Europa-Parlamentet

Highlights 1999-2004

 
Europa-Parlamentet
EU-reformer
Udvidelse
Borgernes rettigheder
Retlige og indre anliggender
Eksterne forbindelser
Sikkerhed og forsvar
Menneskerettigheder
Balkan
Aftaler med ikke-EU-lande
Udenrigshandel
Udviklingssamarbejde
EU-AVS
Landminer
Miljø / forbrugerbeskyttelse
Transport- / regionalpolitik
Landbrug / fiskeri
Økonomisk
og monetær politik
Beskæftigelses- og social-
politik / Kvinders rettigheder
Indre marked / industri / energi / forskning
 

EPP-ED PSE Group ELDR GUE/NGL The Greens| European Free Alliance UEN EDD/PDE


Udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik:
et lille skridt ad gangen

I et kvart århundrede drøftede EU's medlemsstater internationale politiske spørgsmål, hvilket imidlertid sjældent udmøntede sig i andet og mere end afgivelse af erklæringer. Efter Sovjetunionens fald og destabiliseringen af Balkan og Østeuropa er udenrigs-, sikkerheds- og forsvarsspørgsmålene kommet højere op på EU's dagsorden, omend de stadig ikke er blevet til egentlige, effektive fællesskabspolitikker, sådan som et stort flertal af borgerne og MEP'erne ønsker det. Europa-Parlamentet har altid plæderet for mere ambitiøse målsætninger hvad angår såvel konkrete foranstaltninger som handlekraftige fælles institutioner og operationelle midler. Terrorattentaterne den 11. september 2001 har kun bekræftet nødvendigheden heraf.

Det er MEP'ernes opfattelse, at EU først vil kunne tale med én stemme på den internationale scene, når medlemsstaterne udviser den fornødne politiske vilje til at fastlægge en klar strategi og etablere effektive institutioner. De fælles udenrigspolitiske instrumenter var længe begrænset til udviklingssamarbejde, økonomisk bistand og nødhjælp. Med Maastricht-traktaten, der trådte i kraft i 1993, tilføjede man et diplomatisk instrument, nemlig den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP). I modsætning til de økonomisk orienterede politikker er FUSP imidlertid ikke en egentlig fællesskabspolitik: det er først og fremmest Ministerrådet, dvs. medlemsstaterne, der træffer afgørelse, og ofte kun, hvis der kan opnås enstemmighed. Kommissionen og Parlamentet står næsten helt uden for processen.

Amsterdam-traktaten, der trådte i kraft i 1999, indeholdt to nyskabelser. For det første fik EU beføjelse til at intervenere militært med henblik på krisestyring i et humanitært, fredsbevarende eller fredsskabende øjemed (de såkaldte "Petersberg-opgaver"). For det andet forsøgte man at give denne politik et ansigt ved at oprette den nye post som højtstående repræsentant for FUSP. Denne repræsentant optræder imidlertid altid på vegne af medlemsstaterne og Rådet og risikerer at komme i konflikt med nogle af de udenrigspolitiske kompetenceområder, der henhører under Kommissionen (udvikling, humanitær bistand og handelspolitik). For at afhjælpe de problemer, som enstemmighedskravet medførte i form af handlingslammelse og tilbøjelighed til at vedtage beslutninger af yderst begrænset rækkevidde, indeholdt Amsterdam-traktaten desuden to nye valgmuligheder, nemlig "konstruktiv stemmeundladelse", hvorved der kunne træffes foranstaltninger uden alle medlemsstaters aktive tilslutning, og "forstærket samarbejde", hvorved en gruppe af medlemsstater om ønsket kunne arbejde tættere sammen.

Den militære dimension blev yderligere udbygget på Det Europæiske Råds møde i Helsinki i 1999, hvor man besluttede, at medlemsstaterne senest i 2003 skulle være i stand til inden for en frist på 60 dage at udsende og i mindst et år opretholde militære styrker på op til 50.000 - 60.000 mand, der kunne påtage sig at løse samtlige Petersberg-opgaver.

