Dette faktablad forklarer EU's forbindelser, partnerskaber og aftaler med 17 lande og tre oversøiske lande og territorier, der er associeret med EU, i Stillehavsområdet. Det indeholder nærmere oplysninger om partnerskaberne mellem EU og Australien, EU og New Zealand og mellem EU og de 15 lande, som EU har udpeget som østater i Stillehavet. Det drøfter også Europa-Parlamentets deltagelse i udviklingen af Samoaaftalen og dets interparlamentariske samarbejde med landene i Stillehavsområdet.

Retsgrundlag

  • Traktaten om Den Europæiske Union: Afsnit V (EU's optræden udadtil)
  • Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde: Afsnit I-III og V (fælles handelspolitik, udviklingssamarbejde og humanitær bistand, internationale aftaler)
  • Rammeaftale mellem EU og Australien
  • Partnerskabsaftalen om forbindelser og samarbejde mellem Den Europæiske Union og New Zealand
  • Partnerskabsaftale mellem Den Europæiske Union og dens medlemmerne på den side og medlemmer af Organisationen af Stater i Afrika, Caribien og Stillehavet (OACSS) på den anden side (Samoaaftalen).
  • EU og Stillehavsområdet

    EU og Stillehavsområdet har langvarige forbindelser, fælles værdier og stærke økonomiske og handelsmæssige bånd. EU har udviklet partnerskaber i regionen med Australien, New Zealand, de 15 uafhængige østater i Stillehavet og regionens tre EU-associerede oversøiske lande og territorier (OLT'er).

    EU, Australien og New Zealand er ligesindede partnere med fælles værdier og interesser. EU har udviklet tætte statslige forbindelser med begge lande og tætte forbindelser med deres respektive private sektorer inden for en lang række områder såsom klimaforandringer og katastrofeforebyggelse, regelbaseret verdenshandel, sikkerhed og udvikling, teknologisk forskning og menneskerettigheder.

    EU's forbindelser med Stillehavsøerne har traditionelt været baseret på udviklingssamarbejde inden for rammerne af partnerskabet mellem EU og medlemmerne af OACSS. I de seneste år er disse forbindelser blevet udvidet til at omfatte andre sektorer som f.eks. miljø, god regeringsførelse, energi, klimaforandringer, fiskeri og menneskerettigheder.

    A. Australien og New Zealand

    1. Australien

    EU og Australien har et langvarigt partnerskab, der går tilbage til 1960'erne. Grundlaget for de nuværende forbindelser er rammeaftalen mellem EU og Australien fra 2017, som har fokus på politisk dialog, sikkerhedsspørgsmål, internationalt samarbejde, økonomi og handel, retlige anliggender, kultur og uddannelse samt energi og miljø. Denne aftale trådte i kraft i oktober 2022.

    Australien er en vigtig handelspartner for Den Europæiske Union. I 2022 var EU Australiens tredjestørste bilaterale handelspartner hvad angår varer, idet samhandelen med varer tegnede sig for et samlet beløb på 56,4 mia. EUR. Australien er EU's 18. største handelspartner, og EU's vigtigste eksportkategorier er maskiner og kemikalier. Australiens vigtigste eksportvarer til EU er mineraler, råstoffer og fremstillede genstande.

    Siden 2018 har EU og Australien ført forhandlinger om en omfattende frihandelsaftale, som skal lette deres kommercielle handel. Den 15. forhandlingsrunde fandt sted i april 2023 i Bruxelles, men det lykkedes ikke parterne at nå frem til en aftale, navnlig om landbrugsprodukter. Den 31. august 2023 blev frihandelsforbindelserne genoptaget med en telekonference mellem Australiens handelsminister, Don Farrell, og EU's handelskommissær, Valdis Dombrovskis.

