| Europa fører på verdensplan i kampen mod den globale opvarmning. Fra januar 2005 vil EU have den første grænseoverskridende ordning, der gør det muligt at handle med emissionskvoter for drivhusgasser. Det er langt forud for den globale ordning, der skal træde i kraft i 2008 under Kyoto-protokollen. Europa-Parlamentet spillede en vigtig rolle for den nye plan, der vil gøre det lettere for EU at opfylde sin fælles forpligtelse under Kyoto-protokollen til at nedsætte emissionerne af drivhusgasser med 8% i 2012 i forhold til 1990-niveauet.
De fleste EU-medlemsstater havde problemer med at opfylde deres forpligtelser under Kyoto-protokollen. Den nye EU-ordning for handel med emissioner vil hjælpe med til at tackle dette problem: Den vil begrænse omkostningerne ved at nedsætte emissionerne og dermed føre de europæiske virksomheder ind på rette spor, før den globale Kyoto-ordning træder i kraft i 2008.
Fra den 1. januar 2005 vil den nye EU-ordning gøre det muligt for omkring 10.000 europæiske virksomheder at købe og sælge tilladelser til at udlede CO2. De nationale myndigheder opstiller emissionsmål for virksomhederne, og de, der udleder mindre end deres mål, kan sælge deres overskydende kvoter. Sagt på en anden måde: Hvis en fabrik overskrider sin grænse, kan den købe "forureningsrettigheder" af europæiske virksomheder, der har nedsat deres emissioner.
Ved at skabe et marked for købere og sælgere af disse kvoter håber EU, at det kan motivere virksomhederne til at nedsætte emissionerne. Fortjenesten ved at sælge emissionstilladelser vil sikkert tilskynde virksomhederne til at udvikle og bruge ren teknologi. En generel EU-ordning vil også bedre end særskilte nationale ordninger forhindre konkurrenceforvridning i erhvervslivet. Det forventes, at ordningen vil beskære EU's udgifter til at opfylde sine mål under Kyoto-protokollen med 1,3 milliarder euro årligt indtil 2010 svarende til 35% af de samlede udgifter.
Ordningen indføres i to trin : forsøgsfasen fra 2005 til 2007 og den anden fase fra 2008 til 2012. Ordningen forudsætter, at EU-medlemsstaterne udarbejder nationale planer inden marts 2004.
En obligatorisk ordning
Nogle regeringer ønskede, at det skulle være frivilligt at tilslutte sig ordningen, men Parlamentet støttede Europa-Kommissionen, der mente, at den skulle være obligatorisk i hele EU, både af hensyn til miljøet og for at undgå at forvride markederne.
Regeringerne pressede på for at få indført undtagelser, der ville gøre det muligt at holde hele erhvervsgrene uden for ordningen. Parlamentet insisterede imidlertid på, at undtagelserne skulle begrænses, så de kun gjaldt for bestemte anlæg og fabrikker, da generelle undtagelser ville undergrave ordningen.
Oprindelig skulle ordningen kun gælde for CO2-forurening og kun for virksomheder i energi-, jern- og stål-, papir- og mineralsektorerne, der tegner sig for omkring 46% af CO2-emissionerne. På grundlag af en evalueringsrapport skulle Kommissionen senere afgøre, om flere industrier og gasser skulle medtages. EP-medlemmerne havde dog held til at komme igennem med, at medlemsstaterne fik lov til gradvis at medtage andre industrier på frivilligt grundlag. Desuden vil Kommissionens evalueringsrapport især beskæftige sig med, om kemi-, aluminium- og transportsektorerne skal medtages. Endelig kan hver medlemsstat nu takket være Parlamentet på eget initiativ anmode om at få medtaget andre drivhusgasser fra 2008.
Forureneren betaler
Et andet ømtåleligt spørgsmål var, hvordan myndighederne skulle fordele emissionskvoterne. Kommissionen foreslog i første omgang, at kvoterne skulle tildeles virksomhederne gratis i forhold til deres hidtidige emissioner. EP-medlemmerne mente til gengæld, at dette ville undergrave princippet om, at forureneren betaler, ligesom det ville være uretfærdigt over for nye virksomheder på markedet og føre til, at markedet blev forvredet. De foreslog et blandet system, hvor de fleste tilladelser blev givet gratis, men hvor en bestemt procentdel skulle sælges ved auktion. Det endte med et kompromis, hvor medlemsstaterne fik lov til at sælge 5% af tilladelserne ved auktion i tre år fra 1. januar 2005 og 10% i den anden fase. Yderligere salg ved auktion kan indføres efter 2012.
Parlamentet slog på, at de enkelte stater ikke skulle kunne udstede ubegrænsede mængder af emissionstilladelser. Hver EU-stat skal nu begrænse den mængde kvoter, den tildeler, og dens samlede antal skal ligge på linje med dens eget Kyoto-mål.
Kyoto-protokollen gør det muligt for de industrialiserede lande at benytte sig af nogle fleksible ordninger for at hjælpe dem til at nå deres mål om nedsatte emissioner, f.eks. ved at investere i projekter, der har til formål at nedsætte emissionen af drivhusgasser i andre lande, eller ved at overføre ren teknologi til udviklingslande. Som ønsket af Parlamentet gør direktivet det dog klart, at landene stadig skal lægge hovedvægten på deres egne foranstaltninger.
Kyoto-protokollen
Gennemsnitstemperaturerne i Europa steg med omkring 1° i det tyvende århundrede, og denne tendens ser ud til at fortsætte for ikke at sige forværres i de næste 100 år. Bortset fra naturfænomener som udsving i solaktiviteten er mennesket delvis skyld i denne klimaændring, fordi den menneskeskabte forurening spærrer varmen inde i atmosfæren, og derved skabes drivhuseffekten. Den hovedskyldige er kuldioxid (CO2), der udledes af industrien, transport og opvarmningssystemer. Dertil kommer nogle få andre gasser som metan, lattergas og fluorcarboner.
Den Europæiske Union har 5% af verdens befolkning, men producerer 15% af alle drivhusgasser. Med det som udgangspunkt sørgede EU for at komme til at spille en konstruktiv rolle under forhandlingerne om Kyoto-protokollen, som det internationale samfund indgik i 1997 for at styrke og gennemføre De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer. Protokollen opstiller bindende mål for nedskæring af udledningerne af drivhusgasser.
Indførelsen af en ordning for handel med emissioner af drivhusgasser mellem EU-medlemsstaterne er et led i en større handlingsplan, der har til formål at fremme ren og vedvarende energi og på længere sigt at forberede Europas infrastruktur til følgerne af klimaændringerne.
|