En EU-udenrigsminister

Europa-Parlamentet plæderede i 2000 for, at arbejdsopgaverne for henholdsvis den højtstående repræsentant og kommissæren med ansvar for eksterne forbindelser med henblik på at øge gennemsigtigheden, sammenhængen og effektiviteten burde lægges sammen og varetages af en EU-udenrigsminister, som samtidig skulle have rang af næstformand i Kommissionen. MEP'erne argumenterede med held for denne tanke i Konventet for Europas Fremtid, og princippet er da også blevet nedfældet i udkastet til forfatningstraktat. Derimod kan Parlamentet ifølge samme forfatningsudkast ikke regne med at blive inddraget stort mere, end det hidtil er blevet, og dets forslag om, at beslutninger skulle træffes med kvalificeret flertal, blev ikke godtaget, bortset fra i de tilfælde, hvor et forslag stilles af EU-udenrigsministeren med Kommissionens opbakning.

På det mere operationelle plan indeholder forfatningsudkastet bestemmelser om oprettelse af et europæisk våbenagentur og om udvidelse af Petersberg-opgaverne til også at omfatte nedrustningstiltag og terrorbekæmpelse. I henhold til en såkaldt "solidaritetsklausul" skal medlemsstaterne hjælpe hinanden og sætte deres civile og militære ressourcer ind på bekæmpelsen af terrorisme. MEP'erne havde desuden foreslået, at man i traktaten indføjede en "kollektiv forsvarsklausul" svarende til den, der anvendes i NATO, og som skulle gælde for de medlemsstater, der tilsluttede sig den, men dette forslag blev ikke vedtaget.

En stadig større indflydelse

Selv om det er medlemsstaterne, der træffer den endelige beslutning om udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitiske spørgsmål, skal Europa-Parlamentet i det mindste informeres på forhånd om indholdet, rækkevidden og de finansielle følger af enhver politisk foranstaltning eller aktion, der iværksættes i EU's navn. I de seneste år har MEP'erne knyttet tættere bånd til den højtstående repræsentant, de relevante kommissærer, EU-formandskabet og EU's særlige udsendinge til visse regioner i verden.

MEP'erne kan også søge at påvirke tingenes gang via den offentlige og politiske debat. De kan øve indflydelse gennem deres betænkninger, henstillinger og spørgsmål til EU's forskellige aktører, f.eks. ved at presse Kommissionen til at foreslå foranstaltninger. Først og fremmest har Parlamentet budgetmæssige beføjelser, som bl.a. dækker foranstaltninger, der vedrører FUSP (til en værdi af ca. 50 mio. euro for 2003). Parlamentet har dog ingen indflydelse på forsvarsudgifterne, som betales direkte over medlemsstaternes budgetter.

EP tilkendegiver hvert år sine politiske prioriteringer i en årlig betænkning om EU's udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik. I 2002 udtrykte EP stor tilfredshed med, at institutionerne havde indledt et samarbejde helt uden fortilfælde under indtryk af terrorangrebene i september 2001, og foreslog, at man angreb terrorismen ved roden ved primært at iværksætte en dialog med svage og ustabile stater. I 2003 udtrykte det tilfredshed med EU's engagement i krisen i Afghanistan, ikke kun politisk og økonomisk, men også militært inden for rammerne af ISAF (International Security Assistance Force). Til gengæld beklagede EP, at krigen i Irak havde skadet den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitiks troværdighed. En genskabelse af denne troværdighed ville efter EP's opfattelse afhænge af EU's militære kapacitet og vilje til at gøre brug af den.

De første militære operationer

I 2003 iværksatte EU sine første tre operationer i kriseregioner og påtog sig dermed for første gang et synligt ansvar i konkrete landområder. Den 1. januar 2003 blev FN i Bosnien-Hercegovina afløst af en EU-politistyrke på 500 mand, der skulle blive i landet i tre år, primært med henblik på uddannelse af en lokal politistyrke. I marts 2003 gennemførte EU sin første militære operation i den tidligere jugoslaviske republik Makedonien som afløsning for NATO. EU har udstationeret en militær styrke på 350 mand (operation "Concordia"), der skal søge at sikre freden som grundlag for institutionelle reformer. Siden er der tilføjet en politistyrke (200 mand, operation "Proxima"). Endelig er der operation "Artemis" i Ituri-regionen i Congo, der er den første militære operation, som EU har iværksat helt på egen hånd. Denne udstationering viser, at Europa grundlæggende er rede til at acceptere udsendelse af europæiske tropper i humanitært øjemed, også til områder uden for det europæiske kontinent.