    Et møde mellem Australiens og EU's ledere fandt sted i november 2022 med fokus på Ruslands angrebskrig mod Ukraine, de ændrede strategiske udsigter i den indopacifiske region, fremme af demokrati, retsstatsprincippet, menneskerettigheder og en regelbaseret multilateral orden, klimaforandringer, miljø og biodiversitet, opfyldelse af FN's verdensmål for bæredygtig udvikling, menneske- og arbejdstagerrettigheder, energi, digital omstilling og andre emner af fælles interesse.

    I 2024 bekræftede EU sit politiske og økonomiske samarbejde på højt plan med både Australien og New Zealand. Der afholdes regelmæssige møder mellem EU og de enkelte lande på ministerplan og parlamentarisk plan for at drøfte sikkerhedsspørgsmål og en fælles indsats inden for bekæmpelse af klimaændringer og økonomisk og handelsmæssigt samarbejde. Det tog imidlertid nogen tid at genoptage forhandlingerne om frihandelsaftalen mellem EU og Australien. Den 1. april 2024 mødtes EU-kommissæren med ansvar for energi, Kadri Simson, med Chris Bowen, Australiens klima- og energiminister, og Madeleine King, minister for ressourcer og minister for Nordaustralien. Den 8. april 2024 mødtes kommissær Kadri Simson igen med minister Madeleine King i Canberra, og den 28. maj 2024 undertegnede EU's og Australiens ministre (Madeleine King og Don Farrell) et aftalememorandum om strategiske råmaterialer. Det direkte parlamentariske samarbejde blev genoptaget kort efter valget til Europa-Parlamentet, og den 2. december 2024 fandt det 43. interparlamentariske møde mellem EU og Australien sted i Bruxelles, efterfulgt af det 44. interparlamentariske møde i Canberra den 27. oktober 2025.

    I marts 2026 afsluttede EU og Australien forhandlingerne om en frihandelsaftale. Aftalen vil fjerne over 99 % af tolden på EU's eksport til Australien med besparelser på op til 1 mia. EUR i årlig told for EU-eksportører. EU's årlige eksport forventes at stige med 33 % i løbet af det næste årti med en forventet stigning i BNP på 4 mia. EUR frem til 2030. Aftalen vil også forbedre EU's adgang til kritiske råstoffer. Geografiske betegnelser for EU-varer vil også blive sikret, hvilket vil beskytte 396 alkohol-, landbrugs- og fødevareprodukter. Australien har imidlertid sikret en vis fleksibilitet med hensyn til visse geografiske betegnelser med en udfasningsperiode.

    Frihandelsaftalen beskytter følsomme landbrugsmarkeder i EU, og EU forbeholder sig ret til at indføre beskyttelsesforanstaltninger for at forhindre overmætning. Australiens og EU's investeringer i bæredygtighed er også et centralt element i frihandelsaftalen. Dette omfatter en bindende forpligtelse til klimamålene i Parisaftalen og til at bevare biodiversiteten, bæredygtigt fiskeri og skovbrug. Desuden vil frihandelsaftalen liberalisere handel med og investeringer i varer og tjenesteydelser, der modvirker klimaændringerne, ved at fjerne tolden på vedvarende energi og energieffektive produkter.

    I forbindelse med frihandelsaftalen indledte Australien og EU også formelt forhandlinger om Australiens tiltrædelse af Horisont Europa-programmet, EU's flagskibsfinansieringsprogram for videnskabelig topkvalitet og innovation på 93,5 mia. EUR. Dette vil styrke forsknings- og uddannelsessamarbejdet mellem Australien og EU. Australien er allerede aktiv i programmet, og australske forskere og organisationer bidrager til over 200 Horisont Europa-projekter vedrørende kritiske råstoffer, digital innovation, sundhed og ren energi. Fuld associering med Horisont Europa vil gøre det muligt for australsk forskning at få adgang til EU-finansieringsmuligheder.

