Europa-Parlamentet

Highlights 1999-2004

 
Europa-Parlamentet
EP-valg
EP: Organisation
og arbejdsmåde
Medbestemmelse
og andre procedurer
Budgetbeføjelser
Budgetkontrol
Demokratisk tilsyn
Statut for MEP'erne og
europæiske politiske partier
Midlertidige udvalg
og undersøgelsesudvalg
Andre EU-institutioner
EU-reformer
Udvidelse
Borgernes rettigheder
Retlige og indre anliggender
Eksterne forbindelser
Miljø / forbrugerbeskyttelse
Transport- / regionalpolitik
Landbrug / fiskeri
Økonomisk
og monetær politik
Beskæftigelses- og social-
politik / Kvinders rettigheder
Indre marked / industri / energi / forskning
 

EPP-ED PSE Group ELDR GUE/NGL The Greens| European Free Alliance UEN EDD/PDE


EU-institutionerne

Den Europæiske Union er ikke en forbundsstat på linje med USA og heller ikke et simpelt samarbejdsorgan ligesom FN. Det er tværtimod en helt enestående politisk, juridisk og institutionel konstruktion. EU's medlemsstater har bevaret deres suverænitet, men har valgt at føre en fælles politik på en række områder. De har skabt særlige institutioner, som har til opgave at definere og gennemføre disse fælles politikker. Her følger en kortfattet beskrivelse af de vigtigste EU-institutioner.

Hele EU-samarbejdet er baseret på et institutionelt trekantsforhold mellem Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet. Kommissionen, der i EKSF-traktaten blev beskrevet som en egentlig overnational instans, kom til at spille en lidt mindre fremtrædende rolle med EØF-traktaten. Alligevel er Kommissionen den dag i dag drivkraften bag den europæiske integrationsproces. Først og fremmest er det Kommissionen, der har initiativretten, når det gælder EU-lovgivningen og EU-budgettet: Kommissionen fremsætter forslag. Til gengæld er det Rådet, hvor regeringerne er repræsenteret, og Parlamentet, som repræsenterer borgerne, der sammen træffer afgørelser. Disse to institutioner tager stilling til lovgivnings- og budgetspørgsmål i fællesskab. Denne oprindelige trekant af institutioner er i tidens løb blevet forvandlet til en firkant - Det Europæiske Råd er kommet til og slår takten i EU-arbejdet.

Det Europæiske Råd

I 1961 begyndte stats- og regeringscheferne fra EØF-landene at holde uformelle møder. I 1974 vedtog man, at disse topmøder skulle spille en mere fremtrædende rolle og finde sted mere regelmæssigt. "Det Europæiske Råd" blev skabt og begyndte at holde møder to gange om året for at fungere som inspirationskilde for EU's udvikling og fastlægge overordnede politiske retningslinjer. Det Europæiske Råd fungerer ikke i sig selv som lovgiver. Det træffer konsensusafgørelser. Det Europæiske Råds konklusioner har hidtil ikke haft nogen juridisk værdi, men fungerer ikke desto mindre som en rettesnor for EU's arbejde, fordi de jævnligt indeholder en opfordring til de andre institutioner om at gennemføre konkrete foranstaltninger.

Det Europæiske Råd består af stats- og regeringscheferne og Kommissionens formand. Det er gængs praksis, at Parlamentets formand er fast gæst ved Det Europæiske Råds møder og holder en tale som indledning til disse møder. I øjeblikket er det den medlemsstat, som har det halvårlige formandskab i Rådet, der også varetager formandskabet for Det Europæiske Råd. I 2003 udarbejdede EU-Konventet imidlertid et udkast til en forfatning for Europa, der opererer med et længere formandskab: Det Europæiske Råds formand skal vælges af stats- og regeringscheferne med kvalificeret flertal for en periode på to et halvt år (se temabladet om EU-Konventet).

Det Europæiske Råd træder fremover sammen fire gange om året. I de seneste to år har Det Europæiske Råd holdt sine møder skiftevis i Bruxelles og i den medlemsstat, der har haft det halvårlige formandskab. Fra den 1. maj 2004 skal alle møder finde sted i Bruxelles.

