| Bankgebyrer for at overføre euroer fra en konto i et EU-land til en konto i et andet er nu de samme som for overførsler af euroer inden for samme land. Man skal heller ikke betale mere, end man gør i sit eget land, når man betaler med kreditkort eller hæver penge i hæveautomater i et andet EU-land. Disse nye bestemmelser er indført med en EU-forordning, der kræver, at banker opkræver ens gebyrer på nationale og grænseoverskridende banktransaktioner i euro. Denne nye lov kommer som svar på mange års opfordringer fra Europa-Parlamentet.
Efterhånden som den dag nærmede sig, hvor eurosedler og -mønter kom i omløb - 1. januar 2002 - var der stigende bekymring for, at forretningslivet og forbrugerne ikke kom til at nyde godt af nogle af fordelene med det samme. Banker havde ikke pligt til at opkræve samme gebyr for grænseoverskridende eurotransaktioner som for indenlandske betalinger, og alt tydede på, at mange ville fortsætte med at skelne mellem "indenlandske" og "udenlandske" betalinger i euro, selv om det nu var et kunstigt skel. Undersøgelser viste, at det kunne koste så meget som 24 euro i gebyr at overføre 100 euro fra et EU-land til et andet. I betragtning af de teknologiske fremskridt og den omstændighed, at kursrisikoen i eurozonen stod for fald, var EU-institutionerne enige om, at dette ikke var rimeligt.
Parlamentet havde længe støttet bestræbelser på at få sænket gebyrerne for grænseoverskridende overførsler, der stadig var højere end de indenlandske gebyrer, selv efter at euroen kom i brug for første gang i 1999. Det var også det generelle indtryk, at banker ikke oplyste tilstrækkeligt om gebyrer. Højere gebyrer for grænseoverskridende betalinger og overførsler blev også opfattet som en handelshindring og en bremse for det indre marked, ligesom de påvirkede offentlighedens tiltro til euroen. I begyndelsen argumenterede nogle banker mod regulering med den begrundelse, at markedskræfterne i sig selv ville være nok til at få gebyrerne til at falde. Parlamentet mente dog, at bankerne havde haft tid nok, og at princippet om ens gebyrer skulle indføres ved lov.
Det mente Europa-Kommissionen også og forelagde derfor et forslag til forordning, som Parlamentet godkendte i december 2001. Denne forordning tvang bankerne til at opkræve ens gebyrer pr. 1. juli 2002 for "elektroniske transaktioner" (hævning af kontanter og betalinger med kreditkort) og pr. 1. juli 2003 for overførsler fra en bankkonto til en anden. Denne bestemmelse gælder i begge tilfælde indtil et loft på 12.500 euro, men fra 1. januar 2006 hæves beløbsgrænsen til 50.000 euro. Dertil kommer, at bankerne skal informere kunderne skriftligt om de gebyrer, der opkræves på betalinger og overførsler på op til 50.000 euro. Disse bestemmelser gælder for overførsler af euro i alle medlemsstater, ikke kun dem i eurozonen.
Gradvis indførelse af et loft på 50.000 euro
Kommissionen og Parlamentet var oprindelig enige om, at loftet skulle være på 50.000 euro. Rådet pressede dog på for at få sænket loftet til 12.500 euro. For hurtigt at nå til enighed med Rådet og få lovgivningen vedtaget hurtigere accepterede Parlamentet til sidst dette som udgangspunkt, men på den betingelse, at beløbet skulle hæves til 50.000 euro i 2006. På den måde ville bankerne få tid til at tilpasse sig den nye lovgivning.
Lovgivningen gør det muligt for finansielle institutioner at konkurrere på deres gebyrer, men kun hvis de ikke favoriserer indenlandske overførsler. Bankerne kan også hæve de indenlandske gebyrer, da forordningen ikke kræver, at de skal sænke gebyrerne for grænseoverskridende transaktioner, men blot at de skal ligge på linje med de indenlandske. Den øgede konkurrence mellem pengeinstitutterne gør det dog næppe særlig sandsynligt, at noget sådant vil ske. Bankerne kan også tilbyde en samlet tarif for forskellige betalingstjenester. Her må de godt forskelsbehandle kunderne, når blot der ikke gøres forskel mellem grænseoverskridende og nationale betalinger. Der kan f.eks. være tale om, at man kunne hæve penge et bestemt antal gange uden gebyr, enten i hjemlandet eller udlandet, eller et årligt gebyr for at benytte kortet udenlands.
Kravet om ens gebyrer gælder ikke for papirchecks, da det koster mere at behandle dem end elektroniske betalinger. Bankerne kan også opkræve højere gebyrer, hvis kunderne ikke oplyser betalingsmodtagerens IBAN-nummer.
|