Nej til krigen i Irak

Parlamentet advarede i en betænkning fra maj 2002 det internationale samfund om det irakiske regimes igangværende atomvåbenprogram. Det skønnede, at Irak kunne råde over atomvåben i løbet af fem år, hvis man ophævede sanktionerne mod landet. MEP'erne foreslog derfor, at man opretholdt den våbenrelaterede embargo, men ophævede de øvrige sanktioner. Parlamentet slog også kraftigt til lyd for en multilateral politisk løsning i FN-regi. Det afviste enhver militær løsning, som ikke havde grundlag i FN-resolutioner, og appellerede til de irakiske myndigheder om at acceptere UNMOVIC (United Nations Monitoring, Verification and Inspection Commission), samtidig med at det fordømte de mange alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i landet.

Få uger før krigsudbruddet, den 30. januar 2003, vedtog Parlamentet en beslutning om Irak (med 287 stemmer for, 209 imod og 26 stemmeundladelser). MEP'erne var af den opfattelse, at de overtrædelser af FN-resolution 1441, som våbeninspektørerne havde påpeget, ikke var tilstrækkelig begrundelse for at iværksætte en militær aktion. De erklærede sig for modstander af ethvert unilateralt militært skridt og mente, at et forebyggende angreb ville være i strid med folkeretten. Den splittelse, der opstod mellem de europæiske regeringer efter krigsudbruddet, lod heller ikke EP-medlemmerne uberørt, og de var derfor ikke i stand til at vedtage en nye fælles holdning til krigen. Dog blev en betænkning om genopbygningen af landet vedtaget med et bredt flertal.

Parlamentet og Mellemøsten

I oktober 2003, på et tidspunkt hvor voldshandlinger var en daglig foreteelse i Mellemøsten, vedtog EP en betænkning, hvori det opfordrede såvel den israelske regering som Den Palæstinensiske Myndighed til at følge den køreplan, som kvartetten (USA, Rusland, EU og FN) havde udarbejdet, til punkt og prikke. EP gik ind for sameksistens mellem to suveræne stater og for begges ret til at leve i tryghed. MEP'erne udtrykte stærk fordømmelse af den palæstinensiske terrorisme og opfordrede Den Palæstinensiske Myndighed til at genoprette den offentlige orden og tage synlige, konkrete skridt til at opløse terrororganisationerne. Den israelske regering blev for sin del opfordret til at trække sine militære styrker tilbage fra de palæstinensiske områder, ophøre med sine målrettede attentater samt standse spredningen af bosættelser og opførelsen af "sikkerhedsmuren".

I april 2002 vedtog EP en henstilling til Rådet (med 269 stemmer for, 208 imod og 22 stemmeundladelser), hvori det indtrængende opfordrede Rådet til at suspendere associeringsaftalen mellem EU og Israel på baggrund af den israelske regerings optrapning af sin militære indsats. Ministerrådet efterkom imidlertid ikke henstillingen.

Herudover blev der i februar 2003 efter anmodning fra omkring 170 MEP'er nedsat en arbejdsgruppe, der skulle undersøge anvendelsen af EU's støtte til Den Palæstinensiske Myndighed, fordi der var opstået frygt for, at denne støtte omledtes til andre formål, herunder endog som støtte til terrornetværk. Arbejdsgruppen blev nedsat som led i Parlamentets beføjelse til at kontrollere gennemsigtigheden af EU's budgetkonti, omend den ikke havde lige så vidtrækkende beføjelser som et officielt undersøgelsesudvalg. Den 31. marts 2004 vedtog arbejdsgruppen to rapporter (henholdsvis en "flertalsrapport" og en "mindretalsrapport") på grund af divergerende fortolkninger af den indsamlede information. De to rapporter var dog mere eller mindre enige om én konklusion: hvis EU i fremtiden beslutter at forny sin direkte budgetmæssige støtte til Den Palæstinensiske Myndigheder, skal der være tilknyttet klare betingelser, og kontrolmekanismerne skal være bedre. Rapporterne vil blive drøftet af de tre kompetente udvalg (henholdsvis Budget-, Budgetkontrol- og Udenrigsudvalget) i den næste valgperiode.



