Dette faktablad forklarer, hvordan Paristraktaten markerede det første skridt i retning af europæisk integration, og hvordan Romtraktaterne udvidede grundlaget herfor gennem oprettelsen af De Europæiske Fællesskaber. Det belyser, hvordan disse aftaler fremmede idéen om en fælles fremtid, og skitserer de centrale mål, hovedprincipperne og den institutionelle udvikling, der begyndte i kølvandet på anden verdenskrig.

Baggrund

Den Anden Verdenskrigs katastrofale følger og den konstante fare for en konfrontation mellem øst og vest gjorde det til en afgørende prioritet at nå til en fransk-tysk forsoning. Da de seks grundlæggende medlemsstater (Belgien, Frankrig, Italien, Luxembourg, Nederlandene og Tyskland) besluttede at sammenlægge deres kul- og stålindustri gennem Paristraktaten fra 1951, blev det første skridt på vejen mod europæisk integration taget. Romtraktaterne fra 1957 udvidede grundlaget for denne integration og videreudviklede samtidig Fællesskabernes økonomiske og institutionelle rammer.

Retsgrundlag

  • Traktaten om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF-traktaten eller Paristraktaten): Denne traktat, der blev undertegnet den 18. april 1951 og trådte i kraft den 23. juli 1952, oprettede Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF) og fælles institutioner, herunder Den Høje Myndighed, Den Parlamentariske Forsamling, Ministerrådet, Domstolen og Det Rådgivende Udvalg. I henhold til artikel 97 ville traktaten udløbe efter 50 år, hvilket ville ske den 23. juli 2002.
  • Traktaterne om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF) og Det Europæiske Atomenergifællesskab (Euratom) eller Romtraktaterne: Med disse traktater, der blev undertegnet den 25. marts 1957 og trådte i kraft den 1. januar 1958, blev Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF) og Det Europæiske Atomenergifællesskab (Euratom) oprettet. EØF-traktatens artikel 240 og Euratom-traktatens artikel 208 fastsatte udtrykkeligt, at begge traktater blev indgået for en ubegrænset periode.
  • Mål

    • Oprettelsen af EKSF var efter grundlæggernes erklærede ønske kun første skridt på vejen mod en "europæisk føderation". Det fælles marked for kul og stål skulle være et eksperiment, som gradvis ville kunne udvides til andre økonomiske områder og ultimativt udvikle sig til et Europa som en politisk enhed.
    • EØF havde som mål at skabe et fælles marked baseret på fri bevægelighed på fire områder (varer, personer, kapital og tjenesteydelser).
    • Formålet med Euratomtraktaten var at samordne forsyningen af fissile materialer og de forskningsprogrammer, som medlemsstaterne allerede havde påbegyndt eller stod for at påbegynde med henblik på fredelig udnyttelse af atomkraft.
    • Det fremgår af de tre traktaters præambler, at der lå en fælles inspiration bag oprettelsen af Fællesskaberne, nemlig en overbevisning om nødvendigheden af, at de europæiske stater går sammen om at skabe sig en fælles fremtid, hvilket vil være deres eneste chance for at kunne styre deres skæbne.
    • Hovedprincipperne for og udviklingen af De Europæiske Fællesskaber

      A. Den europæiske integrations oprindelse

      De Europæiske Fællesskaber (EKSF, EØF og Euratom) er undfanget af en langsom og gradvis udvikling af den europæiske idé og hænger uløseligt sammen med de begivenheder, som har præget kontinentet. Umiddelbart efter Anden Verdenskrig var det nødvendigt at omlægge de strategiske industrier, navnlig stålindustrien. Europas fremtid, som var truet af konfrontationen mellem øst og vest, afhang af Frankrigs og Tysklands forsoning.

      Den appel, som den franske udenrigsminister, Robert Schuman, udsendte den 9. maj 1950, kan betragtes som starten på Det Europæiske Fællesskab. Valget af kul og stål var på det tidspunkt stærkt symbolsk: i begyndelsen af 1950'erne var kul- og stålindustrierne de nøgleindustrier, som dannede grundlaget for et lands styrke. Ud over den åbenbare økonomiske interesse skulle foreningen af de franske og tyske ressourcer markere afslutningen på fjendskabet mellem disse to lande. Den 9. maj 1950 erklærede Robert Schuman: "Europa kan ikke dannes på én gang, og heller ikke i en samlet opbygning. Det kan dannes gennem konkrete resultater – der først skaber en faktisk solidaritet". Frankrig, Italien, Tyskland og Benelux-landene (Belgien, Nederlandene og Luxembourg) undertegnede med dette princip som grundlag Paristraktaten, der i sit væsen tilsigter:

