Bygningernes tilgængelighed 

Europa-Parlamentet er fast besluttet på at tilbyde alle brugere, uanset om de er medlemmer, ansatte eller besøgende, et tilgængeligt fysisk miljø og den størst mulige uafhængighed i brugen af alle bygninger.

De første skridt

I 2010 ratificerede Den Europæiske Union FN's konvention om rettigheder for personer med handicap (UNCRPD). Dette markerede startskuddet for et ambitiøst program til forbedring af tilgængeligheden af Europa-Parlamentets bygninger.

Parlamentet gennemførte flere tilgængelighedsrevisioner mellem 2015 og 2019 i alle sine bygninger. De viste generelt et godt tilgængelighedsniveau, men der er stadig områder, hvor der kan ske forbedringer for at muliggøre en uafhængig anvendelse af bygningerne.

De viste også, at der er behov for en harmoniseret tilgængelighedsstandard for Europa-Parlamentets bygninger for at sikre ligebehandling af alle brugere på de forskellige arbejdssteder.

Den første EU-institution med en politik for fysisk tilgængelighed

I 2023 vedtog Europa-Parlamentet sin egen politik for fysisk tilgængelighed. Parlamentet er den første EU-institution, der har udviklet en omfattende og veldefineret politik på dette område.

Hovedformålet med denne politik er at definere et enkelt tilgængelighedskriterium, der afhjælper forskellene mellem medlemsstaternes lovgivning og giver mulighed for en harmoniseret gennemførelse i alle Parlamentets bygninger.

Den indeholder desuden en række foranstaltninger, der skal lette gennemførelsen af den fælles standard for tilgængelighed i forbindelse med alle fremtidige store projekter vedrørende renovering, anskaffelse og opførelse af bygninger på en bæredygtig og sammenhængende måde.

Ved at integrere tilgængelighedsaspekterne i fremtidige byggeprojekter allerede i forberedelsesfasen vil der sikres en bæredygtig og forsvarlig planlægning og forvaltning af ressourcerne, samtidig med at man undgår unødvendige omkostninger til at afhjælpe mangler i bygningernes udformning på et senere tidspunkt.