  
Ordførere:
  
En fælles europæisk sikkerheds- og forsvarspolitik efter Køln og Helsinki: Catherine Lalumière (PES, F)
Adfærdskodeksen for våbeneksport i Den Europæiske Union (første årsberetning): Gary Titley (PES, UK)
Adfærdskodeksen for våbeneksport i Den Europæiske Union (anden årsberetning): Gary Titley (PES, UK)
Adfærdskodeksen for våbeneksport i Den Europæiske Union (tredje årsberetning): Gary Titley (PES, UK)
Adfærdskodeksen for våbeneksport i Den Europæiske Union (fjerde årsberetning): Karl von Wogau EPP-ED, D)
Situationen i Irak 11 år efter Golfkrigen: Baroness Nicholson of Winterbourne (ELDR, UK)
Fremskridtene inden for iværksættelsen af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik: Elmar Brok (EPP-ED, D)
Den nye europæiske sikkerheds- og forsvarsstruktur - prioriteter og mangler: Philippe Morillon (EPP-ED, F)
De vigtigste aspekter og de principielle valg inden for FUSP, herunder deres finansielle virkninger for EF-budgettet: Elmar Brok (EPP-ED, D)
Forsvarsmateriel: europæisk politik, industri- og markedsspørgsmål: Luís Queiró (UEN, P)
  
Oversigt over lovgivningsprocedure:
  
En fælles europæisk sikkerheds- og forsvarspolitik efter Køln og Helsinki
Adfærdskodeksen for våbeneksport i Den Europæiske Union (første årsberetning)
Adfærdskodeksen for våbeneksport i Den Europæiske Union (anden årsberetning)
Adfærdskodeksen for våbeneksport i Den Europæiske Union (tredje årsberetning)
Adfærdskodeksen for våbeneksport i Den Europæiske Union (fjerde årsberetning)
Situationen i Irak 11 år efter Golfkrigen
Fremskridtene inden for iværksættelsen af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik
Den nye europæiske sikkerheds- og forsvarsstruktur - prioriteter og mangler
De vigtigste aspekter og de principielle valg inden for FUSP, herunder deres finansielle virkninger for EF-budgettet
Forsvarsmateriel: europæisk politik, industri- og markedsspørgsmål
  
EUT - vedtagne tekster:
  
En fælles europæisk sikkerheds- og forsvarspolitik efter Køln og Helsinki - tekst vedtaget af Parlamentet
Adfærdskodeksen for våbeneksport i Den Europæiske Union (første årsberetning) - tekst vedtaget af Parlamentet
Adfærdskodeksen for våbeneksport i Den Europæiske Union (anden årsberetning) - tekst vedtaget af Parlamentet
Adfærdskodeksen for våbeneksport i Den Europæiske Union (tredje årsberetning) - tekst vedtaget af Parlamentet
Adfærdskodeksen for våbeneksport i Den Europæiske Union (fjerde årsberetning) - tekst vedtaget af Parlamentet
Situationen i Irak 11 år efter Golfkrigen -tekst vedtaget af Parlamentet
Fremskridtene inden for iværksættelsen af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik - tekst vedtaget af Parlamentet
Den nye europæiske sikkerheds- og forsvarsstruktur - prioriteter og mangler - tekst vedtaget af Parlamentet
De vigtigste aspekter og de principielle valg inden for FUSP, herunder deres finansielle virkninger for EF-budgettet - tekst vedtaget af Parlamentet
Forsvarsmateriel: europæisk politik, industri- og markedsspørgsmål - tekst vedtaget af Parlamentet

 

 

 
  Publishing deadline: 2 April 2004