Ny EU-lovgivning skal skærpe konkurrencen på telekommunikationsmarkedet. Det vil give lavere priser og flere valgmuligheder for forbrugerne. Lovgivningen vil give ensartede markedsvilkår på europæisk plan og forenkle reglerne, så det bliver lettere for nye firmaer at komme ind på markedet. På den måde vil tidligere statsmonopoler ikke længere have urimelige fordele. Takket være Europa-Parlamentet sikrer den nye lovgivning den kulturelle mangfoldighed, tager højde for handicappede brugeres behov og mindsker den indvirkning, den nye telekommunikationsinfrastruktur får på miljøet.
De nye europæiske rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester dækker alle satellit- og jordbaserede kommunikationsnet:: offentlig telefoni, internettet, kabel-tv, mobiltelefoner og radio- og tv-spredning. Formålet er at bringe den eksisterende EU-telekommunikationslovgivning på linje med de vidtrækkende teknologiske fremskridt, der er sket inden for telekommunikationssektoren de seneste år. Lovgivningen er teknologineutral. Den ligestiller nemlig alle transmissionsnet og giver EU et regelsæt, der fremmer konkurrence og placerer Europa langt foran dets største handelspartnere. Lovgivningen forsøger at fjerne bureaukratiske regler, der forhindrer adgang til de nationale markeder ved at strømline reglerne for markedsdeltagerne og gøre dem ensartede på EU-plan. Hele pakken (fem direktiver og en forordning) beskrives nedenfor, bortset fra direktivet om beskyttelse af personoplysninger, der behandles i temabladet om internettet.
Ensartede rammebestemmelser
Det første direktiv skaber en generel juridisk ramme for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester. Det udstikker principper og mål for regulerende myndigheder og retningslinjer for, hvordan man skal forvalte begrænsede ressourcer som radiofrekvenser. Selv om Parlamentet godkendte dette direktiv, insisterede det på, at de nationale regulerende myndigheder også skulle fremme politikker, der skabte grobund for kulturel og sproglig mangfoldighed såvel som pluralisme i medierne. Dertil kommer, at de nye rammebestemmelser takket være Parlamentet nu også har det specifikke mål, at alle brugere, også handicappede brugere, skal kunne få det størst mulige udbytte i form af valgmuligheder, pris og noget for pengene.
EP--medlemmerne pressede også på for større kompatibilitet (eller "interoperabilitet") mellem interaktive tjenester på digitalt tv ved at opfordre til, at alle nye markedsdeltagere skulle benytte en enkelt standardteknologi (Multimedia Home Platform). Imidlertid argumenterede industriministrene i Rådet for, at standardiseringen skulle komme fra branchen selv og være frivillig. Resultatet var et kompromis mellem de to standpunkter: Medlemsstaterne skal kun "tilskynde" udbyderne af digitale tv-platforme til at benytte sådanne standarder, men Kommissionen vil tage situationen op til fornyet overvejelse efter et år med det formål eventuelt at indføre en obligatorisk standard efter offentlig høring.
Udstedelse af tilladelser
Alle kræfter må sættes ind på at undgå, at de gældende regler hindrer adgang til markedet. Dette vil sætte skub i udviklingen af nye elektroniske kommunikationstjenester og gøre det muligt for både tjenesteudbydere og forbrugere at drage fordel af enhedsmarkedets stordriftsfordele. Derfor er formålet med det andet direktiv at standardisere procedurerne for udstedelse af tilladelser til udbydere af elektroniske kommunikationstjenester og -net. Direktivet erstatter således den eksisterende brede vifte af vidt forskellige regler i EU.
Selv om Parlamentet lagde vægt på, at nye firmaer skulle tilskyndes til at komme ind på markedet, insisterede det på, at regeringerne måtte kompensere eksisterende udbydere, hvis de begrænser eller fjerner disse udbyderes ret til at installere nye tekniske faciliteter. EP-medlemmerne krævede også, at der skulle informeres om rettigheder, vilkår, procedurer, afgifter og gebyrer på alle administrative planer.