    2. New Zealand

    Forbindelserne mellem EU og New Zealand reguleres i øjeblikket ved partnerskabsaftalen mellem EU og New Zealand om forbindelser og samarbejde (PARC), som blev undertegnet i oktober 2016 og trådte i kraft i juli 2022. Aftalen fremmer det bilaterale samarbejde ved at styrke den politiske dialog og forbedre samarbejdet om økonomiske og handelsmæssige anliggender samt inden for en lang række andre områder, lige fra innovation, uddannelse og kultur til migration, terrorbekæmpelse, bekæmpelse af organiseret kriminalitet og cyberkriminalitet samt retligt samarbejde.

    Det første møde i Det Blandede Udvalg efter PARC's ikrafttræden fandt sted i februar 2023 og det andet den 27. maj 2024 i Bruxelles. Møderne havde fokus på udenrigspolitik, navnlig i forbindelse med Ruslands aggression mod Ukraine og Kinas ekspansion, sikkerhed, handel, forskning og innovation, bæredygtig udvikling, menneskerettigheder og retlige anliggender. Lederne glædede sig over afslutningen af forhandlingerne om frihandelsaftalen mellem EU og New Zealand og New Zealands associering med forskningsprogrammet Horisont Europa og undertegnelsen af en aftale om udveksling af personoplysninger.

    EU og New Zealand arbejder tæt sammen om handelspolitik, bilateralt og inden for WTO som et regelbaseret handelssystem. I 2024 rangerede EU som New Zealands fjerdestørste handelspartner og tegnede sig for 6,6 % af New Zealands samlede eksport og 12,5 % af landets import. New Zealand og EU blev enige om at uddybe deres samarbejde vedrørende klimaforandringer, bl.a. gennem en dialog på højt plan om klima og landbrug, inden for rammerne af EU's strategiske dialog om landbrug. De bilaterale parlamentariske forbindelser udvikler sig fortsat, og disse fælles tilsagn blev også drøftet på det 28. interparlamentariske møde mellem EU og New Zealand, der blev afholdt den 17. oktober 2024 i Bruxelles, og på det 29. interparlamentariske møde mellem EU og New Zealand, der blev afholdt den 21.-23. juli 2025 i Wellington.

    B. Østater i Stillehavet

    De 15 uafhængige østater i Stillehavet, som EU har et partnerskab med, er:

    • Fiji, Papua Ny Guinea, Salomonøerne og Østtimor, der tilsammen tegner sig for 90 % af regionens landområde og befolkning
    • 11 lande i Stillehavet, der sammen med Salomonøerne af FN er blevet udpeget som små udviklingsøstater i Stillehavet: Cookøerne, Kiribati, Mikronesien, Nauru, Niue, Palau, Marshalløerne, Samoa, Tonga. Tuvalu og Vanuatu.
    • De 15 uafhængige østater i Stillehavet har et samlet areal på 528 000 km² og er en del af OACSS. EU's forbindelser med de uafhængige østater i Stillehavet har fokus på udviklingssamarbejde, havforvaltning og klimaforandringer.

      EU's strategi i forbindelse med de uafhængige østater i Stillehavet er fastsat i den fælles meddelelse fra 2012 med titlen "Mod et nyt udviklingspartnerskab mellem EU og Stillehavsområdet" og blev i 2021 ajourført ved EU's strategi for samarbejde i den indopacifiske region. På det tidspunkt blev strategien bygget på rammen fra Cotonouaftalen med OACSS-landene. I november 2023 undertegnede EU og OACSS officielt en ny partnerskabsaftale – Samoaaftalen. Samarbejde om handel og investeringer, udvikling og regionalisering er centrale aspekter i den nye aftale. Den omfatter en lang række områder såsom bæredygtig udvikling og vækst, menneskerettigheder og fred og sikkerhed med henblik på at fremme regional integration. Den midlertidige anvendelse af aftalen begyndte den 1. januar 2024. Aftalen udgør den nye retlige ramme og regulerer de politiske, økonomiske og samarbejdsmæssige forbindelser mellem EU og OACSS-medlemmerne i en periode på 20 år.