Rådet

Rådet består af en repræsentant for hver enkelt medlemsstat på ministerplan. Det er i Rådet, at de forskellige nationale holdninger til de politiske spørgsmål kommer til orde. Rådet deler de lovgivende og budgetmæssige beføjelser med Parlamentet, men har også udøvende beføjelser. Indtil 2002 holdt Rådet møder i 16 forskellige sammensætninger alt efter sagsområde. Man besluttede at rationalisere disse møder til fremover kun at omfatte Rådet i 9 sammensætninger: almindelige anliggender og udenrigspolitik; økonomi og finans; retlige og indre anliggender; beskæftigelse, social- og arbejdsmarkedspolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse; konkurrenceevne; transport, kommunikation og energi; landbrug og fiskeri; miljø; uddannelse, ungdom og kultur.

Rådet har sit hjemsted i Bruxelles, men holder møder i Luxembourg i april, juni og oktober. Medlemsstaterne har formandskabet på skift for et halvår ad gangen, og formandskaberne er programsat frem til 2006: Irland og Nederlandene i 2004, Luxembourg og Det Forenede Kongerige i 2005, Østrig og Finland i 2006. Ifølge forfatningsudkastet skal formandskabet fremover rotere for et helt år ad gangen, og Det Europæiske Råd skal fastsætte regler for rotationsordningen med enstemmighed på grundlag af en ordning med ligelig rotation.

Rådet træffer afgørelse med kvalificeret flertal, medmindre andet er fastsat (f.eks. på det skatte- og afgiftsmæssige område og inden for visse områder af social- og arbejdsmarkedspolitikken). I øjeblikket er medlemsstaternes stemmer vægtet efter befolkningstal, men ud fra et degressivt proportionalitetsprincip, der rækker fra 10 stemmer til de mest folkerige stater (Tyskland, Det Forenede Kongerige, Frankrig, Italien) til 2 stemmer til de mindst folkerige (Cypern, Luxembourg og Malta). Fra den 1. maj 2004 får Rådet 25 medlemmer med i alt 124 stemmer, og der kræves 88 stemmer for at få kvalificeret flertal - denne model anvendes dog kun i nogle få måneder.

Ifølge Nice-traktaten skal vægtningen ændres fra den 1. november 2004 ud fra retningslinjer, der i højere grad tilgodeser de store medlemsstater. Fra samme dato har de store medlemsstater kun ret til at have ét medlem af Kommissionen. Med denne nye vægtning får de nævnte fire store lande 29 stemmer, Spanien og Polen 27 stemmer, Nederlandene 13 stemmer... og Malta 3 stemmer. Alt i alt 321 stemmer fordelt på de 25 medlemsstater med en tærskel på 232 stemmer for kvalificeret flertal.

Forfatningsudkastet lægger op til at udskifte dette komplicerede system med et dobbelt flertal, der fungerer langt enklere: Der opnås kvalificeret flertal, når der er tilslutning fra halvdelen af medlemsstaterne, som samtidig skal repræsentere 60% af EU's befolkning. Det var i bund og grund denne reform, der splittede Det Europæiske Råds møde i Bruxelles i december 2003.

Kommissionen

Kommissionen er et kollegialt organ, der er politisk uafhængigt og repræsenterer almene europæiske interesser. Selv om Det Europæiske Råd har styrket sin position og derfor stjæler rampelyset fra Kommissionen, er det stadig Kommissionen, der fungerer som drivkraften i EU-systemet. Lovgivningsinitiativet ligger udelukkende hos Kommissionen, der også har visse overnationale beføjelser særlig på det konkurrencepolitiske område og fungerer som traktaternes vogter og i denne egenskab kan indstævne medlemsstaterne for EF-Domstolen, hvis de ikke overholder deres forpligtelser. Desuden er det Kommissionens ansvar at omsætte Parlamentets og Rådets beslutninger i praksis og at gennemføre budgettet. Inden for konkurrencepolitik, udenrigshandel og landbrugspolitik har Kommissionen i øvrigt uafhængige beføjelser og kan for eksempel give bøder til virksomheder eller forhandle i Verdenshandelsorganisationen (WTO).

Betegnelsen "Kommissionen" dækker både hele det forvaltningsapparat, der står for alle disse arbejdsopgaver, og den politiske instans i skikkelse af kommissærkollegiet, der har hjemsted i Bruxelles. Kommissærernes embedsperiode er forlænget til fem år for at svare til valgperioden for Europa-Parlamentet. Efter nyvalg er det netop en af Europa-Parlamentets første opgaver at indsætte en formand for Kommissionen og derefter det samlede kommissærkollegium. Kommissærerne indstilles af medlemsstaterne, men er i princippet uafhængige. Kommissærkollegiet står til gengæld til ansvar over for Europa-Parlamentet, der kan fremsætte et mistillidsvotum til det samlede kollegium (hvilket aldrig er sket).