Netadgang
Det er også afgørende, hvordan medlemsstaterne regulerer adgang til elektroniske kommunikationsnet og samtrafik mellem dem. Et tredje direktiv skal derfor standardisere de forskellige nationale reguleringssystemer. Målet er at fremme bæredygtig konkurrence og samtrafik mellem elektroniske kommunikationstjenester. Parlamentet lagde vægt på at gøre priserne mere gennemskuelige for at gøre markedet mere effektivt. Derfor insisterede det på, at Kommissionen skulle overvåge og offentliggøre oplysninger om eventuelle omkostninger, der har betydning for de priser, slutbrugerne betaler. EP-medlemmerne var også bekymret for, om ny infrastruktur, f.eks. mobiltelefonmaster, kunne skade miljøet eller skæmme landskabet. Takket være Parlamentet skal de nationale regeringer nu gøre en indsats for at mindske dette problem.
Forsyningspligt
Et fjerde direktiv skal sikre, at tjenester af god kvalitet er offentligt tilgængelige i hele EU i de tilfælde, hvor markedet ikke opfylder brugernes behov tilfredsstillende. Her insisterede Parlamentet på, at medlemsstaterne skulle sørge for, at handicappede og personer med særlige sociale behov havde billig adgang til offentlig fastnettelefoni. EP-medlemmerne understregede endnu engang, at priserne skulle være gennemskuelige, og det lykkedes dem at komme igennem med, at forbrugerne skulle have de nødvendige oplysninger for at kunne træffe et informeret valg baseret på forskellige forbrugsmønstre.
Billigere internetadgang
Endelig fik EP-medlemmerne afgørende indflydelse på indholdet af en forordning, der har mindsket omkostningerne ved at bruge internettet, da den har åbnet lokale markeder for større konkurrence og teknologisk innovation. Forordningen har den lidt klodsede titel "ubundtet adgang til abonnentledninger".
Abonnentledningen er det sidste stykke ledning i et telekommunikationsnet, der forbinder forbrugeren til nettet. Den ejes traditionelt af det lokale telekommunikationsselskab, normalt et monopol eller tidligere monopol. Hvis nye markedsdeltagere ikke har adgang til abonnentledningerne, forspilder man muligheden for øget konkurrence og innovation. Abonnentledninger var et af de områder, hvor der var mindst konkurrence på det liberaliserede telekommunikationsmarked, men "ubundtet" eller liberaliseret adgang har stimuleret konkurrencen og sat skub i væksten inden for e-handel og e-forretning i Europa.
Parlamentet insisterede på, at forordningen skulle indeholde en minimumsliste over oplysninger, eksisterende operatører skulle give nye markedsdeltagere. For at undgå, at de tidligere monopoler trækker tiden ud, krævede EP-medlemmerne, at nye markedsdeltagere skulle have kompensation, hvis de eksisterende operatører ikke rettede sig efter bestemmelserne. Forordningen blev sendt hurtigt gennem lovgivningsprocessen og trådte i kraft den 1. januar 2001. På den måde fik forbrugerne hurtigere gavn af den større konkurrence og lavere priser. Resten af lovgivningspakken trådte i kraft den 24. juli 2003.
3G-mobiltelefonteknologi
Ud over lovgivningspakken vedtog Europa-Parlamentet en beslutning i februar 2003, hvor det opfordrede til fælles brug af netinfrastrukturen i hele EU for at fremskynde den fulde dækning med 3G-net og -tjenester.
EU er på forkant med udviklingen inden for mobiltelefonteknologi. Det seneste stadium er tredje generationsteknologien (eller 3G). Udtrykket benyttes inden for trådløs teknologi til at betegne en samling internationale standarder og teknologier, der skal forbedre de trådløse mobilnets ydeevne. Den øger de nuværende apparaters muligheder, herunder højere datahastighed og større kapacitet til at overføre samtaler og data.
Parlamentet lægger hovedvægten på, at der opbygges infrastruktur til fælles brug af nettet i hele EU, så 3G-net og -tjenester kan blive udbygget hurtigere og billigere. EP-medlemmerne ønsker, at Kommissionen udstikker retningslinjer for denne udvikling, men de understreger samtidig, at det ikke er nødvendigt med lovgivning, da det er afgørende at lade markedet fungere frit. Parlamentet mener, at der ikke er nogen grund til at være bekymret over sundhedsfaren, da graden af eksponering fra elektromagnetiske felter som følge af mobilt kommunikationsudstyr i EU-medlemsstaterne ligger langt under de grænseværdier, der anbefales af WHO.
|