      C. EU-associerede oversøiske lande og territorier

      Der er 13 oversøiske lande og territorier (OLT'er), der er associeret med EU, og som ligger i forskellige dele af verden. Disse er ikke uafhængige nationer, men afhænger i varierende grad af tre EU-medlemsstater, som de har særlige forbindelser til – Danmark, Frankrig og Nederlandene. Tre EU-associerede OLT'er, der alle er knyttet til Frankrig, er beliggende i Stillehavsområdet: Ny Kaledonien, Fransk Polynesien og Wallis og Futuna.

      D. Samoaaftalen

      Samoaaftalen bygger på et fælles grundlag, der fastlægger de værdier og principper, som forener parterne. Desuden indfører den tre specifikke regionale protokoller for Afrika, Caribien og Stillehavet med henblik på at fremme regional integration. De regionale protokoller giver mulighed for at oprette selvstændige strukturer til uafhængig videreførelse af forbindelserne mellem EU og de tre forskellige involverede regioner (se 5.6.6). Aftalen fastsætter også en stærk parlamentarisk dimension med en permanent blandet parlamentarisk forsamling OACSS-EU, som varetager en klar, rådgivende rolle. For at afspejle den stærke regionale dimension i den nye aftale omfatter den desuden tre regionale parlamentariske forsamlinger, som vil fungere selvstændigt og også have en klar rådgivende rolle.

      Europa-Parlamentets holdning til udviklingen af Samoaaftalen kom til udtryk i tre beslutninger:

      • beslutning om fremtiden for forbindelserne AVS-EU efter 2020 (af 4. oktober 2016)
      • beslutning om de forestående forhandlinger om en ny partnerskabsaftale mellem Den Europæiske Union og Gruppen af Stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet (af 14. juni 2018)
      • beslutning om de igangværende forhandlinger om en ny partnerskabsaftale mellem EU og Gruppen af Stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet (af 28. november 2019).
      • I disse beslutninger glædede Parlamentet sig over den overordnede struktur for samarbejdet mellem OACSS og EU og gentog betydningen af, hvor vigtigt det er med en parlamentarisk dimension i partnerskabet. EU er OACSS' femtestørste handelspartner i Stillehavsregionen med en handel til en værdi af 3,8 mia. EUR i 2024. Den økonomiske partnerskabsaftale (ØPA) mellem EU og Stillehavsområdet blev ratificeret af Parlamentet i januar 2011 og af Papua Ny Guinea i maj 2011. Fijis regering begyndte at anvende aftalen i juli 2014. Samoa tiltrådte også og begyndte at anvende aftalen i december 2018. Salomonøerne tiltrådte også og begyndte at anvende aftalen i maj 2020. Tonga, Niue og Tuvalus tiltrædelse af ØPA'en blev godkendt af Europa-Parlamentet i december 2024.

        EU er den tredjestørste donor af udviklingsbistand til OACSS-landene i Stillehavsområdet efter Australien og Japan. EU's udviklingsbistand til Stillehavsområdet i perioden 2021-2027 beløber sig til ca. 750 mio. EUR (herunder bistand til OLT'erne i Stillehavsområde).

        EU's instrument for naboskab, udviklingssamarbejde og internationalt samarbejde (et globalt Europa) trådte i kraft i 2021 og er blevet det vigtigste finansieringsinstrument for EU's samarbejde og udvikling med partnerlande under EU's langsigtede budget for perioden 2021-2027. Det inkluderer blandt andre instrumenter, Den Europæiske Udviklingsfond (EUF), som tidligere lå uden for EU-budgettet. Medtagelsen af EUF i Unionens budget vil styrke Europa-Parlamentets kontrolbeføjelser og bidrage til at styrke den offentlige legitimitet og politiske synlighed af EU's eksterne bistand som helhed.