      • fri bevægelighed for varer og fri adgang til produktionskilderne
      • konstant overvågning af markedet for at undgå markedsforvridninger, der kan gøre det nødvendigt at indføre produktionskvoter
      • overholdelse af konkurrencereglerne og en gennemskuelig prispolitik
      • støtte til modernisering og omstilling af kul- og stålsektorerne.
      • B. Fra Det Europæiske Forsvarsfællesskab til Romtraktaterne

        Kort efter undertegnelsen af Paristraktaten, på et tidspunkt hvor Frankrig modsatte sig en genopstilling af en national tysk hær, fremsatte René Pleven ikke desto mindre et forslag om at danne en europæisk væbnet styrke. Dette førte til forhandlingerne i 1952 om Det Europæiske Forsvarsfællesskab (EDC), som skulle ledsages af et politisk fællesskab (EPC). Begge projekter blev imidlertid opgivet, efter at den franske Nationalforsamling den 30. august 1954 havde nægtet at godkende ratifikationen af traktaten.

        Bestræbelserne på at videreføre det europæiske projekt, efter at EDC-traktaten var faldet til jorden, fik på ny vind i sejlene på Messinakonferencen i juni 1955 med konkrete forslag om en toldunion og atomenergi. Dette førte til undertegnelsen af de to traktater, EØF-traktaten og Euratomtraktaten.

        C. Det fælles marked og de fælles politikker

        Traktaten om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF-traktaten, Romtraktaten) sigtede mod:

        • at ophæve toldafgifterne mellem medlemsstaterne
        • at indføre en fælles ydre toldtarif
        • at indføre en fælles landbrugspolitik og en fælles transportpolitik
        • at oprette en europæisk socialfond
        • at oprette en europæisk investeringsbank
        • at udvikle tættere forbindelser mellem medlemsstaterne.
        • Til gennemførelse af disse målsætninger indeholdt EØF-traktaten retningsgivende principper og fastsatte rammerne for EF-institutionernes lovgivningsvirksomhed. Disse omfattede fælles politikker såsom: den fælles landbrugspolitik (artikel 38-43), transportpolitikken (artikel 74-75) og den fælles handelspolitik (artikel 110-113). Fællesmarkedet skulle muliggøre varernes frie bevægelighed og mobilitet for produktionsfaktorerne (fri bevægelighed for arbejdstagere og virksomheder, fri udveksling af tjenesteydelser og frie kapitalbevægelser).

          Traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab (Euratomtraktaten) havde oprindeligt meget ambitiøse mål, herunder "den hurtige dannelse og udvikling af en kerneenergiindustri". Atomsektorens særlig komplekse og følsomme karakter, der følger af, at den vedrører medlemsstaternes vitale interesser (forsvar og national uafhængighed), betød imidlertid, at ambitionerne med Euratomtraktaten måtte indskrænkes.

          D. Fællesskabernes institutionelle udvikling

          Konventionen vedrørende fælles institutioner for De Europæiske Fællesskaber, som blev undertegnet og trådte i kraft samtidig med Romtraktaterne, indeholdt bestemmelser om, at Den Parlamentariske Forsamling og Domstolen skulle være Fællesskabsinstitutioner. Denne proces med institutionel samling blev afsluttet med traktaten om oprettelse af et fælles Råd og en fælles Kommission for De Europæiske Fællesskaber af 8. april 1965, den såkaldte fusionstraktat.

          Herefter begyndte man at betone EØF's forrang frem for de sektorspecifikke fællesskaber EKSF og Euratom. Dette markerede en sejr over de sektorspecifikke organisationer for EØF-systemets almengyldighed og en konsolidering af dets institutioner.

          Europa-Parlamentets rolle

          Med Paristraktaten blev der oprettet en Fælles Forsamling som en af EKSF's institutioner. Konventionen vedrørende fælles institutioner for De Europæiske Fællesskaber, som blev undertegnet sammen med Romtraktaterne, indeholdt endvidere bestemmelser om en fælles Parlamentarisk Forsamling og en fælles Domstol for Fællesskaberne, hvilket bidrog til, at De Europæiske Fællesskabers institutionelle rammer blev gradvist mere forenede.

          Dette faktablad er blevet udarbejdet af Europa-Parlamentets Temaafdeling for Borgernes Rettigheder og Retlige og Institutionelle Anliggender. Yderligere oplysninger herom kan findes på webstedet for Udvalget om Konstitutionelle Anliggender.

           

          Mariusz Maciejewski