| Europa-Kommissionen ville oprindelig gennemføre en meget vidtgående liberalisering af posttjenesterne. EP-medlemmerne var derimod fast besluttet på, at selv personer i fjerntliggende områder skulle kunne få leveret post til overkommelige priser. Derfor fik de begrænset rækkevidden af Kommissionens forslag. Europa-Parlamentet kom således igennem med, at liberaliseringen af posttjenesterne skal foregå mere gradvis og overvåges mere omhyggeligt end oprindelig planlagt. På den måde bliver der større ligevægt mellem økonomisk effektivitet og sociale behov.
Det anslås, at posttjenesterne i EU håndterer omkring 135 milliarder enheder årligt med en omsætning på ca. 80 milliarder euro. I dag er den store udfordring at opretholde "befordringspligten" (en daglig indsamling og omdeling af post til overkommelige priser til alle adresser, selv i fjerntliggende områder), samtidig med, at postsektoren gøres tilstrækkelig konkurrencedygtig til, at den kan overleve i et kommunikationsmiljø i stadig forandring.
Formålet med Kommissionens direktivforslag var at tage de første skridt hen imod at liberalisere postsektoren ved at åbne nogle posttjenester for konkurrence. Den fuldstændige gennemførelse af det indre marked for disse tjenester skulle følge senere. Parlamentet frygtede dog, at selv dette forslag gik for langt, og at liberaliseringen kom for hurtigt. Takket være EP-medlemmernes pres blev lovgivningen ændret væsentligt. Liberaliseringen vil blive indført i en langsommere takt end ønsket af Kommissionen, og Parlamentet får afgørende indflydelse på de næste stadier.
Omdeling af almindelige breve sikret
Den endelige udgave af direktivet om posttjenester gælder ikke for indsamling og omdeling af indenlandsk post, eller for indgående grænseoverskridende post, hvis den vejer under 50g. Da kategorien under 50g tegner sig for langt størstedelen af brevmarkedet, vil almindelige breve indtil videre fortsat blive indsamlet og udbragt som nu af "befordringspligtige virksomheder" (hvilket normalt er ensbetydende med de nationale postvæsener).
Parlamentet lagde imidlertid også vægt på at sikre, at post i den næste kategori, mellem 50 og 100g, fortsat skulle være forbeholdt befordringspligtige virksomheder i en længere periode (2003-2006) end foreslået af Kommissionen. Desuden argumenterede EP-medlemmerne for, at det var alt for drastisk totalt at liberalisere udgående grænseoverskridende post. De insisterede på, at medlemsstaterne skulle have lov til at afskærme denne sektor "i det omfang, det er nødvendigt for at opfylde befordringspligten", hvilket i praksis betyder, at postvæsenerne kan bruge indtægterne fra dette markedssegment til at finansiere deres befordringspligt.
En trinvis tidsplan
Den nye lovgivning åbner for konkurrence efter følgende tidsplan:
- fra 2003: omdeling af post, der vejer over 100g eller koster mere end tre gange taksten for et standardbrev
- fra 2006: omdeling af post, der vejer over 50g eller koster mere end to og en halv gange taksten for et standardbrev
- fra 2003: al udgående grænseoverskridende post, undtagen hvis en medlemsstat mener, at indtægterne fra dette markedssegment er nødvendige til at finansiere befordringspligten.
På det længere sigt lykkedes det også Parlamentet at strække Kommissionens oprindelige tidsplan for næste trin i liberaliseringen. Det forkastede Kommissionens oprindelige datoer, der havde betydet, at man ved udgangen af 2005 skulle have taget stilling til, om postmarkedet skulle åbnes fra 1. januar 2007 og fremefter. I stedet kræver direktivet nu, at Kommissionen senest i 2006 skal have afsluttet en undersøgelse, hvor den vurderer, hvilken virkning det vil få for befordringspligten i hver enkelt medlemsstat, hvis det indre marked for posttjenester gennemføres fuldt ud i 2009. Med udgangspunkt i den undersøgelse skal Kommissionen forelægge Parlamentet og Rådet forslag til ny lovgivning. De vil herefter enten bekræfte, at det indre marked for posttjenester skal gennemføres i 2009, eller foreslå andre tiltag.
Parlamentet ønskede at følge udviklingen meget nøje. Derfor pressede det på for, at Kommissionen skulle aflægge beretning til det hvert andet år - første gang ved udgangen af 2004 - om udviklingen i sektoren. Da det er muligt for Parlamentet at ændre eventuel ny lovgivning, kan EP-medlemmerne sikre, at postbuddet altid ringer én gang, om ikke to.
|