        De uafhængige østater i Stillehavet står over for store udviklings- og klimarelaterede udfordringer. Hvad angår klimaforandringer støttede EU og de små udviklingsøstater i Stillehavet indgåelsen af Parisaftalen under FN's 21. klimakonference (COP21) i 2015. Fiji havde formandskabet for den 23. klimakonference (COP23), som fandt sted i Bonn i Tyskland den 6.-17. november 2017.

        Stillehavsøernes Forum, en politisk gruppering med 18 medlemmer, er en samtalepartner for EU for så vidt angår udviklingsfinansiering og handelsforhandlinger. Grupperingen omfatter: Australien, Cookøerne, Mikronesien, Fiji, Kiribati, Nauru, New Zealand, Niue, Palau, Papua Ny Guinea, Marshalløerne, Samoa, Salomonøerne, Tonga, Tuvalu, Vanuatu, Ny Kaledonien og Fransk Polynesien.

        Den Interparlamentariske Forsamling for Stillehavsområdet (PIPA) blev oprettet med undertegnelsen af Natadolaerklæringen i august 2025. Det er en regional sammenslutning af Stillehavsøernes parlamenter og lovgivende forsamlinger, der fremmer interparlamentariske kontakter og dialog, samarbejde og udveksling af erfaringer og viden mellem sine medlemmer. PIPA's hovedkvarter ligger i Tahiti, hvor den første generalforsamling finder sted i september 2026.

        Europa-Parlamentets rolle

        Europa-Parlamentets forbindelser med henholdsvis Australiens parlament og New Zealands parlament går tilbage til 1979, hvor Europa-Parlamentets delegation for forbindelserne med Australien og New Zealand (DANZ) blev oprettet. Siden da har DANZ deltaget i regelmæssige interparlamentariske møder med det australske og det newzealandske parlament for at fremme forbindelserne med de to lande og drøfte spørgsmål af fælles interesse såsom landbrug, energi, miljø og klimaforandringer, udviklingsmæssigt og økonomisk samarbejde, videnskab og teknologi, handel, fremme af global og regional sikkerhed i Asien og Stillehavsområdet, terrorbekæmpelse og menneskerettigheder. Det 42. og seneste interparlamentariske møde mellem EU og Australien fandt sted i december 2022 i Bruxelles. Det 27. interparlamentariske møde mellem EU og New Zealand fandt sted i februar 2023 i Wellington og Christchurch.

        For så vidt angår dets forbindelser med de andre Stillehavslande er Parlamentet, repræsenteret ved Europa-Parlamentets Stillehavsområdet-EU-delegation, som består af et lige antal repræsentanter for EU og Stillehavsområdet. Delegationens hovedopgave er at forberede møderne i Den Parlamentariske Forsamling Stillehavsområdet-EU, evaluere og følge op på Europa-Parlamentets aktiviteter, organisere møder med højtstående personer fra Stillehavsområdet og drøfte aktuelle emner i forbindelse med gennemførelsen af Samoaftalen. Det første møde i Den Blandede Parlamentariske Forsamling OACSS-EU (også med deltagelse af repræsentanter for Afrika og Caribien) fandt sted i Luanda, Angola, den 21. februar 2024 under temaet "En ny begyndelse for forbindelserne mellem OACSS og EU: På vej mod et menneskeledet partnerskab". I tilknytning til dette møde blev det konstituerende møde i Den Parlamentariske Forsamling Stillehavsområdet-EU afholdt.

        Dette faktablad er udarbejdet af Europa-Parlamentets sekretariater og dækker delegationerne for forbindelserne med Stillehavsøerne og Australien og New Zealand. Yderligere oplysninger findes på webstederne for Europa-Parlamentets Stillehavsområdet-EU-delegation og Europa-Parlamentets Delegation for Forbindelserne med Australien og New Zealand.

         

        Jonas KRAFT / Niccolò RINALDI