Det er en udbredt opfattelse, at antallet af kommissærer dikterer kollegiets effektivitet. Hidtil har de "store" medlemsstater haft to kommissærer hver, mens de øvrige medlemsstater har haft én kommissær hver, altså i alt 20 kommissærer for de 15 EU-medlemsstater. Efter udvidelsen den 1. maj 2004 stiger tallet til 30 med en ny kommissær for hver ny medlemsstat. Den nye Kommission, der tiltræder i november 2004, kommer kun til at omfatte én kommissær pr. medlemsstat, altså i alt 25 kommissærer. I henhold til Nice-traktaten skal der være mindre end 27 kommissærer, når EU får 27 medlemsstater. Ifølge forfatningsudkastet skal antallet af kommissærer "med stemmeret" nedbringes til 15 i 2009, iberegnet formanden og den kommende EU-udenrigsminister, mens der bliver et ubestemt antal kommissærer uden stemmeret. De to "kategorier" vælges på grundlag af en ordning med ligelig rotation mellem medlemsstaterne.

Parlamentet

I det institutionelle trekantsforhold er det helt klart Europa-Parlamentet, der har vundet terræn i de seneste årtier, navnlig efter at de første direkte valg blev afholdt i 1979. Den fælles beslutningsprocedure har vundet almindelig udbredelse og vil blive styrket yderligere ifølge forfatningsudkastet, og dermed er Parlamentet blevet et egentligt lovgivende organ på lige fod med Rådet. Hvis man sammenligner EU-modellen med klassiske føderale systemer, repræsenterer Europa-Parlamentet befolkningernes kammer, mens Rådet svarer til delstaternes kammer.

Det afgående Parlament har 626 medlemmer. Med udvidelsen og den nye fordeling af mandater får Parlamentet 732 medlemmer efter valget den 13. juni 2004. Forfatningsudkastet opererer med et loft på 736 medlemmer og tildeler de mindste medlemsstater mindst fire medlemmer.

Europa-Parlamentet har hjemsted i Strasbourg, hvor der hvert år afholdes tolv mødeperioder på hver fire dage. Parlamentets udvalg og politiske grupper mødes derimod i Bruxelles, hvor der også afholdes supplerende mødeperioder. Parlamentets administration er placeret dels i Bruxelles og dels i Luxembourg.

Disse temablade er udarbejdet som optakt til valget til Europa-Parlamentet, og derfor findes der otte andre temablade, som beskriver Europa-Parlamentets beføjelser og funktionsmåde i hovedtræk.

Andre institutioner og organer

Ud over de politiske institutioner findes der flere andre instanser, som indgår i EU's samlede struktur. EF-Domstolen i Luxembourg håndhæver fællesskabsretten. De andre EU-institutioner kan indbringe sager for Domstolen, der ikke må forveksles med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg, som hører under Europarådet. I Luxembourg finder man også Revisionsretten, der sikrer en forsvarlig forvaltning af EU's finanser. Den Europæiske Ombudsmand er placeret i Strasbourg og skal sikre, at EU-institutionerne præsterer god forvaltning over for borgerne (se temabladet om unionsborgerskabet).

Blandt de finansielle institutioner kan i øvrigt nævnes Den Europæiske Centralbank (ECB), der har ansvaret for den monetære politik i eurozonen, med hjemsted i Frankfurt (se temabladet om den demokratiske kontrol med ECB). Og Den Europæiske Investeringsbank, der finansierer europæiske investeringsprojekter og har hjemsted i Luxembourg.

Der findes to rådgivende organer med hjemsted i Bruxelles: Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, som repræsenterer økonomiske, sociale og andre samfundsmæssige interesser i EU, og Regionsudvalget, hvor de regionale og lokale myndigheder kommer til orde.  Endelig har EU femten specialiserede agenturer med hjemsted rundt omkring i medlemsstaterne, hvor de udfører klart afgrænsede tekniske, videnskabelige eller administrative opgaver, f.eks. hvad angår miljøet, lægemidler eller fødevaresikkerhed.



  
Links til EU-institutioner og -organer:
  
Rådet for Den Europæiske Union
Europa-Kommissionen
Europa-Parlamentet
De Europæiske Fællesskabers Domstol
Den Europæiske Revisionsret
Den Europæiske Ombudsmand
Den Europæiske Centralbank
Den Europæiske Investeringsbank
Den Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg
Regionsudvalget
Det Europæiske Fællesskabs agenturer

 

 

 
  Publishing deadline: 2 April 2004