Europa-Parlamentet

Highlights 1999-2004

 
Europa-Parlamentet
EU-reformer
Udvidelse
Borgernes rettigheder
Retlige og indre anliggender
Eksterne forbindelser
Miljø / forbrugerbeskyttelse
Miljøpålidelighed
Luftforurening
Drivhusgasser
"Auto Olie II"
Affald fra elektronikindustrien
Emballageaffald
Fødevaresikkerhed
GMO
Tobak
Støjforurening
Kosmetik
Menneskevæv og -celler
Transport- / regionalpolitik
Landbrug / fiskeri
Økonomisk
og monetær politik
Beskæftigelses- og social-
politik / Kvinders rettigheder
Indre marked / industri / energi / forskning
 

EPP-ED PSE Group ELDR GUE/NGL The Greens| European Free Alliance UEN EDD/PDE


Miljøansvar: den, der sviner, må også gøre rent efter sig

Ifølge Europa-Kommissionen er omkring 300.000 lokaliteter som grunde, søer og vandløb rent faktisk forurenet med skadelige stoffer eller kan være det. Hvert tilfælde af forurening er et tilfælde for meget. Dyre- og plantearter risikerer at uddø. Også her gælder det, at enhver art, der uddør, er en art for meget. Derfor vil EU's lovgiver sørge for, at miljøforurenere for fremtiden altid bliver draget til ansvar: Den, der anretter skader, bliver også draget til ansvar for dem. På den måde bliver opståede skader afhjulpet. Samtidig afskrækkes mulige miljøsyndere fra starten.

EU satser på, at den nye lov skal få operatører af f.eks. kemifabrikker eller deponeringsanlæg til på forhånd at sikre deres anlæg, så skader og omkostninger slet ikke opstår. Det giver et godt indtryk af, hvad EU er oppe imod, at Det Europæiske Miljøagentur i 2000 anslog, at udgifterne til at rense blot en del af de forurenede søer, vandløb og grunde i Europa ville løbe op i hen ved 106 mia. euro, ganske vist fordelt over flere år. Efter dette skøn ville det koste indtil 39 mia. euro alene at rense ca. 100.000 ha forurenede grunde i Det Forenede Kongerige. EU har hidtil ikke haft en fælles lov, der gør det muligt at gøre ansvar gældende for miljøskader. Det har gjort det let for miljøsyndere at unddrage sig deres ansvar. Derfor er det nødvendigt med en fælles lovgivning. Bølgerne er gået højt under drøftelser af enkelte aspekter af det kommende direktiv. Industrien på den ene side og miljøforkæmpere på den anden har kritisk fulgt behandlingen af direktivforslaget.

Lovforslaget dækker to områder, hvor reglerne om ansvar ikke er lige skrappe: Ved forskellige former for risikobetonede aktiviteter kan operatøren generelt drages til ansvar, hvis der opstår skader, f.eks. ved arbejde i en kemifabrik eller produktion og håndtering af bestemte plantebeskyttelsesmidler. Hvis der opstår skader, som ikke skyldes sådanne risikobetonede aktiviteter, men som alligevel truer dyrs og planters mangfoldighed, kan operatøren også drages til ansvar, men kun hvis vedkommende har handlet forsætligt eller uagtsomt.

Afskrækning af miljøsyndere

Hvis operatøren er usamarbejdsvillig og ikke sikrer sit anlæg eller afhjælper allerede opståede skader, kan de nationale myndigheder gå i aktion. De kan enten foreskrive operatøren, hvad der skal gøres, eller de kan selv gribe ind. Operatøren skal betale regningen. Hvis det ikke kan lade sig gøre, eller hvis man ikke kan finde frem til skadevolderen, skal medlemsstaterne alligevel afhjælpe skaderne. Det er op til EU-landene selv at finde ud af, hvordan de vil dække sådanne omkostninger. I lovforslaget nævnes f.eks. særlige fonde.

Parlamentet og Rådet var uenige om væsentlige dele af lovforslaget. Derfor blev forligsproceduren indledt. Man enedes bl.a. til sidst om den finansielle dækning af miljøskader. Således er det nu bestemt, at Kommissionen, seks år efter at loven er trådt i kraft, skal undersøge, om der i medlemsstaterne findes tilstrækkelige muligheder for at finansiere eventuelle afhjælpende foranstaltninger til en rimelig pris, f.eks. i form af forsikringer. Hvis det ikke er tilfældet, skal Kommissionen forelægge lovforslag om obligatorisk finansiel dækning for eventuelle miljøskader. Det havde Parlamentet krævet.

Rådet var gået ind for en mere moderat version af direktivet. Det gik f.eks. stærkt ind for, at finansiel dækning kun skulle fremmes og ikke være et krav. Rådet afviste også Parlamentets krav om, at miljøansvaret skulle udvides til alle former for aktiviteter, nogle år efter at loven var trådt i kraft, og ikke kun gælde for de risikobetonede aktiviteter, der var nævnt i direktivet.

Skrækkampagner er dog ikke nok, hvis man vil beskytte miljøet og arternes mangfoldighed, og det gælder ikke kun i Europa, men på verdensplan. Derfor vedtog EP-medlemmerne en beslutning om bæredygtig udvikling før verdenstopmødet i Johannesburg i 2002: Heri slog de fast, at de internationale mijøbeskyttelsesmål, der blev vedtaget på topmødet i Rio, ikke var nået. De krævede udtrykkeligt, at aftaler om miljøbeskyttelse omsider blev gennemført, at bæredygtig udvikling og miljøbeskyttelse kom til at indgå i internationale handelsforhandlinger, og at forsigtighedsprincippet burde indarbejdes i alle internationale aftaler.



  
Ordførere:
  
Miljøansvar: Toine Manders (ELDR, NL)
10 år efter Rio: Forberedelse af verdenskonferencen om bæredygtig udvikling i 2002: Mihail Papayannakis (GUE/NGL, GR)
Det Europæiske Miljøagentur - Rapport om forvaltning af forurenede lokaliteter
  
EUT - vedtagne tekster:
  
Miljøansvar - Proceduren endnu ikke afsluttet
10 år efter Rio: Forberedelse af verdenskonferencen om bæredygtig udvikling i 2002

 

 

 
  Publishing deadline: 2 April 2004