| Europa er ved at blive begravet i bjerge af elektrisk og elektronisk affald. I snit frembringer hver forbruger årligt 16 kg af den slags affald. Det giver seks mio. tons årligt i Europa som helhed. Det er et enormt spild af ressourcer. Samtidig er det en alvorlig trussel for miljøet: Elektrisk og elektronisk udstyr indeholder stærkt giftige tungmetaller og organiske forurenende stoffer. Efter de nye EU-love skal fabrikanterne nu betale for indsamling og bortskaffelse af dette udstyr.
Millioner af gamle brødristere, pc'er, komfurer, radio- og tv-apparater er den hurtigst voksende strøm af affald i EU - uanset om de bringes til kommunale lossepladser, smides på en mark eller simpelthen havner i skraldespanden efter deres korte levetid.
I december 2002 godkendte Europa-Parlamentet to nye direktiver, der skulle tage hånd om den voksende mængde elektroskrot. EP-medlemmerne insisterede på, at den foreslåede lovgivning skulle strammes op. Frem for alt skulle man sikre, at de enkelte producenter kom til at betale udgifterne til at oparbejde det affald, deres egne produkter frembringer. Forbrugerne vil dog også få et nyt ansvar.
Producenten betaler
Takket være Parlamentet skal medlemsstaterne nu sikre, at de enkelte producenter betaler omkostningerne ved at indsamle, nyttiggøre og genvinde det elektriske og elektroniske affald, som deres egne produkter frembringer. Det betyder f.eks., at forbrugere gratis kan aflevere deres udtjente elektriske apparater på indsamlingssteder i nabolaget. Producenterne skal betale udgifterne til at drive disse indsamlingssteder foruden de senere udgifter til genvinding og nyttiggørelse. De har dog mulighed for at vælge mellem at etablere deres egne anlæg eller at tilslutte sig fælles ordninger.
Udgifterne til at indsamle produkter, der sælges indtil 30 måneder efter, at direktivet er trådt i kraft ("historisk affald"), bliver delt mellem de producenter, der stadig er på markedet, når udgifterne til at bortskaffe affaldet opstår. Dette var et ønske fra Parlamentet. Producenterne skal bidrage til udgifterne i forhold til deres markedsandel for hver type udstyr.
Forældreløst affald
Når fabrikanter eller importører af elektrisk udstyr går konkurs eller ikke kan opspores, er der ingen til at tage det direkte ansvar for det affald, der stammer fra deres udstyr. Parlamentet insisterede på, at producenterne skulle stille forhåndsgaranti, så der allerede var betalt for at indsamle og bortskaffe affald fra sådanne "forældreløse" produkter. På den måde kunne man undgå, at omkostningerne ved dette affald faldt over på producenter, der stadig var på markedet, eller på samfundet i almindelighed. Denne garanti kan f.eks. være en genvindingsforsikring, en spærret bankkonto eller bidrag til en ordning, der finansierer håndtering af dette affald.
Parlamentet sikrede sig, at producenterne ikke kan slippe uden om genvindingsbestemmelserne ved den måde, de designer produkterne på, f.eks. ved at skabe produkter med intelligente chips, der forhindrer produkterne i at blive genvundet (f.eks. blækpatroner til printere). Det var desuden Parlamentet, der insisterede på, at der skulle indføres skrappe regler til at sikre, at udstyr bliver mærket, således at producenten kan identificeres. Denne mærkning er nødvendig, fordi det sikrer, at systemet fungerer. Fra juli 2006 bliver det totalt forbudt at lade tungmetaller og giftige flammehæmmere indgå i fabrikationen af udstyr.
Bindende mål for indsamling af affald
Medlemsstaterne skal sikre, at der senest med udgangen af 2006 mindst bliver indsamlet gennemsnitligt 4 kg elektrisk og elektronisk affald pr. indbygger pr. år fra private husholdninger. Takket være pres fra Parlamentet er dette tal bindende og ikke blot frivilligt. Inden udgangen af 2008 vil der blive opstillet et nyt bindende mål.
Forbrugernes ansvar
Forbrugerne må også bære deres del af ansvaret for de produkter, de køber: Det bliver forbudt at skille sig af med elektrisk og elektronisk udstyr ved at blande det med almindeligt husholdningsaffald.
Medlemsstaterne skal træffe de nødvendige foranstaltninger til at gennemføre alle disse bestemmelser i praksis. De kan anvende sanktioner mod enhver, der lader hånt om de nye regler - og det gælder både producenter og forbrugere.
Endelig er det værd at bemærke, at både erhvervslivets organisationer og forbruger- og miljøgrupper sluttede kraftigt op om det krav, Parlamentet til sidst kom igennem med, nemlig at de enkelte producenter skal betale udgifterne til indsamling og genvinding, og at producenterne skal stille forhåndsgarantier, så problemet med "forældreløst" affald bliver løst.
|
