliggender, Borgerlige Frihedsrettigheder og Institutionelle Anliggender, Europa-Parlamentet, 2025. Peukert, C., Sanders A., "The economics of copyright and AI – Empirical evidence and optimal policy", Temaafdelingen for Retlige Anliggender, Borgerlige Frihedsrettigheder og Institutionelle Anliggender, Europa-Parlamentet, 2025.
    [4]Macrez, F. m.fl., "Buyout contracts imposed by platforms in the cultural and creative sector", Temaafdelingen for Borgernes Rettigheder og Konstitutionelle Anliggender, Europa-Parlamentet, oktober 2023. Maciejewski, M., "Metaverse", Temaafdelingen for Borgernes Rettigheder og Konstitutionelle Anliggender, Europa-Parlamentet, juni 2023.

    Jagoda Karolina MACIEJEWSKA / JEREMY JULIAN OKORN / Mariusz MACIEJEWSKI